10/2/14
20141002-121910.jpg

Om luft og talent

I går var jeg til møder meget af dagen.

Jeg er ikke særligt god til bare at sidde og høre efter: min hjerne slår automatisk fra efter nogle minutter, hvis ikke jeg har noget at sidde og dimse med,så normalt tager jeg papir og blyant med, og sidder og doodler.

Det havde jeg glemt i går, så for ikke at falde i søvn, åd jeg to en halv pakke sukkerfrit tyggegummi.
Selv om jeg godt ved at de giver luft i maven…

I pausen måtte jeg skynde mig ind i et afsidesliggende, tomt lokale, hvor jeg slog en prut så giftig, at det sved i mine øjenæbler.

Sekundet efter, hørte jeg en kollega komme fløjtede ned af gangen.
Ham den virkeligt pæne, der altid lige får mig til at trække maven lidt ind, når jeg taler med ham.
(og nej – han slår stadig ikke Ninjaen. Men derfor kan man jo godt trække maven ind, når man taler med pæne mænd).

Da han åbnede døren skyndte jeg mig hen i den anden ende af rummet, i håb om at trække prut med mig.
Det så tåbeligt ud, at jeg bare løb over i et hjørne, mens jeg forsøgte at se målrettet ud; så jeg snuppede en pakke kopipapir, og placerede det midt på bordet, som om det hele tiden havde været det jeg skulle.

Der er bare aldrig rigtigt en god grund til at løbe gennem et rum, for at smide kopipapir midt på et bord, så min kollega så lidt undrende ud, men gav sig alligevel til at tale til mig.
Om noget vigtigt, som jeg ikke helt kunne høre, fordi jeg havde travlt med at se, om hans næsebor brød i brand.

Heldigvis havde jeg fri lige efter, så jeg skyndte mig ud til cyklen, og ræsede ind til reception på Marens fantastiske nye kalender.
Det var hyggeligt, der var taler og champagne, og jeg var utroligt tæt på at lokke Marens Allan med på noget nøgenstagediving – havde alligevel nået mit lavpunkt af pinlighed for denne dag, så det kunne kun blive en succes.
Og der er generelt for lidt nøgenstagediving til receptioner.

Det er en gennemført fin kalender, Maren har begået.
Tænk at noget menneske kan have hele 365 ideer og pointer, der alle er så krøllede og sjove!

Køb den, køb den! Den perfekte gave, til hvemsomhelst. Eller sig selv.
Og det siger jeg ikke kun fordi jeg fik en pikketegning på min.

20141002-121910.jpg

Jeg kom for sent på arbejde i morges, fordi jeg lige skulle læse den hele.
Det var det værd.

Kalenderen kan købes alle mulige steder.
Fx her
(affiliatelink)

01/25/13
20130125-165700.jpg

Om at blive tændstikket

Jeg var med Maren på kontor i dag.
Det var meningen vi skulle have arbejdet, men først kunne vi ikke, fordi vi var bævende nervøse af at vente på anmeldelsen af hendes nye bog – og senere var vi for euforiske.

Jeg fik skrevet tre mails og fire linjer på en klumme, mens Maren tegnede vores formiddag, og grublede over om hun kunne tillade sig at skrive ordet “skide”.

(Vi blev enige om at det var mere elegant og raffineret, at skrive “brække sig”.)

Jeg nåede ikke at se Marens tegneserie helt færdig, før jeg skulle gå, kun den første tegning, som vi havde følgende hurtige samtale over, mens jeg pakkede mine ting i hast:

Maren: se! Hvad siger du til dig selv som tændstikdame?

20130125-165700.jpg

Mig: sejt!

Maren: ja, og man kan se det er dig, fordi jeg har din abnormt høje pande med. Se lige hvor højt oppe dit hår starter!

Mig: hm…

Maren: jamen det gør mit eget hår jo også. Skulle jeg mon have tilføjet dine store bryster også?

Mig: æh – helst ikke?

Så måtte jeg løbe ud af døren, fordi min parkeringstid udløb, og mine unger skulle hentes.

Hele vejen hjem skævede jeg til mobilen, for at se om hun mon var blevet færdig med tegneserien – syntes pludselig at det var noget af det sejeste i verden, at blive tegnet.

Især af en, der lige var blevet rost, velfortjent og grundigt, i Weekendavisen.

Det er sgu da også sejt – og det er det absolut eneste jeg vil, med det her pointeløse indlæg: prale.

Altså både af Maren, som jeg er meget stolt af og imponeret over – og så en lille smule af mig selv, der er så ufatteligt lækker i tændstikform. Med pande og det hele.
Se selv her
Wow.