01/23/12

Om babyer der ikke vil ud af maven – et mandagstip

En læser har bedt om mandagstip til hvad man skal gøre, hvis man er gravid og utålmodig efter at få sin baby ud.
Mellempigerne blev født henholdsvis 11 og 14 dage over termin, og synes de ved meget om det af den grund!
Hulk og frk fantastisk:om babyer, der ikke vil fødes
Hulk:”ja jeg har prøvet det – men jeg kan faktisk ikke huske noget fra min barndom”
Ff:” hvis i havde sagt:”vi har en slikkepind til dig”, så var jeg kommet ud!”
Hulk:”jeg var kommet ud hvis i lokkede med blåbær!”
Ff:”da jeg var inde i maven var jeg rig. Jeg gemte madrester og havde et køleskab lavet af guld!”
Hulk:”ja! Jeg var også skiderig inde i maven! Vi boede faktisk derinde sammen i 20 uger, indtil hun flyttede ud og blev født. Så savnede jeg hende – men jeg havde desuden et flot guldhus. Så kom superbaby faktisk også derind, dengang var hun lille som en haletudse, men vi havde det godt. Det var derfor jeg blev derinde så længe, for jeg hyggede mig”
Ff:”hvis ens baby er klar til at blive født, men ikke gider blive født, så kan man sige noget til maven.”
Hulk:” ja:”KAN DU SNART KOMME UD, FISTER!”
Ff:”fister løgsovs.”
Hulk:”hvis den virkelig ikke vil ud skal man lave kejsersnit. Et kejsersnit er at man skærer op i maven. Moren skal lige bedøves og så tager de babyen ud af maven, når de har skæret den op. Jeg ved ikke lige så meget mere.”
Ff:”hunde kan dø af kejsersnit, hvis de har en slags sygdom. Det så jeg i et dyreprogram.”
Hulk:”jeg blev ikke kejsersnittet, jeg var bare længe om det. Jeg blev født i en sofa, og jeg var en tyk basse. Jeg blev født om natten.”
Ff:”vores lillesøster var også længere derinde. Hun blev født i et badekar. Mormor vækkede vores storesøster og sagde at babyen kom om lidt, og jeg vågnede da jeg hørte den græde nedenunder. Det er længe siden, jeg kan ikke huske så meget”
Hulk:” tiden går, der er allerede erantis i vores have!”
Ff:”så hvis man har en baby der ikke vil ud, skal man lokke med noget lækkert, eller skære kejsersnit.”
Hulk:” eller sige:”nej hvor er her flot!”, så bliver den nysgerrig og kommer ud. Da jeg blev født stod solen op og strålede i mine øjne. Så min mormor gav mig en ravhalskæde, der ligner sollys.”

06/3/11

Om det første år med superbaby

I aften, kl 23.35 er det et helt år siden Superbaby blev født.
Her lidt fotos – som jeg muligvis fjerner igen (er fjernet nu…)- der viser hvilket skønt kaos der hersker i sådan en stor børnefamilie, ½ time efter en hjemmefødsel. 
1.Børnene foreviger far med ny søster.                          
2. jordemoderen skriver papirer færdige, jeg er rastløs og går rundt i cirkler, mens jeg beundrer min lille helt nye baby
3. Lækkerbaby, morgenen efter
Jeg fatter seriøst ikke hvor den tid er blevet af – men det har været et dejligt år, og hun var en fantastisk nem nyfødt, en charmerende buttet halvårig, og en ekstremt hjælpsom 1 årig, der gerne hjælper med alt, lige fra opvaskemaskinetømning, til vasketøjssammenlægning og forspiring af grøntsager.
Og så kysser hun godt. eller ihvertfald vådt…
04/16/11

