09/18/17

Om navne og hundenavne

Opmærksomme læsere ved sikkert, at der i April flyttede en lille sort/hvid pruttemaskine ind her på matriklen. Winston, hedder han, og jeg er flere gange blevet spurgt om han er opkaldt efter Winston Churchill.

Det er han ikke.

Han er opkaldt efter Winston Bishop, fra tv serien “New Girl”; en af vores favoritkomedieserier, som også de ældste to piger har dyrket ret intenst.

Ældstebarnet fandt navnet, og argumenterede for at det passede til hunden, der har følgende lighedspunkter med Winston fra serien:

1. Han er farveblind (det er alle hunde)

2. Han er (formentligt også) virkeligt ringe til at lægge puslespil

3. Han bærer ydmygelser med stoisk ro

IMG_1491

4. Han interesserer sig for katte. Meget endda. Winston i serien tager daglige selfier end sin kat – vores Winston kan bruge en hel dag på at stå og grynte forsigtigt af naboens kat, i sikkerhed bag havedøren.

IMG_1489

5. Han er virkeligt glad for at tage lure.

IMG_1488

Det var argumentationerne for navnevalg, og det kunne vi alle bakke op omkring, så vi skiftede hans navn fra Benny til Winston – hvilket han reagerer fuldstændigt lige dårligt på.

Der er flere af Jer der i tidens løb har spurgt ind til hvad mine fire piger hedder. Grunden til at jeg ikke skriver deres navne på bloggen, er at de har specielle navne, og derfor vil min blog kunne googles frem på deres navne, hvilket de måske bliver trætte af på et senere tidspunkt. Så ingen fornavne her, beklager. (Følger man med på Instagram dukker de op indimellem, så det er ikke fordi de er hemmelige som sådan, de skal bare være u-Google-bare. Hvis det er et ord?)

Men jeg synes al det der med valg af navne til børn er forfærdeligt spændende, og jeg følger ivrigt med, når medbloggere laver navnefølgetons på nyfødte vidundere – fx har både Sneglcille og Emili haft nogle spændende navnevalgsindlæg, før de valgte deres fine pigenavne.

Nå, men dengang vi valgte navne til vores første barn, var vi meget uenige: Ninjaman ville have noget solidt og dansk, som Ellen eller Esther, og jeg ville have noget der var helt hendes eget navn, og som jeg ikke kendte andre børn der hed.

Det endte med en mellemting, og de tre yngre søstre fik mere sjældne navne, nu vi allerede var lidt væk fra de helt klassiske navne.

Før vi vidste vi skulle have flere børn end tre, fik Ninjaman tatoveret et hjerte på armen, med de tre store pigers forbogstaver på. Da vi så, uventet, pludselig skulle have en mere, var hans eneste navnekrav: hun skulle hedde et blomsternavn, så han kunne få tatoveret blomsten og hun ikke behøvede føle sig snydt.

BFAF2807-755E-425F-ACFB-4981FF996D52

Et blomsternavn blev det, og en stor blomst på hans brystkasse – hvilket de tre store så syntes var lidt snyd, så han endte med yderligere tre tatoveringer: en for hver af de andre, hvis for eller mellemnavne også er navne på “ting”. Den slags griber åbenbart om sig, og jeg fornemmer at han ikke engang er færdig med at trykke hyldester til børnene på sin krop – så længe han holder sig fra at få tatoveret hundens navn er jeg taknemmelig.

For en sikkerheds skyld viser jeg ham ikke denne her:IMG_1492

04/18/17

Om påskeferiedovnerier

Årh det var svært at trække sig selv på arbejde i morges, forlade ny lille hund alene hjemme for første gang, og smide trætte piger i skole.

Selv om jeg faktisk har nogle gode arbejdsopgaver i dag, som jeg har glæder mig til, så savner jeg allerede ungerne og deres pæne far, og kunne godt lige have snuppet et par dages ferie mere.

