06/8/17

Om tiden med små børn – et indlæg jeg skrev som gæsteblogger

I mandags fejrede vi mindstebarnets 7 års fødselsdag, for tredje og sidste gang. En tindrende glad lille pige, midt i flokken af klassekammerater. Hun havde den bedste dag, og det var al bøvlet værd.

Men tænk, at alle mine piger pludselig er blevet så store! Hende her fødselsdagsbarnet, med skrammede knæ og manglende fortænder, har netop været så lille her:

IMG_1286

Og jeg skal ikke igen være mor til en et årig, to årig, tre årig, fire årig, fem årig eller seks årig – hvilket jeg ellers efterhånden synes jeg er blevet god til at være.

Det mindede mig om at jeg endnu ikke har fået delt dette indlæg, som jeg skrev til fantastiske Cecilies blog, Sneglcille.dk, for nogle uger siden. Et tilbageblik til dengang mindstebarnets tre storesøstre alle var under fem år gamle, og hun ikke engang var tænkt på endnu.

——-

Kære Cecilie.
Fødselssmerterne, og den uendelige træthed i kroppen har jeg lykkeligt glemt følelsen af, men når jeg ser fotos af dig med lille Lou Lou, kan jeg helt tydeligt genkalde mig hvordan mine egne fire døtre duftede og føltes som så små.
Hvis jeg lukker øjnene og kupler min hånd, kan jeg endda huske forskellene på deres små hoveder.
Mit første barns hår, der bølgede silkeblødt mellem ens fingre når man holdt hende.
Andet barns lillebitte, kuglerunde hoved.
Tredje barns knoklede store hoved, der ofte fik mig til at tænke på hvor særligt ondt det havde gjort at føde det.
Fjerde barns munkefrisure, med en skaldet plet på toppen, der fik svedperler på når hun fyldte bleer.
Måske er det en af de få ting kroppen aldrig glemmer: duften af helt nyfødte børn, og fornemmelsen af deres dunede små hoveder, der hviler i ens hånd?

Da du spurgte mig om jeg ville være barselsvikar blev jeg beæret og glad – og en anelse præstationsangst. Jeg elsker din blog og er vild med dig, men når emnet er frit, er det svært at afgrænse sig, og jeg har vævet rundt i hvad pokker jeg skulle skrive om.
Det endte med dette her:

———

“Jeg kvæler den næste gamle dame der kvidrer:”husk nu at nyd det! Det går så hurtigt, den der tid med småbørn!” til mig!” hvæsede jeg sammenbidt til min mand i telefonen. Han var på arbejdsweekend, og jeg var alene med en knapt femårig og hendes to pseudotvillingesøstre på halvandet år og nyfødt. Der var grød på gulvet og i mit hår, og hele seancen med at få alle tre børn rene, mætte og i seng havde taget timevis.
Hjemturen fra børnehaven havde været en af dem, hvor ingen af de to institutionsbørn ville med hjem; baby vrælede; mellembarn fyldte bleen det sekund jeg havde fået moslet alle tre i flyverdragterne; og den femårige var rasende på de to andre, der havde krøllet en fin tegning hun havde lavet.
Jeg havde mast barnevognen gennem tunge snedriver hele vejen hjem, stadig med sur baby i vognen, sur børnehavepige ved styret, og sur tumling der lå og havde raserianfald i snedriverne.
I Netto, hvor vi måtte ind efter mælk, havde en ældre dame komplimenteret de tre unger – der holdt midlertidig pause i surhed – og sagt jeg skulle huske at nyde dem.

Han grinede og sagde:” ved du hvad – den her tid bliver med garanti den vi kommer til at kigge nostalgisk tilbage på, som noget af det bedste i vores liv.”

Og tænk: han fik ret.

