06/10/19

Om listige løsninger

Da jeg gik i anden klasse, og løste opgaven:”skriv et digt om vejret”, fik jeg en reprimande af min lærer for udførelsen.

Alle de andre havde skrevet sider fulde af detaljerede beskrivelser af solskin, blomster og skyer – min var begrænset til en enkelt sætning:”udenfor er det dejligt vejr, så hvorfor sidde og digte her?”

Det var ret akavet at opleve sin egen genialitet falde til jorden i en sky af pinlig tavshed, og det er nok derfor at jeg stadig husker det så tydeligt.

Æblet falder ikke langt fra stamme, opdagede jeg forleden hvor min næstyngste fortalte om en engelsk stil, hun netop havde afleveret.

”Den skulle være på mindst 300 ord, men jeg kunne ikke finde på noget, så til sidst skrev jeg, at han faldt over en sten, og sagde:”ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch” – og så ramte jeg præcis 300 ord!” erklærede hun tilfreds “ og min lærer synes sikkert det er sjovt!”

Det tænker jeg også han gør – han har heldigvis meget humor.

Et billede der passer til har jeg ikke – men her er et pladecover jeg fandt i en genbrugsbutik, og har haft det lidt for sjovt over siden. Det vækker SÅ mange spørgsmål: “hvis det her var det bedste foto, hvordan så de kasserede sådan ud?”, “skal han tisse?”, “HAR han tisset?”, “hvor festlig er musikken lavet af en festlig fyr som ham?”, “tænkte han selv:”yes, der var den! Det er præcis det udtryk jeg gerne vil have på min plade!”

Hvad tænker I?

04/16/18

Om at være sådan en der siger:”OMG – bare vent til jeg afslører det her!”

Fancy clickbait-overskrift, ikke sandt?

Når bloggere normalt skriver den slags, er afsløringen som regel et eller andet smart, med prestigefyldt nyt job, ambassadørskab eller fuldtidsbloggerliv – når jeg skriver det, er det noget så uglamourøst som en teaser for min 11 åriges kommende tegneserie.

Barnet, der bragte os klassikere som “Sandheden om hvor de små børn kommer fra”, “Kinderne der faldt af” og var hovedforfatter bag et væld af weird tegninger i tilbudsaviser, flottede sig på mors dag, hvor hun både havde lavet dette fine maleri (forestillende vores hund, hvis han var kat) og en halv tegneserie.
Hun er en omhyggelig langsom tegner, så der går nok en uges tid før tegneserien er helt færdig, men det hun foreløbigt har, er det sjoveste jeg har set i meget lang tid, og jeg har grinet højt af den flere gange.

Så det er den jeg teaser på: vent bare til I ser resten; de af Jer med underligt humor vil helt sikkert finde den sjov!

(Og til de af Jer med mere konventionel humor: undskyld på forhånd!)

Selve historien er så ekstremt sær, at det lille teaser-klip der kommer sidst her i indlægget kræver noget baggrundshistorie: for en måneds tid siden havde jeg så meget hold i ryggen, at jeg desperat bad barnet gå på min ryg, i håb om at det kunne rette den ud.

På et tidspunkt trådte hun tilbage med den ene fod på min mås og udbrød en forskrækket kommentar om, at hun risikerede at forsvinde mellem mine balder for evigt. Så begyndte en længere historie, om hvordan min røv er lidt ligesom sorte huller i universet, som man risikerer at forsvinde i, og vi måtte stoppe det nyttesløse ryg-gængeri, til fordel for vanvittig historiefortælling.

“Hvis jeg var faldet ned mellem dine balder, havde jeg sikkert mødt alle mulige mennesker der var røget derind ved uheld i tidens løb. For eksempel en eller anden du kom til at sætte dig på i bussen for ti år siden!” hævdede hun.

Og det er så den historie, der er lige på trapperne som tegneserie.

Foreløbigt har den 10 billeder, og en utroligt langt ude historie. Det her er smagsprøven – resten må i vente lidt med at se (eller undgå at se).

 

11/2/16

Om børnestavning og opgaver

Jeg synes børnestavning er noget af det sødeste, og fylder jævnligt min telefon med fotos af sjove skoleopgaver og andet jeg finder.

Den herunder er en filmanmeldelse af Erik Clausens “Den store badedag”, som hang på mine børns skole.

Det er ikke så meget stavningen der kilder min humor, men dens ærlighed: til spørgsmålet om vedkommende kunne lide filmen er der bare et rungende “NEJ!!”, efterfulgt af begrundelsen:” den var klam, og man skider normalt ikke på gulvet” _20160906_092931

Opgaven nedenfor fandt jeg i en papirkurv. En boganmeldelse, hvor skribentens resume’  kortfattet er at: “den handler om kønsdele på kroppen”.

