09/10/15

Om bekymringer, og kunsten at bløde i hjertefacon

Hans vielsesring ligger i min venstre håndflade.
Overraskende tung, og slidt helt blød og glat, efter 14 år på hans finger.
Den var svær at få af.

Rigshospitalets kantine er fyldt af mennesker, der snakker.

Jeg ser ud i haven, hvor der er en legeplads, hvor legehusene ligner pikke.

Han sendte mig fotos af dem, første gang han var til undersøgelse herude, og jeg grinede højt, som han havde vidst at jeg ville.
IMG_20150909_073249
Min kaffe smager af salt, og jeg tager mig til kinderne for at se om det er fordi jeg græder.
Det gør jeg ikke.

I går græd jeg under bruseren, og opdagede det først, da et af børnene spurgte om jeg græd.
“Nejnej, jeg skal bare nyse!” forsikrede jeg, fakede et nys, og snørede tårekanalerne lidt hårdere sammen.

Lige nu skærer de et lille stykke af hans kæbe af. En biopsi.
Det er anden gang de gør det, men første gang de skærer så meget at han skal i narkose.

Han lignede ikke en patient i morges, da vi mødte ind på operationsgangen.

Men som han tog tøjet af: de stramme jeans, de nye sko jeg gav ham i Århus, og den blå skjorte der klæder ham så godt – og iførte sig en alt for stor hospitalsskjorte og noget der lignede mintgrønne balletsko, gjorde han.

Mens vi ventede på narkoselægen tog jeg mig selv i at sidde og smøge hans ærmer op, for at se på hans tatoveringer.
De lignede stadig ham.

“Jeg kysser dig lige, mens jeg stadig har følelser i læberne” sagde han, og kyssede mig, foran døren til operationsstuen.

Alle de kys vi har udvekslet i løbet af de nøjagtigt 18 år og 1 dag vi har været kærester – og om lidt kan han kun mærke dem på halvdelen af munden, for nerverne bliver beskadigede af operationen…

Jeg ved ikke om det er meningen man skal kysse sin mand dobbelt så meget så?

“Jeg kan jo stadig mærke det med den anden halvdel af munden.” beroligede han mig “men jeg ved ikke om jeg kommer til at savle!”

Det lo vi af.
Selvom det er sandt, og egentlig ikke sjovt: han ved det ikke.

Vi ved ikke noget.

Der er nogen der siger at det værste ved sygdomsforløb er venten på svar.
Måske er det rigtigt.
Men jeg er også bange for svarene…

—–
Nu er vi hjemme.
Operationen gik som den skulle, han har kun moderat ondt, og min fætter har hentet børn, købt ind og laver mad.

Der er tre uger til vi får endeligt svar, men vi ved at han helt sikkert skal igennem en stor operation,og have fjernet kæbe, for et eller andet har spist hans knogle.

“Se!” sagde han, da han hev plasteret af hånden, som droppet havde siddet i ” i det mindste bløder jeg hjerter!”

DSC_0271

06/18/15

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…

Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!

—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.

Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!

Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.

Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:

Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.

Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.

Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.

Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.

Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.

Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!

En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.

Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.
image

Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.

image

Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.

Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.

Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.

Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.

Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.

 

(fortsættes)

05/21/15

Om det der kærlighed del 26, en føljeton

Føljetonen om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester, fik unger og al den slags, sluttede sidst, med en fødsel.

Den tykke nyfødte var helt perfekt: sov meget, åd meget, sked meget.

Ældste storesøster, der havde overværet fødslen, var nærmest forelsket i sin nye lillesøster og kunne bruge timevis på bare at sidde og se på hende, mens hun sov.

Yngste storesøster, der kun var halvandet år, var en anelse mere forbeholden i sin begejstring…

Hun var meget nysgerrig, og ville gerne “hjælpe” med at skifte ble, og kunne sidde længe og beundre lillesøsters bittesmå fingre – men eksperimenterede også med fremstilling af kradsemærker på små kinder, og blev enormt jaloux og mængede sig, når ældstesøster holdt den lille.
image

Det her billede er ret sigende: mellemsøster der, med forurettet mine, forsøger at vriste baby fra helt opslugt ældstesøster.
Eller dette her:
image
Endnu engang: en forelsket, opslugt storesøster, med en opmærksomhedshungrende mellemsøster, der forgæves forsøger at lave show med plastikhårtørrer i baggrund.

