02/18/19

Om en god hjemmefødsel

I morgen er det fjorten år siden at min næstældste svømmede ud i verden, i et badekar hjemme i vores stue. Fjorten år!

Hendes fødsel var så fin en oplevelse at den stadig står helt tydeligt for mig; jeg kan stadig næsten huske fornemmelsen af hendes lillebitte hoved i min hånd, og fatter ikke at hun allerede er en lang, smuk teenager.

Sådan har jeg ikke haft det med fødslerne af hendes tre søstre: selv om det også var hjemmefødsler, der gik som de skulle, var der så meget andet der fyldte, at jeg mere husker brudstykker. Ældstebarnets fødsel tog 25 timer med regelmæssige veer, og var udmattende og overvældende. Barn tre blev født med en usikker jordemoder, to uger over termin, og det var en utryg oplevelse. Fødslen varede ca 7 timer, men føltes længere. Mindstebarnet blev født efter kun halvanden times regelmæssige veer, i et virvar af folk der talte, storesøstre der vågnede, vand der skulle koges og uden at nogen helt havde forudset hvor hurtigt det ville gå.

Her står og sidder pigerne på præcis de steder i stuen hvor de kom til verden – to af dem står der hvor deres fødekar stod, og to af dem sidder det sted i sofaen de blev født:

En eller anden dag skriver jeg nogle praktiske indlæg om hjemmefødsel til bloggen, for der er ofte nogen der mailer og spørger om praktiske ting til hjemmefødsel, men indtil da er her en fødselsberetning i fuld længde, om den nat hvor mit fine næstenfødselsdags-barn kom til verden.

Fødslen af N, februar 2005

Ti dage over termin med mit andet barn, havde jeg flere gange haft nætter med et par timers småveer, og min dygtige konsultationsjordemoder havde konstateret at babyen lå som stjernekigger – altså med sin rygsøjle mod min – og derfor ikke kom ned med hovedet ordentligt, og dette kunne være grunden til de mange falske alarmer. Hun rådede mig til at ligge meget på alle fire, så baby kunne få plads til at vende sig.

Denne morgen vågnede jeg med regelmæssige veer, der gik i sig selv efter nogle timer, hvilket gjorde mig helt overbevist om at det barn AlDRIG ville komme ud.
kl.18:30 afleverede vi vores store pige på tre år til overnatning, så jeg kunne få tudet ud, uden at gøre hende bange. Vi var ikke engang ude af havelågen efter at have afleveret hende, før veerne begyndte for alvor, og jeg havde 10 veer på en strækning der normalt tager 5 minutter at gå!

Hjemme trængte jeg til at være alene, og koncentrere mig om de øvelser med selvhypnose jeg havde lyttet til under graviditeten.

Jeg tog et langt brusebad i mørket, kun med et stearinlys tændt – barnets rastløse far gik ned i stuen og så finalen på et eller andet talentshow imens.

Veerne bed godt, kom jævnligt, men var ikke så lange. Jeg kunne sagtens styre dem, og følte mig fint i kontrol af fødslen.

Bagefter gik jeg ind i seng, og lå foroverbøjet over dynerne. Babyen rumsterede meget derinde, det føltes som om den drejede sig forkert rundt, og det blev mere ubehageligt.

Jeg kunne pludselig ikke holde ud at være alene mere, og nærmest løb ned og kastede mig i armene på min mand, så snart veen var klinget af.

Jeg ringede til hospitalet, og talte med min egen konsultationsjordemoder, Mette, som havde døgnvagt. Hvor heldig kan man være!

Jeg fortalte kækt at der var 5 minutter imellem veerne, men de var ikke så lange, så der skete nok ikke noget lige med det samme. Hun ville gerne tage ud til mig, men jeg afviste hende, med den begrundelse at jeg jo stadigvæk kunne tale og spise æble, så der var nok længe igen. Min mand overtog telefonen da der kom en ve igen, og han kunne fortælle hende at jeg fejlvurderede veerne, der var nok snarere 2-3 minutter imellem.

