02/3/16

Om Suede-koncert, forkortet kærestetid og fotos man åbenbart ikke må vise til andre

Da vi mødte hinanden, for 1800 år siden, var der ikke meget musik jeg og min Ninjaman kunne blive enige om var fedt.

Han hørte enten meget larmende heavy, eller meget larmende hiphop, og min favoritmusik har altid været noget med en fyr med en guitar, og nogle tekster, der fortæller en historie – men vi opdagede dog en fælles kærlighed for britpop.

Skulle man filmatisere vores liv, ville det derfor primært være Suede, der skulle være lydsporet til vores første 3-4 år som kærester, for det kunne vi blive enige om at lytte/kysse/danse til.

Da bandet annoncerede koncert i DR koncerthus, blev vi ganske nostalgiske, og fik i en hast arrangeret børnepasning og købt billetter.

Efter arbejde mandag skyndte vi os at gøre os lækre, for børnene skulle passes fra klokken 16, og vi skulle både på restaurant, og ud og drikke drinks, og lege vi var unge og vilde (altså – ihvertfald unge og vilde lige frem til efter koncert, hvor vi skulle med metro hjem).

Men ak – børnepasser var forsinket og skrev kl 16 at det blev lidt senere, klokken 17 om vi ikke kunne spise med børnene,  og klokken 18, at hun tidligst ville nå det til 19 – og det endte med at vi måtte bede naboer holde øje med børn til hun kom, og selv løbe ud i bilen.

Så ingen restaurant eller drinks, og det var svært ikke at være en smule skuffede, mens vi delte en cola i foyeren, og tog selfies, hvor vi forsøgte at lave “blue Steel” poseringer.

Men så startede koncerten, og – ligesom alle de andre 40 årige i salen – blev vi øjeblikkeligt 20 år yngre, mens vi skrålede med på, at vi var :” so youuuuung!”

DSC_0074

Det var en suverænt god koncert, hvor forsangeren drønede rundt og sang blandt publikum,  der aede hans hår og tøj, som om han var en stor kat (med en mikrofon).

Alle os halvgamle røvhuller, var helt oppe i det røde felt på begejstringsskalaen, og følte os ganske unge igen.

Da jeg efter koncerten gik på toilettet, kunne jeg i den blanke metaldør se genspejlet hvordan mine korte ben dinglede fra det absurd høje toilet, og fandt det ustyrligt morsomt, i min post-koncerts-eufori.

Så jeg tog et billede og sendte til min mand, der syntes det var lige så morsomt, og kunne fortælle at tissekummerne ligeledes var placeret så højt, at han havde været glad for at have sko med hæl på, for ellers havde han muligvis måttet lægge dilleren op på kanten for at nå.

(Desværre havde han ikke et billede til at underbygge den påstand)

DSC_0068

Se, nu er det måske en mærkelig ting, at dele et billede hvor man tisser, på sin blog (med mindre, selvfølgelig, at det er en ganske særligt tisseblog man har), men jeg tænker, at I kan tage det – ihvertfald bedre end min kollega, som jeg havde følgende samtale med i morges:

Kollega:”haha, det er sjovt du er så lav, at du ikke kan nå skabet!”

(eller noget der minder om – morsomme konstateringer om min lavde er en fast bestanddel af mit arbejdsliv, hvor 80% af mine kolleger, er mænd på to meter – og jeg husker derfor ikke nødvendigvis detaljerne)

Mig:” ja hvis du synes det er sjovt, skal du se et billede hvor jeg sidder på toilettet!”

Kollega:”øh… Du spørger om jeg vil se dig sidde på toilettet? ”

Mig:” nej nej, mener det ikke skummelt: det er ret sjovt! Det er bare på et foto!”

Kollega: smiler nervøst, og forlader rummet.

Ud fra det, kan jeg konstatere at det ikke er alle billeder man kan dele med hvem som helst.

Godt jeg har en Ninja der forstår – og jer, som jeg benhårdt satser på ikke forlader rummet?

 

03/17/15
wpid-wp-1426585397975.gif

Om ånde, mareridt og musik

Hele weekenden gjorde min kindtand ondt, på hvis-det-hjælper-på-bare-ti-procent-af-smerten-at-dræbe-en-nuttet-hundehvalp-så-gør-jeg-det-måden.

Jamrende gik jeg til tandlægen i går, der spurgte om jeg gerne ville bruge flere tusind kroner  på at få opereret betændte rodspidser af den, eller 500 kroner på at få den hevet ud.

Så nu går jeg rundt med et hul i munden, der smager af død og betændelse og lugter af gnu, mens jeg hører høj musik og venter på min søster.

Noget af det første musik jeg hørte som barn, var Simon og Garfunkel.
Min søster og jeg havde koncerten fra central park på VHS, og så den så mange gange, at jeg stadig kan både alle sangteksterne OG alt hvad de siger mellem numrene udenad.

image

Jeg kører i dag til Odense, sammen med min søster – hvor Paul Simon spiller, sammen med selveste Sting.
Hun gav mig det meste af min billet og hotelovernatning i kommende fødselsdagsgave, og vi er begge lidt høje over at skulle genopleve sådan en bid barndom sammen.

Det er ikke noget jeg hører særligt ofte længere – synes hans seneste plader har været middelmådige – men den nostalgiske del af det er fantastisk, og jeg ved at vi skal skråle så højt med på alle sangene, både i bilen og til koncerten, at min betændte ånde muligvis slår hende bevidstløs.

Jeg vågnede iøvrigt i nat, fra et mareridt der for en gangs skyld ikke handlede om zombier, men om at jeg skulle hilse på Paul Simon og kom til at spytte tænder og betændelse ud over ham.

Ved ikke helt hvorfor det var så skræmmende, men det var det, og jeg var nødt til at tænde lyset og surfe lidt net, før jeg turde sove igen, og her faldt jeg så over nyt, godt mareridtsmateriale, på denne her fremragende tumblr -blog.

image

Jeg kan huske at jeg måtte gøre det samme med mine smølfer om natten, da jeg var 4-5 år.
Kunne ikke klare tanken om at de gik frit rundt om natten…

08/26/12
20120826-191018.jpg

Om gåsehud

Om koncerten var fed i går?
Lad mig sige det på denne måde: har stadig så meget gåsehud, at jeg sandsynligvis må slibe det af med sandpapir, hvis jeg vil af med det…

20120826-191018.jpg
Jeg kan se på de billeder Ninjaman tog af mig – med lallegladt smil fra øre til øre – at det regnede.
Men jeg kan ikke huske det.
Nød bare at stå der i mængden, med hans arme om mig, og lyden af tusindvis af mennesker, der sang med.
Havde lidt glemt, hvor dejligt det er, at være til koncert med en man kan kysse på, og danse tæt med.
Beklager søster-der-tog-fejl-af-dato, og Maren-der-ikke-kunne-få-passet-unger: jeg tvivler altså på at I havde gidet kysse lige så meget som Ninjaen – og kysning passede fantastisk til den koncert!