03/23/17

Om kærlighed – interview med Ninjaman

Flere af Jer har efterlyst fortsættelse på kærlighedsføljetonen, og det er også i støbeskeen, bare rolig!
Ninjaman sagde jo ja til at svare på spørgsmål fra Jer, og her har jeg samlet en blanding af spørgsmålene i stillede ham om parforhold, samt lånt nogle af de gode spørgsmål Cecilie stillede mig på sin blog i efteråret.

Interview med Ninjaman – om kærlighed.

Fortæl hvad du husker fra det første møde.
Jeg kan huske jeg tænkte at hun så sød ud da hun kom ind af døren, første dag på nyt studie Hun havde sådan en patchworknederdel på, som jeg senere hjalp hende med at lappe da hun jokkede den i stykker. Hun var ret lækker, og hippieagtig på en måde jeg godt selv gad at have været der.

Hvornår vidste du at det var hende du ville have?
Allerede på den rus-tur vi var på efter nogle dage vidste jeg det.
Vi havde været konstant sammen fra day one. Og talte godt sammen.
Jeg ved ikke om jeg decideret vidste at vi skulle være sammen for evigt, men jeg vidste at jeg virkeligt, virkeligt godt gad score hende.

Hvad faldt du for ved hende?
Det var nok hendes humor. Sådan havnearbejder-humor. Hun var så grov og hurtig, og det var sjovt.
På den måde var vi meget forskellige. Jeg havde mere sådan underspillet jydehumor, som hun aldrig fattede.
Jeg tror måske kun hun tog mig for udseendet…

IMG_0770
Hvilke tanker gjorde du inden du friede?
Vi lavede alt sammen. Havde kendt hinanden i nogle år, og jeg var bare så forelsket. Så at fri var bare en naturlig forlængelse. Og så er jeg nok lidt bondeagtig, og tænker at det er sådan man gør, hvis man ved man skal være sammen resten af livet.

Hvilke fællesinteresser har i?
Serier! Og gåture, hvor vi snakker. Mad. Unger.
Vi kan også godt lide at male begge to, men det har været besværligt siden vi fik børn, og ikke længere kan lade ting stå fremme. Nu er vi begyndt at tage på malekursus, sammen med børnene, nogle gange om året. Det er superhyggeligt.

Hvor er i forskellige?
Hun kan godt lide at læse bøger, og jeg kan godt lide at skyde zombier.
Jeg kan godt lide fysisk hård sport, og hun kan godt lide at ligge i sofaen.
Jeg sover hurtigt og vågner tidligt, hun er ofte søvnløs og ikke til at hive ud af sengen om morgenen.
Jeg er dårlig til smalltalk, og hun starter samtaler med folk i bussen.
Jeg ville nok også bo med langt, langt færre ting, nips og bøger end vi gør nu, hvis ikke vi boede sammen.

Vi er grundlæggende gode til at rumme hinanden, og forskellighederne er aldrig et issue.

IMG_1084

Hvad kan du bedst lide ved hendes udseende?
Jeg ved ikke om der er noget jeg bedre kan lide end resten. Men hun har virkeligt pæne øjne.

Hvad er hendes dårligste vane?
Det er sgu svært. Der er så mange! Av!!
Okay. Jeg synes hun roder meget i et køkken. Der er ikke rigtigt noget system i det. Hun kan ikke lave mad og rydde op samtidigt . Overhovedet!
Altså hun kan knapt nok koge et æg, uden at tage samtlige gryder og pander i brug.

Hvilket sted i verden vil du helst tage på kæresteferie?
Der er mange steder. Jeg ville rigtigt gerne til New York sammen, og gå på lækre restauranter og museer. men også gerne sådan noget med en luksusstrandhytte, hvor man blev forkælet. Sådan noget med strand, og folk der gjorde ting for os.

