05/1/16

Om overbetalt rengøringshjælp

Fedt:
At have en 5 årig, der tilbyder at gøre køkkenvasken ren, og skrubber den så den stråler
Knapt så fedt:
At samme 5 årige valgte at ignorere rengøringsmidlet jeg gav hende, og i stedet gøre rent med noget der dufter lidt bedre, nemlig min pissedyre håndsæbe OG håndcreme fra Tromborg, som jeg lige har fået forærende…

Men hey – det er jo arbejdernes kampdag, så nu kan jeg i det mindste have god samvittighed over ikke at underbetale min lille rengøringshjælp.

08/3/15
wpid-dsc_0061.jpg

Om af-romantificering af kæledyrs adfærd

Husstanden her hjemme er det sidste års tid blevet udvidet med to hamstre, som mellempigerne havde ønsket sig brændende, og fik en hver af på deres fødselsdage.

“Trøffel” er en tam, svært overvægtig hunhamster, der kan have imponerende 14 hasselnøddekerner i kindposerne på samme tid; og “Teddy” er en lillebitte, langhåret hanhamster, der er svært glad for at vaske sig selv og galopere rundt i sit bur, til man bliver vanvittig af larmen.

image

De to hamsterejere elsker deres eget kræ så utroligt højt, og konkurrerer indbyrdes om hvem der har det klogeste, mest tamme, hurtigste, pæneste, blødeste dyr.

Teddy taber foreløbigt på at være mest tam, for det er ham de har haft kortest tid, og han er stadig ret sky.

Stor var hans ejers glæde derfor, da han af sig selv kravlede ud i hendes hånd, og slikkede hendes fingre, her til morgen.

Triumferende gik hun ind til sin søster:” Teddy har lige KYSSET mine fingre!”

Og fik det særdeles uimponerede svar:” tillykke med det. Tænk lige på hvor mange timer han har haft de læber på sine nosser, når han har vasket dem…”

02/16/12

Om at få medlidenhed

Ninjaman forsøgte at få lidt medlidenhed fra pigerne, med en sørgelig historie fra sin barndom i det mørkeste jylland, ved at fortælle om en fastelavnsfest, hvor hans far havde lavet en tønde selv.
Ninjaman: “Ja, så slog jeg faktisk bunden ud og blev kattedronning – men jeg nåede aldrig at få min præmie, for der tønden var samlet med søm, og da jeg løb frem for at samle slik op, så fik jeg et stort søm lige op i min fod….” (indsæt lang pause, med plads til at blive ynket her).
Barn tre:”ja… Men det var mere synd for ham der Jesus!”
Ninjaman:”Jesus?”
Barn tre:”ja han trådte søm op i BEGGE sine fødder og i sine hænder også.”
Barn to:”gjorde han? Det er eddermaneme synd for Jesus…”
Barn tre:”Nå, men fik du noget slik fra tønden far?”
Ninjaman:”ja… Altså EFTER jeg havde været på skadestuen…” (indsæt pause til ynk igen)
Barn to:” Fik Jesus egentlig nogen påskeæg bagefter det med hans søm?”

 

Åh ja – tænk at blive slået på den måde – stakkels mand. Altså Ninjaman – men også lidt ham der Jesus, der blev snydt for påskeæg…

11/28/11

Om skønhedssaloner – et mandagstip

I dag vil Hulk gerne give tips om hvordan man IKKE skal drive en skønhedssalon, for det har hun nyligt gjort sig erfaringer med:
” i går legede jeg skønhedssalon med min mor og min lillesøster, oppe på vores værelse.
Min mor lå og slappede af, og så skulle vi massere hende og ordne hendes hår, og lave lækre små madretter til hende med vores madlegetøj.
Men min lillesøster havde bare ikke fattet en skid af hvordan man gjorde, så det var heldigt at vi ikke var voksne og havde en rigtig skønhedssalon, for så var vores kunde nok blevet sur!
Da min mor bankede på døren, sagde jeg:”kom ind unge dame!”, men min lillesøster råbte:”HEJ!” og kyssede hende, med snotnæse.
Så gav jeg min mor massage, og min lillesøster tvang hende til at lade som om hun spiste mad af tallerkener. 
Hele tiden kom hun bare og maste små tallerkener ind i min mors mund, mens hun selv sagde smaskelyde.

