01/17/21

Om hjemmekuller og konspirationsteorier

“Det er bare ikke det samme…” snøftede den ti årige, efter ellers at have grinet sig gennem et digitalt hyggemøde med klassekammerater. “ Det føltes lige sådan et øjeblik, men så viste Olga nogle nye viskelædere frem hun havde fået, og sagde at de duftede godt… og så føltes det som om det hele kunne være lige meget, når man ikke engang må dufte til hinandens viskelædere mere.”

Mens jeg gjorde et forsøg på at trøste hende, tænkte jeg på hvor godt lige den beskrivelse passer på hele stemningen her i denne nedlukning.
I foråret var det nemmere at være optimistisk, og finde glæde i alt det vi så i det mindste kunne lave sammen, mens vi lige ventede nogle uger på at verden blev normal igen.

Nu har vi været lukket ud i en verden hvor man hele tiden må være opmærksom på ting man aldrig tænkte over før: passe på man ikke kommer til at kramme folk man har savnet, og zigzagge behørigt uden om fremmede i det offentlige rum. Og så smækker dørene i igen, og alle de drømme om normalitet vi var begyndt at have smuldrer.

Det er ikke engang store drømme – bare at leve i en verden hvor man kan snuse til Olgas nye viskelædere hvis man har lyst, ville kunne gøre det. Eller drømmen om at kunne kramme en ven, eller regne med at den længe udskudte skolefest bliver til noget i år.

”Ved du hvem jeg tror har opfundet corona?” Sagde en af de andre og jeg nåede lige at ruste mig til at håndtere hvis en af mine børn var ved at forvandle sig til en konspirationsteoretiker før hun selv svarede: “ Hunde. Se dig lige rundt herhjemme: hvem er den eneste der synes det er topfedt at vi er hjemme hele tiden?”

For at understrege hendes teori sukkede den lille hund lykkeligt, fra sin halvsovende placering op af et arbejdende barn.
Den har vi så spundet videre på lige siden.

Ninjaman arbejder i en kritisk funktion der ikke er lukket ned, og har nu været spærret inde i soveværelset det sidste døgn, og afventer testsvar. Det er anden gang han får fire døgn alene. Får ensomme sms’er fra ham, og børnene forsøger at gøre det så hyggeligt som muligt for ham, med små sedler og kurve med snacks, men det er en underlig måde at leve på.

Hunden, der trives bedst når vi alle er samlet i stuen og går hvileløst rundt og tjekker på os når vi tillader at sprede os ud i rum, har det meget stramt med at hans populære hersker har lukket en dør.
“Det skulle du have tænkt på før du udviklede og spredte den sygdom!” var det kølige svar fra barn, da de små hundepoter febrilsk prøvede at kradse døren op og han tilkastede hende lidende blikke for at få hendes hjælp.

05/22/19

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

De tre mindste piger er på lejrture med skolen denne uge, og ældsteungen er på efterskole, så for første gang i 17 1/2 år er vi helt uden børn i mere end et døgn. Vildt!

Altså – jeg kan generelt virkeligt godt lide mine børns selskab og føler mig allergladest i situationer hvor alle fire er hjemme; ingen er sure på hinanden og jeg kan sidde og lytte til deres sniksnak, men sådan er det alligevel ikke hele tiden, og jeg har savnet tid med deres lækre far længe.

Ingen der skændes; skal skyndes på om morgenen; mindes om madpakker/pligter/aftaler; puttes eller bespises på faste tidspunkter; og ingen opvasker der skal tømmes 9000 gange om dagen, fordi de -ellers meget miljøbevidste – små skiderikker, tager et nyt glas for hver tår vand de drikker – al den frihed er jo fuldstændigt berusende!

”Hvad skal i dog lave med fire hele dage alene?” Spurgte en veninde mig misundeligt i torsdags, og jeg kunne ikke komme i tanke om en liste på mere end to ting:

1. Spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30

2. Knalde, uden at låse soveværelsesdøren.

Egentlig ikke verdenshistoriens mest kontroversielle liste over vilde ting man kan foretage sig, men vi er jo heller ikke i træning med at planlægge kærestetid.