Hvad er jeres bedste ferieminde?
De bedste ferier har været i sommerhus på Helgenæs. Vi har været der hver eneste sommer. Der har vi en anden base, og der er supersmukt og vi kender det. Ingen stress, og vi kender alle de bedste steder.
Efter jeg havde været kræftsyg, var vi i Berlin sammen, uden børn. Det står som en af mine bedste ferier også. Bare det at vi kunne tale sammen hele tiden, og følelsen af at være alene uden børn. Vi har snart kendt hinanden 20 år, og jeg synes det var dejligt at kunne mærke at vi stadig har så meget til fælles, også når børn ikke distraherer. Vi har ikke rejst uden børn ellers, men jeg ville supergerne prøve det igen.

image

Hvilke tre ord beskriver dig?
Pligtopfyldende, forfængelig – særligt i forhold til fodtøj, og trofast.

Og hvad ville hun sige, tror du?
Lækker, sjov, stærk?

Hvad gætter du på at hun helst ville ændre ved dig?
Måske at jeg husker at slukke kogepladerne, når jeg har lavet mad…
Beskriv jeres liv sammen med fem ord.
Massage, tvserier, unger, hverdag, sjov.

Hvad laver i om 20 år?
Lever af de millioner jeg er sikker på min kone tjener på de ting hun skriver!

06/18/15

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…

Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!

—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.

Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!

Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.

Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:

Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.

Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.

Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.

Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.

Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.

Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!

En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.

Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.
image

Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.

image

Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.

Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.

Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.

Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.

Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.

 

(fortsættes)

06/10/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

image

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag,  hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet,  hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

image

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald,  alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet,  og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning,  blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)

05/21/15

Om det der kærlighed del 26, en føljeton

Føljetonen om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester, fik unger og al den slags, sluttede sidst, med en fødsel.

Den tykke nyfødte var helt perfekt: sov meget, åd meget, sked meget.

Ældste storesøster, der havde overværet fødslen, var nærmest forelsket i sin nye lillesøster og kunne bruge timevis på bare at sidde og se på hende, mens hun sov.

Yngste storesøster, der kun var halvandet år, var en anelse mere forbeholden i sin begejstring…

Hun var meget nysgerrig, og ville gerne “hjælpe” med at skifte ble, og kunne sidde længe og beundre lillesøsters bittesmå fingre – men eksperimenterede også med fremstilling af kradsemærker på små kinder, og blev enormt jaloux og mængede sig, når ældstesøster holdt den lille.
image

Det her billede er ret sigende: mellemsøster der, med forurettet mine, forsøger at vriste baby fra helt opslugt ældstesøster.
Eller dette her:
image
Endnu engang: en forelsket, opslugt storesøster, med en opmærksomhedshungrende mellemsøster, der forgæves forsøger at lave show med plastikhårtørrer i baggrund.

Jeg havde konstant den lille i bæreslyngen – selv når jeg gik på toilettet – for jeg turde ikke gå fra hende, efter at have set den mindste storesøster forsøge at kravle op i diverse vugger til hende, eller slæbe hende væk fra tæppet på gulvet, og med ind på børneværelset.
image

Først en måned efter fødslen, fik vi vuggestueplads til den halvandet årige, som var helt euforisk over at komme et sted hen, hvor man kunne klatre og hoppe og lege med andre børn.

Det var en stor lettelse, at hun nu var så glad og fik nye input – den måned med to blebørn hjemme, et børnehavebarn der skulle hentes, og en mand der arbejdede meget, havde været benhård.

Vores selvstændige virksomhed kørte ikke helt så godt som planlagt: banken var efter os, og ville have pant i huset, hvilket var utroligt skræmmende, og gjorde at Ninjaman arbejdede rigtigt meget, for at forsøge at vende skuden.
Jeg tog skyklapper på, og forsøgte bare at gøre det så godt som muligt, for vores tre små piger, men det var svært i starten, da en nyfødt, en halvandet årig og en fire årig har ret forskellige behov.

Ninjaman og jeg, havde flere aftener, hvor vi sad og græd sammen, over hvor svært det var at slå til – både i forhold til det med vaklende økonomi, og det med pludselig at være flere børn end voksne, men gradvist lærte vi at navigere i det.