Så lavede jeg en lækker anretning, med al mulig lækker mad, men min dumme assistent smagte på det hele, mens hun smaskede!
Hun stjal også tingene og løb med dem, mens hun grinede.
Hvis det var virkelighed havde jeg  sagt:”så er du fyret, skipper!”, men det hørte hun ikke, hun slog mig bare med en tallerken og sagde sådan en høj griselyd.
Hun blev også ved med at sætte sig på min kundes hoved og hoppe…
Og hun væltede frugtsalaten.
Så hvis man har en skønhedsalon og mangler en assistent, så skal man ikke vælge en baby!
Men man kan godt spørge mig, jeg vil gerne hjælpe!”

Og så et bonustip fra mig: det er en ret god leg at lege med sine børn, hvis man ikke er en type, der elsker at lege.
Man får massage, lov til at ligge ned og kan pille ved avis eller telefon imens, for det kan bare være en del af legen.
Men hvis ens barn har en baby som assistent, trækker det ganske rigtigt lidt ned i afslapningsfaktoren – med mindre
man holder meget af at blive hoppet på hovedet og tvangsmadet med plastikmad…

10/18/11

Om kæledyr – et mandagstip

Hulk, 5 år, har altid været ret glad for dyr, men da hendes far er allergiker, har hun ikke fået de katte, hunde, marsvin, kaniner hun ønskede sig – kun en allergivenlig fedthalemus.
Den relativt nye rolle som muse-ejer har dog gjort hende til lidt af en ekspert ud i kæledyr, og hun vil derfor gerne dele lidt gode råd:
Hulk, om kæledyr:” hvis man vil gøre sin fedthalemus tam, skal man ae den, mens man sådan rynker på næsen. Så tror den måske at man er dens mor, og så bliver den glad.
Men man må ikke lugte af agurk, for så tror den bare at man er en grøntsag og så bider den!
Man kan give sit dyr kælenavne – det er derfor det hedder KÆLEdyr! Min mus hedder Fedtegreve, og jeg kalder ham for Fedte eller Mussi. Det er et pigenavn, men han er ligeglad, for han går ikke med tøj, og derfor ved han ikke om han er en dreng, for han har ikke noget drengetøj, vel?
Men HVIS han havde tøj, ville jeg ikke give ham kjole på, for det er at drille!
Jeg så engang en grim hund i kjole, og jeg håber det var en pigehund!
Hvis man møder et dyr man gerne vil kæle, så skal man se sød ud i øjnene og række sin hånd frem så de kan lugte den.
Det skal man dog ikke gøre hvis det er en isbjørn, for så tænker den bare:”mums, et lækkert barn!” og så spiser den en, i en sandwich.
Hvis man ser en isbjørn skal man… sidde stille og ligne en sten måske?
Ikke kæle den, for den er ikke kæledyr.
Men kaniner kan man godt ae, og katte. De æder ikke børn. Jeg tror slet ikke de kan lide kød, faktisk.
Fedthalemus kan godt lide megaklamme orme – men min mor var lige ved at kaste op når hun skulle give den dem, så nu får den skinke i stedet for. Det ser skægt ud når den holder skinke med sine små hænder!
Fedthalemus ruller sig i sand, så bliver deres pels helt stiv og stor, ligesom med en hårtørrer. Det ser pænt ud.
Hvis man vil have en fedthalemus, skal man købe sand, korn, løbehjul, sådan noget papirsmulderstykker og toiletruller. Det koster 47 kroner, så det er dyrt.
De bliver kun to år, så vores dør om et år. Så skal jeg lave en sej gravsten til ham, med blomster på.”

