11/2/16

Om børnestavning og opgaver

Jeg synes børnestavning er noget af det sødeste, og fylder jævnligt min telefon med fotos af sjove skoleopgaver og andet jeg finder.

Den herunder er en filmanmeldelse af Erik Clausens “Den store badedag”, som hang på mine børns skole.

Det er ikke så meget stavningen der kilder min humor, men dens ærlighed: til spørgsmålet om vedkommende kunne lide filmen er der bare et rungende “NEJ!!”, efterfulgt af begrundelsen:” den var klam, og man skider normalt ikke på gulvet” _20160906_092931

Opgaven nedenfor fandt jeg i en papirkurv. En boganmeldelse, hvor skribentens resume’  kortfattet er at: “den handler om kønsdele på kroppen”.

Jeg ved ikke hvilken bog det er en anmeldelse af, men jeg kan godt lide udspecificeringen af “kønsdele på kroppen” – som om der også fandtes bøger om kønsdele, der ikke sad på kroppen!dsc_0047_6

På Vesterbro gik jeg forbi noget kridt-graffiti.
“Tis” og “lort” stod der på de to første fliser. og så kom den her:
dsc_0021_3
Nedenstående tekstbid er fra en lang stil, hvor hovedpersonen lider af sygdommen “pælsalagi” og derfor ikke må få et kæledyr. Elsker stavemåden!

dsc_0311_2

For nogle år siden gav en af mellempigerne mig den fine lykønskning herunder i fødselsdagsgave.

Der er ikke ødslet med vokalerne, men meningen er ret tydelig:”tillykke med fødselsdagen”

img_0413

Smsen nedenfor havde jeg næsten glemt.

Den er nogle år gammel.

Jeg skrev en SMS til mine piger, og spurgte hvad jeg skulle købe til fredagsslik. Det tog mig relativt lang tid at afkode hvad de mente, selv om den faktisk er ret logisk.

Kan I gætte hvad der står?
_20160820_150414

08/12/15

Om fuldkorns-fetisch

Jeg havde engang en kollega, der tabte femten kilo, og efterfølgende blev så ekstremt optaget af sundhed, at man ikke kunne spise noget i nærheden af hende, uden at få et lille foredrag med i købet, om hvorfor kød var noget svineri og mælk i kaffen værre end djævletilbedelse.

Men forleden kom Ninjaman hjem med en pose blege boller, til børnenes weekendmorgenmad, og min ex-kollega måtte se sig slået i entusiasme for sund mad, af denne kåde bjørn:
IMG_20150805_210336

Sædvanlige tænker jeg at folk der har forskellige seksuelle fetisches går lidt stille med det – men bamse her ser stolt ud over hans meget kærlige forhold til fuldkorn.

(Hvordan man specifikt gør hvis man skal bolle med fuldkorn, har jeg tænkt en del over. Undlader dog at google det, da jeg frygter at finde billedebeviser af bamse i fuld sving…)

08/22/14

Om dick – mere sjofel børnebogssnak

Er vild med emner, der får jer til at sende mig mærkelige ting!
Fik lige denne her af en læser, Pernille, der har fundet en engelsk læsebog, med et meget afslappet forhold til sex.
Jane har en god, sund interesse for anatomi – og det er åbenbart gensidigt:
dick 2dick

Jeg lover at næste uge kommer til at handle om noget andet, end sjofelheder – med mindre i bliver ved med at sende mig så fristende, sjove ting!

08/21/14

Om Pippi – en sjofel børnebog mere

Som supplement til indlægget om sjofle børnebøger, sendte Lisbeth mig et foto af en børnebog, hun spottede i Tallin:
pik

Jeg har heldigvis aldrig mødt en sukkende pik – forestiller mig at sådan en må være et trælst bekendtskab, der sukker ynkeligt, hvis dens snedige planer ikke lykkedes.

“nej tak, du kan ikke byde mig på en drink.”
“suuuuuuukkkkkk…..” lyder det, inde fra bukserne.