Vi aftalte med hende at vi ville ringe lidt senere.

Veerne blev hurtigt mere intense, selv om de stadig var korte. Jeg stod lænet op af kommoden og kunne kun huske at trække vejret hvis min mand borede sine tommelfingre ind i mine balder ved hver ve. Jeg fik sværere og sværere ved at kontrollere min vejrtrækning og kunne ikke undvære at han gik.

Det selvhypnose jeg havde lært, med at forestille mig veerne som bølger, fungerede dårligere og dårligere – mine veer mindede slet ikke om bølger, der var ingen “top” på, de varede 20 sekunder, men føltes som en intens gang elektrisk chok.

Jeg begyndte at kaste op af smerterne, og rystede over hele kroppen. Min mand ringede efter min mor, så hun kunne hjælpe med praktisk omkring fødekar osv, og han ringede til jordemoderen, der var midt i en anden fødsel, men ville skynde sig

Jordemoder Mette, kom 45 minutter senere, og spredte en dejlig ro. Det var helt fantastisk at se en jeg kendte, og som var professionel, og ikke virkede fortabt over den situation jeg var i. Det var min mand og min mor ellers ved at være, da jeg ikke plejer at gå i panik som jeg ellers gjorde under nogle af veerne.
Jordemoderen konstaterede at jeg var 5 fingre åben, og at barnet igen lå som stjernekigger, og det var derfor veerne var så korte og intense, og svære at styre.

Først blev jeg lettet over de 5 cm – jeg VAR i fødsel! – så blev jeg ked af det – kun halvvejs… Og jeg kunne jo slet ikke styre det!

Jeg begyndte at forhøre mig om mulighed for kejsersnit. Kunne ikke overskue hvis veerne blev ved med at føles som elektrisk stød, og jordemoderen svarede så beroligende og anerkendende, at jeg bedre kunne være i det igen.
Jeg fik akupunkturnåle på, mod smerterne, og kom i fødekarret for at ligge på alle fire, så baby kunne vende sig rundt.
Dette gjorde den kort efter, intenst smertefuldt, men så snart den var rundt, blev veerne til at håndtere igen. Faktisk føltes det som om at de slet ikke gjorde rigtigt ondt længere – om det var fordi kontrasten til de veer hvor baby lå forkert var så stor ved jeg ikke, men det var højst noget ubehageligt. Når veerne kom, tog min krop automatisk over og arbejdede med dem, og jeg havde det som om jeg ikke behøvede gøre noget selv, udover at trække vejret.
Jeg blev undersøgt indvendigt igen, og nu havde jeg allerede åbnet mig til 7 cm, på ti minutter.

Jeg fik næsten med det samme umådelig pressetrang, og lov til at presse med. Mette sagde at hvis jeg pressede så vandet gik, ville jeg åbne mig det sidste med det samme.

Troede først det bare var noget hun sagde, for at opmuntre mig, og tænkte: ”jaja, det behøver hun altså ikke lyve om, det her går fint alligevel!”

Jeg sad på knæ, med front ud mod min mand, der sad ved siden af karret. Han holdt om mig, kyssede mig på panden, og gjorde mig rolig. Hver gang jeg havde en ve, kunne jeg høre Mette rose og berolige mig, hvilket var meget opmuntrende og rart.
Da vandet gik, åbnede jeg mig de sidste 3 cm, og mærkede hurtigt hvordan min krop selv skubbede barnet ned af. Jeg kunne mærke tydeligt præcist hvor langt barnet var nået, men det gjorde stadigvæk ikke ondt. Vi vidste ikke kønnet på barnet, men under presseveerne forestillede jeg mig tydeligt at det var en lille pige, og jeg glædede mig bare til at møde hende.

Mette fik mig til at sætte mig med ryggen til min mand, så han holdt under mine arme, og jeg sad med det ene knæ i gulvet, det andet bøjet: frierstilling.

