Om nostalgi og julehygge
Sidste år fortalte min yngste om julepynt, i et mandagstip.
Jeg bliver lidt nostalgisk når jeg genlæser det, for der sker virkeligt noget med børns sprog og logik fra de er fire til de er fem, og selv om hun stadig siger nuttede ting, er hun blevet mærkbart større siden.
Pigerne har fundet julepyntekassen frem fra kælderen, og giver den så meget gas med pynteri og julemusik, at deres lækre far, jeg selv og en dellet hund vi har lånt, har måttet fortrække til soveværelset.
Jeg nåede dog lige at blive nostalgisk over noget af det hjemmelavede julepynt de pakkede frem:
Den skumle ske-nisse, den gniskede kapsel-snemand, den psykotiske æggebakkeengel og den freaky pap-engel, er fremstillet af langt yngre versioner af mine børn, og jeg ærgrer mig ober at jeg ikke lavede mere julepynt med dem, mens de var så små at de lavede så funky, grimme ting.
Det famøse nisselandskab – som jeg for flere
Har begrænset den til en enkelt vindueskarm, der nu bugner med pladevat, og sære opstillinger.
Fx denne, hvor en flok lernisser stirrer intenst på et overdimensioneret, nøgent jesus-barn:
Ligner lidt en form for sygt jule-ofrings-ritual, og jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvor sundt det er for børnene at se på den slags i hele december?
Det får Ninjamans eneste bidrag til julepynteri til at se helt hyggeligt ud i forhold til:
Og mine upassende kugler, med nøgne nisser, til at virke normale:
Nå, nu må jeg hellere ind og supervisere lidt.
Min egen barndoms-keramik-nisse skal jo stå på den rigtige måde, og ikke drukne i skyer af pladevat.
Nogle traditioner er vigtige nok.