Når jeg nu – ti års tid og et ekstra barn senere – ser tilbage, husker jeg den tid som set gennem et af de der pæne Instagram filtre. Et af dem med det bløde lys, hvor forældrenes trætte poser under øjnene udviskes lidt – eller et af dem der gør alting ekstra farvestrålende, og får børnene til at fremstå muntre og livlige.
Og det er ikke engang helt snyd, for sådan var det også.
Der var bleer og vasketøj, grød og gråd – men der var også klistrede kram, legepladser og legoklodser, højtlæsning og huler, der opvejede det andet.

Jeg har altid godt kunnet lide børn, men helst nogle der var så store at de kunne fyre en ordentlig vits af, eller tale om noget man rent faktisk gad tale om. Sådan tænkte jeg før jeg selv producerede børn, og det kom helt bag på mig hvor awesome tiden med småbørn kunne være.
Nu har mine egne fire unger nået aldre hvor de kan fyre ordentlige vitser af og tale om ting jeg rent faktisk gider tale om. Alligevel er det at jeg kan tage mig selv i at se på fotos af dig, Cecilie, med din fine flok, og også savne den tid, som jeg engang bare troede skulle overleves.
Den vigtigste sætning man som forældre til mange små børn skal huske er:” det går over”.
Den kan man bruge både når der er grød på væggene og alle tuder – men også når de krammer hinanden på allermest rørende vis, og moderhjertet smelter.
Fornemmer du hvor pointen er på vej hen?
Jeps – det er mig der er den gamle dame nu, der kvækker:” nyyyd det, husk at nyd det! Tiden går så hurtigt!”

Kærlig hilsen Kim

03/23/17

Om kærlighed – interview med Ninjaman

Flere af Jer har efterlyst fortsættelse på kærlighedsføljetonen, og det er også i støbeskeen, bare rolig!
Ninjaman sagde jo ja til at svare på spørgsmål fra Jer, og her har jeg samlet en blanding af spørgsmålene i stillede ham om parforhold, samt lånt nogle af de gode spørgsmål Cecilie stillede mig på sin blog i efteråret.

Interview med Ninjaman – om kærlighed.

Fortæl hvad du husker fra det første møde.
Jeg kan huske jeg tænkte at hun så sød ud da hun kom ind af døren, første dag på nyt studie Hun havde sådan en patchworknederdel på, som jeg senere hjalp hende med at lappe da hun jokkede den i stykker. Hun var ret lækker, og hippieagtig på en måde jeg godt selv gad at have været der.

Hvornår vidste du at det var hende du ville have?
Allerede på den rus-tur vi var på efter nogle dage vidste jeg det.
Vi havde været konstant sammen fra day one. Og talte godt sammen.
Jeg ved ikke om jeg decideret vidste at vi skulle være sammen for evigt, men jeg vidste at jeg virkeligt, virkeligt godt gad score hende.

Hvad faldt du for ved hende?
Det var nok hendes humor. Sådan havnearbejder-humor. Hun var så grov og hurtig, og det var sjovt.
På den måde var vi meget forskellige. Jeg havde mere sådan underspillet jydehumor, som hun aldrig fattede.
Jeg tror måske kun hun tog mig for udseendet…

IMG_0770
Hvilke tanker gjorde du inden du friede?
Vi lavede alt sammen. Havde kendt hinanden i nogle år, og jeg var bare så forelsket. Så at fri var bare en naturlig forlængelse. Og så er jeg nok lidt bondeagtig, og tænker at det er sådan man gør, hvis man ved man skal være sammen resten af livet.

Hvilke fællesinteresser har i?
Serier! Og gåture, hvor vi snakker. Mad. Unger.
Vi kan også godt lide at male begge to, men det har været besværligt siden vi fik børn, og ikke længere kan lade ting stå fremme. Nu er vi begyndt at tage på malekursus, sammen med børnene, nogle gange om året. Det er superhyggeligt.

Hvor er i forskellige?
Hun kan godt lide at læse bøger, og jeg kan godt lide at skyde zombier.
Jeg kan godt lide fysisk hård sport, og hun kan godt lide at ligge i sofaen.
Jeg sover hurtigt og vågner tidligt, hun er ofte søvnløs og ikke til at hive ud af sengen om morgenen.
Jeg er dårlig til smalltalk, og hun starter samtaler med folk i bussen.
Jeg ville nok også bo med langt, langt færre ting, nips og bøger end vi gør nu, hvis ikke vi boede sammen.