Pigerne vænnede sig til det nye familiemedlem, og det føltes hurtigt som om hun altid havde været der.
Og når de sad sådan her, smeltede vi forældre:
image

01/14/15

Om det der kærlighed del 25,5 – en føljeton

(fortsættelse på føljetonen, der forleden stoppede cliffhangeragtigt, midt i en fødsel)
——
Veerne var stride, men jordemoderen kunne konstatere at de også gav noget – fra 4 til 6 cm på en halv time, det her ville sikkert gå hurtigt – troede hun.

Presseveerne begyndte lige efter at hun havde sagt 6 cm – et tegn på at baby står skævt, når de kommer allerede der.

Kemien mellem mig og jordemoderen var ikke særligt god.

Hun virkede ret usikker, og jeg følte, at jeg ikke bare kunne slappe af og koncentrere mig om vejrtrækningen, men var nødt til at være vågen, og komme med forslag til hvordan den baby kunne blive drejet.

Hun fik også flere gange sagt nogle skræmmende ting, som kurrede rundt inde i mit hoved, og fik mig til at føle at det var en utroligt farlig fødsel.

Bagefter kunne jeg læse i papirerne, at den teknisk set ikke havde været meget anderledes end min foregående fødsel(som var min bedste), men hele forskellen var, at der havde jeg følt mig tryg, og havde kunnet slappe af, hvor her, var jeg utryg og i alarmberedskab.

Den næste time gik med diverse krumspring, for at få babyen til at lægge sig mere hensigtsmæssigt: jeg lå med røven i vejret, lå, kravlede og hoppede.

Jeg fik endeligt åbnet mig det jeg skulle, og fik de rigtige presseveer, men nu var min krop træt, og nægtede at producere veer der varede længere end 45 sekunder.

Der kan man altså ikke nå særligt langt, babyen sad stadig højt oppe, og rykkede sig knapt nok nedad under veerne.

Det varme vand i fødekarret tog toppen af veerne, men gjorde dem også endnu svagere, så jeg endte med at ligge på siden i sofaen.

Fik helt klaustrofobi af at ligge der, med den store tunge mave, og de frustrerende korte veer, men vandet gik, og babyen begyndte endelig at bevæge sig lidt nedad under veerne.

Klokken var nu blevet halv 7 om morgenen, og den 4 1/2 årige snart-storesøster-til-to, vågnede, og min mor gik op for at forklare hende hvad der skete.

Hun havde hele tiden gerne villet med til fødslen, men jeg havde ikke kunnet overskue at have en sludrende tilskuer – men lige der, var jeg ligeglad.
Fødslen virkede fredelig nok – der var hverken blod eller råben – og den spændte søster, trak en lille stol hen, og gav sig til at heppe.

Jeg var ved at være panisk over at babyen hele tiden svuppede op på plads igen når veen sluttede, selv om jeg lige havde mast den et godt stykke vej ned, og kunne ikke slippe tanken om at NU skulle det altså overståes – for jeg var så bange for, om jeg overhovedet ville kunne føde uden hospital og sugekop, hvis jeg nåede at blive mere træt.

Så i et anfald af panik, begyndte jeg bare at presse – uden veer.
Ikke fordi jeg er spor sej, men fordi jeg var oprigtigt bange…

Det må have taget måske 3 minutter, men endelig kom hovedet ud, og lidt efter kom der en ve og hjalp til – hvilket var heldigt, for babyen var så stor, at de ikke bare kom ud selv.
Klokken var 07:08.

Jeg hev hende op til mig, og i det samme ramte morgensolens første stråler vinduet, og badede hendes fedtede krop i gyldent lys.

Det var helt magisk, men egentlig også meget fair, at den fødsel der havde været så skræmmende og hård, skulle slutte så fint.

Hun var en væsentligt større baby end de to store havde været, med tykke lår, en mærkelig bule oven på hovedet af at have stået skævt, og langt sort hår.
Jeg lå med hende så jeg ikke helt kunne se hendes ansigt, men duftede til hendes hår, og nød hendes vrede skrig.

Storesøster ræsede over i sofaen, helt euforisk. Nussede, aede og strålede af stolthed, og fik lov til at holde hende.

Min mor tryllede morgenmad frem, og vi spiste sammen, med den nøgne nyfødte pakket ind i en dyne.

