Om en god hjemmefødsel
I morgen er det fjorten år siden at min næstældste svømmede ud i verden, i et badekar hjemme i vores stue. Fjorten år!
Hendes fødsel var så fin en oplevelse at den stadig står helt tydeligt for mig; jeg kan stadig næsten huske fornemmelsen af hendes lillebitte hoved i min hånd, og fatter ikke at hun allerede er en lang, smuk teenager.
Sådan har jeg ikke haft det med fødslerne af hendes tre søstre: selv om det også var hjemmefødsler, der gik som de skulle, var der så meget andet der fyldte, at jeg mere husker brudstykker. Ældstebarnets fødsel tog 25 timer med regelmæssige veer, og var udmattende og overvældende. Barn tre blev født med en usikker jordemoder, to uger over termin, og det var en utryg oplevelse. Fødslen varede ca 7 timer, men føltes længere. Mindstebarnet blev født efter kun halvanden times regelmæssige veer, i et virvar af folk der talte, storesøstre der vågnede, vand der skulle koges og uden at nogen helt havde forudset hvor hurtigt det ville gå.
Her står og sidder pigerne på præcis de steder i stuen hvor de kom til verden – to af dem står der hvor deres fødekar stod, og to af dem sidder det sted i sofaen de blev født:
En eller anden dag skriver jeg nogle praktiske indlæg om hjemmefødsel til bloggen, for der er ofte nogen der mailer og spørger om praktiske ting til hjemmefødsel, men indtil da er her en fødselsberetning i fuld længde, om den nat hvor mit fine næstenfødselsdags-barn kom til verden.
Fødslen af N, februar 2005
Ti dage over termin med mit andet barn, havde jeg flere gange haft nætter med et par timers småveer, og min dygtige konsultationsjordemoder havde konstateret at babyen lå som stjernekigger – altså med sin rygsøjle mod min – og derfor ikke kom ned med hovedet ordentligt, og dette kunne være grunden til de mange falske alarmer. Hun rådede mig til at ligge meget på alle fire, så baby kunne få plads til at vende sig.
Denne morgen vågnede jeg med regelmæssige veer, der gik i sig selv efter nogle timer, hvilket gjorde mig helt overbevist om at det barn AlDRIG ville komme ud.
kl.18:30 afleverede vi vores store pige på tre år til overnatning, så jeg kunne få tudet ud, uden at gøre hende bange. Vi var ikke engang ude af havelågen efter at have afleveret hende, før veerne begyndte for alvor, og jeg havde 10 veer på en strækning der normalt tager 5 minutter at gå!
Hjemme trængte jeg til at være alene, og koncentrere mig om de øvelser med selvhypnose jeg havde lyttet til under graviditeten.
Jeg tog et langt brusebad i mørket, kun med et stearinlys tændt – barnets rastløse far gik ned i stuen og så finalen på et eller andet talentshow imens.
Veerne bed godt, kom jævnligt, men var ikke så lange. Jeg kunne sagtens styre dem, og følte mig fint i kontrol af fødslen.
Bagefter gik jeg ind i seng, og lå foroverbøjet over dynerne. Babyen rumsterede meget derinde, det føltes som om den drejede sig forkert rundt, og det blev mere ubehageligt.
Jeg kunne pludselig ikke holde ud at være alene mere, og nærmest løb ned og kastede mig i armene på min mand, så snart veen var klinget af.
Jeg ringede til hospitalet, og talte med min egen konsultationsjordemoder, Mette, som havde døgnvagt. Hvor heldig kan man være!
Jeg fortalte kækt at der var 5 minutter imellem veerne, men de var ikke så lange, så der skete nok ikke noget lige med det samme. Hun ville gerne tage ud til mig, men jeg afviste hende, med den begrundelse at jeg jo stadigvæk kunne tale og spise æble, så der var nok længe igen. Min mand overtog telefonen da der kom en ve igen, og han kunne fortælle hende at jeg fejlvurderede veerne, der var nok snarere 2-3 minutter imellem.
Vi aftalte med hende at vi ville ringe lidt senere.
Veerne blev hurtigt mere intense, selv om de stadig var korte. Jeg stod lænet op af kommoden og kunne kun huske at trække vejret hvis min mand borede sine tommelfingre ind i mine balder ved hver ve. Jeg fik sværere og sværere ved at kontrollere min vejrtrækning og kunne ikke undvære at han gik.
Det selvhypnose jeg havde lært, med at forestille mig veerne som bølger, fungerede dårligere og dårligere – mine veer mindede slet ikke om bølger, der var ingen “top” på, de varede 20 sekunder, men føltes som en intens gang elektrisk chok.
Jeg begyndte at kaste op af smerterne, og rystede over hele kroppen. Min mand ringede efter min mor, så hun kunne hjælpe med praktisk omkring fødekar osv, og han ringede til jordemoderen, der var midt i en anden fødsel, men ville skynde sig
Jordemoder Mette, kom 45 minutter senere, og spredte en dejlig ro. Det var helt fantastisk at se en jeg kendte, og som var professionel, og ikke virkede fortabt over den situation jeg var i. Det var min mand og min mor ellers ved at være, da jeg ikke plejer at gå i panik som jeg ellers gjorde under nogle af veerne.