Vi er grundlæggende gode til at rumme hinanden, og forskellighederne er aldrig et issue.

IMG_1084

Hvad kan du bedst lide ved hendes udseende?
Jeg ved ikke om der er noget jeg bedre kan lide end resten. Men hun har virkeligt pæne øjne.

Hvad er hendes dårligste vane?
Det er sgu svært. Der er så mange! Av!!
Okay. Jeg synes hun roder meget i et køkken. Der er ikke rigtigt noget system i det. Hun kan ikke lave mad og rydde op samtidigt . Overhovedet!
Altså hun kan knapt nok koge et æg, uden at tage samtlige gryder og pander i brug.

Hvilket sted i verden vil du helst tage på kæresteferie?
Der er mange steder. Jeg ville rigtigt gerne til New York sammen, og gå på lækre restauranter og museer. men også gerne sådan noget med en luksusstrandhytte, hvor man blev forkælet. Sådan noget med strand, og folk der gjorde ting for os.

Hvad er jeres bedste ferieminde?
De bedste ferier har været i sommerhus på Helgenæs. Vi har været der hver eneste sommer. Der har vi en anden base, og der er supersmukt og vi kender det. Ingen stress, og vi kender alle de bedste steder.
Efter jeg havde været kræftsyg, var vi i Berlin sammen, uden børn. Det står som en af mine bedste ferier også. Bare det at vi kunne tale sammen hele tiden, og følelsen af at være alene uden børn. Vi har snart kendt hinanden 20 år, og jeg synes det var dejligt at kunne mærke at vi stadig har så meget til fælles, også når børn ikke distraherer. Vi har ikke rejst uden børn ellers, men jeg ville supergerne prøve det igen.

image

Hvilke tre ord beskriver dig?
Pligtopfyldende, forfængelig – særligt i forhold til fodtøj, og trofast.

Og hvad ville hun sige, tror du?
Lækker, sjov, stærk?

Hvad gætter du på at hun helst ville ændre ved dig?
Måske at jeg husker at slukke kogepladerne, når jeg har lavet mad…
Beskriv jeres liv sammen med fem ord.
Massage, tvserier, unger, hverdag, sjov.

Hvad laver i om 20 år?
Lever af de millioner jeg er sikker på min kone tjener på de ting hun skriver!

01/2/16
IMG_20160102_104434

Om nytår og fødsels-gæstebloggerier

Godt nytår!
Vi havde en seriøst hyggelig og festlig aften hos venner, med drinks, sushi, glade børn og heftig dans til klokken 05.

Vi lagde tjekket nok ud, og startede året med fantastisk morgenbord:
IMG_20160102_104434
Derefter skiftede alle til bløde bukser igen, og fire voksne og en enkelt teenager tilbragte dagen i en bunke dyner, med at intervalsove gennem hele syv nye afsnit af “New girl” på netflix, mens resten af børnene legede eller stenede skærm, og fik ja til alt sukkerrelateret de spurgte om.

Min hjerne, stadig lidt stress-slidt, er fortsat under restaurering i dag efter en uvant selskabelig juleferie, og Ninjaman dansede så meget at hans operationsar på benet begyndte at bløde, så dagen i dag byder, med stor sandsynlighed, på imponerende rutineret inaktivitet.

Så hvis man havde håbet på mere udførlige indlæg fra min hånd, er det HER hos Cana man kan finde den slags i dag – hvor jeg gæsteblogger om fødslen af mit nuttede yngste barn.

Cana har en fin føljeton på sin blog, med fødselsberetninger hver fredag. Personligt elsker jeg at læse fødselsberetninger, og læser ivrigt med.

Hvordsn har jeres nytårsaften/første januar/fødsler så været?
At læse kommentarfelt virker som en god, overskuelig opgave i dag!

