08/16/19

Om det der kærlighed del 36 – en fødsel, del 2

Min mand putter børn, mens jeg taler i telefon. Vi aftaler at se lidt film, og han lover mig massage, men jeg kan ikke helt overskue det alligevel, så vi taler bare.

Vores ældste datter har 8½ års fødselsdag i dag, og havde sådan håber lillesøster ville komme i dag, så de kan have halvårsdage på hinandens fødselsdage. Men det kan helt sikkert ikke nåes, kl. er snart 21, og stadig intet regelmæssigt eller langvarigt over veerne.

Kl. 21.55 ringer jeg til min jordemoder for at høre hvad hun syntes: skal jeg gå i fødekar, hvornår skal jeg tage klyx, hvor kort skal der være imellem veer, før hun har lyst til at komme ud til mig.

Hun siger jeg må prøve at mærke lidt efter selv – trænger jeg til en pause i veerne, kan de måske stoppes med et varmt bad for en stund. Håber jeg på at der skal ske mere, kan jeg jo forsøge at tage et klyx, som måske kan starte lidt mere. Og så kan vi bare ringes ved, så snart jeg har behov for det.

Jeg går op på badeværelset med mit klyx. Stadig lidt i tvivl om hvad jeg skal, starter jeg med at stå lidt under bruseren. Her bliver veerne hyppigere og begynder at gøre utroligt ondt foran i maven. Jeg synes det begynder at gå lidt for hurtigt, der var 10-15 minutter mellem de veer jeg havde før jeg gik op, nu er der pludselig 1½-2 minutter imellem de her. Jeg skynder mig at tage klyx, og det er godt nok svært og absolut ikke elegant, men det lykkes.

22.10 smser jeg ned til min mand i stuen – kan slet ikke overskue at gå derned – at han skal tilkalde jordemoder NU!!!

Han kommer op til mig med det samme, og begynder at sige noget om at jeg for femten minutter siden ikke vidste om det var i gang, men han stopper brat op, da han ser mig stå og pruste og sende onde blikke, og skynder sig at gøre som forlangt.

Jeg vakler med ham ned i stuen, hvor veerne nu kommer helt oveni hinanden, og gør så hvinende ondt foran at jeg næsten ikke kan trække vejret – har aldrig oplevet noget gøre ondt på den måde før! Min mand prøver at smutte væk fra mig mellem veerne, så han kan få pustet fødekarret op, men jeg vil ikke slippe ham. Det eneste der virker, er at jeg står og rokker op af ham, mens han trykker på et akupressurpunkt ved min tommelfinger. Min veninde bor på Frederiksberg og vil være en halv time om at komme, så han ringer istedet til min mor, og beder hende skynde sig over og hjælpe med karret.

Jordemoderen træder ind af døren kl. 23, og så snart jeg ser hende, får jeg trang til at presse med på slutningen af veen. Jeg skæver til hende for at se, om hun har tænkt sig at sige jeg ikke må presse med, men det siger hun ikke.

Hun spørger om jeg kan holde ud at ligge ned, så hun kan undersøge hvordan baby ligger, for jeg ser forpint ud af de veer fortil. Det gør enormt ondt at ligge ned, men hun undersøger mig forsigtigt indvendigt, og jeg er næsten helt åben – åh en befrielse at vide – men baby ligger skævt med hovedet. Man kan faktisk se udefra at hendes hoved ligger oven på symfyseknoglen, som en stor klump, og derfor gør det ondt foran i underlivet.

Jordemoderen vil rigtigt gerne prøve at vende hende med en rebozo: et langt tørklæde, som man vikler om mave eller hofter, og “svirper” babyen på plads. Hun prøver først mens jeg ligger på knæ i sofaen, men det kaster jeg op af. Så rejser jeg mig op og står med ryggen mod min mand, som nærmest bærer mig, mens jordemoderen svirper mig om hofterne. Jeg kan tydeligt mærke forskel efter få svirp: det holder op med at gøre ondt foran med det samme, og jeg kan mærke babys hoved begynde at komme nedad med det samme! Det føles simpelthen som at have en tennisbold til at glide nedad indvendigt, det er så surrealistisk!

