11/19/18

Om det der kærlighed, del 31

Her fortsættelsen på den store føljeton, om vores liv de sidste 21 år.
Her et foto af pigerne, fra en udklædningsfest det år. Jeg har mistet mange af mine fotos fra de år, så det passer ikke helt til:

August/september 2009 var præget af både håb og mismod.

Det havde ellers lige kørt så godt altsammen, men nu hvor banken havde lukket kassekreditten til vores butik, og vi havde taget lån i huset for at betale regninger, var det ikke særligt sjovt. Drømmen var at nogen ville købe det hele, og gerne ansætte Ninjaman som erfaren butiksbestyrer, men vi havde opsagt butikslokalerne og indstillede os på at vi havde et halvt år til at få solgt ud og lukket ned. Forhåbentligt uden alt for stort tab, men det så ikke lovende ud.

Jeg var ked af det, og uendeligt træt, men forsøgte fortsat at geare mig selv op til at få det bedste ud af min gode nye arbejdsplads, og var fx med i en hyggelig madklub, hvor man lavede mad sammen en gang om måneden.

En sen eftermiddag i starten af Oktober, stod jeg i Netto og købte vin ind til madklubben samme aften. Jeg havde bare lyst til at køre hjem og sove, selv om dagen egentlig ikke havde været hård.

Ved kassen hang der nogle graviditetstests, og pludselig ramte tanken mig: “så træt her plejer jeg kun at være når jeg er gravid”

En pakke tests røg i kurven sammen med rødvinen. Mens jeg cyklede tilbage til arbejdet, prøvede jeg at regne på om der overhovedet var en risiko for at jeg var gravid. Nåede frem til at det kondom der var gået i stykker havde været på et sikkert sted i min cyklus, men tanken ville ikke rigtigt slippe. Mens forretterne var i ovnen sneg jeg mig ud på badeværelset med pakken med tests.

De var bragende positive. Alle fire.

Min første tanke var: ”pis – jeg har lige givet alt babytøjet og tingene til en genbrugsbutik!”

Min næste tanke var mere noget med:”fuckfuckfuckfuck!”.

Jeg ringede til Ninjaman, der stadig var på arbejde i vores butik.

“Den der sparkedragt jeg sagde var pæn i butikken – har du solgt dem allesammen? Ellers tror jeg vi får brug for at gemme en selv…” sagde jeg, klodset.

Vi havde slet ikke talt om at jeg kunne være gravid, ingen af os havde tænkt tanken, og jeg var ikke engang gået over tid, men han fattede det alligevel med det samme.

”Vi har klaret så meget sammen, mon ikke vi klarer en bonusbaby?” var hans respons, efter en skræmmende lang stilhed.

(Fortsættes)

 

12/27/17

Om det der kærlighed del 29 – en føljeton

På utallige opfordringer, tager jeg mig nu endelig sammen til at fortsætte den lange føljeton om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden, blev kærester og fik en masse unger.

Gamle afsnit kan læses her.

Sidste afsnit jeg skrev handlede om januar 2007; hvor vi blev gift for anden gang, og havde tre små piger på ca 4 måneder, 22 måneder og 5 år; mig der havde haft et par angstanfald efter en ubehagelig fødsel og en masse pres; og en absolut faldefærdig økonomi (grundet vaklende forsøg på at starte en butik op; midt i uventet barsel).

———

Resten af 2007 handlede om at rejse sig og blive stående. Det gik faktisk overraskende godt.

For hver eneste dag der gik, blev ting nemmere. Ninjaman stod i vores butik, og trivedes med det. Han var god til det, havde mange stamkunder, og gradvist begyndte den at kunne tjene sig selv ind. For at få butikken på ret køl vendte vi hver eneste mønt mange gange, men børn er taknemmelige nok for arvetøj, suppe og ture på legepladser og det føltes ikke så stramt som det reelt var.

