04/14/17

Om familieforøgelse

Det her skete i mandags:

IMG_2710

Winston – verdens fineste lille Boston terrier.

Tak for alle jeres gode hunderåd – vi læste det hele og blev enige om at vi ville lede efter en Boston terrier, der lød som om den passede godt til vores familie. Kunne dog godt se at den slags var dyrere end ventet, så måske blev vi nødt til at vente til sommeren næste år, for at få råd. Øv, når nu vi drømte om at få den op til sommerferien.

… men så fik jeg en besked om en familie i Jylland der desværre var nødt til at gå af med en et årig hund, fra en fantastisk bloglæser – tak igen! Det tog ikke mange øjeblikke at beslutte at ham måtte vi altså se i virkeligheden, og i mandags kørte Ninjaman og mellempiger så afsted.

“Vi tager ham KUN hvis han virker som den rigtige hund til os!” formanede Ninjaman de ivrige piger før de kørte, og jeg følte st det her hundeanskafning muligvis var det mest voksne jeg nogensinde havde foretaget mig.

Vi andre blev hjemme for at rydde op og flytte rundt så der evt kunne blive plads til en hundekurv. Da mindstebarnet efter nogle timer ikke kunne holde spændingen ud mere, gik vi i biografen og halvvejs gennem filmen kunne jeg regne ud at de måtte være ankommet, så jeg sneg mig ud og ringede til mellempigerne, der jublende opridsede alle den lille hunds vidunderlige egenskaber.

Mindstebarn dansede glædesdans i biografsædet da jeg hviskede det til hende, og de fire timers yderligere venten var laaaange.

IMG_1171

Det er fedt at have fået en lidt større hund der ikke hvalpetisser på gulvet eller hærger ting. Han er trænet til ikke at sidde i møbler, gø’er ikke, kan være alene hjemme uden traumer og slikker ikke i fjæs. Når vi sætter os på gulvet møffer han sig op på skødet og sukker lykkeligt, og han bliver tilsyneladende aldrig træt af at blive kælet.

Han hiver dog meget når man går tur, så vi skal på hundeskole.

“Han passer virkeligt godt i vores familie, ikke mor?” sagde mellempigerne, da vi opdagede hvor imponerende højt han snorker og stueryddende fælt han fiser. Jeg har ingen anelse om hvad det var de antydede…

IMG_2720

Fisen og snorken afholder dog ingen fra at ligge på gulvet i sådan en klump her, hver gang der skal ses tv.

04/5/17

Om at blive hundeejere – gode råd ønskes

I mange år har mine mellempiger plaget om at få en hund, eller bare et tilsvarende nuttet væsen. Mindstebarnet er også med i plagerierne, og havde allerede som fire årig styr på hvordan man træner hunde, og vi har passet hunde for venner flere gange. Det sidste år har min moster trænet en hvalp der skal være førerhund, og det at se ungernes glæde og engagement i den hund har overbevist os: vi er nødt til at få en hund – snart! Vi har tænkt på det i flere år, og hvis vi skal nå at få en mens børn stadig brænder for det, skal vi nok til det.

Jeg savner også at have noget småt og nuttet i huset, og tror en hund vil hjælpe på min trang til at plage om at lave en efternøler, og Ninjaman er enig. Eneste uenige er teenageren, der aldrig har kunnet lide dyr, men hun har accepteret det, så længe hun ikke behøver samle lorte op. Og ingen kan vel stå for en hundeven, når den først er flyttet ind, vel?

IMG_1139

Det bedste ville være hvis vi kunne få en op til sommerferien, hvor vi er hjemme næsten syv uger og kan få den til at føle sig tryg ved os – men for pokker da, hvor er det svært at finde ud af hvilken slags hund vi skal have!
Både Ninjaman og jeg er vokset op med hunde – jeg med større hunde som labrador og grand danois og en enkelt stædig gravhund – og Ninjaman med forskellige typer gravhunde, men vi kan ikke finde ud af hviken hunderace der vil passe bedst hjemme hos os.