Et par timer senere kørte jordemoderen igen, og min mor kørte den stolte storesøster i børnehave, medbringende kage.
Så var vi alene – de nybagte forældre til tre, og det fire kilo tunge vidunder.

Vi så på hendes lille sammenbidte ansigt, og så på hinanden, og begyndte simultant at tude begge to, helt overvældede over hvor smukt, stort og helt utroligt skræmmende det er, at have fået ansvar, for endnu et fantastisk lille menneske…

asta 147

asta 067

asta 107

01/13/15

Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton

Tak fordi i tog så fint imod det føljeton-indlæg jeg endelig snøvlede mig sammen til at skrive – her følger allerede en fortsættelse.

——-
del 25 – fødsel af tredje barn.

Både den 4 årigeog den halvandet årige var født hjemme, og det skulle denne her baby efter planen også.

Desværre havde hun ikke spor travlt – terminsdagen sidst i august blev rundet, og septemberdagene gled forbi, uden det mindste tegn på baby…

Som hjemmefødende må man højst gå to uger over termin, så jeg var behørigt nervøs for at skulle føde på hospitalet, eller for at blive sat igang, som jordemoderen talte meget om.
11 dage over termin, var jeg ude og få en rundvisning på fødegangen, og en dato til igangsættelse, to dage efter.

Meget skræmmende tanke for os begge, hvis vi skulle bevæge os et fremmed, befolket sted hen, for at lave noget så privat som at få en baby – vi havde jo ikke erfaring med andet end hjemme.

Jeg kunne mærke at babyen lå skævt i maven – sådan havde hendes storesøster også ligget, og jeg kunne genkende fornemmelsen.

Tre gange de sidste tre uger, havde jeg haft nogle timer med småveer, der ikke blev til mere, hvilket også er tegn på et barn der ikke trænger helt ned i bækkenet.

Som sidste håb, inden igangsættelse, tog vi ud til en akupunktur, der også var uddannet jordemoder.
Hun undersøgte mig indvendigt – ikke en skid klar eller åben, trods alle de gange med snydeveer – så hun jog en masse nåle i mig.

Efter en time som nålepude undersøgte hun mig igen – nu 3 cm åben, rystende over hele kroppen, og med kvalme.
Yes!
Vi skyndte os hjem og gjorde klar til fødsel, men der gik et helt døgn før veerne kom.

Jeg var blevet snydt af veer før, så troede ikke rigtigt på dem – men sad i aftensolen i haven og øvede vejrtrækning, vi puttede de “store” piger, og gik tidligt i seng.
Hvert fjerde minut vågnede jeg ved en ve, men de varede kun 15 sekunder, så jeg faldt i søvn igen mellem dem.

Klokken 02 skete der noget med intensiteten: jeg vågnede ved en ve der næsten rev mig midtover, drønede ud på badeværelset og kastede op.

Ninjaen og jeg sneg os nedenunder, for ikke at vække børnene, og ringede til jordemoderen og min mor.

Veerne var slet ikke til at styre – jeg havde god styr på dem ved de to foregående fødsler – men det her var anderledes.
Babyens hoved trykkede på min lænd, på en måde så det føltes som om jeg fik stød.
Det hjalp lidt, hvis Ninjaman nærmest lavede en håndstand på knoerne på min lænd – men sateme stadig ikke særligt sjovt!

Midt i det hele, vågnede den halvandet årige , selv om jeg nærmest havde kvalt mig selv ved at bide i en pude, for ikke at larme.
Hun ville ikke sove mere, men ville gerne have en rugbrød og sidde lidt på mors hofte…

Ninjaman vækkede min højgravide søster, der kom i pyjamas og badekåbe, og tappert hentede barnet.

Døre klaprede, der blev pakket ting den lille skulle have med, instrukser om hvordan barnesædet virkede blev uddelt, Ninjaman baksede fødekarret ind i stuen, jordemoderen kom der også, og jeg var rasende og havde ondt – her havde jeg været bange for at føde på et hospital, hvor man kunne høre andre fødende og fremmede mennesker kom og gik, og så stod jeg alligevel her og fødte, i noget der mindede om Hovedbanegården i myldretid!

