Om bybørn
Hvis der er noget vi er lidt slatne til, er det udeliv. Bevares: vi er gode til at sidde i haven med stearinlys og drinks det halve af natten om sommeren og i vores sommerferie vader vi Helgenæs tyndt, men resten af året er natur primært noget vi ser glimt af i Netflix-serier, og ikke ellers.
Min søster, fætter og moster er trækrammende, sporty udemennesker, der er misundeligværdigt gode til at komme ud i al slags vejr, og jeg elsker faktisk når det lykkedes dem at hive familien sofakartoffel (os) med sig.
I lørdags var det min moster der lokkede os og den lille grise-hund med på en dejlig tur i skoven, hvor Mindstebarnet fik sagt årets bedste bybarns-replik da hun løb forbi en dynge hestepærer:”Pas på allesammen – der ligger hesteæbler på stien!”
Ah – hesteæbler. Verdens bedste ord!