07/20/15

Gæsteblogger: Cecilie fra sneglcille

Smukke, søde, seje og sjove Cecilie – som jeg endda har været så heldig at møde flere gange i virkeligheden – har bloggen “sneglcille”,  hvor hun skriver forrygende morsomt, ærligt og klogt,om sit liv.
Man kan ikke undgå at falde, både for Cecilie og hendes måde at skrive på, og hendes blog får en stor anbefaling her fra!

Gæsteblogger sneglcille:
“Hvad laver man når man har sommerferie?” Spurgte jeg nysgerrigt og ideforladt min søn og papsøn henover en portion boller i karry, aftenen inden den sommerferie vi havde meldt til henholdvis fritidshjem og børnehave, den ferie som vi indtil få dage inden havde glemt, allerede var lige om hjørnet.
Undskyldningen på denne i nogles optik pinlige forglemmelse lyder, at jeg er på barsel med vores knap tre måneder gamle datter og derfor er en smule udfordret hjernekapacitetsmæssigt, og sjældent har styr på hverken ugedage eller datoer.
Jeg mindes at den evne genvindes, sammen med alkoholtolerance og normale sociale færdigheder (skal virkelig snart holde kæft om fødsler og tigerspring).
Min kæreste er selvstændig og er derfor heller ikke den allermest stærke i ugenumre og den slags.
Gudskelov at han i det mindste skriver ting ned, ellers ville vi virkelig være på spanden!

Otto, der er min snart 6 år gamle søn svarede til mit spørgsmål, at det vidste han altså ikke, for han havde faktisk aldrig haft sommerferie. Leo, min 4 årige papsøn nikkede med, han vidste heller ikke hvad det gik ud på.

Jeg forsikrede dem om, at det havde de altså haft, flere gange, og forsøgte at minde dem om tidligere sommerferieoplevelser vi har haft sammen, med nogenlunde held.

‘Nåh ja, Måske vi bare skal spise en masse is og spille fodbold i gården?’ Foreslog den ældste efter lidt tid. Hvilket jeg (overrasket og lettet) og resten af bordet vedtog. Så meget for at forsøge at piske en stemning op.

Samtalen fik mig til at tænke over mine egne sommerferieminder fra barndommen og sjovt nok er det lige præcis stunder som vandkamp i min mormors have, min mors kartoffelsalat, overload af frys-selv is (og dertilhørende sår i mundvigen), lyse aftener og duften af varm asfalt, der står klarest i min erindring, kontra de sikkert alletiders udflugter og aktiviteter min mor har sørget for at vi børn også fik når ferien stod på.

Så selvom jeg måske havde forestillet mig at vi skulle alverdens ting de næste 4 uger, skruer jeg lige mine forventninger ned til børnenes niveau. Afslapning, langsomme dage, boldspil og selvfølgelig is. Hver dag. 
Det gider jeg og mit barselsramte sind (og krop, Damn you kanelsnegle) godt

04/3/11

Om gæsteblogger: hverdagsNadia

Nadia, fra nystartede, søde og sjove “hverdagsnadia”, blogger her hos mig i dag. Enjoy.
————

Da jeg blev spurgt, om jeg ville gæsteblogge her hos superheltemor, tog jeg straks underbukserne på ud over tøjet og sagde ja. Vi kan vel alle være superhelte en gang imellem?

Okay, den plan droppede jeg igen. For pokker, jeg tegner mig selv som en gravhund. Jeg er så langt fra en superhelt, man kan være! Jeg har heller ikke nogen seje superheltebørn, jeg kan blogge om, men i stedet kan I da få et par tegninger af min lillebror, hvor han er 5 år gammel. Jeg havde lige hentet ham fra børnehave, som den søde storesøster jeg er, da han pludselig ødelægger stemningen:



I synes han er lidt kær alligevel ikke? Det synes jeg. Og selvom han ikke råber fiskefjæs efter fremmede teenagere, så kan han være rigtigt god underholdning.
(Åh Hulk, du er så sjov, jeg er din største fan!)