Jeg jonglerede børneflok herhjemme; hjalp ham med netbutikdelen; og nød at vores gamle venner endelig var begyndt at få børn, så jeg kunne lave en slags mødregruppe med veninder og familiemedlemmer og deres jævnaldrende babyer. Der var altid gæster, på den afslappede måde.

Det her er med garanti pisseøretæveindebydende at skrive, men hvor meget jeg end vrider min hjerne, kan jeg kun huske det år som positivt og noget af det hyggeligste i mit liv.

Vi havde ingen der gad babysitte, masser af logistik med middagslur og grødkogning, ingen penge, alt for mange lortebleer, og hede fantasier om at sove bare syv timer i træk, men grundlæggende var det helt vildt hyggeligt med tre glade, legende småbørn.

Ingen af os er rengøringsfreaks, så nedprioritering af oprydning frigav en masse tid til at være i al det hyggelige i stedet, og vi overlevede fint at bo i et lille hus, hvor alle flader var dækket af legetøj, unger og larm..

Når Ninjaman kom hjem fra butikken og fandt os andre liggende i en hule under bordet og læse historier, kravlede han bare ind til os og læste med; og kom han hjem til en koncert på rasleinstrumenter joinede han bandet. Vi gad godt det her sammen, og det løfte om at fokusere på det positive, som vi gav hinanden da vi blev gift, virkede..

 

Jeg startede på arbejde igen efter jul, da mindstebarnet var 15 måneder gammel – her krakelerede idyllen noget, i de barske sammenstød med hverdagslogistikken…

To vuggestuebørn, et lille skolebarn og en mand der var selvstændig; og derfor aldrig kunne hente dem, eller tage fri når de blev syge, skulle til tandlæge eller andet – det hang ikke helt sammen. Jeg var nødt til at gå ned i arbejdstid og sad istedet og skrev om aftenen, for at tjene bare en smule ekstra.

Og sådan gik 2008: stram logistik og endnu strammere økonomi, men stadigvæk et godt år, hvor vi allesammen foretog os ting vi kunne lide og havde meget tid sammen.

(fortsættes. Beklager der ikke er en cliffhangerslutning, men det var nogle rolige år. Heldigvis;))

11/13/17

Om kærestetid, film og bogmesse

Det har været en god weekend. Lige som den slags burde være: et åndehul, i en travl hverdag. Normalt laver jeg lektier til mit studie, skriver blogindlæg, roman, eller forbereder arbejde i weekenden, men denne weekend har fået lov til at stå velsignet tom for ego-arbejde, og det har været tiltrængt.

Fredag blev tilbragt i midten af en bunke børn foran fjernsynet. Lørdag tilbød samme gruppe børn at passe sig selv og hinanden, så deres far og jeg kunne gå lidt ud sammen og bruge de gavekort på mad og biograf vi fik til vores fest – og deres mormor kom uplanlagt forbi og passede med, så vi kunne tillade os at være væk endnu længere. Vi nåede både at spise sushi, og se en utroligt god film i biffen: “Mens vi lever”. Vi havde ikke hørt meget om filmen, men valgte den udelukkende fordi min venindes søster har en af hovedrollerne – og vi var helt ødelagte over hvor god den var. En masse fortællinger der flettes sammen, til man til sidst forstår hvorfor personerne handler som de gør. Dybt rørende, og en historie der har siddet bagerst i mit hoved lige siden. Kan varmt anbefales!

E9A68C2C-8D83-46FF-B6F3-0EC122D853BB

Søndag var jeg på bogforum, hvor jeg hang ud med en af mine yndlingsvenner, der også skulle fortælle om sin bog derude. Hørte lidt interviews, shoppede et par billige bog-julegaver, og nød stemningen.

