01/3/17

Om ikke at være klar til hverdagen

Mit vækkeur ringer klokken 06 i morgen tidlig, hvilket på nuværende tidspunkt virker fuldstændigt uretfærdigt og som noget jeg slet ikke havde set komme.

De der to ugers juleferie er gået alt for hurtigt, og jeg er slet ikke feriefærdig endnu.

Første feriedag startede med en omgang Rigshospitalet, hvor Ninjaman endelig, efter 14 måneder med utallige operationer, gennemgik den sidste lille del, hvor han fik sat nye tænder på. Bagefter fulgte en samtale med læger der fortalte at også denne scanning viste at al kræft var væk. Helt fantastisk rart at høre dem sige det!

Det er en voldsom oplevelse, at få revet tæppet væk under al der er trygt og godt, når så alvorlig sygdom dumper ned midt i hverdagen. Der er en lille rest bange i os alle seks, der nok aldrig forsvinder, og som vi skal lære at putte et sted hen hvor den ikke spiser os. Om natten vågner jeg stadig indimellem og skal virkeligt balancere mine tanker, for ikke at snuble helt ned i al det bange igen. Jeg er ikke den eneste af os der har det sådan – men det bliver bedre, og det at der ikke venter flere operationer og der er et halvt år til næste scanning, får det hele til at føles mere afsluttet.

Så vi gik ind i ferien med mere ro i hovederne end længe, og den har været lige som den skulle være, ferien – omend måske lige 3-4 uger for kort.

Juleaften holdt vi hos os. Tolv mennesker, hyggeligt selskab, tre millioner gaver (note til mig selv: det er ikke nødvendigt at pakke tyggegummi og andre småting ind til børn, når de også fremstiller et hav af gaver til hinanden), fantastisk mad og et juletræ der er så pænt (og dyrt!!!), at jeg ikke nænner smider det ud. Det står stadig og blokerer halvvejs for tv-kigning, men det ryger først ud når nålene ryger af.

dsc_0173

 

Jeg har læst fem bøger i ferien; har gennemskrevet hele tre kapitler på min bog; spist to tons marcipan; vi har haft tid til at se størstedelen af vores venner og familie; og har sovet længe hver morgen.

Selv julebag nåede vi. Havde været mere imponeret over mig selv, hvis mine vanillekranse var bare en anelse mere kransede i det:

img_20161223_171135_527

Mine planer om at nå at blogge al det jeg ikke når i travl hverdag blev således ikke til noget – men resten nåede jeg!

Vores mest ferieagtige feriedag, var ultimativt den første januar, hvor vi overnattede hos nogl af vores co-dovne yndlingsvenner, og alle fire voksne lå foran tv’et i en stor intervalsovende bunke og stenede næsten to sæsoner af en komedieserie, med pizzaer i hænderne.

Den ultimativt bedste start på året – ville ønske jeg måtte starte min første arbejdsdag efter ferien lige så langsomt i morgen.

Er det mon dårlig stil at slæbe sin dyne med på job?

 

07/25/16
image

Om couple-goals

Da jeg fyldte ca 35 år, valgte min krop at belønne den fremskredne alder, ved jævnligt at gro et par stride, sort skæghår under min hage.
Det er muligt at skæghår klæder nogle mennesker godt, men umiddelbart synes jeg ikke det gør noget særligt godt for mit udseende, og forsøger derfor at opdage og plukke de små sataner, så snart jeg opdager dem.

Her til morgen strøg jeg mig over hagen, og mærkede at et af hårene havde opnået en imponerende længde denne gang – muligvis fordi jeg stort set ikke har spejlet mig i hele ferien.

Det mørke sommerhus vi befinder os i, byder ikke på spejle med god belysning, og efter at have plukket random stykker hud af mit fjæs med en pincet foran badeværelsesspejlet i det brunflisede badeværelse, måtte jeg kapitulere, og bede Ninjaman hive det ud for mig.

Den sarkastiske teenager vadede gennem køkkenet, netop som han bøjede sig over mit hageskæg, pincet i hånd.

“Skæghårsplukning? Er det sådan et slags couple-goal, for gamle mennesker?” Spurgte hun interesseret, hvilket fik mig til at grine så højt, at han bare fik nevet mig i huden, mens skæghåret bestod.

Måske har hun ret?
Tænker vi allerede har opnået alle de bedste couple-goals, så måske er vi nødt til at lave nye, alderstilpassede, som fx hjælpe-hinanden-støttestrømper-på, plukke-vildvoksende-ørehår, og et-eller-andet-med-hæmoridesalve.

Umiddelbart hælder jeg nu mere til noget med et ægte Las Vegas Elvis bryllup, om nogle år.
Eller nye fotografbilleder, der topper post-apokalyptiske zombiejægere billederne vi fik taget i Berlin?

02/28/16

Om at bære ting og om at glæde sig

Da Ninjaman var allermest syg, og jeg lå om natten og følte mig magtesløs/havde ondt af ham/bekymrede mig over hvordan børnene skulle klare det/bekymrede mig over fremtiden/logistikken/forløbet, mailede jeg ind imellem til mine veninder, bare for at føle mig lidt mindre alene.
En veninde svarede mig med det her foto, og skrev:”det her fik mig til at tænke på dig. Du er den lille lastbil”.
image
Sådan føltes det ganske rigtigt også rigtigt længe, men hvis jeg i perioder har været nødt til at yde mere end mit hoved egentlig magter, har jeg også en tendens til at gøre dette her unødvendigt længe efter:
image
Altså ikke for at se travl ud, men bare fordi jeg vænner mig til højt beredskabsniveau, og ikke rigtigt kan fatte at det værste er ovre, så jeg kan lægge tunen/slappe lidt af igen.