Punkt 1 på listen – den om at spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30 – var egentlig tænkt som noget med at vente til klokken 20, nu der ikke sad sultne børn og ventede. Teknisk set kunne punktet også opfyldes ved at spise aftensmad klokken 16, som vi kom til at gøre efter en virkeligt lang gåtur i går, hvor vi kom forbi en koreansk restaurant der duftede godt. Udover de to punkter på listen, har vi skejet ud og gjort en masse ting vi ikke plejer med børnene i huset: drukket cola til morgenmad, set voldelige film tidligt på eftermiddagen og spist takeaway i sofaen. Thug life!

Tiden har været fyldt så godt ud med arbejde og vilde planer, at jeg ikke har savnet ungerne før i dag, hvor jeg kom hjem tre timer før Ninjaman, og kun havde hunden som selskab. Hunden ved at pigerne plejer at komme hjem nogenlunde samtidig med mig, og trippede i pendulfart klynkende og fisene frem og tilbage fra hundekurv til havedør, hvor han forgæves spejdede efter dem.

Jeg er for tiden i fuld gang med en masse spændende skriverier, og havde tænkt mig at bruge alenetid effektivt, men frustreret hund endte med at sætte sig og stirre hårdt på mig, og tage al koncentration.

Folk der ikke kender mig særligt godt, plejer at sige at jeg er meget udadvendt. I virkeligheden er jeg det modsatte: jeg trives bedst med folk jeg kender eller eget selskab, men skjuler det ofte ved at fylde stilhed ud med speedsnak, af varierende kvalitet. Også i busser og den slags.

Når den sædvanlige lyd af storsnakkende børn byttes ud med tavst stirrede hund, aktiveres mit smalltalk-forsvar åbenbart også, så da Ninjaman endelig kom hjem tog han mig i at forsøge at stable en samtale på benene med hund, med den klassiske samtalestarter for hunde:”Katte… så nederen, ikke?” Hårdt presset af grinende mand, kunne jeg godt huske at jeg nok havde smalltalket på hunden noget tid, uden rigtigt at have opdaget hvor bøvet det er at sidde og fyre spørgsmål efter dyr.

Nå, men de kommer hjem fredag, så vi skal lige have lavet nogle flere vilde alene-hjemme-uden-opsyn-ting. Sikkert noget med at spise aftensmad klokken 15 eller gå en tur på et helt crazy tidspunkt. Det bliver vildt.

Og det eneste svar jeg fik på smalltalk med hund, var iøvrigt at han stadig synes den nye kurv er ALT for lille:

Slet intet plads til en hel hund, i den mikroskopiske kurv. Stakkel…

(…og hvis nogle af jer skulle ligge inde med forslag til dateagtig ting man kan lave i dag, efter 19 hvor jeg har fri, så sig endelig til! )

02/25/19

Om at lide i stilhed

Herhjemme er vi mere eller mindre fælles om allesammen at gøre ting forkert – der er ihvertfald altid mindst en person der er utilfreds med eller dømmende overfor en anden persons opførsel.

Selv er jeg umiddelbart den der vinder flest “cringe-points”, ved at sige eller gøre pinlige ting, og så er jeg ret doven. En af børnene er den der oftest bebrejdes for ikke at gide hjælpe til med noget; en anden bliver for hurtigt vred; en tredje glemmer aftaler; og deres far råber for højt af sin Xbox klokken 05 om morgenen, når han ikke kan sove – hvilket så vækker nogle af os andre. Så der er hele tiden mindst en af os der er muggen over noget mindst en af de andre gør forkert. Sådan er det nok i de fleste familier.

Den eneste der ikke bebrejdes for noget, er hunden. Bevares: han slår da indimellem nogle stueryddende prutter, som ingen rigtigt er fan af; og han trækker stadig meget i snoren når man går tur, men generelt er der bred enig om at han er svær at blive sur på.