Jeg kunne mærke barnets hoved begynde at komme ud, det var som om det svuppede lidt op af, og jeg kunne mærke at jeg bristede en smule fortil. Mette spurgte om jeg selv ville tage barnet, men jeg var for opslugt af den der fantastiske pressetrang til at have lyst.

Veen var klinget af, men det sved og brændte så meget, og jeg vidste at jeg kunne få barnet ud hvis bare jeg pressede igennem, så det gjorde jeg – mærkede hvordan resten af barnet svuppede ud af mig, og svømmede under vandet, hen til Mettes hænder. klokken var 0:43, d.19-2/05

Mette rakte mig barnet med det samme, og jeg tog det ind til mig.

Det havde store, vidtåbne øjne og brunt punkhår, og begyndte at vræle.

“Såså lille pige..” Hviskede jeg til det, og kom så i tanke om at jeg rent faktisk ikke vidste kønnet – jeg løftede benet, og så at hun ganske rigtigt var en lille pige!

Jeg sad med hende i karret lidt, så hun kunne svømme rundt. Det gjorde hende helt rolig. Hendes far sad lige bag mig og beundrede hende også, og hun så på os, med sine utroligt store øjne.

Moderkagen blev født i sofaen, og jeg fik syet nogle få sting. Det hele gik utroligt hurtigt, jeg kunne slet ikke fatte at det bare var det!

Jeg følte egentlig kun at det havde gjort ondt den ene time hvor jeg ikke havde kunnet klare smerterne, resten af tiden havde været nemt og naturligt. 5 timers tid havde det taget – min første fødsel tog 25 timer!

Så fik jeg min lille pige igen, efter den hurtige gang syning, og hun tog brystet, som havde hun aldrig lavet andet. Hun lå og stirrede på mig mens hun spiste, og så meget undrende ud.

Først kl.03:30 blev babyen målt og vejet: 3450 og 52 cm. Hun var stadigvæk spilvågen og nysgerrig.
Mette og min mor gik 04, og vi gik op i seng, og lå længe og beundrede vores langhårede lille unge.

02/19/17

Om fødsler

I onsdags passede min fantastiske søster alle mine fire unger, plus sine egne to, hjemme hos os.

Den flotte barnefader og jeg udnyttede hvert eneste minuts dyrebare kærestetid, og var både ude at spise, gik verdens længste tur, snublede i nogle virkeligt gode drinks på et sted der hedder “LIDKOEB”, og overnattede på det billigste hotel vi kunne finde. Det var helt fantastisk!

Vi bestilte tømmermænds-morgenkaffe på et lille sted ved Værnedamsvej, og stødte her ind i supersmukke højgravide Cecilie, der talte om hjemmefødselsplanlægning, og pustede totalt til min undertrykte trang til at føde en ny lille baby selv. (Ninjamans svar til at få flere børn er stadig nej, iøvrigt.)

Da vi kom hjem, fik jeg ungerne til at posere til det her billede, som jeg egentlig havde tænkt på at tage i mange år:
IMG_1037

Ja, det er ikke verdens mest interessante foto. Den ældste af dem ville kun fotograferes bagfra, og det ville resten så også.

Men det der er interessant – synes jeg – er at de står præcis det sted de blev født. De to der sidder i sofaen er født lige der i den, med små fem års mellemrum. De to der står op, er født i fødekar placerer cirka der hvor de står.

Vi kommer aldrig til at flytte fra det her hus, kunne jeg endnu engang mærke, da jeg så dem posere! Der er noget helt fint og magisk over at de alle fire har trukket vejret for allerførste gang, i præcis det samme rum. Og i dag, klokken 0.43 præcist, var det 12 år siden at hende den ranglede længst ude til venstre gjorde det. Lille og fin, med langt, brunt hår og verdens største øjne, svømmede hun ud i verden.
IMG_1053
Hvis man har lyst, kan der læses om hendes fine fødsel her.

01/14/15

Om det der kærlighed del 25,5 – en føljeton

(fortsættelse på føljetonen, der forleden stoppede cliffhangeragtigt, midt i en fødsel)
——
Veerne var stride, men jordemoderen kunne konstatere at de også gav noget – fra 4 til 6 cm på en halv time, det her ville sikkert gå hurtigt – troede hun.