Nå. Hvis man kan løfte en hest, kan man vel også sige hold kæft, til en sukkende pik.
Godt gået, Pippi!

08/19/14

Om sjofle børnebøger – igen

Jeg har flere gange blogget forarget om sjofel børnelitteratur
fx om den lumre “Bamse og gokkeletten – en følebog”:

20140819-102007.jpg
Forsiden viser en storsvedende kylling – og bogen sluttes med den skumle sætning:”gok gok, nu kommer jeg!”.

I samme ferie findes iøvrigt en bog med titlen:”Bamses suttebog”…

Så var der bogen om “grisen med den sorte penis”:

20140819-103957.jpg
Og den om de øhm… anatomi-interesserede køer:

20140819-104546.jpg
Men ak – listen over sjofel børnelitteratur udvides løbende, og her er to nye, skræmmende eksempler:

En opmærksom læser mailede mig for noget tid siden et billede af denne bog, som jeg formoder må være en selvhjælpsbog, til smådrenge der har været uheldige, da de blev tildelt en vis legemsdel.
Bemærk det freudianske islæt i billedet, hvor hunden fører sig frem med sin lange “haveslange”:

20140819-105010.jpg
Jeg har aldrig rigtigt læst noget med mumitroldene – til dels fordi jeg synes de ser lidt kedelige ud, men også fordi jeg i mange år bar nag over den mumi-julekalender DR sendte da jeg var 4 år, hvor et stakkels egern frøs ihjel.

Havde traumer over det i årevis, og har aldrig rigtigt fået lyst til at beskæftige mig mere med mumi der efter.

Men måske tog jeg fejl, med hensyn til hvor kedelige mumi er, for i går sendte en veninde mig dette foruroligende billede:

20140819-105138.jpg
“nu er det tid til en kanetur, hu-hej hvor det går!” tænker mumi-far, der ser noget presset ud, over det han lige om lidt skal foretage sig med hele to blegfede trunter.
Stakkels mand!
——-
Edit: der er faktisk en tilføjelse til mumi-historien, blev jeg lige gjort opmærksom på:

20140819-122150.jpg
Så nu blev det endnu mere kinky:

20140819-122258.jpg

07/18/14

Gæsteblogger: “Henkogt hverdag”

Jeg er så heldig at dygtige Sidsel, der er kvinden bag bloggen “henkogt hverdag” tilbød at lave et gæsteblogindlæg til min blog, nu hvor jeg er på landet og ikke får blogget så meget.
Tag og besøg hendes blog, den er rigtigt fin, og beskriver genkendelige situationer på en fon måde.

Tegningen nedenfor kender jeg ihvertfald mig selv i. Bortset fra det med lige at have ryddet op…

Henkogt hverdag, gæsteblogger

20140713-212723.jpg
– Altså jeg havde lige ryddet op!
Jeg skulle bare et smut ud i køkkenet og sætte kartoflerne over.

De burde næsten få en medalje. – Eller jeg burde.

06/25/13

Om elastiktyve

Det eneste (pige)børneforældre frygter mere end sokkespiseren – der ellers konstant er skyld i at mine børn går sådan her rundt:

20130405-092357.jpg
er hårelastik-spiseren.

Frk fantastisks lange fejende hår er nærmest magnetisk for lus,og det slår aldrig fejl: glemmer vi at sætte håret, kommer det hjem, kriblende med nye beboere.

Så hver morgen går med febrilske eftersøgning efter elastikker, og uanset hvor mange vi køber, mangler de altid.

I sidste uge købte Ninjaman en pakke med 90 elastikker.
Der burde være til noget tid, før elastikspiseren får has på dem, tænkte vi, men i morges kunne vi ikke opspore en eneste.

Kassen med elastikker var ganske tom, og først efter lang tids leden, i skuffer, sofa, badeværelse og lommer, lykkedes det at finde en slidt elastik i en taske, til den lange hestehale.

