01/13/15

Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton

Tak fordi i tog så fint imod det føljeton-indlæg jeg endelig snøvlede mig sammen til at skrive – her følger allerede en fortsættelse.

——-
del 25 – fødsel af tredje barn.

Både den 4 årigeog den halvandet årige var født hjemme, og det skulle denne her baby efter planen også.

Desværre havde hun ikke spor travlt – terminsdagen sidst i august blev rundet, og septemberdagene gled forbi, uden det mindste tegn på baby…

Som hjemmefødende må man højst gå to uger over termin, så jeg var behørigt nervøs for at skulle føde på hospitalet, eller for at blive sat igang, som jordemoderen talte meget om.
11 dage over termin, var jeg ude og få en rundvisning på fødegangen, og en dato til igangsættelse, to dage efter.

Meget skræmmende tanke for os begge, hvis vi skulle bevæge os et fremmed, befolket sted hen, for at lave noget så privat som at få en baby – vi havde jo ikke erfaring med andet end hjemme.

Jeg kunne mærke at babyen lå skævt i maven – sådan havde hendes storesøster også ligget, og jeg kunne genkende fornemmelsen.

Tre gange de sidste tre uger, havde jeg haft nogle timer med småveer, der ikke blev til mere, hvilket også er tegn på et barn der ikke trænger helt ned i bækkenet.

Som sidste håb, inden igangsættelse, tog vi ud til en akupunktur, der også var uddannet jordemoder.
Hun undersøgte mig indvendigt – ikke en skid klar eller åben, trods alle de gange med snydeveer – så hun jog en masse nåle i mig.

Efter en time som nålepude undersøgte hun mig igen – nu 3 cm åben, rystende over hele kroppen, og med kvalme.
Yes!
Vi skyndte os hjem og gjorde klar til fødsel, men der gik et helt døgn før veerne kom.

Jeg var blevet snydt af veer før, så troede ikke rigtigt på dem – men sad i aftensolen i haven og øvede vejrtrækning, vi puttede de “store” piger, og gik tidligt i seng.
Hvert fjerde minut vågnede jeg ved en ve, men de varede kun 15 sekunder, så jeg faldt i søvn igen mellem dem.

Klokken 02 skete der noget med intensiteten: jeg vågnede ved en ve der næsten rev mig midtover, drønede ud på badeværelset og kastede op.

Ninjaen og jeg sneg os nedenunder, for ikke at vække børnene, og ringede til jordemoderen og min mor.

Veerne var slet ikke til at styre – jeg havde god styr på dem ved de to foregående fødsler – men det her var anderledes.
Babyens hoved trykkede på min lænd, på en måde så det føltes som om jeg fik stød.
Det hjalp lidt, hvis Ninjaman nærmest lavede en håndstand på knoerne på min lænd – men sateme stadig ikke særligt sjovt!

Midt i det hele, vågnede den halvandet årige , selv om jeg nærmest havde kvalt mig selv ved at bide i en pude, for ikke at larme.
Hun ville ikke sove mere, men ville gerne have en rugbrød og sidde lidt på mors hofte…

Ninjaman vækkede min højgravide søster, der kom i pyjamas og badekåbe, og tappert hentede barnet.

Døre klaprede, der blev pakket ting den lille skulle have med, instrukser om hvordan barnesædet virkede blev uddelt, Ninjaman baksede fødekarret ind i stuen, jordemoderen kom der også, og jeg var rasende og havde ondt – her havde jeg været bange for at føde på et hospital, hvor man kunne høre andre fødende og fremmede mennesker kom og gik, og så stod jeg alligevel her og fødte, i noget der mindede om Hovedbanegården i myldretid!

Men hurtigt kom der ro på, jordemoderen fik kaffe, stearinlysene blev tændt, jeg kom op i det varme vand, og holdt op med at være helt så sur.
(fortsættes – senere på ugen, promise!)

01/7/15

Om det der kærlighed del 24 – en føljeton

“What? Allerede et nyt føljetonafsnit!” tænker I sikkert.
Og jo, den er god nok: det er kun fire måneder siden jeg sidst smed et afsnit på bloggen, men der er allerede et nyt klar.
Håber ikke tempoet er for hæsblæsende?