Jeg syntes jeg havde spurgt alle mine børn inden om de ville med på bogmesse, og fået nej, men et af dem var meget skuffet over at jeg var kørt uden hende, og smsede mig lidende. Med dårlig samvittighed købte jeg hende en trøstebog: min egen barndomsfavorit “Heksene” af Roald Dahl. Jeg var kæmpefan af Roald Dahl som barn, og tror jeg har læst denne her uhyggelige sag mindst 20 gange – og med danske John Kenn Mortensens nye illustrationer, er den steget flere niveauer i uhygge! (Reklamelink)

Barnet havde til gengæld lavet mig en yndig tegning, mens jeg var væk:

8D282F78-2189-4E4C-925B-013333A6A7F8

Hvor vred hun var over at være blevet glemt, tør jeg kun gisne om – men bogen formildede hende meget, så også søndag aften blev tilbragt i en hyggelig børneklump, nu med højtlæsning.

09/12/17

Om regn, kærlighed og fest

Flere af Jer har spurgt ind til fest, så her kommer lidt om det. Det er uden skarpe pointer eller noget, men bare et hyggesludre-indlæg – nu er I advaret! 😉

Hele sidste uge gik al fritid med forberedelser af vores kombinerede fejring af 20 års kærlighed/Ninjamans kræftfrihed.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi rundede Netto efter ting vi havde glemt at købe, eller hvor absurde ting det blev nødvendige at anskaffe (fx varmeblæsere til teltet, og 35 kilo færdige isterninger), og vi vågnede begge to flere gange gispende op, med mareridt om at vi var blevet nødt til at aflyse pga tyfoner/manglende gæster/brændt mad – den fest var altså VIGTIG at få holdt!

De sidste to år, fyldt med hospitaler, operationer, lægesamtaler, søvnløse nætter, tårer og krampagtig klamren sig til alle de lyse stunder, der dukkede op som små øer midt i det hele, fortjente at blive festet væk – og det blev de!

Pigerne var et ret awesome oppyntningsteam – velvilligt assisteret af naboens ivrige kat:

D82202E3-5F41-4C9F-8ACF-5A9A9ECB237E

Det blev virkeligt hyggeligt, og med den flotteste bar jeg nogensinde har set:

IMG_4502

Indretningstip, fra nykåret, selvudnævnt festpyntindkøbs-guru (mig):

Selve bardisken, er en ikea-kommode, fundet til storskrald. Vi fjernede alle skuffer, bortset fra de nederste, der kunne bruges til at have glas og sugerør klar i; olierede toppen, og gaffaede hullaskørter rundt om. Det fungerede forrygende! Pynten var hjemmelavet, eller ebay-indkøbt. 

IMG_4515

Da gæsterne kom regnede det voldsomt… Den glødende-kul løber druknede; ingen kunne høre hvad hinanden sagde inde i teltet; og man skøjtede rundt i mudder når man skulle ind i huset – men folk ankom med det bedste humør og samme trang som os, til at være med til at feste al det grimme væk igen, og regnen blev hurtigt glemt. Det er en fed oplevelse, at sætte mennesker man holder af sammen med andre mennesker man holder af, og se hvordan de klikker.

Det hjalp selvfølgelig også at have velekviperet bar, og laminerede drinksopskrifter liggende klar, så gæsterne kunne amatør-bartende gode drinks til hinanden:

IMG_1467

Maden var god og rigelig – tak til Jer for opskrifter! Lavede både kager og salater efter jeres tips, men fik desværre ikke taget fotos af kagerne – der ellers var gode. Ninjaman og naboen grillede kød og natmads-hotdogs, og vores yndlingssnackfirma “No crap” havde sponsoreret en hel kasse karamelpopcorn, fordi jeg engang anbefalede dem. De faldt i særdeles god jord, og vi fik smittet en masse andre med vores begejstring for dem – tak!

C7E1A48A-4A37-4687-AF9D-6615B23366F0

Både Ninjaman og jeg havde tænkt på at vi ville holde en tale, og fortælle vores venner hvor meget de betød for os, og hvor taknemmelige vi var for al det de havde gjort for os, mens og efter han var syg, men vi havde ikke nået at skrive noget ned. Hans forsøg på improviseret tale blev til den mest rørende gang tavshed, da følelserne overvældende ham. Mit forsøg på at supplere ham, blev rodet og akavet – men jeg ved, at folk forstod hvad det var vi ville have sagt.