Jeg havde konstant den lille i bæreslyngen – selv når jeg gik på toilettet – for jeg turde ikke gå fra hende, efter at have set den mindste storesøster forsøge at kravle op i diverse vugger til hende, eller slæbe hende væk fra tæppet på gulvet, og med ind på børneværelset.
image

Først en måned efter fødslen, fik vi vuggestueplads til den halvandet årige, som var helt euforisk over at komme et sted hen, hvor man kunne klatre og hoppe og lege med andre børn.

Det var en stor lettelse, at hun nu var så glad og fik nye input – den måned med to blebørn hjemme, et børnehavebarn der skulle hentes, og en mand der arbejdede meget, havde været benhård.

Vores selvstændige virksomhed kørte ikke helt så godt som planlagt: banken var efter os, og ville have pant i huset, hvilket var utroligt skræmmende, og gjorde at Ninjaman arbejdede rigtigt meget, for at forsøge at vende skuden.
Jeg tog skyklapper på, og forsøgte bare at gøre det så godt som muligt, for vores tre små piger, men det var svært i starten, da en nyfødt, en halvandet årig og en fire årig har ret forskellige behov.

Ninjaman og jeg, havde flere aftener, hvor vi sad og græd sammen, over hvor svært det var at slå til – både i forhold til det med vaklende økonomi, og det med pludselig at være flere børn end voksne, men gradvist lærte vi at navigere i det.

Pigerne vænnede sig til det nye familiemedlem, og det føltes hurtigt som om hun altid havde været der.
Og når de sad sådan her, smeltede vi forældre:
image

01/7/15

Om det der kærlighed del 24 – en føljeton

“What? Allerede et nyt føljetonafsnit!” tænker I sikkert.
Og jo, den er god nok: det er kun fire måneder siden jeg sidst smed et afsnit på bloggen, men der er allerede et nyt klar.
Håber ikke tempoet er for hæsblæsende?

De gamle afsnit kan læses her: føljeton om kærlighed, del 1-23.
————————
Føljeton del 24
Nå.
Føljetonen er nu nået frem til foråret 2006, hvor vi havde satset alle sparepengene på en drøm om egen butik, men var blevet overraskede af en snigerbaby på vej.

Vi talte op og ned af stolper om hvad vi skulle gøre med butikken: skulle vi lukke den, sælge den, satse på den – eller hvad?
Jeg stemte for at lukke den, for jeg kunne ikke overskue at have tre bittesmå børn, og en usikker virksomhed, men Ninjaman var dødtræt af sit job, og havde lyst til at se hvad det kunne blive til, så vi blev enige om at forfølge den drøm.

Han stod i butikken fuldtid, og jeg trillede ofte barnevogn og vores to børn derhen og holdt ham med selskab.
Så sad de i baglokalet og spillede computer eller stod i døren og forsøgte at lokke kunder ind.
image

Det var lidt hyggeligt og spændende, sådan at have butik – selv om det også var lidt skræmmende, med alt det der med økonomi, som ingen af os var eksperter i.
image

Min mave voksede ufatteligt hurtigt – muligvis fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid – og allerede i tredje måned var det tydeligt at jeg var gravid igen.

Jeg måtte fortælle min arbejdsplads, at jeg ville vende ret gravid tilbage fra barsel: min barsel sluttede faktisk kun en måned inden min næste barsel – men de tog det pænt.

Jeg endte med at tage selvbetalt ferie den måned, fordi vi stadig ikke havde fået institutionsplads til snart-mellembarnet.
Det virkede uoverskueligt for hendes far, at have hende med i butikken hver dag, nu hvor nyhedens interesse var dalet, og hun hele tiden forsøgte at stikke af fra butikken, så hun kunne komme hen og glo længselsfuldt ind af hegnet til en børnehave længere nede af gaden. Så jeg holdt mig hjemme, hele den lange, utroligt varme, sommer, med en aktiv 16 måneders baby piskende om benene, og en krop der var tung og træt af at være gravid.
image

Jeg var så træt, at gåturen hen til børnehaven med den ældste på 4 år, virkede som et stort projekt, så hun endte med at få verdens længste sommerferie, og de to søstre hyggede sig gevaldigt sammen i haven, mens jeg lå på et tæppe og svedte, og rugede på deres lillesøster.