De gamle afsnit kan læses her: føljeton om kærlighed, del 1-23.
————————
Føljeton del 24
Nå.
Føljetonen er nu nået frem til foråret 2006, hvor vi havde satset alle sparepengene på en drøm om egen butik, men var blevet overraskede af en snigerbaby på vej.

Vi talte op og ned af stolper om hvad vi skulle gøre med butikken: skulle vi lukke den, sælge den, satse på den – eller hvad?
Jeg stemte for at lukke den, for jeg kunne ikke overskue at have tre bittesmå børn, og en usikker virksomhed, men Ninjaman var dødtræt af sit job, og havde lyst til at se hvad det kunne blive til, så vi blev enige om at forfølge den drøm.

Han stod i butikken fuldtid, og jeg trillede ofte barnevogn og vores to børn derhen og holdt ham med selskab.
Så sad de i baglokalet og spillede computer eller stod i døren og forsøgte at lokke kunder ind.
image

Det var lidt hyggeligt og spændende, sådan at have butik – selv om det også var lidt skræmmende, med alt det der med økonomi, som ingen af os var eksperter i.
image

Min mave voksede ufatteligt hurtigt – muligvis fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid – og allerede i tredje måned var det tydeligt at jeg var gravid igen.

Jeg måtte fortælle min arbejdsplads, at jeg ville vende ret gravid tilbage fra barsel: min barsel sluttede faktisk kun en måned inden min næste barsel – men de tog det pænt.

Jeg endte med at tage selvbetalt ferie den måned, fordi vi stadig ikke havde fået institutionsplads til snart-mellembarnet.
Det virkede uoverskueligt for hendes far, at have hende med i butikken hver dag, nu hvor nyhedens interesse var dalet, og hun hele tiden forsøgte at stikke af fra butikken, så hun kunne komme hen og glo længselsfuldt ind af hegnet til en børnehave længere nede af gaden. Så jeg holdt mig hjemme, hele den lange, utroligt varme, sommer, med en aktiv 16 måneders baby piskende om benene, og en krop der var tung og træt af at være gravid.
image

Jeg var så træt, at gåturen hen til børnehaven med den ældste på 4 år, virkede som et stort projekt, så hun endte med at få verdens længste sommerferie, og de to søstre hyggede sig gevaldigt sammen i haven, mens jeg lå på et tæppe og svedte, og rugede på deres lillesøster.

De var enormt hjælpsomme, og blev ret professionelle kartoffelskrællere, støvsugere og tøj-sammenlæggere den sommer.
image

Vi havde ikke vidst køn på de to andre, men i fødselsdagsgave fik jeg en 3D scanning, og så vores lille næstenfærdige pige ligge og sutte tommelfinger.

Jeg var vel i 30. uge der, men det var først da jeg så hende, at det endelig gik op for mig at det var rigtigt – at der VAR et rigtigt menneske derinde, der kom ud lige om lidt!

Der havde simpelthen været så meget, med job og butik og børn og fysisk ubehag, at jeg først forstod det og glædede mig over det der.

Jeg tror Ninjaman havde det på samme måde.
Vi var så lettede over at hun så fin og flot ud. Vi var også imponerede over vores egen evne til at skabe mirakler sammen – og så endda helt uden at have gjort os umage,

Der var så mange ting der var uoverskuelige lige i den periode, men vi reddede den igennem, ved at gen-forelske os helt vildt i hinanden.
Jeg var stor som en hval – han var træt og arbejdede hårdt – der var to små børn der hele tiden krævede os – og den bedste måde at deale med al det, var åbenbart at bruge hvert eneste ledige øjeblik på at kysse i krogene.

Den varme juli, blev afløst af en brandvarm august, og vi ventede med stigende utålmodighed på den lille dame, der burde have vist sin ankomst sidst på måneden.
Kunne hun ikke bare komme, så vi kunne forme vores nye familie, med hende i den?

(fortsættes….)