IMG_2641

Jeg er muligvis også en lille smule noia over hvad Winston kan finde på, når han er alene hjemme. Han så godt nok sådan her ud da jeg gik hjemmefra, men jeg ved ikke om det bare er et pokerfjæs, der dækker over planlagt ballade – eller ustyrlig ensomhed? Han snorksover normalt det meste af formiddagen og  kan underholde sig selv ret godt ved at stå ved havedøren og mumle-gø diskret ud af mundvigen når der kommer katte forbi, så jeg burde nok stoppe med at pylre…

Det har været en usædvanligt rolig påskeferie i år. Normalt plejer vi at få spundet os selv ind i så mange (hyggelige) aftaler i påskeferien, at vi aldrig rigtigt rammer følelsen af zen, men i år har vi lavet dovent lidt. Vi spiste med venner to gange; afholdt den store, legendariske familie-påskeægstrille-tamtam og har passet børnenes ene kusine tre dage, men ellers har det været de roligste dage længe, hvor vi bare har gået ture med hund, læst, dovnet og spillet brætspil. (Brætspilsanbefalings-indlæg og boganbefalinger coming up!)

IMG_2757

Vi har også set ekstremt mange film, og nørdet Star wars, til mindstebarnets lille fanhjertes store glæde.

IMG_2719

Hun tegnede bl.a denne her, af familien Skywalker, og jeg er vild med hvor ufarlig og langhalset Darth Vader ser ud – kælenavnet “Darthie” tager unægteligt også noget af ondskaben.

En af de stille dage tog vi på Arken med de tre mindste og kusinen – både fordi det er en overraskende billig ting at foretage sig med en større børneflok, og for at lade hunden prøve at være alene hjemme et par timer. Det kom han så ikke til at være alligevel, da lektielæsende ældstebarn forbarmede sig over ham – men han fik da prøvet at tro han var alene hjemme lidt tid, og virkede ikke traumatiseret.

IMG_2688

Pigerne var meget fascinerede både af udstillingen med lys, og af “Gys – er den levende?” udstillingen, med uhyggeligt naturtro skulpturer af bl.a. en fem meter lang nyfødt baby. Meget tankevækkende og anbefalelsesværdig!

IMG_2662

Nu må hverdagsdelen af tirsdagen godt gå hurtigt, så jeg kan komme hjem og klappe ham den dellede lille Winston-hund og kysse på den del af min familie der ikke har hundemadsånde!

04/14/17

Om familieforøgelse

Det her skete i mandags:

IMG_2710

Winston – verdens fineste lille Boston terrier.

Tak for alle jeres gode hunderåd – vi læste det hele og blev enige om at vi ville lede efter en Boston terrier, der lød som om den passede godt til vores familie. Kunne dog godt se at den slags var dyrere end ventet, så måske blev vi nødt til at vente til sommeren næste år, for at få råd. Øv, når nu vi drømte om at få den op til sommerferien.

… men så fik jeg en besked om en familie i Jylland der desværre var nødt til at gå af med en et årig hund, fra en fantastisk bloglæser – tak igen! Det tog ikke mange øjeblikke at beslutte at ham måtte vi altså se i virkeligheden, og i mandags kørte Ninjaman og mellempiger så afsted.

“Vi tager ham KUN hvis han virker som den rigtige hund til os!” formanede Ninjaman de ivrige piger før de kørte, og jeg følte st det her hundeanskafning muligvis var det mest voksne jeg nogensinde havde foretaget mig.

Vi andre blev hjemme for at rydde op og flytte rundt så der evt kunne blive plads til en hundekurv. Da mindstebarnet efter nogle timer ikke kunne holde spændingen ud mere, gik vi i biografen og halvvejs gennem filmen kunne jeg regne ud at de måtte være ankommet, så jeg sneg mig ud og ringede til mellempigerne, der jublende opridsede alle den lille hunds vidunderlige egenskaber.

Mindstebarn dansede glædesdans i biografsædet da jeg hviskede det til hende, og de fire timers yderligere venten var laaaange.

IMG_1171

Det er fedt at have fået en lidt større hund der ikke hvalpetisser på gulvet eller hærger ting. Han er trænet til ikke at sidde i møbler, gø’er ikke, kan være alene hjemme uden traumer og slikker ikke i fjæs. Når vi sætter os på gulvet møffer han sig op på skødet og sukker lykkeligt, og han bliver tilsyneladende aldrig træt af at blive kælet.

Han hiver dog meget når man går tur, så vi skal på hundeskole.

“Han passer virkeligt godt i vores familie, ikke mor?” sagde mellempigerne, da vi opdagede hvor imponerende højt han snorker og stueryddende fælt han fiser. Jeg har ingen anelse om hvad det var de antydede…

IMG_2720

Fisen og snorken afholder dog ingen fra at ligge på gulvet i sådan en klump her, hver gang der skal ses tv.