Jeg ved ikke hvilken bog det er en anmeldelse af, men jeg kan godt lide udspecificeringen af “kønsdele på kroppen” – som om der også fandtes bøger om kønsdele, der ikke sad på kroppen!dsc_0047_6

På Vesterbro gik jeg forbi noget kridt-graffiti.
“Tis” og “lort” stod der på de to første fliser. og så kom den her:
dsc_0021_3
Nedenstående tekstbid er fra en lang stil, hvor hovedpersonen lider af sygdommen “pælsalagi” og derfor ikke må få et kæledyr. Elsker stavemåden!

dsc_0311_2

For nogle år siden gav en af mellempigerne mig den fine lykønskning herunder i fødselsdagsgave.

Der er ikke ødslet med vokalerne, men meningen er ret tydelig:”tillykke med fødselsdagen”

img_0413

Smsen nedenfor havde jeg næsten glemt.

Den er nogle år gammel.

Jeg skrev en SMS til mine piger, og spurgte hvad jeg skulle købe til fredagsslik. Det tog mig relativt lang tid at afkode hvad de mente, selv om den faktisk er ret logisk.

Kan I gætte hvad der står?
_20160820_150414

08/12/15

Om fuldkorns-fetisch

Jeg havde engang en kollega, der tabte femten kilo, og efterfølgende blev så ekstremt optaget af sundhed, at man ikke kunne spise noget i nærheden af hende, uden at få et lille foredrag med i købet, om hvorfor kød var noget svineri og mælk i kaffen værre end djævletilbedelse.

Men forleden kom Ninjaman hjem med en pose blege boller, til børnenes weekendmorgenmad, og min ex-kollega måtte se sig slået i entusiasme for sund mad, af denne kåde bjørn:
IMG_20150805_210336

Sædvanlige tænker jeg at folk der har forskellige seksuelle fetisches går lidt stille med det – men bamse her ser stolt ud over hans meget kærlige forhold til fuldkorn.

(Hvordan man specifikt gør hvis man skal bolle med fuldkorn, har jeg tænkt en del over. Undlader dog at google det, da jeg frygter at finde billedebeviser af bamse i fuld sving…)

08/22/14

Om dick – mere sjofel børnebogssnak

Er vild med emner, der får jer til at sende mig mærkelige ting!
Fik lige denne her af en læser, Pernille, der har fundet en engelsk læsebog, med et meget afslappet forhold til sex.
Jane har en god, sund interesse for anatomi – og det er åbenbart gensidigt:
dick 2dick

Jeg lover at næste uge kommer til at handle om noget andet, end sjofelheder – med mindre i bliver ved med at sende mig så fristende, sjove ting!

08/21/14

Om Pippi – en sjofel børnebog mere

Som supplement til indlægget om sjofle børnebøger, sendte Lisbeth mig et foto af en børnebog, hun spottede i Tallin:
pik

Jeg har heldigvis aldrig mødt en sukkende pik – forestiller mig at sådan en må være et trælst bekendtskab, der sukker ynkeligt, hvis dens snedige planer ikke lykkedes.

“nej tak, du kan ikke byde mig på en drink.”
“suuuuuuukkkkkk…..” lyder det, inde fra bukserne.

Nå. Hvis man kan løfte en hest, kan man vel også sige hold kæft, til en sukkende pik.
Godt gået, Pippi!

08/19/14

Om sjofle børnebøger – igen

Jeg har flere gange blogget forarget om sjofel børnelitteratur
fx om den lumre “Bamse og gokkeletten – en følebog”:

20140819-102007.jpg
Forsiden viser en storsvedende kylling – og bogen sluttes med den skumle sætning:”gok gok, nu kommer jeg!”.

I samme ferie findes iøvrigt en bog med titlen:”Bamses suttebog”…

Så var der bogen om “grisen med den sorte penis”:

20140819-103957.jpg
Og den om de øhm… anatomi-interesserede køer:

20140819-104546.jpg
Men ak – listen over sjofel børnelitteratur udvides løbende, og her er to nye, skræmmende eksempler:

En opmærksom læser mailede mig for noget tid siden et billede af denne bog, som jeg formoder må være en selvhjælpsbog, til smådrenge der har været uheldige, da de blev tildelt en vis legemsdel.
Bemærk det freudianske islæt i billedet, hvor hunden fører sig frem med sin lange “haveslange”:

20140819-105010.jpg
Jeg har aldrig rigtigt læst noget med mumitroldene – til dels fordi jeg synes de ser lidt kedelige ud, men også fordi jeg i mange år bar nag over den mumi-julekalender DR sendte da jeg var 4 år, hvor et stakkels egern frøs ihjel.

Havde traumer over det i årevis, og har aldrig rigtigt fået lyst til at beskæftige mig mere med mumi der efter.