09/4/14

Om det der kærlighed del 23 – en føljeton

Der er flere af jer, der har efterlyst flere afsnit af føljetonen, om hvordan jeg mødte min Ninjaman, og fik en hel masse børn.

Fortsættelse følger hermed:

2006 begyndte godt.
Jeg havde stadig barselsorlov, med min glade 10 måneders baby, og når hun skulle sove til middag, trillede jeg barnevognen over til de butikslokaler vi havde lejet, og brugte tiden mens hun sov, på at male vægge og samle reoler,

Jeg havde haft varelager i soveværelset og drevet netbutik hjemmefra, og vi glædede os alle til at få adskilt arbejde og privat, og få lidt mere plads og tid.

Planen var at vi skulle stå i butikken et par dage om ugen hver, og så begge arbejde ved siden af, ind til den kørte godt.

Så tingene så egentlig lyse og fornuftige ud – eneste lille irritationsmoment, var at jeg havde tabt min kobberspiral, i julen, og skulle op og scannes, for at se om jeg havde fået cyster igen, og om det var dem der havde skubbet den ud.

Det bekymrede jeg mig en del over – syntes også det nev lidt i maven, på samme måde som dengang jeg havde cyster, og frygtede at scanningen viste det.

Scanningen viste ikke cyster.

Den viste en lille spunk, med blinkende hjerte: jeg var 8-9 uger henne!

Noget af en overraskelse – det var ikke et barn mere vi stod og manglede – men det tog ikke mange øjeblikke for os at blive enige om, at det ikke kunne være anderledes.

Jeg bekymrede mig en del: hvordan ville vores økonomi blive, hvis Ninjaman sagde sit job op og blev den der stod fast for butik – planen om at skiftes til det, holdt jo ikke, hvis jeg var på barsel?

Hvor klemte ville børnene blive?

Var det ikke noget med at sådan nogle pseudotvillinger skændtes meget og som voksne ikke gad se hinanden(denne tese var baseret på en enkelt veninde, der altid har hadet sin et år yngre søste, men tanken skræmte mig, og jeg var bange for om den slags var almindelige med tæt aldersforskel)?

Ninjaman tog det mere afslappet:”det skal nok gå! Og vi er to om det!”

Da jeg var svær at berolige, malede han dette her maleri til mig (efter en tegning i en bog af Jacob Martin Strid), og af en eller anden grund fik det mig til at føle at det hele nok skulle gå…
:

20140830-111721.jpg
Det hænger i køkkenet, og jeg kan stadig blive helt varm inden i når jeg ser det.
Når ting siden hen har været skræmmende og vi har skullet tage store beslutninger om noget, har jeg ofte set på det lille billede, og forsøgt at tænke:”hvis det ikke går – så pyt! – for vi har stadig hinanden!”

05/13/14

Om det der kærlighed – en føljeton, del 22

På opfordring for flere af jer læsere, kommer her endnu et afsnit føljeton, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden – og hvad der siden skete.
Den kan læses fra starten her.

Vores fine nye pige blev født kl. 0.43 en frostklar februarnat, og de første fem timer af sit liv, holdt hun sig vågen, og iagttog os alle, med sine store mørke øjne.
Vi skulle lige rydde lidt op efter hjemmefødslen, og spise natmad, mens vi talte den fine fødsel igennem med vores søde jordemoder – men da de ting var overstået og vi gik ind for at sove, var hun stadig lysvågen, og vi måtte ae hende over håret længe, før hun endelig faldt i søvn.
Til gengæld stod hun også ganske tidligt op, så da den nybagte – og strålende stolte – tre årige storesøster kom hjem om formiddagen, havde vi allerede været oppe længe, med den nysgerrige lillesøster, der udmattet sov igennem det første møde med sin søster.

Vi burde have luret allerede der, at det der med nattesøvn nu kun var minder…
Lillebabyen viste sig at være en helt anden slags baby end hendes blide og rolige storesøster havde været: hun sov særdeles lidt, og var ekstremt nysgerrig, udadvendt og hurtig til at lære.

