09/10/18

Månedens anbefalinger, September 2018

(Indeholder reklamelinks, men er ikke sponsoreret eller uærligt.)

Her lidt random anbefalinger af ting jeg har haft optur over den sidste tid.

Serie på HBO: “I’m dying up Here”

Der ligger to sæsoner af serien på HBO Nordic, og vi er halvvejs gennem sæson to – det er altså en virkeligt god serie! Man følger en gruppe hårdtarbejdende stand up komikere i 70’ernes LA, og der er gode gribende historier og personer. Velskrevet og velspillet og værd at bruge sine aftener på!

“Anne fra Grønnebakken – Anne with an e” på Netflix

Jeg har aldrig selv læst bøgerne bag, og har derfor ikke samme romantiske tilgang til dem som jeg ved mange andre har – men denne serie er simpelthen vildt god! Vi har set den alle seks sammen, og har doseret afsnittene til fredags og lørdags hygge, og både børn og voksne er enige om at det er en god serie!

Den er på engelsk, så der skal læses tekster højt, men det generer ikke mig at gøre. Hovedpersonen, Anne, er nævenyttig, selvhøjtidelig og impulsstyret, men man kommer alligevel til at holde af hendes lyse sind og gåpåmod, og historien og karaktererne er gennemarbejdede. Sæson to er endnu bedre end sæson et, er vi enige om.

Den åbner også mange snakke om hvordan det var i gamle dage, og retfærdig harme over hvordan man har behandlet børn.

Rabat på restauranter via “Early bird”

Jeg er nok ret meget lastmover her, men måske er der andre end mig der ikke kender til konceptet: den samme dag som man skal ud at spise, går man ind på earlybird.dk og søger på hvilke restauranter der har ledige borde på det tidspunkt man skal bruge det. Man vælger en restaurant og en menu, og forudbetale, og så får man det hele 30% billigere end normalt. Restauranterne får solgt deres borde, og du sparer – det er da smart! Foreløbigt er det kun i København og Århus, mener jeg. Selv har jeg prøvet at spise på Karma sushi i Kødbyen gennem early bird, og det var absolut fremragende!

Makeup uden parabener, formaldehyd og andet pis
Mine to store piger (13 og 16 år) er begyndt bruge en lille smule makeup, og de to små elsker neglelak, men jeg er ret hysterisk med hvad de må bruge. Gider ikke give dem unødig allergi eller noget.

Nilens jord laver nogle vildt lækre produkter, uden alt muligt pis i, og jeg har foræret begge de store blusheren her, der er verdens mest geniale produkt, som jeg også selv bruger hver eneste dag. Bare en prik på hver kind, og man ser frisk ud. Det er faktisk det produkt i min makeup-kasse jeg allernødigst undværer!

Volume mascara fra Nilens jord er også virkeligt god, og den har jeg ligeledes købt en til hver af pigerne. Så synes de heldigvis, at de ikke behøver bruge mere makeup end det til hverdag. Vi bruger alle fem neglelakker ved festlige lejligheder, og de er ligeledes uden formaldehyd, parfume og parabener, holder godt, og findes i mange fine farver.

Kortspil: “Exploding kittens”
Exploding kittens er det spil vi har spillet suverænt mest denne sommer. Vi kan generelt godt lide at spille spil, men det her er altså ekstrasjovt! Det er tegneren bag bloggen The oatmeal der har opfundet dette mærkelige kortspil, som man kan spille fra ca 8 års alderen, med lidt starthjælp.