Presseveerne begyndte lige efter at hun havde sagt 6 cm – et tegn på at baby står skævt, når de kommer allerede der.

Kemien mellem mig og jordemoderen var ikke særligt god.

Hun virkede ret usikker, og jeg følte, at jeg ikke bare kunne slappe af og koncentrere mig om vejrtrækningen, men var nødt til at være vågen, og komme med forslag til hvordan den baby kunne blive drejet.

Hun fik også flere gange sagt nogle skræmmende ting, som kurrede rundt inde i mit hoved, og fik mig til at føle at det var en utroligt farlig fødsel.

Bagefter kunne jeg læse i papirerne, at den teknisk set ikke havde været meget anderledes end min foregående fødsel(som var min bedste), men hele forskellen var, at der havde jeg følt mig tryg, og havde kunnet slappe af, hvor her, var jeg utryg og i alarmberedskab.

Den næste time gik med diverse krumspring, for at få babyen til at lægge sig mere hensigtsmæssigt: jeg lå med røven i vejret, lå, kravlede og hoppede.

Jeg fik endeligt åbnet mig det jeg skulle, og fik de rigtige presseveer, men nu var min krop træt, og nægtede at producere veer der varede længere end 45 sekunder.

Der kan man altså ikke nå særligt langt, babyen sad stadig højt oppe, og rykkede sig knapt nok nedad under veerne.

Det varme vand i fødekarret tog toppen af veerne, men gjorde dem også endnu svagere, så jeg endte med at ligge på siden i sofaen.

Fik helt klaustrofobi af at ligge der, med den store tunge mave, og de frustrerende korte veer, men vandet gik, og babyen begyndte endelig at bevæge sig lidt nedad under veerne.

Klokken var nu blevet halv 7 om morgenen, og den 4 1/2 årige snart-storesøster-til-to, vågnede, og min mor gik op for at forklare hende hvad der skete.

Hun havde hele tiden gerne villet med til fødslen, men jeg havde ikke kunnet overskue at have en sludrende tilskuer – men lige der, var jeg ligeglad.
Fødslen virkede fredelig nok – der var hverken blod eller råben – og den spændte søster, trak en lille stol hen, og gav sig til at heppe.

Jeg var ved at være panisk over at babyen hele tiden svuppede op på plads igen når veen sluttede, selv om jeg lige havde mast den et godt stykke vej ned, og kunne ikke slippe tanken om at NU skulle det altså overståes – for jeg var så bange for, om jeg overhovedet ville kunne føde uden hospital og sugekop, hvis jeg nåede at blive mere træt.

Så i et anfald af panik, begyndte jeg bare at presse – uden veer.
Ikke fordi jeg er spor sej, men fordi jeg var oprigtigt bange…

Det må have taget måske 3 minutter, men endelig kom hovedet ud, og lidt efter kom der en ve og hjalp til – hvilket var heldigt, for babyen var så stor, at de ikke bare kom ud selv.
Klokken var 07:08.

Jeg hev hende op til mig, og i det samme ramte morgensolens første stråler vinduet, og badede hendes fedtede krop i gyldent lys.

Det var helt magisk, men egentlig også meget fair, at den fødsel der havde været så skræmmende og hård, skulle slutte så fint.

Hun var en væsentligt større baby end de to store havde været, med tykke lår, en mærkelig bule oven på hovedet af at have stået skævt, og langt sort hår.
Jeg lå med hende så jeg ikke helt kunne se hendes ansigt, men duftede til hendes hår, og nød hendes vrede skrig.

Storesøster ræsede over i sofaen, helt euforisk. Nussede, aede og strålede af stolthed, og fik lov til at holde hende.

Min mor tryllede morgenmad frem, og vi spiste sammen, med den nøgne nyfødte pakket ind i en dyne.