Der er således ret lang line over for opførsel børnene ville lynche deres søstre for: den kjole den ene mellempige under ingen omstændigheder må låne af sin søster, må hunden fx gerne snuppe en lang lur på, bare fordi han ser sød ud når han sover. At sove på ting er hans spidskompetence – hvilket er ret heldigt, for alle børnene har en spidskompetence der hedder smid-alt-tøj-håndklæder-stofposer-hovedpuder-bamser-på-gulvet-når-du-har-brugt-det-og-undlad-at-samle-op, så der er altid friske forsyninger af nye spændende ting at tage en lur på.

Set i lyset af hvor glad han er for at sove på hvad som helst, burde vi ikke være blevet så spændte, da den kurv han fik med da vi købte ham gik i stykker. Men det blev vi: tanken om at finde den helt rigtige kurv til ham, og se hans taknemmelige fjæs over den, var lidt spændende og projekt “køb en kurv” blev en familiebegivenhed.

Han blev også overdrevent glad, og dansede rundt om os mens vi pakkede den ud – indtil det viste sig at den var mindre end den kurv han havde før.

Dybt suk, og han ignorerede den en uge, med deprimerede lure kun på sokker og andet smidt på gulv.

I weekenden krøb han til korset, men uden at kapitulere helt: demonstrativt lagde han sig i den igen og igen, på måder der tydeligt viste hvor mikroskopisk og forkert den kurv var. Suppleret med dybe suk, og bebrejdende blikke.

Se selv: alt, alt for lille. Stakkels lidende dyr…

11/20/18

Postkort fra hunden 7 – forretningshunden

Winston skriver fortsat postkort til efterskoleungen, selv om de ikke bliver sendt til hende (det er åbenbart pinligt at modtage som post, så hun får det som mail).
I sidste uge forsøgte han sig som Mommyblogger, i denne er han forretningshund.

Kære S, min velærværdige forretningspartner.

Ja, det gik jo desværre ikke helt som planlagt med min mommybloggerkarriere. Faktisk slet ikke: mine hvalpe blev tvangsfjernet. Der var simpelthen ikke timer nok i døgnet til at opfylde alle deres grådige behov, og dit værelse flød over med bleer og vasketøj og madrester. Trist, ja, men så har jeg istedet begravet mig i arbejde, og det går rigtigt godt med den del!

Jeg har startet en større virksomhed hvor jeg lejer ting ud. Man kan leje alt, fra dit tøj til en helikopter, så på en måde er du en del af virksomheden, da jeg lejer mange af dine ting ud.

Jeg har flyttet en del rundt på dit værelse, for at få det mere kontoragtigt. Og så har jeg fået en privatsekretær, Jonna. Hun er meget effektiv og forretningsagtig, og god til at dække over at det måske ikke er alt vi laver der er helt inden for lovens rammer.

Hov, ups, det var ikke meningen at afsløre det… men bare rolig, der er styr på det. Du skal slet, slet ikke bekymre dig. Det meste af virksomheden er legit nok, og resten fejer Jonna ind under gulvtæppet.

de bedste hilsner

direktør Winston

03/27/18

Om feriesysler

Efter nogle intense uger, der mundede ud i en eksamen i fredags, har jeg foreløbigt startet påskeferien med at være helt tom oven i hovedet. Har læst slammede romaner og gloet op i luften, ude af stand til at tænke synderligt intelligente tanker.

Mine to store teenagepiger har siddet nedsumpet med snuderne i skærme, sandsynligvis også i forsøg på at nulstille travle hjerner, og mindstebarnet har haft et væld af legeaftaler, bare for at få leget hverdagstravlheden ud af kroppen.

Men så er der mit næstmindstebarn: barnet der tænker lige 10 % skørere end os andre, slapper også af anderledes end andre.

I går syede hun noget så fuldkommen absurd som et par overalls til hunden. Komplet med blomsterprydet lomme; han kan opbevare snacks i:
Det med at opbevare sine snacks i en lomme på ryggen, tog han ikke pænt: de lugtede simpelthen for godt, og måtte udleveres til ham, efter han febrilsk havde prøvet at nå dem, men ellers trippede han glad rundt i nye bukser.

