Om 6 årige parterapeuter
I går stod Ninjaman og jeg i køkkenet, og ryddede op og lavede mad, mens vi småbitchede på hinanden. Ikke noget rigtigt skænderi – mere bare lidt gnavenheder, grundet pligter der hobede sig op og allround træthed.
Kan ikke rigtigt huske det hele, men han bitchede blandt andet over at jeg ikke havde gjort hvidløgspresser ordentligt ren før jeg smed den i opvaskeren, og jeg mukkede over et eller andet han havde glemt at købe ind.
Ja, det er altså ikke ren forstadsidyl hele tiden, kan i nok høre.
På et tidspunkt kom den 6 årige ud til os, med armene i siden, og forlangte med skolemesterstemme, at vi skulle lade være med at skændes – hun fik et halvsurt svar, om at: “mor og far aldeles ikke skændes, vi diskuterer bare, og det behøver i ikke blande jer i!”
(Uh, en hadesætning, som jeg godt gad bilde jer ind ikke var kommet ud af min mund…)
Men vi blev lidt flove og lavede mad, uden at hakke grundløst på hinanden.
Der gik lidt tid, så kom hun ud igen – med denne her tegning, klaskede den på bordet mellem os og sagde:”SÅ! Hæng denne her op på væggen i køkkenet, så næste gang i har lyst til at “diskutere”, så kig lige på den, så i kan huske hvor søde vi allesammen er!”
Oh yeah. Parterapeut, kunstner og bedrevidende på samme tid.
Men hun har jo ret: man bliver faktisk ikke i bedre humør af at skændes – men det bliver man af fine tegninger, der minder om det der er vigtigt.
