01/6/17
_20170106_105037

Om en aften ude

Vi var inviteret til arrangementet, så indlæg skal  mærkes med sponsoreret -men det er ikke et betalt indlæg, og jeg skriver kun om det fordi vi oprigtigt syntes det var fedt.;)

I takt med at børneflokken herhjemme er blevet ældre, er mængden af forældrealenetid også blevet mere sparsom.

De kan både holde til at være længe oppe; kan se med på meget af det vi ser i fjernsynet; og er hyggeligt selskab, så her i ferien har vi været sammen alle seks, hele tiden. Det har været helt vildt hyggeligt at være så meget sammen, men vi har også savnet det at have noget tid til at tale med hinanden og være kæresteagtige.

Da vi blev inviteret til åbningsmiddag på “Enigma” – der er det nye, ambitiøst anlagte Post og telemuseum – sagde vi begejstret ja, og glædede os til voksensamtaler, der ikke blev afbrudt af børn der ville vise teater, kramme eller fortælle os ting.

Min fætter tilbød straks at komme og stå for det store affodre-putte-hjælpe-med-lektier-show herhjemme, og spændte drog vi til Østerbro, hvor museet er ved at indrette sig i det store smukke gamle posthus på Øster Alle’.

_20170106_105037

Claus Meyer driver kantinen, der er indrettet med langborde, lækker mad i store gryder midt på bordet, og en stemning der giver en lyst til at tale med folk man ikke har mødt før. Vi var endda så heldige at opdage at nogle af vores bedste venner var inviteret til festen også, så vi fik både talt med folk vi kendte og ikke kendte, og det var lige det vi havde trængt til længe.

Maden var virkeligt lækker. “Jeg ved ikke om jeg har drømt om de der lækre svinekæber vi fik i går, men det var ihvertfald det allerførste jeg tænkte på da jeg vågnede!” Sukkede Ninjaman i morges, og jeg må indrømme at de også har strejfet mine tanker mange gange i dag!

Da vores piger var små, var postmuseet i Købmagergade et af vores yndlingssteder. Gratis, fed, indendørs legeplads, og et museum med mange ting man måtte prøve. Det ideelle udflugtsmål for familier med mange børn og få penge! Selve museumsdelen er ikke helt færdig endnu, men det kommer, og det lyder til at blive mindst lige så fedt som før. Det gode ved det nye “Enigma” er at der også er plads til voksne, med foredrag, events, fællesspisning og en rigtigt god stemning. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer på besøg, og næste gang tager vi pigerne med.

Der er åbningsfest hele weekenden, med foredrag, mad og børneaktiviteter, hvis I er nysgerrige. Programmet for weekenden kan ses Her.

03/7/16

Om brudepiger – et mandagstip

Min fantastiske fætter skal giftes med sin dejlige kæreste til August,hvilket vi allesammen er lidt oppe at køre over allerede.
Der er ingen fester så fine, som dem hvor man fejrer at folk man elsker siger ja til kærligheden!
Ninjaman er allerede ved at gå i panik over hvad han skal have på, og fantaserer om at kunne nå at spare op til et nyt jakkesæt, og jeg er begyndt at overveje hvad den rette dosering af mobning/kærlighed er, i den tale jeg vil holde.
Men ingen er mere oppe at køre over det, end børnene – der alle fire skal være brudepiger.

Mine to ældste var brudepiger, da vi blev Surprise-gift, ved barn tre’s barnedåb, men de to yngste har altid været lidt misundelige over ikke at have været en del af det.

image
Bemærk detaljen med at de to små brudepiger ikke holder hånd, men den højtidelige ældste, fører sin betuttede yngre søster med sig, med et solidt greb om håndleddet.

Selv om de alle fire glæder sig usigeligt, både til festen, til de fine kjoler og til den højtidelige vielse, er den der glæder sig allerallermest den fem årige, der her gerne vil give gode tips til hvordan man skal være brudepiger.