Vi er enige om at:

– den ikke skal være for stor. Bare sådan mellemagtig. Når vi har besøg af schæferhunde og labradorer fylder de alt med deres store kroppe og viftende haler, i vores lille rodede hus, og vi vil også gerne have en hund pigerne med tiden selv vil kunne gå tur med.

– den ikke skal være langpelset, så der hænger lort og snavs fast på den, eller den skal have særlig pelspleje

– den ikke skal være sådan en lille tynd bjæffemaskine, men gerne lidt dellet og robust.

– den skal være kælen og doven, for det er mere en pelset baby end en aktiv træningsmakker vi ønsker os. Den må gerne gide lære tricks og gå tur, men skal ikke have behov for tusind kilometers løbeturen flere gange om dagen.

Vores absolutte favorithunderace er franske bulldogs. Vi har passet en flere gange, og den har den dejligste personlighed, gode deller at nulre og ser grim-sød ud på den rigtige måde – men de er kendt for at have dårligt helbred og døje med astma og rygproblemer, så vi ved ikke om vi tør få sådan en, og risikere at skulle miste den tidligt…

IMG_1138

Næstfavorit er miniature bullterrier, men det er mest fordi de også er grim-søde at se på. Til gengæld er de aaaalt for dyre, og vi ved ikke nok om deres personlighed…

Det behøver ikke nødvendigvis at være en hvalp, men den skal ikke være alt for gammel, for vi vil gerne have den i mange år. Det behøver overhovedet heller ikke være en racehund, men gerne en blanding af to gode typer eller lignende. Må godt minde om fransk bulldog, men være sundere.

Er der nogen af Jer der er hundeeksperter, og kan fortælle os hvad vi skal se efter, eller foreslå gode mellemstore hunde? Eller måske endda – håbe håbe – har en hvalp til salg lige omkring sommerferiestart?

(Hunden skal iøvrigt hedde Winston, har mellempigerne bestemt.)

01/26/16

Om utaknemmelig adfærd

Min næstældste har valgt at kaste en stor del af sit samlede arsenal af kærlighed, på sin hamster, Teddy.

Teddys største talenter består i, at løbe rigtigt hurtigt og larmende rundt i sit bur, og hans mest markante træk er en rodet nullermandsfrisure, og et par usædvanligt store nosser.

Alligevel synes hun, at han er verdens ottende vidunder, og da han for nyligt fyldte et år, talte hun sine sparepenge omhyggeligt flere gange, og gik op og købte ham en såkaldt “hamsterhængekøje”: en hule af nylon, der kan hænge i burets loft, og kostede den svimlende sum af 65 kroner, som hun har brugt måneder på at spare sammen.

Teddys første reaktion, var at stikke sin hovne lille næse op af sin selvbyggede rede, og derefter rulle over på den anden side og sove videre, til den glade donors store skuffelse – hun havde forestillet sig at han ville kaste sig taknemmeligt over den dyre hængekøje.

image

I flere dage har han fuldstændigt ignoreret hængekøjen, men da jeg kom tidligt hjem i dag,  bemærkede jeg, at han klatrede rundt og undersøgte den nøje.

Jeg krydsede fingre for at Teddys ejer nu ville blive glad, når hun så sin dyrt indkøbte investering blive taget i brug – men ak: to sekunder efter havde hængekøjen fået gnavet alle snore over, og lå i bunden af buret, hvor jeg er ret sikker på, at jeg så Teddy pisse på den, med et triumferende blik i sine små perleøjne.

image

Det er lidt op af bakke, at få gengældt kærlighed fra kæledyr, synes jeg.
Måske burde hun have anet det, allerede dengang han slikkede på hendes fingre, med sin nosse-ånde?