Men hurtigt kom der ro på, jordemoderen fik kaffe, stearinlysene blev tændt, jeg kom op i det varme vand, og holdt op med at være helt så sur.
(fortsættes – senere på ugen, promise!)

01/7/15

Om det der kærlighed del 24 – en føljeton

“What? Allerede et nyt føljetonafsnit!” tænker I sikkert.
Og jo, den er god nok: det er kun fire måneder siden jeg sidst smed et afsnit på bloggen, men der er allerede et nyt klar.
Håber ikke tempoet er for hæsblæsende?

De gamle afsnit kan læses her: føljeton om kærlighed, del 1-23.
————————
Føljeton del 24
Nå.
Føljetonen er nu nået frem til foråret 2006, hvor vi havde satset alle sparepengene på en drøm om egen butik, men var blevet overraskede af en snigerbaby på vej.

Vi talte op og ned af stolper om hvad vi skulle gøre med butikken: skulle vi lukke den, sælge den, satse på den – eller hvad?
Jeg stemte for at lukke den, for jeg kunne ikke overskue at have tre bittesmå børn, og en usikker virksomhed, men Ninjaman var dødtræt af sit job, og havde lyst til at se hvad det kunne blive til, så vi blev enige om at forfølge den drøm.

Han stod i butikken fuldtid, og jeg trillede ofte barnevogn og vores to børn derhen og holdt ham med selskab.
Så sad de i baglokalet og spillede computer eller stod i døren og forsøgte at lokke kunder ind.
image

Det var lidt hyggeligt og spændende, sådan at have butik – selv om det også var lidt skræmmende, med alt det der med økonomi, som ingen af os var eksperter i.
image

Min mave voksede ufatteligt hurtigt – muligvis fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid – og allerede i tredje måned var det tydeligt at jeg var gravid igen.

Jeg måtte fortælle min arbejdsplads, at jeg ville vende ret gravid tilbage fra barsel: min barsel sluttede faktisk kun en måned inden min næste barsel – men de tog det pænt.

Jeg endte med at tage selvbetalt ferie den måned, fordi vi stadig ikke havde fået institutionsplads til snart-mellembarnet.
Det virkede uoverskueligt for hendes far, at have hende med i butikken hver dag, nu hvor nyhedens interesse var dalet, og hun hele tiden forsøgte at stikke af fra butikken, så hun kunne komme hen og glo længselsfuldt ind af hegnet til en børnehave længere nede af gaden. Så jeg holdt mig hjemme, hele den lange, utroligt varme, sommer, med en aktiv 16 måneders baby piskende om benene, og en krop der var tung og træt af at være gravid.
image

Jeg var så træt, at gåturen hen til børnehaven med den ældste på 4 år, virkede som et stort projekt, så hun endte med at få verdens længste sommerferie, og de to søstre hyggede sig gevaldigt sammen i haven, mens jeg lå på et tæppe og svedte, og rugede på deres lillesøster.

De var enormt hjælpsomme, og blev ret professionelle kartoffelskrællere, støvsugere og tøj-sammenlæggere den sommer.
image

Vi havde ikke vidst køn på de to andre, men i fødselsdagsgave fik jeg en 3D scanning, og så vores lille næstenfærdige pige ligge og sutte tommelfinger.

Jeg var vel i 30. uge der, men det var først da jeg så hende, at det endelig gik op for mig at det var rigtigt – at der VAR et rigtigt menneske derinde, der kom ud lige om lidt!

Der havde simpelthen været så meget, med job og butik og børn og fysisk ubehag, at jeg først forstod det og glædede mig over det der.

Jeg tror Ninjaman havde det på samme måde.
Vi var så lettede over at hun så fin og flot ud. Vi var også imponerede over vores egen evne til at skabe mirakler sammen – og så endda helt uden at have gjort os umage,

Der var så mange ting der var uoverskuelige lige i den periode, men vi reddede den igennem, ved at gen-forelske os helt vildt i hinanden.
Jeg var stor som en hval – han var træt og arbejdede hårdt – der var to små børn der hele tiden krævede os – og den bedste måde at deale med al det, var åbenbart at bruge hvert eneste ledige øjeblik på at kysse i krogene.