Allerede som 5 måneder gammel kunne hun kravle efter sin storesøster, mens hun forsøgte at spise alt hun kunne komme i nærheden af, af barbiesko og krummer – og 9 måneder gammel havde hun lært at skubbe skamler og andre møbler rundt, så hun kunne komme op og kravle fnisende rundt i vindueskarmene.
Så vi havde sved på panden, og følte at vi havde nok at se til, med sådan to småpiger i huset!

Men det var også enormt dejligt nu at være en familie på fire; pigerne var voldsomt glade for hinanden, og det var rørende at se, hvordan den 3 årige storesøster kunne klovne og fjolle, og få sin lillesøster til at le, til hun trimlede omkuld.

20140512-141319.jpg
To fjollede søstre

20140512-141348.jpg
Søvn var en sjælden begivenhed, der ofte blev fotodokumenteret.

20140512-141933.jpg
En lækker lille marcipanbaby, med smil i øjnene.

2005 var det nemmeste år vi havde oplevet længe, og det var som om alting lykkedes: vi havde to skønne børn, vi havde hinanden, og det at vi havde klaret så meget modgang sammen, gjorde at vi også satte rigtigt meget pris på at være nået her til.
Jeg havde de sidste fire år kørt en lille virksomhed, ved siden af mit arbejde, og nu så den pludselig ret lovende ud, og vi begyndte at lægge planer for, hvordan Ninjaman også kunne blive en del af det.
Sidst på året skrev vi under på en lejekontrakt til et lokale, og lagde en plan for hvordan vi begge kunne få en smule ned i tid på arbejdet, og så skiftes til at passe virksomhed, ind til den kørte godt nok til at en af os kunne leve af det fuld tid.
En god, fornuftig plan – totalt voksenagtigt at have plan for vores fremtid i det det hele taget!
Vi havde også styr på det der med børn: nu hvor vi havde set hele to gange hvor pragtfulde unger vi lavede, drømte vi begge om at lave en mere – men først om 4-5 år, når pigerne var blevet større og forretningen kørte.

Men det er ikke alting man kan planlægge…

04/25/14

Om romantiske locations

Når man har været kærester i over 16 år – som jeg har med min Ninjaman – går der almindeligvis længere mellem kys, end da man var helt nyforelskede.

Ikke fordi jeg er mindre vild med ham end dengang, men der er jo børn om benene på os konstant!

Vores kobberbryllups-fejring blev planlagt af pigerne(brunch, de selv havde lavet; en tur i biffen og se en børnefilm; og nachos på en cafe’ – hyggeligt, ja, men det der med at sidde og kysse, overværet af 4 par forventningsfulde øjne virkede malplaceret.

Det lægger også en dæmper på ethvert langt kys, når man har et forkælet mindstebarn (der ikke er vant til at nogen udveksler kærtegn uden at hun er i centrum) – så hver gang vi står og kysser, kommer hun spænende og borer sit lille hoved ind mellem os og råber:”OP, OP!”

Men de sidste par måneder, er vi blevet vildt gode til at finde snedige steder i huset, så vi kan kysse i fred.

Hvorfor?
Jamen, jeg har fået nyt job, og kan komme hjem med kys-inspirerende billeder som dette:

20140425-130525.jpg
Eller dette:

20140425-130551.jpg
Ja det ser mærkeligt ud, men der er en forklaring: mit nye arbejde, er det samme sted som vi mødte hinanden!

Så det sted i kantinen, er præcis der han sad, da jeg så ham første gang – og toilettet har været skueplads for lidet romantiske udskejelser i sin tid…

Så de sidste to måneder, har vi levet højt på gammel romantik, nye kys – og sære fotos.