Sådan bliver man en god brudepige – et mandagstip.

“Når man skal være brudepiger skal man smide med blomster.
Man må IKKE tyre, og man må IKKE smide efter øjnene!
Jeg vil smide dem sådan på gulvet, for min onkel har nogle gange meget snavsede sko, og så kan man ikke se hans fødder så meget.
Vi så engang en god film da det var fredag, og der var der en dreng der var prins, og hans tjenere smed blomster på gulvet hele tiden, som han gik på. Jeg tror det er sådan lidt det samme.
Jeg skal have mig en kurv med blomster i, og den skal være blå. Eller hvid. Eller en anden farve.

Man skal have kjoler på, men ikke slør.
Det er kun til den der skal blive giftet… Altså – damen – mænd ser fjollede ud med slør.
Men man kan have sådan en cirkel af blomster om hovedet. Det vil jeg have.

Jeg synes jeg skal gå allerforrest, for jeg er den mindste, og så kan man se over mit hoved.
Bare man kan se min onkels kæreste, for hun er så pæn. Og hun har pænt hår og er sød.Jeg glæder mig rigtigt, rigtigt, rigtigt meget, men nogle gange ved jeg ikke om jeg tør alligevel. For måske så gør jeg noget forkert.

Jeg ved ikke hvad jeg skal have på. Jeg har en ret pæn kjole, med sådan nogle knapper i ryggen. Måske skal vi have de samme kjoler på. Det bestemmer dem der skal giftes. Så synes jeg de skal være blå, for det passer også til dem der er store.

Man må ikke sige bandeord når man er brudepige. Heller ikke selv om der er nogen der skubber.
Bagefter fester man. Jeg har aldrig været med til en bryllupsfest og jeg glæder mig SYGT meget!

Jeg skal også finde på en flot gave til dem. Måske en tegning, eller noget der er mere sejt.”

Jeg håber tippet kan bruges, af kommende brudepigeaspiranter?
Hvis man mangler tip til hvordan man holder et bryllup, klogede min dengang 6 årige næstældste sig her, i et tip om hvordan man holder et godt bryllup

12/21/15
IMG_20151217_162001

Om kærestetid og sygdomscrap

Her i sygdomsboblen, har luften været lidt tung på det seneste, og de sidste tre uger har været dækket af en fesen sky af bekymringer.

Fysioterapeuten, der genoptræner min mand efter kræftoperationen, kunne ikke gennemskue hvad den voksende bule på skulderen var, eller forklare hvorfor han ikke kunne bruge armen rigtigt, så scanninger, undersøgelser og bekymringer åd December-dagene.

Svaret på undersøgelser var heldigvis ikke noget med mere kræft, men en, muligvis permanent, beskadiget skuldernerve, som følge af operation – hvilket er pisseuretfærdigt…

Et par af vores følsomme piger har periodisk reageret på den trykkede stemning, med festlige indslag i tråd med dette, og med mareridt og nattetrøst:
IMG_20151217_162001

Forrige uge var jeg ude at spise og drikke drinks med en veninde – første gang i de to en halv måned siden operationen at jeg var “rigtigt” ude, til noget der ikke var arbejdsrelateret – og det var helt utroligt dejligt at tale med et andet menneske i så lang tid, at samtalen bevægede sig ud over det obligatoriske med sygdom.

Det var det vi trængte til, Ninjaman og jeg,blev vi enige om: en aften væk fra bekymringer og pligter; unger og sygdom.

Min søster tilbød generøst at passe børneflok, og efter afkysning af yngel, tog vi spændte metroen ind til København – helt uvante med at være ude i den “virkelige” verden sammen.

“Jeg glæder mig bare til at dufte til brændte mandler og se på julelys!” sagde min beskedne mand, der dog fejlvurderede hvor ondt det gør at gå rundt, efter 74 dages sofaligning.