01/5/15
wp-1420437807423

Om hvordan man bliver ven med en hund – et mandagstip

Godt nytår til jer alle, og beklager den lange feriepause – men den var hårdt tiltrængt!
Vi havde en utroligt festlig nytårsaften, hos nogle venner,
hvor børnene også dansede rundt klokken fire om morgenen, og var rigtigt godt selskab.

Min fireårige mindste, er meget begejstret for vores venners hund, Sonja, og har kloget sig om hunde lige siden – blandt andet ytrede hun følgende tese i bilen, på vej hjem, den første januar:
Sonja er virkeligt glad for at slikke sig i numsen – jeg tror hendes røvhul smager af pizza!

Det er en yderst interessant teori, som jeg dog ikke har tænkt mig at efterprøve, men i stedet har jeg bedt hende om at dele sin store viden om hunde, som mandagstip:

Mindstebarnet, 4 år “hvordan bliver man ven med en hund?

“Jeg er rigtigt gode venner med en hund. Den kysser mig i hele hovedet, hele tiden!
Så er man venner, når man kysser.

Det er Sonja, og Sonja er en drengehund – eller en pigehund.

Jeg synes at hunde er nuttede, fordi de har pels.
De kan også løbe.

Man bliver venner med hunde, hvis man ser nuttet ud.
Hvis der er en hund foran min børnehave, så ved jeg godt at man ikke må røre den – men så stiller jeg mig og ser nuttet ud, for så kan det være at den vil være min ven.

Man kan også godt give hunde mad.
Det bliver de glade for.
De kan også lugte hvis man ikke har vasket hænder – så vasker de mine hænder helt, helt rene, fordi der er mad på.

Jeg vil megagerne have en hund!
Så skal den sove i min seng, men den må ikke låne mit legetøj, den må købe noget hundelegetøj.

Og jeg skal give den rigtigt meget mad!
Hunde spiser… katte. Det tror jeg ihvertfald.
Og de spiser sådan nogle knasekugler. Og vand.
Og alt muligt man taber.

Min hund skal hedde “Elsa”, og så skal jeg lære den sådan nogle trylletricks, og den skal være min bedste ven!”
image

09/5/12

Om hunde og gamle damer

I ti år, har vi hele tiden haft mindst et barn under 3 år i huset, og selv om det selvfølgelig kan være hårdt i perioder, er der også noget enormt dejligt over, at et lille menneske har så meget brug for en, gerne vil sidde og nusse, og bliver så lykkelig når man kommer hjem.

Vi er helt færdige med at lave babyer, men nyder alligevel mindstebarnets “babyhed”, og er lidt vemodige ved tanken om, at hun, lige om lidt, er lige så langlemmet, selvstændig og sej som sine søstre, når nu det er så hyggeligt også at have en tyk lille kælen semi-baby.

De store piger har det på samme måde med hende, de kan tale meget om hvor kært hun taler, eller sidde og falde i svime over billeder af hende som nyfødt.

Derfor, er vi begyndt at tale om at få en hund, om et års tid.
Bare sådan en tyk lille en, der gider at nusse, og bliver lykkelig, når man kommer hjem…

Ældstebarnet vil altså stadig hellere have en lillesøster mere, for hun synes det er megaklamt, at hunde slikker sig selv i røven – men de andre er ret hooked, og vi har brugt en del tid på at læse om alle mulige hunderacer.

I søndags havde frk fantastisk sovet hos en veninde, jeg hentede hende i Valby, og vi gik rundt til en byfest der, og nød lidt alenetid.
En lille gammel dame, kom gående forbi os, med en grim lille hund, og da de var forbi, sagde den 7 årige – med tindrende øjne:”åh, så du ikke lige hvor nuttet hun var?”
Jeg mumlede noget om, at det ikke lige var min type hund, men blev rettet:”mor, jeg mente da ikke hunden – jeg mente den gamle dame! Jeg synes bare gamle mennesker kan se SÅ nuttede ud, nogle gange. Sådan med langsomme ben og søde rynker!”

Så nu venter jeg bare på, at hun begynder at plage om anskaffelse af en gammel dame…
Måske kan vi kombinere alles ønsker, og få en hund, der lignede en gammel baby?