08/31/12

Om det der kærlighed – føljeton del 16

Nå, nu er jeg ved at have mandet mig nok op til at fortsætte med føljetonen, selv om jeg er nået til noget, jeg egentlig ikke har lyst til at skrive om – og var bange for om jeg kunne formulere, så det ikke lød forkert (selvynkende, bebrejdende, udstillende, eller andet negativt.)
Sådan har jeg det stadig,men Ninjaman – som er den det mest handler om – har læst og godkendt, og synes det er en vigtig del af historien, der ikke kan springes over…

Foregående afsnit kan findes HER

Føljeton del 16
Det næste år var jeg i en lykkelig lille babyboble.
Jeg var indehaver af den mest fantastiske baby verden nogensinde havde set, og havde jævnligt dårlig samvittighed ved tanken om, at andre forældre måtte nøjes med mindre fantastiske babyer end min…

Den nat hun blev født, havde Ninjaman og jeg ligget hele natten sammen, med vores nyfødte imellem os, og beundret alle hendes fine små træk.
Jeg havde forestillet mig at den slags blev ved: at vi begge to for evigt ville synes, at alt ved hende var fantastisk – men han trak sig mere og mere ind i sig selv, og hvis jeg begejstret sagde:”nej se!! Hun SMILER!”, nikkede han høfligt, og mumlede, at han glædede sig til at hun kunne gå, cykle, eller noget andet, langt ude i fremtiden.

Jeg var ked af, at han var så svær at nå ind til, men tænkte at det sikkert var noget forbigående.
Han arbejdede jo også meget, og havde en masse kurser i den periode, så det var ikke underligt hvis han var træt og indelukket hjemme.

Men en dag gik han til lægen, og kom der fra, med diagnosen “svær depression”, og en pakke piller…

Han havde været plaget af tanker om selv at være adopteret, og måske genetisk ikke have evnerne til selv at være en god forælder – men havde forsøgt at skjule og ignorere det, og flygte ind i arbejde i stedet.

Da ordet depression først var sagt, magtede han ikke at holde sammen på sig selv længere, og begravede sig i et mørkt rum.
Han skulle tvinges til at bade og spise hele den første måned, ind til medicinen begyndte at virke.

Resten af verden ramlede også: et andet menneske jeg elskede højt døde pludselig, men jeg vidste at jeg ikke kunne tillade mig selv at sørge, for jeg var bange for at ryge ind i sorgen, og ikke kunne trække mig op igen – og jeg havde altså også et dejligt barn, der skulle holdes glad.
(Det er nu snart ti år siden, og jeg savner stadig hende jeg mistede, på den helt hudløse måde, fordi jeg ikke gav mig selv lov til at sørge.)

Jeg savnede Ninjaman frygteligt meget, selv om han hele tiden var der – for det var som om han ikke var der rigtigt…

Han kunne ikke lide at være alene, men magtede heller ikke den glade babys selskab, så jeg balancerede mellem at underholde og hygge mig med hende, når hun var vågen – og sidde hos ham når hun sov.
Han ville ikke tale eller røres ved, men bare have at jeg sad der.

Så jeg sad der – og skrev, og skrev, mens han lå ved siden af mig og så op i loftet.
Jeg skrev lange mails dagligt, til mine venner.
Skrev historier til min baby.
Skrev forslag til mig selv, om hvordan jeg kunne tjene lidt ekstra penge, så vi havde råd til at blive boende, i det hus, der faktisk nu viste sig at være for dyrt.
Skrev gamle minder ned.
Skrev en fjerdedel af en fagbog(der udkom senere det år).

Jeg så stort set ikke andre mennesker i et halvt år.
Et mærkeligt halvt år, hvor jeg bare ventede på, at min elskede kæreste, kom tilbage til os.
Det vidste jeg at han ville – jeg vidste bare ikke hvornår.
(Fortsættes)

02/24/12

Om det der kærlighed,del 14

Nu er det tid til endnu en omgang fredagsføljeton, til de af jer der er nysgerrige nok til at følge med tilbage i tiden.
(Gamle afsnit kan findes her.)

Nå, her stod vi så – unge, fattige, nyuddannede husejere, med en baby på vej.
Jeg opdagede hurtigt at jeg kunne holde morgenkvalme væk, hvis jeg sørgede for aldrig at være det mindste sulten – så jeg spiste hele tiden.

Ninjaman må have følt at han virkeligt havde trukket en nitte der, tænkte jeg, mens min krop forvandlede sig fra lille og tynd, til 20 kilo tungere, prustende og rund.