Heldigvis havde vi fået sponsoreret et ophold på det superhyggelige hotel Scandic Front, hvor vi fik det lækreste værelse, med udsigt over havnen, og efter en kort gåtur, hvor han så fik ondt i kroppen, og jeg blev ør i stress-knolden, spiste vi noget mad, og fortrak tilbage til hotellet, hvor vi brugte aftenen på at glo ud af vinduet, og tale så længe, at samtalen bevægede sig ud over al det med sygdom.
112120152068

Der er noget ganske særligt over at bo på hotel – også selv om det er i ens egen by – det føles som om man klemmer en hel ferie ned i et enkelt døgn, og man ser byen på en helt anden måde.

Nu endte vi så med mest at se byens lys fra et vindue, men det var stadig den fineste aften vi har haft sammen rigtigt, rigtigt længe – og at vågne op til fabelagtig morgenbuffet var bestemt heller ikke en dårlig oplevelse!

Vi fik opholdet på Scandic front sponsoreret i gave, men jeg kan helt ærligt anbefale stedet, som det hyggeligste københavnerhotel jeg kender, og en overnatning der igen til vores 15 års bryllupsdag står øverst på ønskelisten!

IMG_20151222_001703
Sådan her havde vi det begge to, efter et døgn væk fra sygdom – nu er vi klar til at kæmpe lidt videre!

I morgen har vi lidt mere hospital og prøvesvar, men forhåbentligt er svarene gode, så vi alle seks kan holde ferie sammen, producere julegaver, og lade julefreden falde over os.

Og helt off topic: jeg er ambassadør dor Røde kors indsamling til mindrebemidlede familiers jul, og man kan stadig bidrage til min indsamling lige HER.
Alle beløb hjælper!

12/3/15
DSC_0085

Om forsinkede reaktioner

Da min mand for snart tre måneder siden fik sin kræftdiagnose, tog jeg skyklapperne på, og fokuserede på at gøre mit, for at få os allesammen igennem det her.

Vores piger skulle ikke udsættes for, både at have en syg, indlagt far, og en mor der sad og græd og var bange, så skyklapperne blev på.

Jeg har været tvunget til at være mere handlekraftig og praktisk i løbet af de her par mørke måneder, end jeg sammenlagt har været i resten af mit liv før det: har hentet og bragt;puttet og vækket;vasket og ordnet; trøstet, dag og (særligt meget) nat; læst journaler og råbt højt; superviseret sår og lektier; panikket over voksende gæld; handlet til hele ugen over nettet, i god tid – og endda panikkøbt alle julegaver allerede, af frygt for ikke at have tid senere.

Oveni har jeg også passet 40 timers arbejdsuge, hvilket har efterladt ganske få minutter til mig selv pr dag, og en følelse af konstant at være bagud.

Men nu lysner det endelig.

Sidste uge blev Ninjaman i stand til at køre bil, på kortere strækninger, og fejrede det ved at køre op og kæbe øreringe til mig, og bagefter hente mig fra arbejde; han knokler med genoptræning og bliver bedre for hver dag der går; han kan nu hjælpe med en del af logistiskken omkring børn; og lægerne er optimistiske omkring, at de tror han er kræftfri allerede nu.

Jeg burde jo være glad og lettet, men det er jeg ikke.

Det er som om, at for hver grund der har været til at trække vejret lidt lettere, er det blevet tungere…

Hele det her sygdomsforløb kom så pludseligt; som en snebold der kom rullende og slæbte os med ud over kanten, hvor vi ikke kunne gøre andet end at holde fast – og nu hvor den ligger stille, kan jeg pludselig mærke arrene og de blå mærker jeg fik, mens jeg stødte ind i buskene på vejen, og en forsinket skræk, over at vi overhovedet blev ramt.

Jeg vågner om natten, med panik i kroppen, og flashbacks til den frygtelige første uge efter operationen, og kan ikke sove mere.

