Om selv at vælge kælenavne
Denne her grå måned flyver afsted, i en sky af møder, talrige besøg på mulige uddannelsessteder til ældstebarnet, og mellempiger der hiver den ene omgang sygdom med hjem efter den anden.
I dag er det den næstyngste der er hjemme, og hun havde det så dårligt at jeg blev hjemme hos hende.
Hun har hverken orket at få læst højt eller se film, så vi har bare ligget ganske stille under en dyne i sofaen, hvor jeg har forberedt arbejde og hun har småblundet.
Winston – den sort/hvide pruttemaskine – har trippet hvileløst rundt foran sofaen en stor del af dagen, nervøs over dette uvante rutinebrud: to mennesker hjemme på en hverdag.
“Hvis han var et menneske” hviskede det syge barn, med svag røst “så ville jeg kalde ham “General Tripoli”. Altså han tripper, og går vagt, ikke?” Det grinede vi af i flere minutter, mens General Tripoli trippede tyve runder mere, og kastede grineflippet fornærmede blikke.
Da generalen endelig gav op, og nøjedes med at kaste os sure blikke fra sin intermistiske rede på en badekåbe, kom vi til at tale om kælenavne, og hvordan vi altid har skambrugt den slags herhjemme.
Jeg har før blogget lidt her, om hvordan jeg erstatter børns navne med random ord, og jeg har det også med at finde blivende kælenavne til folk jeg holder af: min søster, svoger og næstyngstebarnet bliver således aldrig kaldt ved andet end lidt sære forkortelser af deres navne, min mand bliver periodisk kaldt Ninjaman af både mig og unger; og min to meter høje fætter adlyder (noget modvilligt) navnet Putte.
Heldigvis er jeg ikke den eneste i verden der gør det med skøre kælenavne: fantastiske Sneglcille gæstebloggede om det præcis samme hos mig her.
Nå, men det jeg egentlig ville frem til, var en gammel historie som jeg og syge-ungen kom i tanke om, og som jeg er ret sikkert på aldrig har ramt bloggen.
Da mellempigerne var små, sådan 2-3 år, adlød den yngste af dem aldrig andet end nuttede kælenavne. Når jeg puttede dem om aftenen lå vi og så på en uro med små dyr, der hang over hendes seng, og fandt nye sukkersøde kælenavne til hende ud fra den: kælemus, krammebjørn, nuttegris osv. Hendes lidt ældre søster har aldrig været vild med at blive kaldt andet end sit fulde navn, og har kun modvilligt accepteret at de fleste forkorter det, men al den snak om kælenavne fik hende til sidst til at forlange et kælenavn selv.
Jeg forsøgte mig med genbrug af de der kælemus, krammebjørn-navne, men blev afvist: hun ville have sit helt eget kælenavn, og hun ville selv vælge det.
Et par dage efter kom hun glædesstrålende hjem: “ jeg har det! Jeg ved hvad jeg vil hedde, der er det allerbedste navn: “Glimmer-putte”! Er det ikke bare både smukt og nuttet?”
Navnet satte sig aldrig rigtigt fast, og jeg havde glemt det ind til Glimmerputtes lillesøster mindede mig om den i dag. Tænker jeg vil give det et forsøg igen – er sikker på at næsten-teenagere sætter særligt pris på cute kælenavne?