10/10/11

Om tabte tænder – et mandagstip

Hulk, 5 år, har ikke selv tabt tænder endnu, men hendes ældste søster har tabt tre i løbet af den sidste uge, og hendes næstældste søster har en der rokker – som hun nægter at rokke ud…
Al den snak om tænder, har gjort Hulk til ekspert i tandfeer – siger hun selv – og hun ville hellere give mandagstip om det, end om fedthalemus, som hun ellers havde planlagt.
Hulk, om tandfeer:
Hvis man ikke mere kan tygge sin mad, fordi ens tænder er blevet for små til munden, så får man nye tænder og rockertænder.
Så skal man rokke meget med dem, til de falder ud. Min søster lagde en af sine tænder under puden, men tandfeen fandt den ikke. Jeg synes det er dumt at lægge dem under noget, man skal lægge dem så en der flyver hurtigt forbi kan nå at se dem. Når jeg taber tænder, vil jeg lægge dem ude på gulvet i køkkenet, for der kan de ses fra mange vinduer. Eller, hvis det er sommer, vil jeg lægge dem ude i vores træhytte.
Jeg synes det er tarveligt hvis tandfeen skal løfte tunge puder, ihvertfald!
Der findes nok 100 tandfeer. Det ved jeg,fordi jeg ved at børn får forskellige gaver. Det er jo nok ligesom ikke den samme tandfe der ligger mønter OG tyggegummi, vel?
Det er dumt hvis man ikke gider børste tænder, for så bliver de hullede, og så tror jeg ikke tandfeen gider købe dem. Jeg børster mine mange gange, men jeg glæder mig ikke til de rokker, for jeg har lige vænnet mig til dem, og gider ikke have nogle andre. Jeg vil heller ikke have blod i munden.
Jeg vil også gerne give et tip til tandfeer: jeg synes i skulle lægge bløde gaver, hvis de skal ligge under puderne. Min søster fik engang en plastikfe af tandfeen, og den gjorde ondt at ligge på. Jeg tror hellere hun skulle have haft en bamse. Og pengesedler er blødere end femkroner…

(sidste sætning tror jeg hun er blevet instrueret i at sige af 9 årig søster, der havde et smøret grin på, mens jeg interviewede Hulk – og hun ved godt at det er mig der er hendes tandfe.

10/3/11

Om hvordan man får sin far til at gøre hvad man siger – et mandagstip

Så er der tid til mandagstip, og Hulk – der altid har kunnet sno sin far om sin lillefinger i særligt udpræget grad – fortæller her hvordan man får sin far til at gøre hvad man siger.

Hulk:” freksempel hvis man er træt eller syg, og ikke selv gider lægge tøj frem man skal tage på dagen efter, så kan man sige til sin far med en sød stemme:”vil du ikke hjælpe mig med at finde tøj, fordi du er så god til det?”
Så må han selv om han vil eller ikke vil. Min far vil gerne hjælpe mig, men ret tit gør jeg det selv.

Hvis ens far er ved at lægge mursten og fliser, så kan man sikkert få lov til at hjælpe ham, hvis man viser hvor store muskler man har. Jeg fik lov til at bære måske 150 fliser, da min far lavede et eller andet hus-agtigt, hvor bilen skal være inden i.

Jeg har prøvet at have en alene-fridag med min far.
Vi var på McDonald’s, og inde og kigge i Mette blomsterbergs butik, hvor jeg fik en syltetøjskage der smagte af kaffe. Den var megagod!
Den var ret stor, men det regnede. Det var ikke fedt, men vi gik ind i Kgs have under et stort træ, og vi havde også en paraply, så det var heldigt.
Min far gav mig en grå kjole med sløjfer og striber inde fra “hinis og moris”, fordi han kunne se jeg syntes den var pæn. Den har jeg haft på næsten hver dag, fordi jeg godt kan lide den fridag.

Hvis man trænger til sådan en fridag med sin far, så skal man spørge ham pænt, og sige at man savner ham når han er på arbejde. Nogle gange skal man måske spørge mange gange om det, fordi det er svært at få fri fra arbejdet, og nogle voksne arbejder virkeligt meget.