IMG_5661

Min søster holdt en smuk tale; mine to ældste venner og vores søde nye svoger havde lavet hver deres quiz, og ellers blev der drukket og danset og snakket til klokken 04 om morgenen. Det var den suverænt bedste fest vi nogensinde har holdt, med kram og kærlighed, dans og drinks!

Det tog hele søndagen at rydde op, og græsplænen ligner Roskilde-festivalen, men det var hvert sekunds oprydning hver, og vi gik smilende rundt imens, glade for at kende så mange dejlige mennesker.

33832E88-E904-46B8-966C-F30661F3FE1B230A30B2-1CC4-46DD-9E85-5ED7E12F66B9

09/4/17

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

På lørdag, d. 9-9, er det to år siden at Ninjaman fik sin cancerdiagnose – men det er også præcis 20 år siden vi mødte hinanden, og for at slette alle de dårlige minder knyttet til den dato har vi tænkt os at feste det væk. Sådan en slags 20-års-kærlighed/fuck-cancer kombi.

Vi har inviteret 40 venner; øvet os i at lave drinks; sat venner på opgaven med at lave dansevenlige playlister; nasset os til at låne naboens festtelt; og planlagt at bruge en måneds madbudget, på dyr der kan grilles.

Efter lang tids debatteren, nåede vi frem til at “trope-tema” ville opveje for eventuelt gråt efterårsvejr, og få en havefest til at virke lunere. Ældstebarnet – der har en veludviklet æstetisk sans – tilbød at være pynt-planlægger, og talte om naturfarver, og smagfuldt anrettede blomster.

Hvad hun ikke havde kalkuleret med var:

1. Hendes yngre søskendes intense trang til at fremstille pynt

2. Hendes mors amok-shopping på ebay, efter alt der var plastik, flamingo, ananas og blomster.

Hun opsagde sin selvvalgte stilling i protest, da de første pakker tacky flamingo-sugerør ankom i posten, og bunkerne med hjemmelavet pynt begyndte at hobe sig op på lillesøstrenes værelser.

IMG_1429

Uden en tjekket over-pynte-planlægger har pynteindkøb virkeligt taget overhånd. Oprindeligt forestillede jeg mig at der kunne komme til at se lidt sådan her ud:

D0C5032E-4C9B-4188-9EA0-BDA9E83FFF44

Men med de rå mængder oppustelige flamingoer og palmetræer jeg har fået købt, er det nok usandsynligt at vi når op på en standard der er bare tilnærmelsesvis så classy…

IMG_1422

Til gengæld har alle fire piger håndmalet nogle awesome drinksbilleder, som jeg skal have lamineret, med opskrifter på bagsiden, så alle kan gå op og amatør-bartende. (I den generøst pyntede hoolahoola-bar).

IMG_1423

Det bedste af det hele er dog skiltet til over baren, malet af den stortegnende, absurdtænkende ti årige.

IMG_1424

Skiltet i sig selv ser ret tjekket ud, men detaljegraden er foruroligende.

Her et “A”, med resterne af en fest, og en aktiv graffitimaler:

IMG_1427

Og her et “L”, med trampolinhoppende mennesker:

IMG_1428

Min favorit: et “C”, med katte der fester virkeligt hårdt. Bemærk den der knækker sig ud over kanten.

IMG_1426

Og den mere mystiske: et “T”, der åbenbart handler om Trump. Der bygger en lille mur…. Det barn formår altid at twiste ting lige en tand ekstra, ud i det ganske absurde!

IMG_1425

Så ja: der er riiiiigeligt styr på pynt. Og vi glæder os fuldstændigt vanvittigt meget, til at feste alle de grimme ting helt væk igen, og fejre kærligheden, med alle de mennesker der betyder noget.

Er der nogle af Jer der ligger inde på nemme, billige, gode opskrifter på salater, kager eller lignende? Så smid dem endelig i min retning! Vi arbejder begge to sindssygt meget hele ugen, så det skal være noget vi kan nå at indkøbe til og lave lørdag inden festen – mens ungerne voldpynter telt.