De var enormt hjælpsomme, og blev ret professionelle kartoffelskrællere, støvsugere og tøj-sammenlæggere den sommer.
image

Vi havde ikke vidst køn på de to andre, men i fødselsdagsgave fik jeg en 3D scanning, og så vores lille næstenfærdige pige ligge og sutte tommelfinger.

Jeg var vel i 30. uge der, men det var først da jeg så hende, at det endelig gik op for mig at det var rigtigt – at der VAR et rigtigt menneske derinde, der kom ud lige om lidt!

Der havde simpelthen været så meget, med job og butik og børn og fysisk ubehag, at jeg først forstod det og glædede mig over det der.

Jeg tror Ninjaman havde det på samme måde.
Vi var så lettede over at hun så fin og flot ud. Vi var også imponerede over vores egen evne til at skabe mirakler sammen – og så endda helt uden at have gjort os umage,

Der var så mange ting der var uoverskuelige lige i den periode, men vi reddede den igennem, ved at gen-forelske os helt vildt i hinanden.
Jeg var stor som en hval – han var træt og arbejdede hårdt – der var to små børn der hele tiden krævede os – og den bedste måde at deale med al det, var åbenbart at bruge hvert eneste ledige øjeblik på at kysse i krogene.

Den varme juli, blev afløst af en brandvarm august, og vi ventede med stigende utålmodighed på den lille dame, der burde have vist sin ankomst sidst på måneden.
Kunne hun ikke bare komme, så vi kunne forme vores nye familie, med hende i den?

(fortsættes….)

09/4/14

Om det der kærlighed del 23 – en føljeton

Der er flere af jer, der har efterlyst flere afsnit af føljetonen, om hvordan jeg mødte min Ninjaman, og fik en hel masse børn.

Fortsættelse følger hermed:

2006 begyndte godt.
Jeg havde stadig barselsorlov, med min glade 10 måneders baby, og når hun skulle sove til middag, trillede jeg barnevognen over til de butikslokaler vi havde lejet, og brugte tiden mens hun sov, på at male vægge og samle reoler,

Jeg havde haft varelager i soveværelset og drevet netbutik hjemmefra, og vi glædede os alle til at få adskilt arbejde og privat, og få lidt mere plads og tid.

Planen var at vi skulle stå i butikken et par dage om ugen hver, og så begge arbejde ved siden af, ind til den kørte godt.

Så tingene så egentlig lyse og fornuftige ud – eneste lille irritationsmoment, var at jeg havde tabt min kobberspiral, i julen, og skulle op og scannes, for at se om jeg havde fået cyster igen, og om det var dem der havde skubbet den ud.

Det bekymrede jeg mig en del over – syntes også det nev lidt i maven, på samme måde som dengang jeg havde cyster, og frygtede at scanningen viste det.

Scanningen viste ikke cyster.

Den viste en lille spunk, med blinkende hjerte: jeg var 8-9 uger henne!

Noget af en overraskelse – det var ikke et barn mere vi stod og manglede – men det tog ikke mange øjeblikke for os at blive enige om, at det ikke kunne være anderledes.

Jeg bekymrede mig en del: hvordan ville vores økonomi blive, hvis Ninjaman sagde sit job op og blev den der stod fast for butik – planen om at skiftes til det, holdt jo ikke, hvis jeg var på barsel?

Hvor klemte ville børnene blive?

Var det ikke noget med at sådan nogle pseudotvillinger skændtes meget og som voksne ikke gad se hinanden(denne tese var baseret på en enkelt veninde, der altid har hadet sin et år yngre søste, men tanken skræmte mig, og jeg var bange for om den slags var almindelige med tæt aldersforskel)?

Ninjaman tog det mere afslappet:”det skal nok gå! Og vi er to om det!”

Da jeg var svær at berolige, malede han dette her maleri til mig (efter en tegning i en bog af Jacob Martin Strid), og af en eller anden grund fik det mig til at føle at det hele nok skulle gå…
:

20140830-111721.jpg
Det hænger i køkkenet, og jeg kan stadig blive helt varm inden i når jeg ser det.
Når ting siden hen har været skræmmende og vi har skullet tage store beslutninger om noget, har jeg ofte set på det lille billede, og forsøgt at tænke:”hvis det ikke går – så pyt! – for vi har stadig hinanden!”