Jordemoderen konstaterede at jeg var 5 fingre åben, og at barnet igen lå som stjernekigger, og det var derfor veerne var så korte og intense, og svære at styre.
Først blev jeg lettet over de 5 cm – jeg VAR i fødsel! – så blev jeg ked af det – kun halvvejs… Og jeg kunne jo slet ikke styre det!
Jeg begyndte at forhøre mig om mulighed for kejsersnit. Kunne ikke overskue hvis veerne blev ved med at føles som elektrisk stød, og jordemoderen svarede så beroligende og anerkendende, at jeg bedre kunne være i det igen.
Jeg fik akupunkturnåle på, mod smerterne, og kom i fødekarret for at ligge på alle fire, så baby kunne vende sig rundt.
Dette gjorde den kort efter, intenst smertefuldt, men så snart den var rundt, blev veerne til at håndtere igen. Faktisk føltes det som om at de slet ikke gjorde rigtigt ondt længere – om det var fordi kontrasten til de veer hvor baby lå forkert var så stor ved jeg ikke, men det var højst noget ubehageligt. Når veerne kom, tog min krop automatisk over og arbejdede med dem, og jeg havde det som om jeg ikke behøvede gøre noget selv, udover at trække vejret.
Jeg blev undersøgt indvendigt igen, og nu havde jeg allerede åbnet mig til 7 cm, på ti minutter.
Jeg fik næsten med det samme umådelig pressetrang, og lov til at presse med. Mette sagde at hvis jeg pressede så vandet gik, ville jeg åbne mig det sidste med det samme.
Troede først det bare var noget hun sagde, for at opmuntre mig, og tænkte: ”jaja, det behøver hun altså ikke lyve om, det her går fint alligevel!”
Jeg sad på knæ, med front ud mod min mand, der sad ved siden af karret. Han holdt om mig, kyssede mig på panden, og gjorde mig rolig. Hver gang jeg havde en ve, kunne jeg høre Mette rose og berolige mig, hvilket var meget opmuntrende og rart.
Da vandet gik, åbnede jeg mig de sidste 3 cm, og mærkede hurtigt hvordan min krop selv skubbede barnet ned af. Jeg kunne mærke tydeligt præcist hvor langt barnet var nået, men det gjorde stadigvæk ikke ondt. Vi vidste ikke kønnet på barnet, men under presseveerne forestillede jeg mig tydeligt at det var en lille pige, og jeg glædede mig bare til at møde hende.
Mette fik mig til at sætte mig med ryggen til min mand, så han holdt under mine arme, og jeg sad med det ene knæ i gulvet, det andet bøjet: frierstilling.
Jeg kunne mærke barnets hoved begynde at komme ud, det var som om det svuppede lidt op af, og jeg kunne mærke at jeg bristede en smule fortil. Mette spurgte om jeg selv ville tage barnet, men jeg var for opslugt af den der fantastiske pressetrang til at have lyst.
Veen var klinget af, men det sved og brændte så meget, og jeg vidste at jeg kunne få barnet ud hvis bare jeg pressede igennem, så det gjorde jeg – mærkede hvordan resten af barnet svuppede ud af mig, og svømmede under vandet, hen til Mettes hænder. klokken var 0:43, d.19-2/05
Mette rakte mig barnet med det samme, og jeg tog det ind til mig.
Det havde store, vidtåbne øjne og brunt punkhår, og begyndte at vræle.
“Såså lille pige..” Hviskede jeg til det, og kom så i tanke om at jeg rent faktisk ikke vidste kønnet – jeg løftede benet, og så at hun ganske rigtigt var en lille pige!
Jeg sad med hende i karret lidt, så hun kunne svømme rundt. Det gjorde hende helt rolig. Hendes far sad lige bag mig og beundrede hende også, og hun så på os, med sine utroligt store øjne.
Moderkagen blev født i sofaen, og jeg fik syet nogle få sting. Det hele gik utroligt hurtigt, jeg kunne slet ikke fatte at det bare var det!
Jeg følte egentlig kun at det havde gjort ondt den ene time hvor jeg ikke havde kunnet klare smerterne, resten af tiden havde været nemt og naturligt. 5 timers tid havde det taget – min første fødsel tog 25 timer!
Så fik jeg min lille pige igen, efter den hurtige gang syning, og hun tog brystet, som havde hun aldrig lavet andet. Hun lå og stirrede på mig mens hun spiste, og så meget undrende ud.
Først kl.03:30 blev babyen målt og vejet: 3450 og 52 cm. Hun var stadigvæk spilvågen og nysgerrig.
Mette og min mor gik 04, og vi gik op i seng, og lå længe og beundrede vores langhårede lille unge.