05/18/17

Om tyve år sammen

Den 9-9 er det præcist 20 år siden jeg mødte min lækre Ninjaman.

(Hele historien kan læses i den – foreløbigt – 28 afsnit lange føljeton).

20 år!! Vi har været sammen i næsten lige så lang tid som vi havde levet før vi mødte hinanden.
Egentlig blev vi først kærester et halvt års tid efter den dato, men da vi begge har følelsen af at vi nærmest væltede ned i en stor forelskelse fra allerførste blik, har det været den dato vi har forsøgt at fejre.

Men den niende september er også den dag hvor lægerne for to år siden første gang begyndte at tale om at de troede det kunne være kræft Ninjaman havde… Det halvandet år der fulgte har været urimeligt hårdt. Efter den store operation, hvor han fik amputeret en halv underkæbe, og sat et stykke skinnebensknogle med tilhørende væv, blodårer og muskler op i stedet, blev han siden opereret flere gange, for at lave nye gummer, tænder m.m.

Han har været så sej, men det har eddermaneme også været barskt, og det er forfærdeligt at være med på sidelinien og ikke kunne tage bare lidt af smerten fra ham undervejs. Vi er ovre alt det med operationer nu, så nu stikker frygten kun sit lede ansigt frem hvert halve år, når han bliver scannet for at se om det er kommet igen. Lige nu venter vi igen på scanningssvar, hvilket puster til al min søvnløshed og Zombie-mareridt – og vi har lyst til at tænke på noget andet.

Det virker så forkert at vores fine niende september er blevet smudset til med det fedtede cancerfinger-aftryk, og vi har talt om at vi burde stjæle dagen tilbage. Lave os en ny mærkedag oveni.

Feste det væk.

Da vi blev gift første gang var jeg højgravid, og vi havde hverken overskud eller økonomi til at fejre noget som helst, så det blev en stille, privat ting på rådhuset et par dage efter vores fire års møde-hinanden-dag. Vi blev surprisegift ved vores tredje barns barnedåb, en tilfældig januarsøndag, fem år senere. Mest fordi ting var lidt sorte på det tidspunkt, og vi havde brug for at fejre noget af det der stadig var smukt og fint. Der var mange gæster, og det var en god dag, men føltes stadig mest som babys dag og ikke helt vores. Blev heller ikke så vildt.

Det er måske lidt grådigt stadig at føle man har en stor kærlighedsfest til gode, når man allerede har giftet sig to gange med hinanden – men det føles lidt sådan.

Er det fjollet?

Jeg har ikke stor erfaring med festplanlægning. Før vi fik børn holdt vi tit fester, men det var mest noget med at invitere på gryderet og så tog folk selv bajere med.

Kan man holde en kombineret den-vilde-bryllupsfest-vi-aldrig-fik-holdt/fuck-cancer fest, for ca. 50 mennesker i en have, sådan lidt uformelt, og ikke alt for dyrt, og få det til at slette det grimme?

IMG_0772

20 år – lyder det ikke ret vildt?

01/6/17

Om en aften ude

Vi var inviteret til arrangementet, så indlæg skal  mærkes med sponsoreret -men det er ikke et betalt indlæg, og jeg skriver kun om det fordi vi oprigtigt syntes det var fedt.;)

I takt med at børneflokken herhjemme er blevet ældre, er mængden af forældrealenetid også blevet mere sparsom.

De kan både holde til at være længe oppe; kan se med på meget af det vi ser i fjernsynet; og er hyggeligt selskab, så her i ferien har vi været sammen alle seks, hele tiden. Det har været helt vildt hyggeligt at være så meget sammen, men vi har også savnet det at have noget tid til at tale med hinanden og være kæresteagtige.

Da vi blev inviteret til åbningsmiddag på “Enigma” – der er det nye, ambitiøst anlagte Post og telemuseum – sagde vi begejstret ja, og glædede os til voksensamtaler, der ikke blev afbrudt af børn der ville vise teater, kramme eller fortælle os ting.