Om hjemmefødsler – skrevet af ninjaman

Der var vist overvejende flest, der ville høre om hjemmefødsler – set fra Ninjamans synspunkt. Meget mærkeligt, men her er han altså:”NINJAMAN!” (klap,klap,klap)
———
Alle vores piger, er født hjemme i vores stue.
Da vi valgte det ved første barn, skyldtes det en blanding af venners skrækhistorier om forjagede fødsler på travle hospitaler og S’s(superheltemors) ulyst til at være patient og ikke selv kunne vælge om hun ville vade rundt på gangen med røven bar eller slæbe sandwiches med ind under bruseren.
Vi undersøgte en masse om emnet, og besluttede os.
I Danmark må man føde gratis hjemme, med en jordemoder fra nærmeste hospital. Det er ikke dyrere for hospitalet – tværtimod sparer de en smule, ved kun at have udgifter til en lønning, og ikke til rengøring, senge, bedøvelse osv.
Det er ikke mere farligt end at føde på hospital, for selv om jordemoderen ikke har alle mulige måleapparater,så har hun mere tid, og er mere opmærksom, så ethvert tegn på at noget er ved at være bare lidt unormalt, ville føre til en overflytning til hospital.

I Danmark er der alligevel kun 1-2% der vælger det hvert år, så det er et emne folk har en del fordomme om, og vi mødte dem første gang på et fødselsforberedelseskursys, hvor en anden vordende far i pausen sagde noget om, at vi slet ikke så så hippieagtige ud som han troede hjemmefødere gjorde – og så sagde jeg (for sjov!), at vi naturligvis ville æde moderkagen bagefter. Så var der ikke længere nogen der gad sidde ved siden af os…
Første fødsel tog et døgns tid. Det var selvfølgelig hårdest for hende der havde smerterne, men jeg var glad for at min svigermor også var der, og at jordemoderen var flink, og så var der en del praktiske ting jeg kunne holde mig beskæftiget med, og det var rart at have andet at lave, end bare at se på.
Det var en god fødsel, trods alt, og vi fortrød ikke at det havde været hjemme. Det var fantastisk at kunne sende jordemoder og mormor hjem, der midt om natten bagefter, og så selv bære vores baby med os op i seng og starte med at være familie med det samme. Det er også fedt når barn 2,3 og 4 kommer: de glider hurtigt ind i flokken og det føles ikke så mærkeligt, som hvis mor kommer hjem med ny baby efter nogle dage på sygehus.
Som far synes jeg kun der er fordele ved det: egne ting, musik, mad, seng, telefon i nærheden, praktiske opgaver at løse – fx vise jordemoder til rette og fylde vand i badekar, og det at babyen ligesom fødes i ens hverdag.

Som kvinde må man jo mærke efter hvad man har lyst til og hvad man er tryg ved. Nogen vil have maskiner der måler, andre en jordemoder der lytter.
Personligt forstår jeg godt min kone, der med lille stemme altid pipper noget om at hun gerne vil bestille et kejsersnit nu, når hun er halvvejs gennem fødslen.

Vores andet og tredje barn lå begge skævt, og gjorde vist anderledes ondt, men de blev født på 6 timer. Ældstepigen var med da nr tre blev født, fordi hun vågnede lige før. Det var hun meget stolt og glad for. Da nr fire blev født ville hun også have været med, men det gik så hurtigt vi ikke nåede at vække hende. Hun klippede dog navlestrengen og de to mellempiger vågnede og spiste slik og spillede Nintendo og nød den spontane nattefest.
Den fødsel var noget helt særligt, det syntes S også, hun havde ellers ikke tænkt på sig selv som en der var “god” til at føde, men den her var perfekt.

Det eneste minus jeg nogensinde har oplevet ved en hjemmefødsel, var efter første fødsel, hvor vi vågnede med babyen og fandt klam moderkage i margretheskål på køkkenbord. Jordemoder havde lovet at tage den med, men glemt den.
S var sentimental og syntes ikke vi bare kunne smide den ud, men jorden var frossen, så den røg i fryseren til foråret. Da det så blev forår, tog jeg den med ud for at begrave den under æbletræet, men den klamme ting begyndte at tø, og jeg stod og forsøgte at knække mig, mens den dryppede blod. Ad!
De andre gange har jordemødrene heldigvis husket den!