Et par timer senere kørte jordemoderen igen, og min mor kørte den stolte storesøster i børnehave, medbringende kage.
Så var vi alene – de nybagte forældre til tre, og det fire kilo tunge vidunder.

Vi så på hendes lille sammenbidte ansigt, og så på hinanden, og begyndte simultant at tude begge to, helt overvældede over hvor smukt, stort og helt utroligt skræmmende det er, at have fået ansvar, for endnu et fantastisk lille menneske…

asta 147

asta 067

asta 107

01/13/15

Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton

Tak fordi i tog så fint imod det føljeton-indlæg jeg endelig snøvlede mig sammen til at skrive – her følger allerede en fortsættelse.

——-
del 25 – fødsel af tredje barn.

Både den 4 årigeog den halvandet årige var født hjemme, og det skulle denne her baby efter planen også.

Desværre havde hun ikke spor travlt – terminsdagen sidst i august blev rundet, og septemberdagene gled forbi, uden det mindste tegn på baby…

Som hjemmefødende må man højst gå to uger over termin, så jeg var behørigt nervøs for at skulle føde på hospitalet, eller for at blive sat igang, som jordemoderen talte meget om.
11 dage over termin, var jeg ude og få en rundvisning på fødegangen, og en dato til igangsættelse, to dage efter.

Meget skræmmende tanke for os begge, hvis vi skulle bevæge os et fremmed, befolket sted hen, for at lave noget så privat som at få en baby – vi havde jo ikke erfaring med andet end hjemme.

Jeg kunne mærke at babyen lå skævt i maven – sådan havde hendes storesøster også ligget, og jeg kunne genkende fornemmelsen.

Tre gange de sidste tre uger, havde jeg haft nogle timer med småveer, der ikke blev til mere, hvilket også er tegn på et barn der ikke trænger helt ned i bækkenet.

Som sidste håb, inden igangsættelse, tog vi ud til en akupunktur, der også var uddannet jordemoder.
Hun undersøgte mig indvendigt – ikke en skid klar eller åben, trods alle de gange med snydeveer – så hun jog en masse nåle i mig.

Efter en time som nålepude undersøgte hun mig igen – nu 3 cm åben, rystende over hele kroppen, og med kvalme.
Yes!
Vi skyndte os hjem og gjorde klar til fødsel, men der gik et helt døgn før veerne kom.

Jeg var blevet snydt af veer før, så troede ikke rigtigt på dem – men sad i aftensolen i haven og øvede vejrtrækning, vi puttede de “store” piger, og gik tidligt i seng.
Hvert fjerde minut vågnede jeg ved en ve, men de varede kun 15 sekunder, så jeg faldt i søvn igen mellem dem.

Klokken 02 skete der noget med intensiteten: jeg vågnede ved en ve der næsten rev mig midtover, drønede ud på badeværelset og kastede op.

Ninjaen og jeg sneg os nedenunder, for ikke at vække børnene, og ringede til jordemoderen og min mor.

Veerne var slet ikke til at styre – jeg havde god styr på dem ved de to foregående fødsler – men det her var anderledes.
Babyens hoved trykkede på min lænd, på en måde så det føltes som om jeg fik stød.
Det hjalp lidt, hvis Ninjaman nærmest lavede en håndstand på knoerne på min lænd – men sateme stadig ikke særligt sjovt!

Midt i det hele, vågnede den halvandet årige , selv om jeg nærmest havde kvalt mig selv ved at bide i en pude, for ikke at larme.
Hun ville ikke sove mere, men ville gerne have en rugbrød og sidde lidt på mors hofte…

Ninjaman vækkede min højgravide søster, der kom i pyjamas og badekåbe, og tappert hentede barnet.

Døre klaprede, der blev pakket ting den lille skulle have med, instrukser om hvordan barnesædet virkede blev uddelt, Ninjaman baksede fødekarret ind i stuen, jordemoderen kom der også, og jeg var rasende og havde ondt – her havde jeg været bange for at føde på et hospital, hvor man kunne høre andre fødende og fremmede mennesker kom og gik, og så stod jeg alligevel her og fødte, i noget der mindede om Hovedbanegården i myldretid!