Min fætter tilbød straks at komme og stå for det store affodre-putte-hjælpe-med-lektier-show herhjemme, og spændte drog vi til Østerbro, hvor museet er ved at indrette sig i det store smukke gamle posthus på Øster Alle’.

_20170106_105037

Claus Meyer driver kantinen, der er indrettet med langborde, lækker mad i store gryder midt på bordet, og en stemning der giver en lyst til at tale med folk man ikke har mødt før. Vi var endda så heldige at opdage at nogle af vores bedste venner var inviteret til festen også, så vi fik både talt med folk vi kendte og ikke kendte, og det var lige det vi havde trængt til længe.

Maden var virkeligt lækker. “Jeg ved ikke om jeg har drømt om de der lækre svinekæber vi fik i går, men det var ihvertfald det allerførste jeg tænkte på da jeg vågnede!” Sukkede Ninjaman i morges, og jeg må indrømme at de også har strejfet mine tanker mange gange i dag!

Da vores piger var små, var postmuseet i Købmagergade et af vores yndlingssteder. Gratis, fed, indendørs legeplads, og et museum med mange ting man måtte prøve. Det ideelle udflugtsmål for familier med mange børn og få penge! Selve museumsdelen er ikke helt færdig endnu, men det kommer, og det lyder til at blive mindst lige så fedt som før. Det gode ved det nye “Enigma” er at der også er plads til voksne, med foredrag, events, fællesspisning og en rigtigt god stemning. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer på besøg, og næste gang tager vi pigerne med.

Der er åbningsfest hele weekenden, med foredrag, mad og børneaktiviteter, hvis I er nysgerrige. Programmet for weekenden kan ses Her.

03/7/16

Om brudepiger – et mandagstip

Min fantastiske fætter skal giftes med sin dejlige kæreste til August,hvilket vi allesammen er lidt oppe at køre over allerede.
Der er ingen fester så fine, som dem hvor man fejrer at folk man elsker siger ja til kærligheden!
Ninjaman er allerede ved at gå i panik over hvad han skal have på, og fantaserer om at kunne nå at spare op til et nyt jakkesæt, og jeg er begyndt at overveje hvad den rette dosering af mobning/kærlighed er, i den tale jeg vil holde.
Men ingen er mere oppe at køre over det, end børnene – der alle fire skal være brudepiger.

Mine to ældste var brudepiger, da vi blev Surprise-gift, ved barn tre’s barnedåb, men de to yngste har altid været lidt misundelige over ikke at have været en del af det.

image
Bemærk detaljen med at de to små brudepiger ikke holder hånd, men den højtidelige ældste, fører sin betuttede yngre søster med sig, med et solidt greb om håndleddet.

Selv om de alle fire glæder sig usigeligt, både til festen, til de fine kjoler og til den højtidelige vielse, er den der glæder sig allerallermest den fem årige, der her gerne vil give gode tips til hvordan man skal være brudepiger.

Sådan bliver man en god brudepige – et mandagstip.

“Når man skal være brudepiger skal man smide med blomster.
Man må IKKE tyre, og man må IKKE smide efter øjnene!
Jeg vil smide dem sådan på gulvet, for min onkel har nogle gange meget snavsede sko, og så kan man ikke se hans fødder så meget.
Vi så engang en god film da det var fredag, og der var der en dreng der var prins, og hans tjenere smed blomster på gulvet hele tiden, som han gik på. Jeg tror det er sådan lidt det samme.
Jeg skal have mig en kurv med blomster i, og den skal være blå. Eller hvid. Eller en anden farve.

Man skal have kjoler på, men ikke slør.
Det er kun til den der skal blive giftet… Altså – damen – mænd ser fjollede ud med slør.
Men man kan have sådan en cirkel af blomster om hovedet. Det vil jeg have.