Deruder har hun tegnet et væld af absurde tegninger og små historier. Min foreløbige favorit er denne her, hvor en gruppe katte øver sig på knivkast og bueskydning mod hunde, uden at ænse hvor ofte de kommer til at ramme sig selv:
Der er stadig en uges ferie tilbage, og jeg er spændt på hvad hun mere finder på.

09/18/17

Om navne og hundenavne

Opmærksomme læsere ved sikkert, at der i April flyttede en lille sort/hvid pruttemaskine ind her på matriklen. Winston, hedder han, og jeg er flere gange blevet spurgt om han er opkaldt efter Winston Churchill.

Det er han ikke.

Han er opkaldt efter Winston Bishop, fra tv serien “New Girl”; en af vores favoritkomedieserier, som også de ældste to piger har dyrket ret intenst.

Ældstebarnet fandt navnet, og argumenterede for at det passede til hunden, der har følgende lighedspunkter med Winston fra serien:

1. Han er farveblind (det er alle hunde)

2. Han er (formentligt også) virkeligt ringe til at lægge puslespil

3. Han bærer ydmygelser med stoisk ro

4. Han interesserer sig for katte. Meget endda. Winston i serien tager daglige selfier end sin kat – vores Winston kan bruge en hel dag på at stå og grynte forsigtigt af naboens kat, i sikkerhed bag havedøren.

5. Han er virkeligt glad for at tage lure.

Det var argumentationerne for navnevalg, og det kunne vi alle bakke op omkring, så vi skiftede hans navn fra Benny til Winston – hvilket han reagerer fuldstændigt lige dårligt på.

Der er flere af Jer der i tidens løb har spurgt ind til hvad mine fire piger hedder. Grunden til at jeg ikke skriver deres navne på bloggen, er at de har specielle navne, og derfor vil min blog kunne googles frem på deres navne, hvilket de måske bliver trætte af på et senere tidspunkt. Så ingen fornavne her, beklager. (Følger man med på Instagram dukker de op indimellem, så det er ikke fordi de er hemmelige som sådan, de skal bare være u-Google-bare. Hvis det er et ord?)

Men jeg synes al det der med valg af navne til børn er forfærdeligt spændende, og jeg følger ivrigt med, når medbloggere laver navnefølgetons på nyfødte vidundere – fx har både Sneglcille og Emili haft nogle spændende navnevalgsindlæg, før de valgte deres fine pigenavne.

Nå, men dengang vi valgte navne til vores første barn, var vi meget uenige: Ninjaman ville have noget solidt og dansk, som Ellen eller Esther, og jeg ville have noget der var helt hendes eget navn, og som jeg ikke kendte andre børn der hed.

Det endte med en mellemting, og de tre yngre søstre fik mere sjældne navne, nu vi allerede var lidt væk fra de helt klassiske navne.

Før vi vidste vi skulle have flere børn end tre, fik Ninjaman tatoveret et hjerte på armen, med de tre store pigers forbogstaver på. Da vi så, uventet, pludselig skulle have en mere, var hans eneste navnekrav: hun skulle hedde et blomsternavn, så han kunne få tatoveret blomsten og hun ikke behøvede føle sig snydt.

Et blomsternavn blev det, og en stor blomst på hans brystkasse – hvilket de tre store så syntes var lidt snyd, så han endte med yderligere tre tatoveringer: en for hver af de andre, hvis for eller mellemnavne også er navne på “ting”. Den slags griber åbenbart om sig, og jeg fornemmer at han ikke engang er færdig med at trykke hyldester til børnene på sin krop – så længe han holder sig fra at få tatoveret hundens navn er jeg taknemmelig.

For en sikkerheds skyld viser jeg ham ikke denne her:

07/4/17

Om motionscoaching

Sommerhusliv indeholder almindeligvis væsentligt større mængder alkohol og sukker end hverdagslivet gør.

Følgen af dette er også at jeg plejer at komme et par kilo tungere hjem end præ-ferie, trods ambitioner om at dyrke daglig yoga og prøve at spise mere salat.

Her kommer min nye ven, Winston, så meget handy ind.

