07/25/19

Om praktiske vasketøjstips, til børnefamilier

Altid vanvittigt velskrivende Karoline, skrev dette indlæg, om ting hun ikke fik gennemskuet i løbet af barselsorloven. Selv om det føles som en menneskealder siden jeg selv var på barsel sidst, fik Karolines indlæg mig til at smile og mindes fuldstændigt samme tanker.
Det der med vasketøj ramte mig særligt, for HOLD OP, hvor er det også lige det der irriterer mig mest ved at have børn – og i særdeleshed mange af dem: mængden af vasketøj er jo altid fuldstændigt ude af kontrol, med konstante bunker af tøjfordeling man er bagud med!

Vi har altid insisteret på at pigerne selv lagde tøj i deres egne skuffer, så det med foldningen har ikke været det store issue (de har selv måttet om hvor krøllet de ville have det), men at fordele rent vasketøj i de rette seks bunker er mindst lige så stort arbejde, og medførte altid uoverstigelige bunker. Jeg kan aldrig huske hvem der ejer hvad, og må stå og læse på størrelserne for at fordele det rigtigt – hader det!

Vores hjem så konstant sådan her ud, i al den tid pigerne var små, med poser af rent tøj overalt:
For slet ikke at nævne sokkebjerget.
Men nu, efter at have været mor i over 17 år, har jeg endelig knækket koden – fundet vasketøjs-sisofysarbejdets endelige udrydningsplan – og hvor kedeligt det end kan lyde, er jeg nødt til at dele det med jer.

Hemmeligheden er her:


Tada! En kurv pr beboer i husstanden.
Tricket er at lave en lynhurtig uddeling af rent vasketøj direkte fra tørretumbleren, så det aldrig når at vokse os over hovedet. Foreløbigt har det fungeret helt upåklageligt i næsten et år, og endda uden de store gniderier. Pigerne må selv om de vil fordele tøj i egne skuffer, eller tage det direkte fra egen kurv, men når der kommer top på kurv, skal de putte det i skuffer.

Så ja: et vasketøjstip er det eneste jeg kan byde ind med i dag, med efterferiehoved – til gengæld er det et ret godt tip, i al beskedenhed.

Har I andre gode tips til familielogistik? Så smid dem bare her, til inspiration – jeg har ikke løsninger på andet.