Ligger i mørket og lytter til hans vejrtrækning, og er ved at kaste op af skræk, ved tanken om, at jeg ikke kan tage det for givet, at vi har hinanden altid – det er jo det der er mantraet, det der har holdt os oppe, når ting var svære:” i det mindste har vi hinanden”.

Jeg har ikke grædt særligt meget i løbet af det her, men de sidste uger har jeg tudet over alt, fra mistede nøgler til fyldte kalendere, og bliver svimmel og kortåndet når der er alt for mange mennesker i supermarkedet eller bussen.

Kombinationen søvnløshed, panik og tuderi, fik min læge til at insistere på noget sygemelding, så jeg har fået en kvart sygemelding, i form af fri hver tirsdag i december.

“Har du brugt din sygedag på noget godt?” spurgte min søde kollega mig i morges, og jeg vidste ikke hvad svaret var.
I virkeligheden havde jeg bare lavet det her:
DSC_0085
En hel dag, hvor jeg lå ved siden af min middagssovende mand og gloede op i skyerne, gennem vinduet, lige indtil børnene skulle hentes.

Så det er status lige nu, og grunden til at jeg kun blogger sporadisk for tiden: jeg forsøger, at lære mig selv at kigge mere på skyer – eller male skyer.

IMG_20151129_193841

10/9/15
IMG_20151008_221233

Om taknemmelighed

Det er mærkeligt hvordan sygdom, som intet andet, formår at lave et sort hul midt i hverdagen, der suger alting ind.

Jeg kan hverken huske hvordan det er, at føre en samtale eller skrive et blogindlæg der ikke involverer sygdom; eller forestille mig hvordan det der med at gå på arbejde, skal kunne passes ind igen, om halvanden uge.

Sygdom fylder de pladser, hvor der før var plads til alt muligt andet.

Vi er blevet kylet rundt de sidste par måneder, men lige nu befinder vi os midt i orkanens øje, hvor der er helt stille, og det bare handler om at lade tid passere.
Ninjaman skal hele, i ansigt, mund og ben, og jeg skal balancere min tid mellem ham på hospital, og pigerne der hjemme.

Her på tiende etage, klokken 05, er det halvsovende Østerbros nattelys bredt ud under os.
IMG_20151008_221233

Han sover, og det eneste jeg kan høre, er drop der drypper ting ind i ham eller ud ad ham.
Jeg har fået min egen seng ved siden af hans, og har sovet her i nat (eller ihverfald forsøgt på at sove.)

Vi talte tidligere, om at udsigten mindede om dengang vi blev gift, og vi brugte en nat på at glo ud over byens lys fra et hotelvindue.
Bortset fra, at denne gang er Ninjamans kind, det eneste der ser højgravid ud, og fremmede mennesker kommer ind en gang i timen og prikker på den – da vi blev gift var det mig der var højgravid, og vi slap for prikkeri.

Han har ondt og sover meget, men de siger at han heler som han skal.

Pigerne har storproduceret kunst til hans vægge, som jeg havde hængt op på stuen, mens han lå på intensiv i går:
IMG_20151008_124142
Jeg kan ikke sove mere, og kom til at tænke på, hvor taknemmelig jeg er.

Taknemmelig for at min søster sover hos mine børn, så jeg kan være her – og for at hun har forkælet dem helt vildt de sidste dage.

Taknemmelig for alle de mennesker vi har omkring os, der holder kontakt og sender tanker: familie og venner der henter børn og tilbyder efterårsferie-underholdning eller husly; mit arbejde der sender take away og blomster; børnenes klassekammerater der køber deres yndlingschips og skriver kort; alle de mennesker der smser jævnligt.

Bliver rørt over dem der sender de rørende, søde beskeder – men i lige så høj grad de få der sender de skæve, sære beskeder, der hiver os lidt ud af al denne sygdomsalvor.

Dem der sender mig distraherende fotos, af skeløjede katte eller egne kropsdele.