Men måske tog jeg fejl, med hensyn til hvor kedelige mumi er, for i går sendte en veninde mig dette foruroligende billede:

20140819-105138.jpg
“nu er det tid til en kanetur, hu-hej hvor det går!” tænker mumi-far, der ser noget presset ud, over det han lige om lidt skal foretage sig med hele to blegfede trunter.
Stakkels mand!
——-
Edit: der er faktisk en tilføjelse til mumi-historien, blev jeg lige gjort opmærksom på:

20140819-122150.jpg
Så nu blev det endnu mere kinky:

20140819-122258.jpg

07/18/14

Gæsteblogger: “Henkogt hverdag”

Jeg er så heldig at dygtige Sidsel, der er kvinden bag bloggen “henkogt hverdag” tilbød at lave et gæsteblogindlæg til min blog, nu hvor jeg er på landet og ikke får blogget så meget.
Tag og besøg hendes blog, den er rigtigt fin, og beskriver genkendelige situationer på en fon måde.

Tegningen nedenfor kender jeg ihvertfald mig selv i. Bortset fra det med lige at have ryddet op…

Henkogt hverdag, gæsteblogger

20140713-212723.jpg
– Altså jeg havde lige ryddet op!
Jeg skulle bare et smut ud i køkkenet og sætte kartoflerne over.

De burde næsten få en medalje. – Eller jeg burde.

06/25/13

Om elastiktyve

Det eneste (pige)børneforældre frygter mere end sokkespiseren – der ellers konstant er skyld i at mine børn går sådan her rundt:

20130405-092357.jpg
er hårelastik-spiseren.

Frk fantastisks lange fejende hår er nærmest magnetisk for lus,og det slår aldrig fejl: glemmer vi at sætte håret, kommer det hjem, kriblende med nye beboere.

Så hver morgen går med febrilske eftersøgning efter elastikker, og uanset hvor mange vi køber, mangler de altid.

I sidste uge købte Ninjaman en pakke med 90 elastikker.
Der burde være til noget tid, før elastikspiseren får has på dem, tænkte vi, men i morges kunne vi ikke opspore en eneste.

Kassen med elastikker var ganske tom, og først efter lang tids leden, i skuffer, sofa, badeværelse og lommer, lykkedes det at finde en slidt elastik i en taske, til den lange hestehale.

Men hvor VAR de dog blevet af? undrede vi os fortsat.

Ind til blikket faldt på den to årige mode-eksperts buttede arme….

20130405-094434.jpg
Hun var mere end frisk på at posere, modeblogger-style:

20130405-094526.jpg
Og pænt arrig, da 89 smukke armbånd blev konfiskeret inden børnehave.

06/20/13

Om score-replikker

Da jeg var 15, brugte jeg en sommer på, at være hemmeligt forelsket i en af mine venners venner.

Han havde numselange dreadlocks, spillede trommer i et band, og var så overdrevent cool og mystisk, at jeg ikke turde tale med ham.
Overhovedet.

Hver gang jeg gik hjemmefra for at mødes med mine venner, øvede jeg mig i hvordan jeg skulle tale med ham: skulle jeg spørge ham noget om musik? Nej, så kunne det være at han syntes det musik jeg selv hørte var dårligt…
Hvad så med at tale om politik? Nej, jeg vidste sikkert ikke nok…
Bøger? Hm, nej – måske syntes han jeg var en nørd, hvis jeg indrømmede hvor meget jeg læste….
Film? Nej, han var nok for rock’n’roll agtigt til at kunne lide film…

De få gange han henvendte sig til mig, blev jeg så befippet at jeg var superuhøflig – altså bare for at han ikke skulle finde ud af hvor meget jeg sad i smug og beundrede ham.

Hele sommeren vendte og drejede jeg alle de replikker,som jeg kunne forestille mig at starte en samtale med, inde i mit hoved; fandt dem allesammen helt forkerte, og talte derfor aldrig med ham.

Jeg så ham ikke i 20 år, før min datter en dag slæbte hans datter hjem, til en legeaftale.
Og vi blev venner.

Teenage-crushet er 100% overstået, og jeg kan sagtens snakke hans ører af, uden at behøve fornærme ham imens, eller tænke over emner.

Men forleden, fik jeg alligevel en åbenbaring, da min snart 3 årige ytrede den scorereplik jeg savnede som 15 årig:
Hun er ved at stoppe med at bruge ble, og er pavestolt af nyindkøbte underhylere, så hun løb min ven i møde da han kom forbi, flåede op i nederdelen og råbte:”SE JEG HAR UNDERBUKSER!!!”
Han beundrede dem behørigt, og viste hende toppen af sine egne.

jeps.
Der var den, scorereplikken.
Den havde helt sikkert fungeret godt mellem nogle 15 årige.
Godt jeg ikke vidste det dengang!