Hjemmearbejds/hjemmeskoleuge nummer to er i gang, og det går i det store og hele ret fint. Jeg arbejder foreløbigt kun hjemmefra, mens Ninjaman skal på arbejde noget af tiden.
Teenagepigerne synes det er luksus at sove til længere end 06 hver morgen, og alle overholder uden brok en disciplineret “skoledag”, hvor de laver lektier 10-14, mens vi forældre sidder ved siden af og arbejder. Af mangel på anden underholdning laver vi endda ofte flere hyggelige ting allesammen end vi normalt ville gøre: går mange ture, spiller brætspil, eller sidder i samme rum og er kreative med hvert vores projekt. I weekenden malede mindstebarnet således påskebreve, mens hendes far tegnede, jeg skrev og teenagepigerne lavede smykker ud af mærkelige ting. Her barn med malerier:
Og de øreringe hendes yngste storesøster lavede til hende ud af et par miniskateboards, håndmalet med poscatusser:
Men hjemmekuller, og det at der ikke er en reel dato for hvor længe hele verden skal mure sig inde, tager også periodisk bidder af stemningen. Børnene savner venner, og ærgrer sig over ting der bliver aflyst, Ninjaman savner tid alene og jeg savner tid med andre.
Det gode er at der er tid til at få talt ud med dem der får “meltdowns” – i den almindelige travle hverdag er det mest noget med rasende teenager/dørsmæk/ læggen låg på/komme videre, nu har vi rent faktisk tid og overskud til at følge op på hvad det er der trykker. Tror jeg har haft mere tid til at lytte til mine unger en til en den sidste uge end jeg samlet har haft de sidste fire måneder…
Så mine dage er fyldte nok til at jeg ikke lader mig løbe over ende mentalt af de dommedagsscenarier jeg normalt er forfalden til. Mine nætter er derimod en anden sag… jeg vågner hver nat, af mareridt, og bruger den første halve time på at finde ud af hvad der var drøm og hvad der er virkelighed, og forsøge at tænke positive tanker. Ender alligevel altid med at bruge et par timer på tænkte dommedagsscenarier og googling af fotos fra verden, der ikke ligner sig selv for tiden.
Det mærkeligste ved at have en overaktiv fantasi og en veludviklet sortseer-tendens, er at jeg har brugt så mange timer på at forestille mig verdens undergang, at det føles som om jeg havde set alt dette komme. Helt ned i detaljer, der får mig til at føle at vi allesammen er med i en film JEG har skrevet. Må stoppe mig selv i at sige til folk:” velkommen til mit manus! Det er imponerende detaljeret, ikke? Ja, jeg ved godt det føles lidt ubehageligt, men er det ikke interesant at prøve hvordan der ser ud inde i mit hoved? Bare vent – om lidt muterer virussen og vi dør allesammen. Bortset fra zombierne. Dem kan du godt glæde dig til!”
Jeg skyder 100% skylden for alt dette på bøger jeg har læst.
Krimier siger mig ikke meget, og jeg holder mig også fra gysere (bortset fra Stephen King, som jeg altid har haft et blødt punkt for), så benzin til min noia har jeg altid fundet i dystopiske romaner.
Hvis man kan er nysgerrig på dystopigenren, kan jeg særligt anbefale “ Station 11” af Emily st. Mandel (adlink). Fremragende bog!
Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage. Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noget tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.
Af andre skræmmende, men gode, pandemi-romaner kan jeg anbefale:
“Som pesten” af Hanne-Vibeke Holst, der er meget realistisk og omhandler hvordan regeringer, almindelige mennesker og medicinalfirmaer håndterer en pandemi og Madaddam trilogien af Margaret Atwood, der foregår i en fremtidsverden med kun få overlevende efter en virus.
Men hey – hvis I har tendens til dommedagstanker som mig, er det måske ikke lige de bøger I skal læse! Jeg vil snarest lave et bogindlæg, om bøger man kan forsvinde ind i, på den gode måde.
Pas på jer selv derude.