Min fætter der smsede Ninjaman, og tilbød at komme forbi med spareribs og flæskesvær, fik ham til at fnise så meget, at han måtte bede om ekstra morfin.

Min veninde, der cyklede ud på hospitalet hvor jeg ventede nervøst på at de vil vække ham fra koma, fyldte mig med kaffe og særdeles upassende koma-jokes, der rustede mig til at sidde hele dagen på intensiv bagefter.

Ninjaman selv, der så sit arrede, hævede ansigt for første gang, og konstaterede at han lignede Schmidt fra “New girl”, i den tykke periode.
new-girl-fat-schmidt-01
Jeg blev også rørt og taknemmelig over alle de søde kommentarer jeg har fået på blog, mail og facebook fra jer der læser med her – og selv om jeg først syntes det var meget grænseoverskridende med Annas søde indsamlingsinitiativ, så er jeg meget overvældet og taknemmelig – og min Ninja blev oprigtigt glad da jeg viste ham den. Tak!

Det her indlæg tog mig to timer at skrive – så det er formentlig ikke muligt at runde af med en god pointe.

Jeg kommer også til at blogge om andre ting end sygdom. Det lover jeg – både til de (to) der har mailet, at de ikke gider læse blog mere fordi jeg er deprimerende at høre på – men også til mig selv.
Trænger selv til at tænke på noget andet, men lige nu er vi altså her, i sygdomsboblen, og der er indlæg blå, og indimellem uden afrundende pointe.

Min fem årige har tegnet en tegning til sin fars hospitalsvæg – af et glad hjerte og en tappert smilende tåre, der holder i hånden.
Jeg tror det beskriver det hele overraskende godt lige nu:
DSC_0112

10/6/15
IMG_20150924_183006

Om at spise – og rigtigt meget om sygdom

Engang havde jeg en lang samtale med nogle venner, om hvor smart det kunne være, hvis man kunne gøre ting på forhånd: sætte sig på toilettet i fire timer i træk dagen inden man skulle på Roskilde festival, og derved helt spare toiletbesøg på hele festivalen – eller sove en hel uge, hvor man alligevel var sløj, og så have 54 timers vågenhed til gode, man kunne bruge på et sjovere tidspunkt.

De sidste par uger har vi spist forud.
Drænet vores opsparing, og spenderet den på lige det vi – og særligt min Ninjaman – har haft lyst til.
Spist og spist, som forsøg på at tænke på noget andet.

Den dag lægerne på Rigshospitalet sagde at de troede det kunne være kræft han havde i kæben, gik vi på cafe’ og spiste burgere.

Den dag de sagde at det var kræft, og at hans halve underkæbe skulle amputeres og erstattes med stål, skinnebensknogle og væv, spiste vi bøffer.

Om aftenen lavede vi brunch til aftensmad, til børnenes udelte glæde, og fortate dem det bagefter. Vi spiste is, mens vi trøstede dem…

Weekenden efter spiste vi kyllingespyd over bål, og hjemmelavede tærter i en skov, til familiefest.

Min moster inviterede på running sushi dagen inden vi skulle ril møde og aftale tid til operation – og vi 7 mennesker delte imponerende 102 tallerkener sushi.

Den dag vi fik dato på operation, spiste vi bøffer igen.

I weekenden har vi lavet livretter: tarteletter med høns i asparges, og bøffer (aner man et mønster?) med bearnaise.
IMG_20151006_122106
I går var Ninjaman og jeg på hospitalet hele dagen, hvor han var til røntgen, fotos, blodprøver og et hav af samtaler med en masse forskellige mennesker.
Han fik tildelt en seng ved vinduet, med udsigt til pik-legepladsen.
IMG_20151005_204559
Pigerne var blevet hentet af familie, der lovede at fodre dem af, så vi gik på indisk restaurant, hvor vi vendte dagens mange samtaler, og informationer om risici og gener ved operation – og skiftevis lavede morbide jokes om seje wrestler-navne han kunne få, med ny stålkæbe, og smågræd ned i vores butterchicken…
Det sidste rigtige måltid mad han kommer til at spise, i månedsvis – og så sad vi der og oversaltede den med tårer.