Men hvor VAR de dog blevet af? undrede vi os fortsat.

Ind til blikket faldt på den to årige mode-eksperts buttede arme….

20130405-094434.jpg
Hun var mere end frisk på at posere, modeblogger-style:

20130405-094526.jpg
Og pænt arrig, da 89 smukke armbånd blev konfiskeret inden børnehave.

06/20/13

Om score-replikker

Da jeg var 15, brugte jeg en sommer på, at være hemmeligt forelsket i en af mine venners venner.

Han havde numselange dreadlocks, spillede trommer i et band, og var så overdrevent cool og mystisk, at jeg ikke turde tale med ham.
Overhovedet.

Hver gang jeg gik hjemmefra for at mødes med mine venner, øvede jeg mig i hvordan jeg skulle tale med ham: skulle jeg spørge ham noget om musik? Nej, så kunne det være at han syntes det musik jeg selv hørte var dårligt…
Hvad så med at tale om politik? Nej, jeg vidste sikkert ikke nok…
Bøger? Hm, nej – måske syntes han jeg var en nørd, hvis jeg indrømmede hvor meget jeg læste….
Film? Nej, han var nok for rock’n’roll agtigt til at kunne lide film…

De få gange han henvendte sig til mig, blev jeg så befippet at jeg var superuhøflig – altså bare for at han ikke skulle finde ud af hvor meget jeg sad i smug og beundrede ham.

Hele sommeren vendte og drejede jeg alle de replikker,som jeg kunne forestille mig at starte en samtale med, inde i mit hoved; fandt dem allesammen helt forkerte, og talte derfor aldrig med ham.

Jeg så ham ikke i 20 år, før min datter en dag slæbte hans datter hjem, til en legeaftale.
Og vi blev venner.

Teenage-crushet er 100% overstået, og jeg kan sagtens snakke hans ører af, uden at behøve fornærme ham imens, eller tænke over emner.

Men forleden, fik jeg alligevel en åbenbaring, da min snart 3 årige ytrede den scorereplik jeg savnede som 15 årig:
Hun er ved at stoppe med at bruge ble, og er pavestolt af nyindkøbte underhylere, så hun løb min ven i møde da han kom forbi, flåede op i nederdelen og råbte:”SE JEG HAR UNDERBUKSER!!!”
Han beundrede dem behørigt, og viste hende toppen af sine egne.

jeps.
Der var den, scorereplikken.
Den havde helt sikkert fungeret godt mellem nogle 15 årige.
Godt jeg ikke vidste det dengang!

04/20/13

Om kød med øjne

Jeg blev vegetar da jeg var 13-14 år.

Om det var fordi det var “synd for dyrene”; en god undskyldning til ikke at smage på ting, når man er kræsen; eller fordi jeg lavede en pagt med en veninde der også blev det, står hen i det uvisse.
Formentlig en kombination.

Min veninde var vegetar ind til hendes mor serverede stegt flæsk første gang – jeg holdt stædigt ved, til jeg blev gravid første gang, og pludselig tog mig selv i at kigge længselsfuldt efter bøffer.

Jeg tænkte min krop havde brug for det, for jeg var på ingen måde en sund vegetar, med hjemmelavede linsefrikadeller og nøje udvalgte tofu-produkter – i mine teenageår ernærede jeg mig hovedsageligt på en diæt af smøger, cola light, hvidt brød og vitaminpiller.
Ikke underligt at jeg er væsentligt lavere end mine forældre og søstre…

Jeg har spist kød med stor fornøjelse de sidste 11 år, og troede at vegetartankerne var lagt bag mig for evigt – ind til jeg bladrede i en tilbudsavis her til morgen, og fik øjenkontakt med en hel kotelet-familie:

20130420-093138.jpg
Bestemt ikke nogen man kan spise, uden at tænke på om det nu er mor-koteletten eller den uskyldige baby man har fat i…
Den stoisk smilende kyllingefilet er heller ikke fordrende for appetitten:

20130420-093314.jpg
Det grædende grill-kød ødelægger det endnu mere:

20130420-093359.jpg
Men det allerværste, er kødstykkerne, med stumper af øjne:

20130420-093442.jpg
Man er ikke i tvivl om, at det her gullasch engang har haft ansigter…

Jeg mistede totalt koncentrationen over hvad jeg skulle skrive på indkøbssedlen, og bandede det barn væk, der med kuglepen havde gjort mig til glødende vegetar igen – ind til jeg så siderne med sprut og chokolade.