08/3/15
wpid-dsc_0061.jpg

Om af-romantificering af kæledyrs adfærd

Husstanden her hjemme er det sidste års tid blevet udvidet med to hamstre, som mellempigerne havde ønsket sig brændende, og fik en hver af på deres fødselsdage.

“Trøffel” er en tam, svært overvægtig hunhamster, der kan have imponerende 14 hasselnøddekerner i kindposerne på samme tid; og “Teddy” er en lillebitte, langhåret hanhamster, der er svært glad for at vaske sig selv og galopere rundt i sit bur, til man bliver vanvittig af larmen.

image

De to hamsterejere elsker deres eget kræ så utroligt højt, og konkurrerer indbyrdes om hvem der har det klogeste, mest tamme, hurtigste, pæneste, blødeste dyr.

Teddy taber foreløbigt på at være mest tam, for det er ham de har haft kortest tid, og han er stadig ret sky.

Stor var hans ejers glæde derfor, da han af sig selv kravlede ud i hendes hånd, og slikkede hendes fingre, her til morgen.

Triumferende gik hun ind til sin søster:” Teddy har lige KYSSET mine fingre!”

Og fik det særdeles uimponerede svar:” tillykke med det. Tænk lige på hvor mange timer han har haft de læber på sine nosser, når han har vasket dem…”

01/8/13
20130106-084004.jpg

Om treøjede fiskekræ

Da jeg var 4 år, så jeg et Anders And blad, hvor der var en spændende pakke med som gave.
Jeg plagede til jeg fik det, og mens min mor lavede mad, studerede jeg tegningerne af hvad der var i pakken: den indeholdt tørrede levende dyr, og når de kom i vand, begyndte de at leve og man skulle fodre dem.

Der var flotte tegninger af noget der lignede havmænd og havfruer og jeg var helt elektrisk for at min mor skulle hjælpe mig med det NU – men hun skulle lige lave mad først.

Til sidst åbnede jeg utålmodigt pakken selv, for jeg måtte bare se hvordan de der havfruefrø så ud – men kluntet, som jeg altid har været, spildte jeg dem ud over hele køkkenet, og fik aldrig dyrket havfruer i en skål.

Jeg tudede en hel aften, og resten af min barndom tænkte jeg ofte på, hvordan det mon egentlig ville have set ud.
Jeg forestillede mig hvordan jeg kunne have lært mine minihavfruer tricks, og hvordan det ville have gjort mig til det mest populære barn på vejen.

Da et af mine børn fik et sæt i julegave, som en af mine venner havde købt på et museum i London, genkendte jeg det med det samme, og blev endnu mere vild end barnet.
(Kan i Danmark købes her. Adlink.)

20130106-084004.jpg
Ja, her på æsken prales der med at det er frysetørrede dinosaurer, men det er stadig de samme, som de forjættede havfruer.

Hun var lige så ivrig som jeg havde været, og ville også bare SE de der dinosaurer med det samme, og da jeg huskede hvor galt det kan gå når man venter, skyndte jeg mig at hjælpe med at få blandet den lille pose pulver op i vand.
Og så ventede vi.
Og ventede.

Dagen efter var der pludselig små kræ i akvariet, og vi jublede lige højt.

Vi hentede et forstørrelsesglas, og studerede dem ivrigt – og blev begge skuffede: de lignede ikke dinosaurer og slet ikke havfruer – bare en flok kedelige fiskeunger.

Vi blev enige om at de sikkert blev sejere med tiden, men var begge noget skuffede.

Nogle dage efter studerede jeg dem igen; de var nu vokset en del, og havde sejt nok fået hele tre øjne hver!

Superklamme var de, og jeg tænkte at hun ville blive imponeret, og kunne slet ikke vente med at vise hende dem, så jeg greb skålen og ræsede ind for at vise hende dem.
De så nogenlunde sådan her ud:

20130106-085014.jpg
Nu er jeg beklageligvis ikke blevet mindre klodset, siden jeg var barn…

Skålen gled ud af min hånd, og landede med bunden i vejret, oven på Ninjamans grimme morfar-tøfler, der stod parkeret foran badeværelsesdøren.