Januar har været lidt tung at komme igennem, for beskeden fra hospitalet er, at Ninjaman nok skal opereres om, for det knoglestykke de har forsøgt at bygge ny kæbe af, er for langt og for tyndt, så det kunne blive nødvendigt at snitte ham op i hoften og kæben, og transplantere knogle der op.

Men dette kan først gøres fra april, hvor han er helet nok fra sidst.
Nå ja – og de kom iøvrigt til at ødelægge hans højre skulder under operation, og regner ikke med at den bliver normal nogensinde…

Så blev det heldigvis vinterferie, og det hjalp helt vildt ikke at skulle noget særligt.
Vi var på malekursus sammen med ungerne en enkelt dag i ferien, og egentlig var energien slet ikke til det – men det endte med at være en rigtigt god måde at hive sig ud af kommende-operations-bekymringer, og lave noget fælles.

Vores stue så, ind til i går, sådan her ud, med halvfærdige lærreder, der ventede på at jeg slog søm i ledige kroge, hvor de nu hænger og venter på at blive færdige. De kommer formentligt til at vente længe:
image

Men ferien var også andet end malerier – bl.a brugte nogle af børnene noget af tiden, på at opføre sig sådan her:

IMG_20160203_145238

Og bagefter sige undskyld med ovenstående tegning…
Ninjaman og jeg udnyttede børnenes nye besættelse af at spille Playstation sammen, til at gå nogle lange ture imens, og tale om alt det vi bekymrer os over, og hvad der kunne hjælpe.

Vi nåede frem til, at vi trængte til at komme væk sammen – uden børn – inden nye operationer og sygdom.

Sidst vi var på aleneferie, var i januar 2001, hvor vi besøgte nogle af mine venner i London. Vi har haft ganske få enkeltnætter med børnepasning siden da, men har aldrig været rigtigt væk fra dem.

Min søster har tilbudt at passe unger, og vi har købt billetter, til kærestetur til Berlin, i fire hele dage!

Skal bo på fornemt hotel, lige i midten af byen, så Ninjaen kan gå hjem og hvile sig, hvis det bliver for hårdt for ham at gå meget.

Glæder os helt ustyrligt!

Det skubber altså lige bekymringerne lidt væk, at have noget at glæde sig til – og der er under tre uger til vi skal afsted!

Er der nogen af jer der er berlin-eksperter, og kan anbefale gode guidebøger, restauranter, butikker eller andet? Vi ved absolut ingenting om Berlin.

01/27/12
20120127-090742.jpg

Om det der kærlighed, del.10

Nå, det er tid til lidt fredags-føljeton.
Sidste afsnit efterlod jer med den spændende cliffhanger: er det virkeligt sandt, at det irriterende forelskede kærestepar fik ens frisurer?

Det var der så. Altså – det var ikke helt med vilje, men faktum var, at vi i et par år, havde samme frisurer.
Vi var jo så forelskede, Ninjaman og jeg, på den øretæveindbydende måde, hvor vi kunne bruge alt for meget tid på at sidde og se hinanden ind i øjnene, tegne billeder af hinanden, ligge vågne hele natten og dele hinandens livshistorier, og når vi tog til større fester endte det ofte med at vi knaldede på toiletterne, eller tog tidligt hjem for at gøre det samme – oh yes: vi har været SÅ irriterende at gå på uddannelse med…

Ninjaman luftede en mening om, at jeg var skoblind, og jeg overdrog med glæde retten til at købe mine nye sko til ham, og blev udstyret med smarte sneakers – temmeligt meget magen til dem han selv havde.

Jeg luftede til gengæld tanken om at jeg altid havde syntes langhårede mænd var lækre – og samme sekund lod han sit hår vokse.
Et halvt års tid efter vi var flyttet sammen, var jeg til en frisør der påstod at mit, næsten numselange, hår var meget slidt, så hun klippede det i en kort page – der tilfældigvis matchede den længde Ninjamans hår havde nået…

20120127-090742.jpg
Da vi jo hele tiden var sammen, og iøvrigt syntes at alt hvad den anden gjorde var fantastisk, lod vi os naturligvis også inspirere af den andens måde at sætte den korte page på, med indbukkede spidser.

Som håret voksede, blev vi ved med at have samme længde hår og frisurer – først en lang periode med 2 x hestehaler, så en lige så lang med 2 x virkeligt langt pjuskehår.

(Det er fra sidstnævnte periode, at et barn i en bus skuffet sagde til Ninjaman:”øv jeg troede først du var Pocahontas, der kom for at underholde i bussen!”)

20120127-091256.jpg
De ens frisurers æra sluttede faktisk først da jeg var højgravid, og Ninjaman følte at han burde anskaffe sig “far-hår”, og derfor blev klippet i en kikset revisorfrisure, og jeg til gengæld fik farvet mit hår rigtigt forstadsagtigt tofarvet. (Uh, hader fotos af mig selv fra den periode…)