06/1/14

Om kærlighed med bagtanker

Mindstebarnet, der snart fylder fire år, har været kæreste med Villads fra børnehaven, siden hun var to.

Han har lyse krøller og tør en masse farlige ting, og hun lyser helt op når hun taler om ham.
Han er fem – og ved ikke at de er kærester. Det er nemlig en hemmelighed, siger hun.

Vi har ofte samtaler der lyder nogenlunde sådan her:

Barn:” i dag kyssede jeg villads FIRE gange!” (lykkeligt suk)

Forælder:”hvad sagde han så?”

Barn(henført):”han sagde:KLAMT!, og så løb han!”

Ud fra dette udledte vi at han nok ikke var så interesseret – så stor var overraskelsen da han forleden hev fat i hendes far, og erklærede at han gerne ville med hende hjem og lege.

Hun var også selv overrasket og strålede af stolthed, mens hendes far lovede Villads at han nok skulle finde en aftale – og hendes smil blev ikke mindre, selv da han afsluttede:”ja, jeg vil gerne med jer hjem, så jeg kan smage de kiks hun får med på madpakken!”

Ak ja – ægte kærlighed…

08/26/12

Om gåsehud

Om koncerten var fed i går?
Lad mig sige det på denne måde: har stadig så meget gåsehud, at jeg sandsynligvis må slibe det af med sandpapir, hvis jeg vil af med det…

20120826-191018.jpg
Jeg kan se på de billeder Ninjaman tog af mig – med lallegladt smil fra øre til øre – at det regnede.
Men jeg kan ikke huske det.
Nød bare at stå der i mængden, med hans arme om mig, og lyden af tusindvis af mennesker, der sang med.
Havde lidt glemt, hvor dejligt det er, at være til koncert med en man kan kysse på, og danse tæt med.
Beklager søster-der-tog-fejl-af-dato, og Maren-der-ikke-kunne-få-passet-unger: jeg tvivler altså på at I havde gidet kysse lige så meget som Ninjaen – og kysning passede fantastisk til den koncert!

04/25/12

Om kærestesøndag

I søndags passede min søde søster, hele min samling af børn, i velsignede 4 timer.

Nå, men 4 timers fri-med-kæreste-søndag skulle ikke smides væk på fx en biftur – trængte til at der skete noget helt andet, og havde meldt os til et kursus i kajak-roning…

Det var faktisk også sjovt.
Trods grå himmel var det en pæn og spændende tur.
Havde bare undervurderet hvor slap jeg selv er…
Ninjaman sad bagerst, og splaskede vand i nakken på mig, med hurtige åretag, mens jeg hele tiden måtte tage pauser, fordi mine buttede mormor-arme skreg af smerte.
Det morede han sig meget over, på “HAHA(plaskeplaske)HAHa”-måden.
Dødirriterende…
Havde kæmpet for at finde et vandtæt kamera jeg kunne låne, så jeg kunne forevige kærestetid.
Tog det her foto:

20120425-191311.jpg
Og så løb kamera tør for batteri, så jeg fik ingen fotos af hvor hotte vi så ud i redningsveste og uldent tøj.

Da ungerne endelig sov, hungrede jeg efter voksenopmærksomhed og fysisk kontakt – men den energiske roer, Ninjaman, pev som en tøs hvis jeg så meget som strejfede hans overarmsmuskler eller balder, så det fysiske blev hurtigt droppet – og samtalen røg samme vej, da jeg – efter at have kværnet uafbrudt i ti minutter, til en intenst lyttende mand – opdagede at han sov…
Så måtte jeg nøjes med at snige mig lidt tættere på ham, snuse til hans duft – og nyde at det ikke nødvendigvis var
mig der skulle stå op med det barn der sikkert ville op kl 06…

01/17/12

Om 6 årige parterapeuter

I går stod Ninjaman og jeg i køkkenet, og ryddede op og lavede mad, mens vi småbitchede på hinanden. Ikke noget rigtigt skænderi – mere bare lidt gnavenheder, grundet pligter der hobede sig op og allround træthed.

