Om sygdomsstatus og travlhed
Arh, men for pokker: hvor ER der bare seriøst få timer i døgnet for tiden!
At jeg de sidste par uger har formået at jonglere syg mand, fire unger, en 40 timers arbejdsuge, indkøb, aflevering, forældrekonsultationer, weekendkursus og al resten, uden at få et hysterisk anfald, skyldes udelukkende min nye bedsteven:
Jeps. Det er et badekar.
Sådan et har jeg ønsket mig hele mit liv – og det er awesome!
Oprindeligt havde vi aftalt noget fornuftigt med et karbad om ugen pr mand, for ikke at få en uoverskuelig vandregning, men lige nu er jeg komplet ligeglad med om jeg bliver nødt til at sælge mine nyrer, eller køre nat-taxi for at få råd til vandmisbrug: det er det værd!
Følelsen af at synke ned i varmt vand, i et mørkt rum; helt ned, så vandet dækker ørerne også, og det eneste man kan høre, er sin egen vejrtrækning; og pulsen der bliver langsommere, for første gang hele dagen.
Jeg kan overskue meget mere, bare ved tanken om det; kan gå og glæde mig hele dagen til aftenbad; og – når der engang ikke kun står røde tal på kontoen – skal jeg storshoppe badesalt og al den slags!
Meeeen… Selv om jeg er meget glad for min nye porcelænsven, savner jeg efterhånden gevaldigt mine andre venner, og håber på snart at kunne forlade menageriet her hjemme et par timer, til fordel for rødvin og snak, om alt muligt andet end sygdom.
Udover luksusbaderi, har jeg ikke noget tid til overs, og får ikke skrevet meget.
Der ligger en stor stak blogindlægs-emner og rumsterer i et hjørne af min rodede hjerne: en hel masse boganbefalinger; to konkurrencer; noget om hvor de små børn kommer fra; noget føljeton og nogle stykker mere, som jeg håber på snart at få tid til at skrive ned, men ind til da kan i følge med på instagram – der ligger bl.a en fantastisk sjov film, af min næstældste, der får en stolpe i fjæset.
Den har jeg set mindst 20 gange, og grinet af hver gang.
(Kommer, som sagt, meget lidt ud…)
…og dette er Jabba the Hut, med kaninører, som Ninjaman spottede inde ved rigshospitalet. Selv tak.
Jeg har, med smådårlig samvittighed, modtaget bekymrede mails fra flere af jer læsere, der ville høre om de lange mellemrum mellem blogindlæg, og nylige mangel på sygdomsopdatering, var tegn på dårlige nyheder.
Det er det ikke: det er tværtimod endelig begyndt at gå lidt fremad med Ninjaen, der nu kan gå forsigtigt rundt i huset med kun en enkelt krykke; kan spise blød mad; og er begyndt at tegne skitser til et maleri, som han vil male, så snart han bliver i stand til at sidde helt op.
Han får pip af at sidde alene hjemme ni timer om dagen og se tv, og vil derfor til at male igen – hvilket vores piger synes er totalt hyggeligt, for det plejer at være mig der gider sidde og dimse med krea-ting med dem, og de glæder sig til at kunne sidde og male med far også.
De penge i så sødt har samlet ind til ham, kommer til at dække en stor del af den gæld vi har fået samlet mens han var syg, men der bliver også rigeligt tilovers til maling, lærreder og is til unger.
Tak igen!
Og så den bedste nyhed: prøverne viser at kræften heldigvis ikke har bredt sig til lymferne, så han slipper for stråler!
Yay!!