Jordemoderen spørger om jeg stadig gerne vil føde i vand, og det vil jeg jo gerne, så min mand hjælper mig op i karret, der kun er kvart fyldt, så jeg sætter mig i en meget akavet knæstilling for at komme ned under vandet med underkroppen. Til min store overraskelse får jeg et helt hoved i hånden da jeg stikker et par fingre indenfor, for at mærke om det var rigtigt at babyens hoved var ved at glide ned,

Jeg tror ikke de andre ved at jeg sidder her lige ved siden af dem, og holder om min babys hoved, og jeg kan ikke huske hvordan man taler, så jeg kan fortælle det. Jeg kan mærke at hovdet stadig ligger i fosterhinden, som en lille vandballon.

Jordemoderen er ved at beordre kogt vand til fødekarret, og jeg formår ikke at afbryde og fortælle at jeg sådan set næsten har født – på under 4 presseveer.

I det samme begynder en presseve, og uden at jeg egentlig synes jeg får presset med, ryger babys hoved ud, og jeg råber: “shit!!!” – og så forstår de andre vist at det er nu, og vender deres opmærksomhed mod mig og karret.

Baby kommer langsomt ud, mens jeg holder hendes hoved.

Da skuldrene kommer ud, brister fosterhinderne. Hun er en fedtet omgang arme og ben, den lille baby dernede under vandet.

Jeg løfter hende selv op til mig.

Lillebitte ansigt, mørke dun på hovedet, meget lille og spinkel.

Først der tænker nogen på at vække ældstebarnet , mens babyen stikker i sit første lille vræl. Jeg bevæger hende lidt i vandet, og hun bliver roligere.

Kl. er 23.35, hun blev simpelthen født på under halvanden time, fra det gik rigtigt i gang – og hun nåede at blive født på ældstebarnets 8½ års dag!

Ældstebarnet er helt euforisk da hun kommer ned, og skynder sig hen for at kigge på den lille i vandet. Lidt efter kommer den næstældste også selv ned, og da hun ser at den berømte baby endelig er kommet, styrter hun op for også at vække sin lillesøster, så hun kan se.

Jeg giver den lille første ammetår i vandet, og moderkagen bliver født i vandet. Mellempigerne er fascinerede af hvor dejligt ulækker den er, og får lokket jordemoderen til at opføre det blodige hånddukkeshow.

Så kommer jeg over i sofaen, som er dækker til med en voksdug og nogle håndklæder. Jordemoderen undersøger mig for bristninger, og jeg skal desværre have et enkelt lille sting. Hun bedøver mig med en isterning, og det er faktisk ikke så slemt. Ældstebarnet holder sin lillesøster, så jeg kan se hende imens, og vi har begge to tårer i øjnene af rørelse.

Jeg får tøj på og dyne over mig, og prøver at få babyen til at tage brystet. Hun er simpelthen bare vidunderligt sød, den lille!

Der kommer skåle med slik frem, og pigerne synes det er sejt at blive vækket om natten for at få slik – ja, og også for at se en lillesøster.

Efter at være blevet syet er jeg rastløs: al den adrenalin min krop har lavet blev slet ikke brugt på den hurtige fødsel, og jeg tror jeg bruger en time på at vandre rundt i stuen, mens jeg ser på babyen. helt høj af glæde, mens den søde jordemoder ordner papirer, og pigerne propper sig med slik.

Jordemoderen måler og vejer lillebabyen: 3100 gram og 51 cm – den mindste baby vi har haft herhjemme, og endda 9 dage over termin.

Så smutter jordemoder og min mor, og vi putter de glade storesøstre på en madras på gulvet inde i vores soveværelse. De ligger og fniser og fryder sig, og falder i søvn i en bunke.

Jeg er høj på adrenalin, og ligger vågen det meste af natten, og beundrer min yndige lille lynfødte bebs, min smukke mand, og de tre dejlige storesøstre på gulvet.