Jeg synes jeg skal gå allerforrest, for jeg er den mindste, og så kan man se over mit hoved.
Bare man kan se min onkels kæreste, for hun er så pæn. Og hun har pænt hår og er sød.Jeg glæder mig rigtigt, rigtigt, rigtigt meget, men nogle gange ved jeg ikke om jeg tør alligevel. For måske så gør jeg noget forkert.

Jeg ved ikke hvad jeg skal have på. Jeg har en ret pæn kjole, med sådan nogle knapper i ryggen. Måske skal vi have de samme kjoler på. Det bestemmer dem der skal giftes. Så synes jeg de skal være blå, for det passer også til dem der er store.

Man må ikke sige bandeord når man er brudepige. Heller ikke selv om der er nogen der skubber.
Bagefter fester man. Jeg har aldrig været med til en bryllupsfest og jeg glæder mig SYGT meget!

Jeg skal også finde på en flot gave til dem. Måske en tegning, eller noget der er mere sejt.”

Jeg håber tippet kan bruges, af kommende brudepigeaspiranter?
Hvis man mangler tip til hvordan man holder et bryllup, klogede min dengang 6 årige næstældste sig her, i et tip om hvordan man holder et godt bryllup

12/21/15

Om kærestetid og sygdomscrap

Her i sygdomsboblen, har luften været lidt tung på det seneste, og de sidste tre uger har været dækket af en fesen sky af bekymringer.

Fysioterapeuten, der genoptræner min mand efter kræftoperationen, kunne ikke gennemskue hvad den voksende bule på skulderen var, eller forklare hvorfor han ikke kunne bruge armen rigtigt, så scanninger, undersøgelser og bekymringer åd December-dagene.

Svaret på undersøgelser var heldigvis ikke noget med mere kræft, men en, muligvis permanent, beskadiget skuldernerve, som følge af operation – hvilket er pisseuretfærdigt…

Et par af vores følsomme piger har periodisk reageret på den trykkede stemning, med festlige indslag i tråd med dette, og med mareridt og nattetrøst:
IMG_20151217_162001

Forrige uge var jeg ude at spise og drikke drinks med en veninde – første gang i de to en halv måned siden operationen at jeg var “rigtigt” ude, til noget der ikke var arbejdsrelateret – og det var helt utroligt dejligt at tale med et andet menneske i så lang tid, at samtalen bevægede sig ud over det obligatoriske med sygdom.

Det var det vi trængte til, Ninjaman og jeg,blev vi enige om: en aften væk fra bekymringer og pligter; unger og sygdom.

Min søster tilbød generøst at passe børneflok, og efter afkysning af yngel, tog vi spændte metroen ind til København – helt uvante med at være ude i den “virkelige” verden sammen.

“Jeg glæder mig bare til at dufte til brændte mandler og se på julelys!” sagde min beskedne mand, der dog fejlvurderede hvor ondt det gør at gå rundt, efter 74 dages sofaligning.

Heldigvis havde vi fået sponsoreret et ophold på det superhyggelige hotel Scandic Front, hvor vi fik det lækreste værelse, med udsigt over havnen, og efter en kort gåtur, hvor han så fik ondt i kroppen, og jeg blev ør i stress-knolden, spiste vi noget mad, og fortrak tilbage til hotellet, hvor vi brugte aftenen på at glo ud af vinduet, og tale så længe, at samtalen bevægede sig ud over al det med sygdom.
112120152068

Der er noget ganske særligt over at bo på hotel – også selv om det er i ens egen by – det føles som om man klemmer en hel ferie ned i et enkelt døgn, og man ser byen på en helt anden måde.

Nu endte vi så med mest at se byens lys fra et vindue, men det var stadig den fineste aften vi har haft sammen rigtigt, rigtigt længe – og at vågne op til fabelagtig morgenbuffet var bestemt heller ikke en dårlig oplevelse!

Vi fik opholdet på Scandic front sponsoreret i gave, men jeg kan helt ærligt anbefale stedet, som det hyggeligste københavnerhotel jeg kender, og en overnatning der igen til vores 15 års bryllupsdag står øverst på ønskelisten!