Men hurtigt kom der ro på, jordemoderen fik kaffe, stearinlysene blev tændt, jeg kom op i det varme vand, og holdt op med at være helt så sur.
(fortsættes – senere på ugen, promise!)

01/7/15

Om det der kærlighed del 24 – en føljeton

“What? Allerede et nyt føljetonafsnit!” tænker I sikkert.
Og jo, den er god nok: det er kun fire måneder siden jeg sidst smed et afsnit på bloggen, men der er allerede et nyt klar.
Håber ikke tempoet er for hæsblæsende?

De gamle afsnit kan læses her: føljeton om kærlighed, del 1-23.
————————
Føljeton del 24
Nå.
Føljetonen er nu nået frem til foråret 2006, hvor vi havde satset alle sparepengene på en drøm om egen butik, men var blevet overraskede af en snigerbaby på vej.

Vi talte op og ned af stolper om hvad vi skulle gøre med butikken: skulle vi lukke den, sælge den, satse på den – eller hvad?
Jeg stemte for at lukke den, for jeg kunne ikke overskue at have tre bittesmå børn, og en usikker virksomhed, men Ninjaman var dødtræt af sit job, og havde lyst til at se hvad det kunne blive til, så vi blev enige om at forfølge den drøm.

Han stod i butikken fuldtid, og jeg trillede ofte barnevogn og vores to børn derhen og holdt ham med selskab.
Så sad de i baglokalet og spillede computer eller stod i døren og forsøgte at lokke kunder ind.
image

Det var lidt hyggeligt og spændende, sådan at have butik – selv om det også var lidt skræmmende, med alt det der med økonomi, som ingen af os var eksperter i.
image

Min mave voksede ufatteligt hurtigt – muligvis fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid – og allerede i tredje måned var det tydeligt at jeg var gravid igen.

Jeg måtte fortælle min arbejdsplads, at jeg ville vende ret gravid tilbage fra barsel: min barsel sluttede faktisk kun en måned inden min næste barsel – men de tog det pænt.

Jeg endte med at tage selvbetalt ferie den måned, fordi vi stadig ikke havde fået institutionsplads til snart-mellembarnet.
Det virkede uoverskueligt for hendes far, at have hende med i butikken hver dag, nu hvor nyhedens interesse var dalet, og hun hele tiden forsøgte at stikke af fra butikken, så hun kunne komme hen og glo længselsfuldt ind af hegnet til en børnehave længere nede af gaden. Så jeg holdt mig hjemme, hele den lange, utroligt varme, sommer, med en aktiv 16 måneders baby piskende om benene, og en krop der var tung og træt af at være gravid.
image

Jeg var så træt, at gåturen hen til børnehaven med den ældste på 4 år, virkede som et stort projekt, så hun endte med at få verdens længste sommerferie, og de to søstre hyggede sig gevaldigt sammen i haven, mens jeg lå på et tæppe og svedte, og rugede på deres lillesøster.

De var enormt hjælpsomme, og blev ret professionelle kartoffelskrællere, støvsugere og tøj-sammenlæggere den sommer.
image

Vi havde ikke vidst køn på de to andre, men i fødselsdagsgave fik jeg en 3D scanning, og så vores lille næstenfærdige pige ligge og sutte tommelfinger.

Jeg var vel i 30. uge der, men det var først da jeg så hende, at det endelig gik op for mig at det var rigtigt – at der VAR et rigtigt menneske derinde, der kom ud lige om lidt!

Der havde simpelthen været så meget, med job og butik og børn og fysisk ubehag, at jeg først forstod det og glædede mig over det der.

Jeg tror Ninjaman havde det på samme måde.
Vi var så lettede over at hun så fin og flot ud. Vi var også imponerede over vores egen evne til at skabe mirakler sammen – og så endda helt uden at have gjort os umage,

Der var så mange ting der var uoverskuelige lige i den periode, men vi reddede den igennem, ved at gen-forelske os helt vildt i hinanden.
Jeg var stor som en hval – han var træt og arbejdede hårdt – der var to små børn der hele tiden krævede os – og den bedste måde at deale med al det, var åbenbart at bruge hvert eneste ledige øjeblik på at kysse i krogene.