Vi kyssede farvel foran rigshospitalet. Mange gange.

Han skulle op og tage hospitalstøj på, og jeg skulle hjem og putte vores piger, der havde sms’et mig bekymret en milliard gange, og gerne ville have mig hjem.
Jeg havde lige meget lyst til at være begge steder…

Jeg måtte holde bilen ind til siden et sted på Frederiksberg, og tude færdig.

Kom hjem, puttede børn, talte med min fætter, kollapsede i en bunke børn, der alle fire lå i min seng, eller på madras op af.

Skrev godnat med min Ninja.
Skrev godmorgen da vi vågnede, inden de kørte ham på operationsgangen.

De opererer på ham endnu, og er først færdig i aften.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
Har ikke lyst til at se nogen mennesker.
Tog ud på hospitalet og gik rundt.
Tog hjem igen og tog et langt bad.
Henter børn om lidt.

Alt det som mad har fyldt den sidste tid – med præ-operations opfedning og “lad-os-bare-du-kommer-ikke-til-at-spise-længe”-undskyldninger – og i dag har jeg ikke haft lyst til andet, end en håndfuld slik jeg har stjålet fra mine børn.
De burde lære at gemme den slags bedre…

09/10/15
DSC_0271

Om bekymringer, og kunsten at bløde i hjertefacon

Hans vielsesring ligger i min venstre håndflade.
Overraskende tung, og slidt helt blød og glat, efter 14 år på hans finger.
Den var svær at få af.

Rigshospitalets kantine er fyldt af mennesker, der snakker.

Jeg ser ud i haven, hvor der er en legeplads, hvor legehusene ligner pikke.

Han sendte mig fotos af dem, første gang han var til undersøgelse herude, og jeg grinede højt, som han havde vidst at jeg ville.
IMG_20150909_073249
Min kaffe smager af salt, og jeg tager mig til kinderne for at se om det er fordi jeg græder.
Det gør jeg ikke.

I går græd jeg under bruseren, og opdagede det først, da et af børnene spurgte om jeg græd.
“Nejnej, jeg skal bare nyse!” forsikrede jeg, fakede et nys, og snørede tårekanalerne lidt hårdere sammen.

Lige nu skærer de et lille stykke af hans kæbe af. En biopsi.
Det er anden gang de gør det, men første gang de skærer så meget at han skal i narkose.

Han lignede ikke en patient i morges, da vi mødte ind på operationsgangen.

Men som han tog tøjet af: de stramme jeans, de nye sko jeg gav ham i Århus, og den blå skjorte der klæder ham så godt – og iførte sig en alt for stor hospitalsskjorte og noget der lignede mintgrønne balletsko, gjorde han.

Mens vi ventede på narkoselægen tog jeg mig selv i at sidde og smøge hans ærmer op, for at se på hans tatoveringer.
De lignede stadig ham.

“Jeg kysser dig lige, mens jeg stadig har følelser i læberne” sagde han, og kyssede mig, foran døren til operationsstuen.

Alle de kys vi har udvekslet i løbet af de nøjagtigt 18 år og 1 dag vi har været kærester – og om lidt kan han kun mærke dem på halvdelen af munden, for nerverne bliver beskadigede af operationen…

Jeg ved ikke om det er meningen man skal kysse sin mand dobbelt så meget så?

“Jeg kan jo stadig mærke det med den anden halvdel af munden.” beroligede han mig “men jeg ved ikke om jeg kommer til at savle!”

Det lo vi af.
Selvom det er sandt, og egentlig ikke sjovt: han ved det ikke.

Vi ved ikke noget.