IMG_20151222_001703
Sådan her havde vi det begge to, efter et døgn væk fra sygdom – nu er vi klar til at kæmpe lidt videre!

I morgen har vi lidt mere hospital og prøvesvar, men forhåbentligt er svarene gode, så vi alle seks kan holde ferie sammen, producere julegaver, og lade julefreden falde over os.

Og helt off topic: jeg er ambassadør dor Røde kors indsamling til mindrebemidlede familiers jul, og man kan stadig bidrage til min indsamling lige HER.
Alle beløb hjælper!

12/3/15

Om forsinkede reaktioner

Da min mand for snart tre måneder siden fik sin kræftdiagnose, tog jeg skyklapperne på, og fokuserede på at gøre mit, for at få os allesammen igennem det her.

Vores piger skulle ikke udsættes for, både at have en syg, indlagt far, og en mor der sad og græd og var bange, så skyklapperne blev på.

Jeg har været tvunget til at være mere handlekraftig og praktisk i løbet af de her par mørke måneder, end jeg sammenlagt har været i resten af mit liv før det: har hentet og bragt;puttet og vækket;vasket og ordnet; trøstet, dag og (særligt meget) nat; læst journaler og råbt højt; superviseret sår og lektier; panikket over voksende gæld; handlet til hele ugen over nettet, i god tid – og endda panikkøbt alle julegaver allerede, af frygt for ikke at have tid senere.

Oveni har jeg også passet 40 timers arbejdsuge, hvilket har efterladt ganske få minutter til mig selv pr dag, og en følelse af konstant at være bagud.

Men nu lysner det endelig.

Sidste uge blev Ninjaman i stand til at køre bil, på kortere strækninger, og fejrede det ved at køre op og kæbe øreringe til mig, og bagefter hente mig fra arbejde; han knokler med genoptræning og bliver bedre for hver dag der går; han kan nu hjælpe med en del af logistiskken omkring børn; og lægerne er optimistiske omkring, at de tror han er kræftfri allerede nu.

Jeg burde jo være glad og lettet, men det er jeg ikke.

Det er som om, at for hver grund der har været til at trække vejret lidt lettere, er det blevet tungere…

Hele det her sygdomsforløb kom så pludseligt; som en snebold der kom rullende og slæbte os med ud over kanten, hvor vi ikke kunne gøre andet end at holde fast – og nu hvor den ligger stille, kan jeg pludselig mærke arrene og de blå mærker jeg fik, mens jeg stødte ind i buskene på vejen, og en forsinket skræk, over at vi overhovedet blev ramt.

Jeg vågner om natten, med panik i kroppen, og flashbacks til den frygtelige første uge efter operationen, og kan ikke sove mere.

Ligger i mørket og lytter til hans vejrtrækning, og er ved at kaste op af skræk, ved tanken om, at jeg ikke kan tage det for givet, at vi har hinanden altid – det er jo det der er mantraet, det der har holdt os oppe, når ting var svære:” i det mindste har vi hinanden”.

Jeg har ikke grædt særligt meget i løbet af det her, men de sidste uger har jeg tudet over alt, fra mistede nøgler til fyldte kalendere, og bliver svimmel og kortåndet når der er alt for mange mennesker i supermarkedet eller bussen.

Kombinationen søvnløshed, panik og tuderi, fik min læge til at insistere på noget sygemelding, så jeg har fået en kvart sygemelding, i form af fri hver tirsdag i december.

“Har du brugt din sygedag på noget godt?” spurgte min søde kollega mig i morges, og jeg vidste ikke hvad svaret var.
I virkeligheden havde jeg bare lavet det her:
DSC_0085
En hel dag, hvor jeg lå ved siden af min middagssovende mand og gloede op i skyerne, gennem vinduet, lige indtil børnene skulle hentes.

Så det er status lige nu, og grunden til at jeg kun blogger sporadisk for tiden: jeg forsøger, at lære mig selv at kigge mere på skyer – eller male skyer.

IMG_20151129_193841