Og jeg føler mig helt overvældet af taknemmelighed over at jeg nåede at få min hjemmefødsel – og så sådan en perfekt, hurtig og fin fødsel oveni!

09/3/15

Om moderkager

I bussen sad jeg for nyligt bagved nogle veninder, hvor den ene havde en helt nyfødt, meget nuttet, baby i en bæreslynge.

Jeg smuglyttede til hendes beretning om fødslen – synes den slags er lidt for spændende – men jeg blev overrasket da hun detaljeret beskrev fødslen af moderkagen, og hvordan hun havde grædt af rørelse, da jordemoderen havde fremvist den og udpeget “livets træ” på den.

Til de af jer der ikke har født kan jeg forklare, at livets træ er det jordemødre kalder det mønster som blodårer og navlestreng danner på moderkagen – med lidt god vilje, kan det godt ligne et træ.

Det er min oplevelse, at jordemødre selv er meget begejstrede for moderkager, og altid bruger uforholdsmæssigt meget energi på at stå og fremvise den blodige klump, mens de hiver ud i fosterhinder og smider om sig med entusiasme.

Personligt har jeg altid fundet den del af fødslen særligt makaber: som en slags, meget klam, blodig hånddukke, og min teori har delvist været, at det er noget de har gjort for at gøre gengæld, a la:”nu har jeg set op i dit blodige skridt i flere timer, så nu hævner jeg mig, ved at opføre blodigt show med kødklump”.

Det beroliger mig lidt, at nogle fødende åbenbart finder den slags smukt, for så er det nok grunden til at de gør så meget ud af det.
Selv har jeg aldrig forstået skønheden i sådan en, og her kommer grunden:

Mit første møde med en moderkage, var da jeg fødte mit første barn hjemme i stuen, for 13 år siden.
Jeg lå i sofaen med min knirkende nyfødte på maven, helt overrumplet over at der kom sådan en sag ud, og endnu mere overrumplet over hvor entusiastisk jordemoderen var omkring den.

Vi afviste høfligt at beholde den – den måtte de godt bare tage med sig til destruering – men det blev glemt, og da vi vågnede næste morgen, fandt vi en margretheskål i køkkenet, indeholdende en stor, klistret blodklump…

Ninjaman syntes vi bare skulle tyre den i skraldespanden, men jeg var hormonfyldt sentimental, og holdt på, at noget der havde næret vores fantastiske nye barn, ikke bare kunne blive tyret ud i en klam skraldespand.
Næ nej, når nu det var vi hang på blodklumpen, var vi nødt til at begrave den på romantisk vis, sammen med nogle blomsterløg eller et lille træ, som vi kunne se på og mindes denne smukke begivenhed.

Min mand syntes vist jeg var skør, men gik alligevel ud for at grave et hul. Desværre var det December og jorden var for frossen til at grave, så efter megen diskussion, blev vi enige om at smide den i en pose i fryseren, og vente på foråret.

Resten af vinteren brugte vi på at få chok når vi rodede efter gryderetter i fryseren, og endnu engang fik fat på moderkageposen – og så på at beundre hende her:
DSC_0253
Og så blev det endelig forår, og det blev tid til det smukke begravelsesritual.

Jeg havde købt tulipanløg til at plante sammen med den, og jeg sad med babyen på er tæppe, og beundrede hendes lækre far der gravede.

Han tog moderkagen ud af plastiposen, men den var begyndt at tø, og blod løb ned af hans arm – så istedet for højtideligt at sænke den ned i nygravet hul, tyrede han den derned OG efterfulgte den med en imponerende mængde opkast!

Det virkede lidt omsonst at plante noget som helst på romantisk vis i opkast/placenta-mix, så vi dækkede bare hullet til.

Efterfølgende har vi været meget omhyggelige med at få jordemødrene til at tage moderkager med – så snart de var færdige med blodig-hånddukke-show.

——-
Jeg fandt lige en hjemmeside, der viser hvordan man kan smøre maling på sin moderkage, og lave yndige tryk med den:
placenta
Selv tak.