hundeliv | Superheltemor

Her er en ny del, i føljetonen af postkort som Winston sender til efterskoleungen:

Hej bloggen!
Mine eksperimenter med min seksualitet havde den sideeffekt at jeg fik en utroligt lækker stil. Folk stoppede mig hele tiden og spurgte hvor jeg havde købt mit tøj, så jeg besluttede mig for at blive fuldtidsblogger.
Her ser du mig i en nederdel fra Gucci (sponsoreret), Ray Ban solbriller (reklamegave), og opturs lækre sko fra skoringen(reklamelink).
Jeg har gravet lidt i dit værelse og installeret en pool, som jeg kan drikke aperol spritz ved, på min bloggerflamingo.
Det er meget hårdt at være blogger, med alle de events jeg skal til, og alle de mails om reklamegaver jeg hele tiden skal svare på.
Jeg har taget lidt på af alle de gratis pindemadder, macarons og champagne, men jeg starter snart et tystys hemmeligt træningsprojekt, og skriver en bog om det. “Fra hvalpefedt, til hundeliv” skal den hedde. Jeg kan ikke løfte sløret for mere, selv om jeg godt ved I er ved at dø af nysgerrighed, men det er altså grunden til at jeg ikke får svaret på alle kommentarer på bloggen for tiden.
Love you guys! kh Winnies blog

Det her skete i mandags:

Winston – verdens fineste lille Boston terrier.

Tak for alle jeres gode hunderåd – vi læste det hele og blev enige om at vi ville lede efter en Boston terrier, der lød som om den passede godt til vores familie. Kunne dog godt se at den slags var dyrere end ventet, så måske blev vi nødt til at vente til sommeren næste år, for at få råd. Øv, når nu vi drømte om at få den op til sommerferien.

… men så fik jeg en besked om en familie i Jylland der desværre var nødt til at gå af med en et årig hund, fra en fantastisk bloglæser – tak igen! Det tog ikke mange øjeblikke at beslutte at ham måtte vi altså se i virkeligheden, og i mandags kørte Ninjaman og mellempiger så afsted.

“Vi tager ham KUN hvis han virker som den rigtige hund til os!” formanede Ninjaman de ivrige piger før de kørte, og jeg følte st det her hundeanskafning muligvis var det mest voksne jeg nogensinde havde foretaget mig.

Vi andre blev hjemme for at rydde op og flytte rundt så der evt kunne blive plads til en hundekurv. Da mindstebarnet efter nogle timer ikke kunne holde spændingen ud mere, gik vi i biografen og halvvejs gennem filmen kunne jeg regne ud at de måtte være ankommet, så jeg sneg mig ud og ringede til mellempigerne, der jublende opridsede alle den lille hunds vidunderlige egenskaber.

Mindstebarn dansede glædesdans i biografsædet da jeg hviskede det til hende, og de fire timers yderligere venten var laaaange.

Det er fedt at have fået en lidt større hund der ikke hvalpetisser på gulvet eller hærger ting. Han er trænet til ikke at sidde i møbler, gø’er ikke, kan være alene hjemme uden traumer og slikker ikke i fjæs. Når vi sætter os på gulvet møffer han sig op på skødet og sukker lykkeligt, og han bliver tilsyneladende aldrig træt af at blive kælet.

Han hiver dog meget når man går tur, så vi skal på hundeskole.

“Han passer virkeligt godt i vores familie, ikke mor?” sagde mellempigerne, da vi opdagede hvor imponerende højt han snorker og stueryddende fælt han fiser. Jeg har ingen anelse om hvad det var de antydede…