Desperat faldt jeg på knæ, og rodede rundt efter mini-dinosaurerne, men de var ikke til at hverken at se, eller redde.

“Hvad laver du med fars sutsko?”
dino-ejeren kom til, og så undrende på mig.

Jeg begyndte at forklare og undskylde at jeg havde dræbt hendes kæledyr,
men hun trak bare på skuldrene og mumlede at hun egentlig hellere ville have en hund.

“Men hey!” udbrød hun så glad “vi kan jo lave en begravelse!”

Og det brugte de så resten af dagen på: gravede med besvær et lille hul ude i haven, hvor de højtideligt begravede Ninjamans sutsko, med der til hørende døde dinosaurer klistret på.

Der blev både sunget og holdt tale, og da ex-dino-ejeren lå i sin seng om aftenen, sukkede hun lykkeligt og sagde:”det bedste ved de der dyr, var faktisk da de døde og vi begravede dem – det var mega-sjovt!”

Rart at vide, at hun ikke vil bruge resten af sin barndom – ligesom mig – på at ærgre sig, men egentlig også lidt skræmmende at hun har det sådan, hvis hun en dag får en hund?

02/2/11

Om fedtegreven

Ja, jeg er jo hverken skønheds eller modeblogger, og er ikke normalt sådan en der har fingeren på pulsen med noget som helst.
Men  den her trend har selv jeg fattet: fedthalemus. Det er the shit.
Marens Kamille var den hotte trendsetter der gik først og anskaffede sig en, og dum som jeg var, viste jeg mine unger fotoet på  Marens blog, af musen, der lå og sov.
De har næsten ikke talt om andet siden….Og bedt om at se fotoet en milliard gange.
Og så i søndags, kom vi forbi en åben dyrehandel, og gik ind, bare for at se hvordan sådan en mus ser ud i virkeligheden.
Inden jeg vidste af det, vaklede jeg ud i solskinnet igen, med bur, kræ, allergivenligt strøelse, lede melorme til foder, kalksten og sovehule, til den nette sum af 900 kr.
Vi har slet ikke den slags penge, må overveje om vi kan supplere vores havregrød resten af måneden med dens melorme…
Den  17 årige ekspedient fik på få minutter overbevist mig om at: 1) de er vildt allergivenlige, sådan nogle mus, 2)de sover hele tiden og er meget stille, 3 )det er synd for børn, hvis de ikke oplever at have et dyr, 4)de er nemme at passe, 5)de lugter ikke, 6) det er VIRKELIGT synd hvis mine børn ikke måtte få den.
Jeg plejer at være immun over for salgstaler, men havde undervurderet effekten af salgstale PLUS 3 par bedende brune børneøjne. Ninjaman havde det på samme måde – og da ekspedienten fiskede sådan en lille mus op og lagde den i Hulks små hænder, og hun nærmest dirrede af fryd – ja så havde vi ikke rigtigt nogle gode argumenter imod det….
Så nu er vi en gnaver rigere – “Fedtegreven”, hedder den. Det er endda en han-mus, hvilket Frk Fantastisk syntes var rigtigt godt, for så var det ikke så synd for far, at han var eneste dreng. Og hvis vi nogensinde skulle stemme om fx vores hus skal males pink, eller andre “pigede” ting,så ville Fedte nok stemme ligesom Ninjaman.

Men nu har fedthalemus-trenden bredt sig. Vores nabos dreng vil også have en, og Hulkens tre bedste veninder kommer for at se den i weekenden, så de sammen kan udtænke planer for hvordan de også får plaget sig til sådan en lille fyr.
Se – ny trend, og vi er med, næsten fra starten.
Yeah!