Ellers synes jeg ikke der har været noget skidt. Det har været de 4 største oplevelser jeg har haft i mit liv – og jeg ærgrer mig lidt over aldrig igen at skulle opleve det der helt vidunderlige med at se sit nye lille barn for første gang. Fuck – det er altså stort!

02/3/11

Om flere børn

Sentimentalt tudeindlæg: men helt ærligt – er det her ikke bare det fineste?
Ældstesøster med sin 10 minutter gamle mindstesøster i armene, for præcis 8 måneder siden.
Må lige minde mig selv om, at vi har verdens mindste hus. Kun et børneværelse. Og lavtlønnede (men dejlige) jobs. Og riiiiigeligt med børn….
Men når jeg sidder her og sorterer mine computerfotos og falder over sådan et som det her – så kan jeg godt mærke et helt sug i maven over ikke at skulle opleve det igen….
Årh den der duft af helt ny baby…. Og de stolte storesøstres lykkelige ansigter.
Skal jeg ikke bare røve en bank så der bliver råd til en enkelt lillebitte baby mere næste år? Kom nu?
?
12/3/10

Om at få sit første barn

I aften, kl 22:24 er det nøjagtigt 9 år siden jeg fik min første datter.
Hun blev født, assisteret af en venlig, mandlig jordemoder, efter en halvhård omgang, med veer i et døgns tid.
Men det var glemt i det øjeblik jeg trak hende op på min mave, og kiggede ind i hendes sorte øjne.

Jeg har hørt fra flere, at man altid synes ens egen nyfødte er gudesmuk, uanset hvad.
Sådan havde jeg det ikke med hende – jeg havde aldrig før set en der var SÅ nyfødt, og vidste ikke at hendes lange hovedskal, hævede øjenlåg og flade næse, bare skyldtes den lange fødsel – så jeg syntes altså hun var ret grim, men elskede hende alligevel, og ønskede bare for hende at hun i det mindste fik en god personlighed…. Og DET har hun fået – og så er hun altså også blevet særdeles smuk.

Det jeg husker bedst fra den nat, var da jordemoderen(eller jordefaderen, når nu det var en mand?) og min mor(der havde været med som fødselshjælper) gik kl. ca 2 om natten, efter vi havde spist lidt mad og målt og vejet den lille grimme, og Ninjaman og mig stod tilbage med vores lille nyfødte i armene.
“Så – nu går alle de voksne!” konstaterede han, og det var lige den tanke jeg også havde: at nu gik de voksne altså, så nu måtte vi altså selv finde ud af hvordan denne her fine lille baby virkede…
Vi bar hende med os ind i seng, så forsiiiiigtigt som vi kunne, og lå hele natten og snusede til hendes duft, talte hendes tæer og fingre, og aede hendes lange hår.
Har vi så fundet ud af hvordan børn virker endnu? nix. men vi arbejder stadig på det…

11/26/10

Om pigebørn

Når man har tre børn af samme køn, kan man godt regne med at ALLE spørger, om fjerde graviditet er i håb om at få en af modsatte køn.
“så må man jo håbe det er en dreng denne gang, ik?”( rent faktisk spørger de allerede når man venter nr to, men spørgsmålene intensiveres, jo flere pigebørn man får). Men sandheden er, at vi er ligeglade – kun ved første barn havde jeg en præference, og den stak ikke dybt…
Ninjaman har to søstre og jeg har tre søstre, så da vi ventede første barn, forestillede jeg mig at hun var en dreng, og syntes det var sejt hvis hun var.
Da hun så blev født, mærkede jeg mellem hendes ben og fik fat i en imponerende lang tissemand, og proklamerede stolt:”det er en dreng!”
Så i 20 minutters tid, havde vi en søn.
Tanken om at det alligevel var vildt at denne her lillebitte baby havde 40 cm diller strejfede mig da, men det var først da navlestrengen skulle klippes, at det gik op for mig, at det sgu da var en pige!
Og hun var så perfekt, at vi hver gang vi har ventet på babyer, har håbet på en pige igen – ikke at drenge ikke er søde – men vi har bare villet opleve det der med at have en lillebitte pige igen – og igen.