Den varme juli, blev afløst af en brandvarm august, og vi ventede med stigende utålmodighed på den lille dame, der burde have vist sin ankomst sidst på måneden.
Kunne hun ikke bare komme, så vi kunne forme vores nye familie, med hende i den?

(fortsættes….)

09/4/14

Om det der kærlighed del 23 – en føljeton

Der er flere af jer, der har efterlyst flere afsnit af føljetonen, om hvordan jeg mødte min Ninjaman, og fik en hel masse børn.

Fortsættelse følger hermed:

2006 begyndte godt.
Jeg havde stadig barselsorlov, med min glade 10 måneders baby, og når hun skulle sove til middag, trillede jeg barnevognen over til de butikslokaler vi havde lejet, og brugte tiden mens hun sov, på at male vægge og samle reoler,

Jeg havde haft varelager i soveværelset og drevet netbutik hjemmefra, og vi glædede os alle til at få adskilt arbejde og privat, og få lidt mere plads og tid.

Planen var at vi skulle stå i butikken et par dage om ugen hver, og så begge arbejde ved siden af, ind til den kørte godt.

Så tingene så egentlig lyse og fornuftige ud – eneste lille irritationsmoment, var at jeg havde tabt min kobberspiral, i julen, og skulle op og scannes, for at se om jeg havde fået cyster igen, og om det var dem der havde skubbet den ud.

Det bekymrede jeg mig en del over – syntes også det nev lidt i maven, på samme måde som dengang jeg havde cyster, og frygtede at scanningen viste det.

Scanningen viste ikke cyster.

Den viste en lille spunk, med blinkende hjerte: jeg var 8-9 uger henne!

Noget af en overraskelse – det var ikke et barn mere vi stod og manglede – men det tog ikke mange øjeblikke for os at blive enige om, at det ikke kunne være anderledes.

Jeg bekymrede mig en del: hvordan ville vores økonomi blive, hvis Ninjaman sagde sit job op og blev den der stod fast for butik – planen om at skiftes til det, holdt jo ikke, hvis jeg var på barsel?

Hvor klemte ville børnene blive?

Var det ikke noget med at sådan nogle pseudotvillinger skændtes meget og som voksne ikke gad se hinanden(denne tese var baseret på en enkelt veninde, der altid har hadet sin et år yngre søste, men tanken skræmte mig, og jeg var bange for om den slags var almindelige med tæt aldersforskel)?

Ninjaman tog det mere afslappet:”det skal nok gå! Og vi er to om det!”

Da jeg var svær at berolige, malede han dette her maleri til mig (efter en tegning i en bog af Jacob Martin Strid), og af en eller anden grund fik det mig til at føle at det hele nok skulle gå…
:

20140830-111721.jpg
Det hænger i køkkenet, og jeg kan stadig blive helt varm inden i når jeg ser det.
Når ting siden hen har været skræmmende og vi har skullet tage store beslutninger om noget, har jeg ofte set på det lille billede, og forsøgt at tænke:”hvis det ikke går – så pyt! – for vi har stadig hinanden!”

05/13/14

Om det der kærlighed – en føljeton, del 22

På opfordring for flere af jer læsere, kommer her endnu et afsnit føljeton, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden – og hvad der siden skete.
Den kan læses fra starten her.

Vores fine nye pige blev født kl. 0.43 en frostklar februarnat, og de første fem timer af sit liv, holdt hun sig vågen, og iagttog os alle, med sine store mørke øjne.
Vi skulle lige rydde lidt op efter hjemmefødslen, og spise natmad, mens vi talte den fine fødsel igennem med vores søde jordemoder – men da de ting var overstået og vi gik ind for at sove, var hun stadig lysvågen, og vi måtte ae hende over håret længe, før hun endelig faldt i søvn.
Til gengæld stod hun også ganske tidligt op, så da den nybagte – og strålende stolte – tre årige storesøster kom hjem om formiddagen, havde vi allerede været oppe længe, med den nysgerrige lillesøster, der udmattet sov igennem det første møde med sin søster.