20130420-093703.jpg
Som jeg stadig havde lyst til at indtage – ansigter eller ej.

Pyha.
Så kan jeg vel også spise en grædende kotelet.

04/12/13

Om selvhad og briller

Kombinationen af at være sygemeldt med stress, og have tre lockout-ramte skolepiger hjemme, virkede til at starte med helt uoverskuelig.

Men faktisk er det ikke så galt, for jeg slipper for noget af det jeg har sværest ved: at skulle noget på bestemte tidspunkter, som fx at hente og bringe dem til skole.

Jeg fandt ud af at de skændes så meget når de keder sig, at jeg må snige mig i vaskekælderen og tude over det, og begyndte derfor at give dem opgaver.

Det går meget bedre på den måde, og hvis bare jeg leger skrap lærer og giver dem opgaver for, er de lydhøre og energiske.
Og jeg kan slappe af imens de arbejder.

Ellers cykler vi lange ture, hen til steder hvor der ikke er for mange mennesker.
Fx kirkegårde, hvor vi bruger tid på at lede efter de ældste eller pæneste gravsten.

Jeg husker stadig som en senildement 80 årig – stod forleden foran fitnesscenteret, efter den træning min læge siger jeg skal lave, og ledte efter cykelnøgler.
I flere minutter – ind til det gik op for mig, at nøglerne lå i min taske.
Der lå oppe i et skab.
Sammen med mine støvler, jakke og tøj.
Jeg havde ikke rigtigt fattet at jeg stod der i shorts og strømpefødder…

Nu har jeg været sygemeldt fire uger, og lægen og psykologen siger mindst fire uger mere.
Så er det at jeg begynder at hade på mig selv.
Især om natten.
Der ligger jeg vågen, og kalder mig selv grimme ting.
“Jeg er vel nok uduelig, at jeg ikke bare tager mig sammen – ignorerer den hullede hjerne, hjertebanken og hovedpinen, og tager på arbejde.
Det er nok fordi jeg er sådan et talentløst fjols, der skulle have taget den med ro noget før.
Jeg kan ingenting, og hvorfor er det lige at jeg overhovedet blogger, eller skriver noget som helst andet – der er sgu da ingen der gider læse mit lort?
Og hvordan er det lykkedes mig at bilde mine kolleger ind at de savner mig og mangler mig, som de siger – for jeg er så talentløs til alting i hele verden?”

I nat kl 04, besluttede jeg mig for at skrive “lukket pga selvhad” på bloggen.
Fordi jeg ikke syntes jeg kunne noget, jeg kunne byde andre at læse.

Men så bliver det morgen, og mine skolepiger går ivrigt i han med de opgaver de skal – den store skriver på en rapport om skildpadder, og mellempigerne laver en planche om rekorder.
Mens de ser ironisk-kloge ud, med 3D-briller på.

20130409-104010.jpg
“Vi skal have de her briller på til thaiboksning på torsdag!” annoncerer frk fantastisk glad “så kan vi sige:”hey! Man må ikke slå på nogen med briller!”

Smart.
Jeg tror jeg må låne brillerne i nat, når jeg skal til at køre natte-selvhad.
Så kan jeg sige:”stop nu, med at sige onde ting, om en med briller! Der endda ligger ned!”

Håber det virker.

(Men blogger jeg ikke det næste tid, er det bare fordi bloggen er lukket pga selvhad.)