Min far er ret stærk, det er der mange der er far, som er.
Jeg har ikke ondt i benene meget tit, men hvis jeg har, bærer han mig lidt.

Noget der er svært ved at have en far, er at tegne dem. Jeg synes altså det er svært at tegne kort hår, eller sådan noget skalde-hår, som min far har.
Så tegner jeg bare mig selv eller nogle kager, og giver dem til ham.
Så bliver han glad.
Hvis ens far siger:”der er ikke tid til at læse bog i dag,”, så får han tid alligevel hvis han får en tegning – nogle gange ihvertfald…”

09/12/11

Om at blive voksen – et mandagstip

Kloge Hulk – nu 5 år – vil her give gode råd til hvordan man bliver voksen og får et arbejde:
“først bliver man nyfødt af sin mor, og så er man bare noget med en måned, og ikke noget med år.
I starten er man måske skaldet, men jo større man bliver, jo mere år bliver man. Så bliver man 5 år og 6 år, og hver gang man har fødselsdag vokser man lidt. Når man er teenager får man bryster. Jeg vil ikke have store bryster – bare som min mormors, de er mellemagtige.
Når man skal flytte hjemmefra skal man finde et arbejde. Hvis man vil arbejde med at bygge huse, skal man lede efter mursten i jorden, og hakke i nogle træer, og skære dem i høje, flade skiver og sætte dem sammen, med lim eller søm eller elefantnsnot. Søm er faktisk meget bedst.
Hvis man skal være konditor er det bedst at lave sine egne opskrifter, så man kan prøve det og blive bedre og bedre. Lakrids smager godt med chokolade, og chokolade og vanille er også godt. Alt er faktisk godt med chokolade – også jordbær.
Man kan gå på konditorskole, hvis man synes det er svært. Jeg synes det er nemt, så jeg tror ikke jeg behøver det.
Mine venner vil gerne arbejde i mit konditori, men ikke min veninde Anna – hun skal være læge.
Hvis man skal være læge, skal man give nogle penge og købe lægearbejdet. Man kan også gå på skole, hvis man synes det er svært.
Men Anna har prøvet at være med sin mor på arbejde, og hun er tandlæge, så Anna ved jo næsten noget allerede.

09/11/11

Om fødselsdag og trist dato

Min Hulk fylder 5 år i dag, d 11-9.
Jeg gik 14 dage over min terminsdato, og både håbede og frygtede at føde på lige den dag – det er min mormors fødselsdag, og jeg har savnet at der var nogen at fejre den dag, lige siden hun døde – men det er også en trist mærkedag, hvor alle husker 11-9/01, og de frygtelige billeder af brændende tårne.
Hun blev født hjemme i vores sofa, efter en halvhård fødsel – men det øjeblik hun kom ud, tidligt om morgenen, stod solen op og sendte de allerførste solstråler ind på hendes lillebitte ansigt – og alle tanker om hvilken dag det var, eller hvor hårdt det havde været, blev glemt.
Buttet og nuttet,med en personlighed der passer til dagen: lige dele sårbarhed, tænksomhed og vrede.
I går blev hun fejret i ti timer, med børnehavevenner først og familie senere, og i dag er hun så dagens diktator herhjemme, hvor vi har spist brunch, og vi forældre med svedige fingre omhyggeligt har sat klistermærker på bittebittesmå sylvanian-dimser, som hun fik i gave.
Og nu sidder jeg med min avis, og ser på et foto af en støvdækket kvinde for ti år siden, mens jeg hører mit søde lille barn sludre glad – og undrer mig over hvor grum og god verden kan være på en gang.

08/30/11

Om foruroligende sætninger

Bør man ikke blive lidt nervøs, når ens 4 årige glor ind i køleskabet, og siger:”årh mand, jeg har totalt æder på!”
Troede kun det var noget bumsede teenage-hashvrag sagde, men åbenbart ikke!
(Det viste sig så, at hun havde hørt det i en sang – og troede det betød “meget sulten”….)