Hvis man bare møder ham, tænker man måske at han bare er en (temmeligt grim) bælgøjet hund, uden de store erfaringer med vægttabs-coaching – men der tager man fejl.

Godt nok har han allerede saboteret alle mine forsøg på morgenyoga, ved selv at være en lidt for ihærdig deltager: det er umuligt at lave hundestrækket, med en hund der kravler ind under en imens og laver et ditto-stræk, mens han også lige slapper godt af i lukkemusklen….

Dybe vejrtrækninger er ikke en mulighed, og det går noget ud over hvor elegant man ser ud, hvor dybt man lige gider gå i stillingerne, eller hvor længe man orker blive ved.

I bilen, på vej mod Mols, så jeg mig flere gange sentimentalt over skulderen på fire spændte piger og en snorkede hund, og forestillede mig hvor smadderhyggeligt det blev at have en hund med på alle gåture.

Jeg tog fejl: al den duft fra hjorte, grævlinge, mus, køer og alt andet landligt, driver ham fuldstændigt vanvittig, og vi bliver trukket rundt af ti kilos ivrig gryntehund i snor.

Og så er der hans absolutte glansnummer, der virkeligt cementerer hans fremtidige karriere som vægttabskonsulent: stikke-af-finten.

I løbet af de sidste tre dage, er det foreløbigt lykkedes ham at stikke af fra huset hele fire gange, i fuldt firspring, og uden at se sig over skulderen.

Jeg har seriøst løbet mere på tre dage, end jeg samlet har gjort de sidste ti år! Der er intet mere motiverende for løbemotion, end synet af en lille sort/hvid røv der gungrer afsted mod landevejen og den visse død.

Den lille skid har endda haft overskudsagtigt tid til at stoppe og snuse til blomster eller tisse lidt, mens jeg har halset efter ham og først har fået nedlagt ham efter op til to kilometers hæsblæsende løb.

Så nu har jeg fået min egen personlige coach, der presser mig til at løbe hurtigere og længere end nogen anden ville have kunnet, da jeg åbenbart er helteagtig nok til kun at gide løbe, hvis det er for at redde nogens liv.

Alligevel håber jeg at hegnet vi har sat op, og strikse regler for hvordan man åbner hoveddøren kommer til at decimere døds-hunde-løb. Så lever jeg gerne med at prisen bliver lidt ekstra ferie-kilo med hjem…

04/5/17

Om at blive hundeejere – gode råd ønskes

I mange år har mine mellempiger plaget om at få en hund, eller bare et tilsvarende nuttet væsen. Mindstebarnet er også med i plagerierne, og havde allerede som fire årig styr på hvordan man træner hunde, og vi har passet hunde for venner flere gange. Det sidste år har min moster trænet en hvalp der skal være førerhund, og det at se ungernes glæde og engagement i den hund har overbevist os: vi er nødt til at få en hund – snart! Vi har tænkt på det i flere år, og hvis vi skal nå at få en mens børn stadig brænder for det, skal vi nok til det.

Jeg savner også at have noget småt og nuttet i huset, og tror en hund vil hjælpe på min trang til at plage om at lave en efternøler, og Ninjaman er enig. Eneste uenige er teenageren, der aldrig har kunnet lide dyr, men hun har accepteret det, så længe hun ikke behøver samle lorte op. Og ingen kan vel stå for en hundeven, når den først er flyttet ind, vel?

Det bedste ville være hvis vi kunne få en op til sommerferien, hvor vi er hjemme næsten syv uger og kan få den til at føle sig tryg ved os – men for pokker da, hvor er det svært at finde ud af hvilken slags hund vi skal have!
Både Ninjaman og jeg er vokset op med hunde – jeg med større hunde som labrador og grand danois og en enkelt stædig gravhund – og Ninjaman med forskellige typer gravhunde, men vi kan ikke finde ud af hviken hunderace der vil passe bedst hjemme hos os.

Vi er enige om at:

– den ikke skal være for stor. Bare sådan mellemagtig. Når vi har besøg af schæferhunde og labradorer fylder de alt med deres store kroppe og viftende haler, i vores lille rodede hus, og vi vil også gerne have en hund pigerne med tiden selv vil kunne gå tur med.