Kan ikke rigtigt huske det hele, men han bitchede blandt andet over at jeg ikke havde gjort hvidløgspresser ordentligt ren før jeg smed den i opvaskeren, og jeg mukkede over et eller andet han havde glemt at købe ind.
Ja, det er altså ikke ren forstadsidyl hele tiden, kan i nok høre.

På et tidspunkt kom den 6 årige ud til os, med armene i siden, og forlangte med skolemesterstemme, at vi skulle lade være med at skændes – hun fik et halvsurt svar, om at: “mor og far aldeles ikke skændes, vi diskuterer bare, og det behøver i ikke blande jer i!”
(Uh, en hadesætning, som jeg godt gad bilde jer ind ikke var kommet ud af min mund…)
Men vi blev lidt flove og lavede mad, uden at hakke grundløst på hinanden.

Der gik lidt tid, så kom hun ud igen – med denne her tegning, klaskede den på bordet mellem os og sagde:”SÅ! Hæng denne her op på væggen i køkkenet, så næste gang i har lyst til at “diskutere”, så kig lige på den, så i kan huske hvor søde vi allesammen er!”

Oh yeah. Parterapeut, kunstner og bedrevidende på samme tid.
Men hun har jo ret: man bliver faktisk ikke i bedre humør af at skændes – men det bliver man af fine tegninger, der minder om det der er vigtigt.

20120116-205332.jpg

12/30/11

Om nytår i udlandet

Nogle af vores venner skal holde nytår i Berlin, og vi har været pænt misundelige, når de har udbredt sig om hvordan de skal spise på fed restaurant, og deltage i udendørs kæmpefest, med fyrværkeri og live musik.
Ikke at vores egne nytårsaftener ikke er hyggelige – det er de altså – men mærkede lige et snert af noget rejselængsel alligevel.
Men så kom vi i tanke om den ene gang, hvor vi faktisk holdt nytår i en storby sammen: nytåret 98/99.

Vi skulle egentlig have været i Ipswich og holde nytår med en af mine veninder, men da vi ankom til London, gik det op for os at togbilletterne til Ipswich ville koste en formue – og det havde vi ikke – så vi meldte pænt afbud alligevel, og besluttede os for at det da kunne være romantisk og superhyggeligt bare at være os to i London.
Dagen efter gik vi på jagt efter et sted at feste – men alle nytårsarrangementer var enten udsolgte, eller dyre.
Endelig fandt vi en bar, hvor de reklamerede med “mad, musik og dans” til kun 12 pund pr næse. Det købte vi.
Iført smart nytårskluns og varmt overtøj, ankom vi forventningsfuldt til baren. Der var proppet med mennesker, og man måtte nærmest mase sig ind, hvor vi fandt et hjørne at stå og balancere, med øl, og vores bylter af overtøj.
Vi faldt i snak med nogle australiere, der glædede sig lige så meget til maden kom på bordet som vi gjorde. Vi var ret sultne, havde som ægte fattige studerende sparet appetit op til den lovede buffet.
Kl 21 åbnedes døren til køkkenet, og en pige kom ud – med et fad pindemadder, som hun gik en runde med. En af de store australiere prøvede at snuppe to, men fik et dask over fingrene. Der skulle jo være til alle…
“Buffeten” var ca 3-4 pindemadder pr mand, jævnt fordelt ud over de næste par timer.
Vi blev alt for fulde i stedet.
Og dinglede tilbage på hotellet før midnat, hvor vi faldt i søvn og vågnede kl 1, og jeg insisterede på, at så var klokken nok 0 i Danmark og vi måtte hellere ringe hjem og sige godt nytår – jeg tog fejl:den var 02, og vores opkald virkede malplaceret…

Så ikke så meget glamour over vores storbyfest det år – men det var nu hyggeligt alligevel, og vi fik grinet en del af hvor kikset det egentlig havde været.

Nå – jeg ville have rundet det her indlæg elegant af, men har været hele dagen om at få det skrevet, så det er nok for ambitiøst… Vi har huset fuld af overnattende gæster, og jeg får ikke rigtigt blogtid.
Et hurtigt indlæg om vores første nytår som forældre, der ellers skulle have afsluttet dette indlæg, må i derfor have til gode til en anden gang…