Den varme juli, blev afløst af en brandvarm august, og vi ventede med stigende utålmodighed på den lille dame, der burde have vist sin ankomst sidst på måneden.
Kunne hun ikke bare komme, så vi kunne forme vores nye familie, med hende i den?

(fortsættes….)

03/10/12

Om det der kærlighed, del 15

Nu har jeg skrevet om mit og Ninjamans mange år sammen, lige fra første møde, hørt Ninjamans version af det samme, huskøb, graviditet og bryllup.
Så nu er fortællingen altså nået til noget fødsel, som de sarte af jer jo kan springe over – men skal nok prøve at gøre det kort, og ikke for detaljeret!

20 kilo tungere end normalt, så jeg med skuffelse min terminsdato komme og gå – uden veer. Havde ligesom regnet med den dato, og følte mg snydt!
Dagen efter løb vi rundt, på jagt efter julegaver og veer, og fandt ingen af delene.
Godt trætte lagde vi os op i seng med en actionfilm, og mens Wesley Snipes hakkede hovederne af et par vampyrer, mærkede jeg pludselig en ve…
Nu gad jeg faktisk ikke føde alligevel, var lidt for træt – men det var min krop uenig i, og den fyrede veer ud over mig det næste døgns tid.

Det kom bag på mig at de gjorde så ondt.
Havde lidt naivt tænkt, at den slags kunne tackles med positiv tænkning og god vejrtrækning, og så ikke ville gøre ondt. Jeg tog fejl.

Ud over et desperat forsøg på at overtale Ninjaman til at udføre et
kejsersnit på mig halvvejs igennem, sagde jeg ikke et ord i ihvertfald 12 timer – personlig rekord for stilhed – men jeg var lidt overvældet og syntes det var svært nok bare at huske at trække vejret!

Ninjaman havde forventet at jeg ville udsætte ham for lidt vold eller trusler undervejs, men den slags orkede jeg ikke. Heldigt for ham.

Jeg lå i mange timer i badekarret og prøvede at sove fra det – ikke en særligt effektiv taktik egentlig.
Hen på aftenen kom presseveerne, men de var meget korte.

Efter en times tid med korte presseveer, begyndte jordemoderen – der var en høj, skægget mand – at kommandere mig til at bevæge mig rundt: stående, hugsiddende, på knæ, men jeg var meget udmattet af de mange timers veer. Jeg endte med at sidde i sofaen, med Ninjaman og jordemoderen på knæ på gulvet, hvor de holdt et ben hver, og klokken 22.24 hev jeg en lille sorthåret baby op på min mave, med en jordemoder der guidede mig til hvordan jeg skulle tage imod hende.

Jeg så på hendes lille rynkede fjæs, og tilgav med det samme 25 timers smerte.Ninjaman hulkegræd af rørelse – jeg var mere bare overrasket over at der lå et helt lille menneske på mig, og så fedtet og vred ud.
Jeg havde forsøgt at bruge noget intuition til at mærke hvad køn baby var, og var nået frem til at det var en dreng, så da en hurtig mærken mellem babys ben afslørede vildt lang diller, var jeg ikke overrasket.
Det vidste jeg jo godt.
Da navlestreng skulle klippes, viste nærmere undersøgelser, at det nok bare var den jeg havde mærket, for baby var altså en pige!

Den fineste lille pige i hele verden.

20120310-124933.jpg
Hun blev målt og vejet, min mor og Ninjaman ryddede lidt op, og vi spiste noget natmad, med en knirkende nyfødt på skødet.
kl 02 gik min mor og jordemoderen, og vi bar forsigtigt vores lillebitte baby op i vores seng, og brugte resten af natten på at tælle hendes tæer og ae hendes hår.

20120311-153823.jpg