– den ikke skal være langpelset, så der hænger lort og snavs fast på den, eller den skal have særlig pelspleje

– den ikke skal være sådan en lille tynd bjæffemaskine, men gerne lidt dellet og robust.

– den skal være kælen og doven, for det er mere en pelset baby end en aktiv træningsmakker vi ønsker os. Den må gerne gide lære tricks og gå tur, men skal ikke have behov for tusind kilometers løbeturen flere gange om dagen.

Vores absolutte favorithunderace er franske bulldogs. Vi har passet en flere gange, og den har den dejligste personlighed, gode deller at nulre og ser grim-sød ud på den rigtige måde – men de er kendt for at have dårligt helbred og døje med astma og rygproblemer, så vi ved ikke om vi tør få sådan en, og risikere at skulle miste den tidligt…

Næstfavorit er miniature bullterrier, men det er mest fordi de også er grim-søde at se på. Til gengæld er de aaaalt for dyre, og vi ved ikke nok om deres personlighed…

Det behøver ikke nødvendigvis at være en hvalp, men den skal ikke være alt for gammel, for vi vil gerne have den i mange år. Det behøver overhovedet heller ikke være en racehund, men gerne en blanding af to gode typer eller lignende. Må godt minde om fransk bulldog, men være sundere.

Er der nogen af Jer der er hundeeksperter, og kan fortælle os hvad vi skal se efter, eller foreslå gode mellemstore hunde? Eller måske endda – håbe håbe – har en hvalp til salg lige omkring sommerferiestart?

(Hunden skal iøvrigt hedde Winston, har mellempigerne bestemt.)

09/5/12

Om hunde og gamle damer

I ti år, har vi hele tiden haft mindst et barn under 3 år i huset, og selv om det selvfølgelig kan være hårdt i perioder, er der også noget enormt dejligt over, at et lille menneske har så meget brug for en, gerne vil sidde og nusse, og bliver så lykkelig når man kommer hjem.

Vi er helt færdige med at lave babyer, men nyder alligevel mindstebarnets “babyhed”, og er lidt vemodige ved tanken om, at hun, lige om lidt, er lige så langlemmet, selvstændig og sej som sine søstre, når nu det er så hyggeligt også at have en tyk lille kælen semi-baby.

De store piger har det på samme måde med hende, de kan tale meget om hvor kært hun taler, eller sidde og falde i svime over billeder af hende som nyfødt.

Derfor, er vi begyndt at tale om at få en hund, om et års tid.
Bare sådan en tyk lille en, der gider at nusse, og bliver lykkelig, når man kommer hjem…

Ældstebarnet vil altså stadig hellere have en lillesøster mere, for hun synes det er megaklamt, at hunde slikker sig selv i røven – men de andre er ret hooked, og vi har brugt en del tid på at læse om alle mulige hunderacer.

I søndags havde frk fantastisk sovet hos en veninde, jeg hentede hende i Valby, og vi gik rundt til en byfest der, og nød lidt alenetid.
En lille gammel dame, kom gående forbi os, med en grim lille hund, og da de var forbi, sagde den 7 årige – med tindrende øjne:”åh, så du ikke lige hvor nuttet hun var?”
Jeg mumlede noget om, at det ikke lige var min type hund, men blev rettet:”mor, jeg mente da ikke hunden – jeg mente den gamle dame! Jeg synes bare gamle mennesker kan se SÅ nuttede ud, nogle gange. Sådan med langsomme ben og søde rynker!”

Så nu venter jeg bare på, at hun begynder at plage om anskaffelse af en gammel dame…
Måske kan vi kombinere alles ønsker, og få en hund, der lignede en gammel baby?

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: hund

Om hjemmekuller og konspirationsteorier

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

Om at lide i stilhed

Postkort fra hunden 7 – forretningshunden

Om feriesysler

Om navne og hundenavne

Om motionscoaching

Om at blive hundeejere – gode råd ønskes

Om hunde og gamle damer

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: