fotos | Superheltemor

Vores planlagte afslappende sommerhusferie, blev noget formørket af et indbrud hjemme i vores hus mens vi var væk. En af de store af vores piger var alene hjemme med en veninde, og vågnede op til et hus der var blevet ribbet for smykker om natten.
Vanvittigt ubehageligt for de stakkels piger – der dog heldigvis havde min fætter og hans kone tæt ved som hjalp dem med politi og trøst – men tanken om at nogen har været i huset mens de sov er så væmmelig at ingen af os kan holde ud at tænke på det.
Det er klart det værste ved det, selv om vi også alle fem har fået stjålet smykker der rent faktisk betød noget for os.

Forsikringsselskabet ville gerne have at vi fandt så mange fotos som muligt af smykkerne, og til at begynde med var det ret øv-agtigt at blive mindet om hvad der var mistet, men det endte med at være det eneste lidt sjove ved det.
Det er primært mig der tager fotos herhjemme så der var fotos nok af børnene med deres smykker på, men af mig var udvalget mere sparsomt, og jeg var nødt til at vedhæfte alle fotos vi fandt af mig. Alle. Også dem hvor jeg virkeligt ligner en idiot.
Jeg ved ikke hvad forsikringsgutten tænkte da han åbnede dette – mit gamle buskortfoto, der var det eneste foto af de øreringe:

Hvis det så bare havde været det eneste fjollede foto kunne det måske være noget han ikke havde studset over, men jeg havde fået stjålet alle smykker jeg nogensinde har ejet og ser åbenbart jævnligt dum ud på fotos. Min favorit var dette med overskæg på – eneste foto af de nye øreringe jeg fik i afskedsgave af mine ekskolleger før sommerferien:

“Fuck, du er pinlig!” Grinede ungerne, da de så vores samlede liste, hvor alle mine dummefotos jævnligt lyste op:

Nå, i det mindste har jeg gjort det festligere at være forsikringsassurandør.

Jeg kommer fra en familie der altid har taget en trilliard fotos, og som barn syntes jeg det var vildt hyggeligt at sidde med fx min mormor, og se fotos fra hendes barndom.

Jeg tager også mange fotos – men det der med at få dem klistret i albums går ikke superstærkt…
De seneste år er jeg begyndt at få fotos fremstillet direkte i albums, men jeg har stadig to skotøjsæsker fyldt med udprintede fotos, der skal klistres ind – årh, for et hade-job…

Jeg er nu nået til sommeren 2005, i min sporadiske indklistring.

Jeg har før skrevet om vores bryllupsfotos, med indbygget udstrækkende jogger i baggrunden:

Jeg synes det er dejligt at pågældende jogger er så flittig i sine udstrækninger, og derfor ikke får unødige smerter; men jeg kan ikke se på bryllupsfotosene uden at fnise over hende.
Det ser altså ret sjovt ud, hvordan Ninjaen og jeg står helt stift og poserer, og hun okser rundt i forskellige stillinger i baggrunden.

Nå, men nu har jeg fundet en billedserie der slår dem, fra sommeren 2005.

“årh mand, hvor var du en nuttet baby – kom og se!” råbte jeg glad til min 8 årige, og viste hende en hel stribe billeder, hvor hun sidder i bæreslyngen, med hæklet hue på, og beundrer nogle lemurer i en zoo.

“De er herreklamme! Dem putter du ikke i!” proklamerede hun fornærmet, og undrende så jeg billederne nærmere efter, og forstod hendes indsigelse : en lemur, der øjensynligt har indtaget et solidt måltid dagen efter, bruger 7 billeder på at ~~producere en gigantisk bunke afføring~~ strække ud…

Jeg skåner jer for de klammeste af billederne – selv om babyen er mere nuttet på dem.
Selv tak.