07/26/19

Om Flying Superkids – en anbefaling

(Inviteret, men ubetalt, ægte begejstring)

For nogle år siden var vi inviteret til Flying Superkids show, og jeg skrev her om det.  Kort efter fik deres far at vide at han havde kræft, og børnenes store ønsker om at gå til springgymnastik blev nedprioriteret, og til sidst glemt.

I går var jeg med til forpremieren på Flying Superkids shows i København, medbringende to 9 årige, to 12 årige og en 14 årig (tre af mine, og to kusiner), og nu er gymnastikdrømmene blevet skruet helt op på max igen, og jeg har brugt morgenen på at undersøge gymnastikklubber i nærheden, mens mindsteungen og mindstekusine har underholdt mig med et udvalg af hulahop og kolbøtteopvisninger.

Det var nemlig SÅ fedt stadig, det show – endda bedre end jeg huskede, og jeg var ellers også positivt overrasket sidst.

Området på pladsen foran, fyldt med trampoliner, forhindringsbane og andet sjovt fik mindstekusinen begejstret til at sige:”selv hvis showet ikke er godt, så har jeg allerede givet det tre stjerner bare for det her!”, og også de store smed hæmningerne og hyggede sig voldsomt.


Vi fik en rundvisning backstage, og et indtryk af hvordan det er at være 26 gymnastikunger på tur sådan her. “Det er ligesom det allerbedste ved en lejrtur – og så bare med nogen der klapper af en hver aften!” opsummerede mellempigerne det misundeligt, og det var præcis det indtryk jeg også havde: at det først og fremmest er megahyggeligt.

Og samme indtryk gør sig gældende for forestillingen og er hele charmen ved det: det er ikke kunstigt showagtigt, men ægte glæde, kammeratskab og glæden sig over andres succeser, der løfter hver eneste flot udførte nummer op til noget man bliver glad i låget af at se på.

For ja – de er dygtige, de børn. De kan synge og danse, springe, hoppe, fjolle, stompe og hulahoppe imponerende godt og velkoreograferet, men de ældste piger og jeg var enige om at det var følelsen af hvor hyggeligt de havde det, der gjorde forestillingen ekstragod.

Mindstepigerne, på ni år, stod ivrigt i kø til autografer bagefter, helt overvældede af imponerethed., og fantaserer begge om at lære at snurre 120 hulahopringe, ligesom en af de seje superkids kunne.

Mine unger opsummerer det sådan her, direkte citater:

De to ni årige, nogenlunde i kor:” Altså: ALT var godt! Jeg kunne bedst lide der hvor de lavede en pyramide. Og der hvor ham den store dreng løftede de små. Og også der hvor de sådan kastede sig over en stang allesammen. Og hulahopringene med lys! De var SÅ dygtige! Og legepladsen var SÅ sjov! Vi prøvede forhindringsbanen 100 gange måske.” De giver forestillingen 5/5 stjerner

De tre store kunne godt lide tanken om hvordan det må være at rejse rundt med shows på den måde; og at have kammerater i alle aldre, og talte om det hele vejen hjem. De blev enige om 4/5 stjerner, og syntes børnene var virkeligt dygtige og showet var konstant underholdende.

Så ja – dette er sådan set bare en ægte og meget dybfølt anbefaling: sidder I og keder jer i sommervarmen, så er det her en oplevelse børnene vil kunne mærke længe! En biograf eller tivolitur er hurtigt glemt igen, hvor det her er noget der inspirerer på en helt anden, længerevarende, måde.

(Man skal bare kunne leve med den ret store sandsynlighed for at man er nødt til at finde en gymnastikklub bagefter til de børn man har med!)

08/9/15

Om børneshows – en advarsel

Jeg bringer hermed en advarsel:
i går var vi så heldige at blive inviteret med til “Flying superkids “ sidste forestilling i københavn – endda som feterede VIP-gæster, der fik en spændende rundvisning inden forestillingen, og fik set backstage, hvor artisterne sov og spiste.

Pigerne var meget spændte og glade, og levede al deres spænding ud på det fremragende legeområde, skabt af bl.a de engagerede mennesker bag “bObles”, inden forestillingen:
782015202734
Jeg fik endda taget et billede, der dokumenterede, at grunden til mindstebarnets vilde hoppeevner, er hendes imponerende samling af ekstra-ben:
IMG_20150808_150848

Selv havde jeg det lidt blandet, ved at skulle se en flok børn lave gymnastik i to hele timer.
Det lød ærligt talt ikke særligt interessant, og jeg mindedes med gru den, ligeledes to timer lange, børneballetforestilling vi så ved juletid, fordi tre af vores børn var med i få minutter, og frygtede at dette ville være lidt det samme – bare helt uden deltagelse af egne børn.

Men min frygt blev gjort til skamme da forestillingen startede, og min lille sidemakker lynhurtigt så sådan her ud:
IMG_20150808_202904
Krammende sine buttede kinder, i opslugt spænding.

Det var RIGTIGT godt, og på ingen måde kedeligt.
De der børn var så søde, glade og dygtige; og showet var varieret og sjovt, så selv om jeg normalt har en lav kedsomhedstærskel over for det meste gøgl, var jeg lige så godt underholdt som ungerne.
79201511161
Så nej: dette er ikke en advarsel imod “flying superkids” shows – dem vil jeg oprigtigt anbefale.
Men jeg er nødt til at advare kraftigt imod en bivirkning ved showet: det inspirerer!

Det er i skrivende stund 18 timer siden forestillingen sluttede, og hvis man trækker den tid fra hvor mine børn har sovet, har lydsporet de resterende 7-8 timer været en båndsløjfe af:”SE MIG!! Ligner jeg ikke en superkid? Tror du jeg kan komme med i forestillingen? Hva? Synes du det her der godt ud?? Se lige DET her så!!” efterfulgt af balance-poseringer på bobles, hoolahop ring shows, kolbøtter og vejrmøller – i varierende grader af talent.

Så lige nu er HELE mit liv forvandlet til en langt amatør-gymnastik-forestilling – hvilket får mig til at længes lidt efter de gode gamle dage, hvor børneballet kun varede to timer….

Og de tre mindste vil gå til springgymnastik.
Det bliver et langt år!