Vi burde have luret allerede der, at det der med nattesøvn nu kun var minder…
Lillebabyen viste sig at være en helt anden slags baby end hendes blide og rolige storesøster havde været: hun sov særdeles lidt, og var ekstremt nysgerrig, udadvendt og hurtig til at lære.

Allerede som 5 måneder gammel kunne hun kravle efter sin storesøster, mens hun forsøgte at spise alt hun kunne komme i nærheden af, af barbiesko og krummer – og 9 måneder gammel havde hun lært at skubbe skamler og andre møbler rundt, så hun kunne komme op og kravle fnisende rundt i vindueskarmene.
Så vi havde sved på panden, og følte at vi havde nok at se til, med sådan to småpiger i huset!

Men det var også enormt dejligt nu at være en familie på fire; pigerne var voldsomt glade for hinanden, og det var rørende at se, hvordan den 3 årige storesøster kunne klovne og fjolle, og få sin lillesøster til at le, til hun trimlede omkuld.

20140512-141319.jpg
To fjollede søstre

20140512-141348.jpg
Søvn var en sjælden begivenhed, der ofte blev fotodokumenteret.

20140512-141933.jpg
En lækker lille marcipanbaby, med smil i øjnene.

2005 var det nemmeste år vi havde oplevet længe, og det var som om alting lykkedes: vi havde to skønne børn, vi havde hinanden, og det at vi havde klaret så meget modgang sammen, gjorde at vi også satte rigtigt meget pris på at være nået her til.
Jeg havde de sidste fire år kørt en lille virksomhed, ved siden af mit arbejde, og nu så den pludselig ret lovende ud, og vi begyndte at lægge planer for, hvordan Ninjaman også kunne blive en del af det.
Sidst på året skrev vi under på en lejekontrakt til et lokale, og lagde en plan for hvordan vi begge kunne få en smule ned i tid på arbejdet, og så skiftes til at passe virksomhed, ind til den kørte godt nok til at en af os kunne leve af det fuld tid.
En god, fornuftig plan – totalt voksenagtigt at have plan for vores fremtid i det det hele taget!
Vi havde også styr på det der med børn: nu hvor vi havde set hele to gange hvor pragtfulde unger vi lavede, drømte vi begge om at lave en mere – men først om 4-5 år, når pigerne var blevet større og forretningen kørte.

Men det er ikke alting man kan planlægge…

04/25/14

Om romantiske locations

Når man har været kærester i over 16 år – som jeg har med min Ninjaman – går der almindeligvis længere mellem kys, end da man var helt nyforelskede.

Ikke fordi jeg er mindre vild med ham end dengang, men der er jo børn om benene på os konstant!

Vores kobberbryllups-fejring blev planlagt af pigerne(brunch, de selv havde lavet; en tur i biffen og se en børnefilm; og nachos på en cafe’ – hyggeligt, ja, men det der med at sidde og kysse, overværet af 4 par forventningsfulde øjne virkede malplaceret.

Det lægger også en dæmper på ethvert langt kys, når man har et forkælet mindstebarn (der ikke er vant til at nogen udveksler kærtegn uden at hun er i centrum) – så hver gang vi står og kysser, kommer hun spænende og borer sit lille hoved ind mellem os og råber:”OP, OP!”

Men de sidste par måneder, er vi blevet vildt gode til at finde snedige steder i huset, så vi kan kysse i fred.

Hvorfor?
Jamen, jeg har fået nyt job, og kan komme hjem med kys-inspirerende billeder som dette:

20140425-130525.jpg
Eller dette:

20140425-130551.jpg
Ja det ser mærkeligt ud, men der er en forklaring: mit nye arbejde, er det samme sted som vi mødte hinanden!

Så det sted i kantinen, er præcis der han sad, da jeg så ham første gang – og toilettet har været skueplads for lidet romantiske udskejelser i sin tid…

Så de sidste to måneder, har vi levet højt på gammel romantik, nye kys – og sære fotos.