Der til kunne man så også lægge nogle seriøse humørsvingninger: jeg tudede ved tanken om at nogen forventede at jeg kunne finde ud af at føde et helt barn selv, jeg tudede over reklamer, jeg tudede over bøger, jeg tudede over nyheder, og jeg tudede over ting jeg forestillede mig at Ninjaman måske tænkte….

Væk var alt brovtende sejhed – jeg havde svært ved at genkende mig selv i al det tuderi, og oveni målte jeg mig en dag til at have de ikke så flatterende mål 100-100-100.
Jeg var nu en tudende bold….

Det kom derfor bag på mig at Ninjaman en dag, hvor jeg kom træt hjem fra arbejde, højtideligt rakte mig en tegning af en tatovering, som han syntes vi begge skulle få, som symbol på at vi var blevet gift.
Jeg tudede (naturligvis), rørt over at han godt gad blive gift med hormonkuglen – men fællestatovering var jeg altså ikke til.

Vi talte om fest – uhøjtideligt med alle venner overnattende i en spejderhytte eller sommerhus, bål på strand og et eller andet helstegt dyr – men faktum var at vi absolut ingen penge havde, så det blev droppet.

Et par måneder før babyankomst sneg vi os op på rådhuset, bare os to, udvekslede et par billige sølvringe, og sørgede for at Ninjaman fik mit efternavn.

Det var faktisk rigtigt fint og højtideligt.
En forbipasserende tog en masse fotos, hvor man på dem alle kan se en jogger strække ud, og vi bragede en måneds madbudget af, på at tage ud på et hotel på Amager, og leje et værelse på 22. etage, hvor vi sad hele natten i mørket og kiggede ud på byens lys, mens vi holdt i hånden og talte om alt det liv der ventede på os.
(Det er meget sandsynligt at jeg også tudede lidt.)
Ti uger senere blev vi forældre.

(fortsættes)

02/17/12

Om det der kærlighed del 13

Nå, vi må videre i fredagsføljetonen.
Vi havde jo købt et lille hus, og brugt nogle måneder på at skovle lort op i kælderen og bekymre os om vores økonomi.

Nu var der ro på, vi var fattige, men glade – og nød at have plads til at invitere gæster. Den fik ikke for lidt, med fester den vinter, og det var det hele værd, ikke at have underboere der klagede over støj!

Jeg kunne godt have fortsat med at leve sådan i nogle år – men Ninjaman blev ved med at bringe emnet børn på tale…
Jeg havde haft noget med underlivet som helt ung, og fået at vide det kunne blive svært at blive gravid – måske ville det tage nogle år, tænkte jeg – eller også kunne jeg slet ikke, og så var det jo godt at vide mens vi stadig var så unge, så vi kunne nå at adoptere eller noget.

Så jeg sagde ja til at vi kunne smide præventionen ud, og Ninjaman var en meget glad mand.
3 uger efter var jeg gravid…

Jeg var kun ansat i et vikariat, der stoppede samtidigt med at jeg skulle føde, så økonomisk ville det blive ekstremt hårdt – men vi kunne ikke rigtigt tænke på den slags nu, mens vi hoppede rundt af glæde med en klam tisfedtet test i hænderne.

Det er muligt at jeg gik lidt halvhjertet ind i det der projekt-baby, men så snart det var en realitet, syntes jeg det var vildt spændende – har altid elsket at starte nye projekter op, og det her projekt var da det mest fascinerende – tænk hvor vildt det var, at sådan en lille blanding af os var ved at vokse frem.

Jeg læste alt der kunne læses om graviditet og fødsel, og målte og fotograferede maven i et væk.

20120216-213104.jpg
Her er jeg 12 uger henne, og jeg var så stolt af det foto, som jeg virkeligt følte viste hvor enorm maven allerede var…

Men nedenstående foto, taget nogle måneder efter, var jeg derimod mopset over længe – man tager altså IKKE fotos af gravide nedefra!

20120217-075100.jpg

Nå, men dagene gik, i babyboblen, og vi var skiftevis euforisk spændte og meget skræmte over det der familieforøgelses-noget.
Og så friede han…
(fortsættes)

01/27/12

Om det der kærlighed, del.10

Nå, det er tid til lidt fredags-føljeton.
Sidste afsnit efterlod jer med den spændende cliffhanger: er det virkeligt sandt, at det irriterende forelskede kærestepar fik ens frisurer?