Der er nogen der siger at det værste ved sygdomsforløb er venten på svar.
Måske er det rigtigt.
Men jeg er også bange for svarene…

—–
Nu er vi hjemme.
Operationen gik som den skulle, han har kun moderat ondt, og min fætter har hentet børn, købt ind og laver mad.

Der er tre uger til vi får endeligt svar, men vi ved at han helt sikkert skal igennem en stor operation,og have fjernet kæbe, for et eller andet har spist hans knogle.

“Se!” sagde han, da han hev plasteret af hånden, som droppet havde siddet i ” i det mindste bløder jeg hjerter!”

DSC_0271

06/18/15

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…

Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!

—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.

Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!

Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.

Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:

Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.

Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.

Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.

Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.

Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.

Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!

En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.

Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.
image

Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.

image

Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.

Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.

Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.

Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.

Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.

 

(fortsættes)

05/21/15

Om det der kærlighed del 26, en føljeton

Føljetonen om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester, fik unger og al den slags, sluttede sidst, med en fødsel.

Den tykke nyfødte var helt perfekt: sov meget, åd meget, sked meget.

Ældste storesøster, der havde overværet fødslen, var nærmest forelsket i sin nye lillesøster og kunne bruge timevis på bare at sidde og se på hende, mens hun sov.

Yngste storesøster, der kun var halvandet år, var en anelse mere forbeholden i sin begejstring…

Hun var meget nysgerrig, og ville gerne “hjælpe” med at skifte ble, og kunne sidde længe og beundre lillesøsters bittesmå fingre – men eksperimenterede også med fremstilling af kradsemærker på små kinder, og blev enormt jaloux og mængede sig, når ældstesøster holdt den lille.
image

Det her billede er ret sigende: mellemsøster der, med forurettet mine, forsøger at vriste baby fra helt opslugt ældstesøster.
Eller dette her:
image
Endnu engang: en forelsket, opslugt storesøster, med en opmærksomhedshungrende mellemsøster, der forgæves forsøger at lave show med plastikhårtørrer i baggrund.

Jeg havde konstant den lille i bæreslyngen – selv når jeg gik på toilettet – for jeg turde ikke gå fra hende, efter at have set den mindste storesøster forsøge at kravle op i diverse vugger til hende, eller slæbe hende væk fra tæppet på gulvet, og med ind på børneværelset.
image

Først en måned efter fødslen, fik vi vuggestueplads til den halvandet årige, som var helt euforisk over at komme et sted hen, hvor man kunne klatre og hoppe og lege med andre børn.

Det var en stor lettelse, at hun nu var så glad og fik nye input – den måned med to blebørn hjemme, et børnehavebarn der skulle hentes, og en mand der arbejdede meget, havde været benhård.

Vores selvstændige virksomhed kørte ikke helt så godt som planlagt: banken var efter os, og ville have pant i huset, hvilket var utroligt skræmmende, og gjorde at Ninjaman arbejdede rigtigt meget, for at forsøge at vende skuden.
Jeg tog skyklapper på, og forsøgte bare at gøre det så godt som muligt, for vores tre små piger, men det var svært i starten, da en nyfødt, en halvandet årig og en fire årig har ret forskellige behov.

Ninjaman og jeg, havde flere aftener, hvor vi sad og græd sammen, over hvor svært det var at slå til – både i forhold til det med vaklende økonomi, og det med pludselig at være flere børn end voksne, men gradvist lærte vi at navigere i det.

Pigerne vænnede sig til det nye familiemedlem, og det føltes hurtigt som om hun altid havde været der.
Og når de sad sådan her, smeltede vi forældre:
image

01/7/15
wp-1420618250860

Om det der kærlighed del 24 – en føljeton

“What? Allerede et nyt føljetonafsnit!” tænker I sikkert.
Og jo, den er god nok: det er kun fire måneder siden jeg sidst smed et afsnit på bloggen, men der er allerede et nyt klar.
Håber ikke tempoet er for hæsblæsende?