Det var der så. Altså – det var ikke helt med vilje, men faktum var, at vi i et par år, havde samme frisurer.
Vi var jo så forelskede, Ninjaman og jeg, på den øretæveindbydende måde, hvor vi kunne bruge alt for meget tid på at sidde og se hinanden ind i øjnene, tegne billeder af hinanden, ligge vågne hele natten og dele hinandens livshistorier, og når vi tog til større fester endte det ofte med at vi knaldede på toiletterne, eller tog tidligt hjem for at gøre det samme – oh yes: vi har været SÅ irriterende at gå på uddannelse med…

Ninjaman luftede en mening om, at jeg var skoblind, og jeg overdrog med glæde retten til at købe mine nye sko til ham, og blev udstyret med smarte sneakers – temmeligt meget magen til dem han selv havde.

Jeg luftede til gengæld tanken om at jeg altid havde syntes langhårede mænd var lækre – og samme sekund lod han sit hår vokse.
Et halvt års tid efter vi var flyttet sammen, var jeg til en frisør der påstod at mit, næsten numselange, hår var meget slidt, så hun klippede det i en kort page – der tilfældigvis matchede den længde Ninjamans hår havde nået…

20120127-090742.jpg
Da vi jo hele tiden var sammen, og iøvrigt syntes at alt hvad den anden gjorde var fantastisk, lod vi os naturligvis også inspirere af den andens måde at sætte den korte page på, med indbukkede spidser.

Som håret voksede, blev vi ved med at have samme længde hår og frisurer – først en lang periode med 2 x hestehaler, så en lige så lang med 2 x virkeligt langt pjuskehår.

(Det er fra sidstnævnte periode, at et barn i en bus skuffet sagde til Ninjaman:”øv jeg troede først du var Pocahontas, der kom for at underholde i bussen!”)

20120127-091256.jpg
De ens frisurers æra sluttede faktisk først da jeg var højgravid, og Ninjaman følte at han burde anskaffe sig “far-hår”, og derfor blev klippet i en kikset revisorfrisure, og jeg til gengæld fik farvet mit hår rigtigt forstadsagtigt tofarvet. (Uh, hader fotos af mig selv fra den periode…)

01/22/12

Om det der kærlighed, del 9.

Om det der kærlighed, del 9 – en føljeton

Jeg skrev en føljeton i december, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden og blev kærester.
Flere af jer har plaget om en fortsættelse, men jeg syntes egentlig ikke der var så meget at fortælle – men da jeg er en rigtig pleaser, giver jeg nu efter for gruppepres, og fortæller hvad der skete, fra Ninjaman kom hjem og fandt mig i sin seng, til nu – snart 14 år senere.

De første år, var vi så smaskforelskede, at det må have været vammelt at se på for andre – og det bliver garanteret også vammelt at læse om, men I plagede selv, og nu er I advaret!

Jeg fandt det her maleri – og en serie fra samme periode, alle med samme motiv: Ninjaman 25 år gammel, malet af mig.
Vi sad i hans lille lejlighed aften efter aften, og hørte høj musik, mens vi tegnede og malede.
Jeg må have malet næsten 20 malerier, med ham som motiv – jeg er ikke en god maler, men jeg var helt opslugt af at beundre hans ansigtstræk, og finde farver – og han tegnede mig en million gange – primært uden tøj på…

Vi var rigtigt meget sammen – jeg havde mistet en del venner da jeg blev skilt fra min eksmand, Ninjamans venner boede i Jylland – og selv om vi fik nye venner, og var gode til at holde nogle fede fester, så var vi nærmest sammen i døgndrift.

Vi gik på samme uddannelse, var sammen med de samme mennesker – og resten af tiden sad vi bare og spejlede os i hinandens øjne.
Shit det er sukkersødt – og jeg er ikke engang nået til den del med at vi havde ens frisurer….
(fortsættes)

20120122-134137.jpg