De gamle afsnit kan læses her: føljeton om kærlighed, del 1-23.
————————
Føljeton del 24
Nå.
Føljetonen er nu nået frem til foråret 2006, hvor vi havde satset alle sparepengene på en drøm om egen butik, men var blevet overraskede af en snigerbaby på vej.

Vi talte op og ned af stolper om hvad vi skulle gøre med butikken: skulle vi lukke den, sælge den, satse på den – eller hvad?
Jeg stemte for at lukke den, for jeg kunne ikke overskue at have tre bittesmå børn, og en usikker virksomhed, men Ninjaman var dødtræt af sit job, og havde lyst til at se hvad det kunne blive til, så vi blev enige om at forfølge den drøm.

Han stod i butikken fuldtid, og jeg trillede ofte barnevogn og vores to børn derhen og holdt ham med selskab.
Så sad de i baglokalet og spillede computer eller stod i døren og forsøgte at lokke kunder ind.
image

Det var lidt hyggeligt og spændende, sådan at have butik – selv om det også var lidt skræmmende, med alt det der med økonomi, som ingen af os var eksperter i.
image

Min mave voksede ufatteligt hurtigt – muligvis fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid – og allerede i tredje måned var det tydeligt at jeg var gravid igen.

Jeg måtte fortælle min arbejdsplads, at jeg ville vende ret gravid tilbage fra barsel: min barsel sluttede faktisk kun en måned inden min næste barsel – men de tog det pænt.

Jeg endte med at tage selvbetalt ferie den måned, fordi vi stadig ikke havde fået institutionsplads til snart-mellembarnet.
Det virkede uoverskueligt for hendes far, at have hende med i butikken hver dag, nu hvor nyhedens interesse var dalet, og hun hele tiden forsøgte at stikke af fra butikken, så hun kunne komme hen og glo længselsfuldt ind af hegnet til en børnehave længere nede af gaden. Så jeg holdt mig hjemme, hele den lange, utroligt varme, sommer, med en aktiv 16 måneders baby piskende om benene, og en krop der var tung og træt af at være gravid.
image

Jeg var så træt, at gåturen hen til børnehaven med den ældste på 4 år, virkede som et stort projekt, så hun endte med at få verdens længste sommerferie, og de to søstre hyggede sig gevaldigt sammen i haven, mens jeg lå på et tæppe og svedte, og rugede på deres lillesøster.

De var enormt hjælpsomme, og blev ret professionelle kartoffelskrællere, støvsugere og tøj-sammenlæggere den sommer.
image

Vi havde ikke vidst køn på de to andre, men i fødselsdagsgave fik jeg en 3D scanning, og så vores lille næstenfærdige pige ligge og sutte tommelfinger.

Jeg var vel i 30. uge der, men det var først da jeg så hende, at det endelig gik op for mig at det var rigtigt – at der VAR et rigtigt menneske derinde, der kom ud lige om lidt!

Der havde simpelthen været så meget, med job og butik og børn og fysisk ubehag, at jeg først forstod det og glædede mig over det der.

Jeg tror Ninjaman havde det på samme måde.
Vi var så lettede over at hun så fin og flot ud. Vi var også imponerede over vores egen evne til at skabe mirakler sammen – og så endda helt uden at have gjort os umage,

Der var så mange ting der var uoverskuelige lige i den periode, men vi reddede den igennem, ved at gen-forelske os helt vildt i hinanden.
Jeg var stor som en hval – han var træt og arbejdede hårdt – der var to små børn der hele tiden krævede os – og den bedste måde at deale med al det, var åbenbart at bruge hvert eneste ledige øjeblik på at kysse i krogene.

Den varme juli, blev afløst af en brandvarm august, og vi ventede med stigende utålmodighed på den lille dame, der burde have vist sin ankomst sidst på måneden.
Kunne hun ikke bare komme, så vi kunne forme vores nye familie, med hende i den?

(fortsættes….)