08/16/19

Om det der kærlighed del 36 – en fødsel, del 2

(Fortsættelse på indlæg fra i går)

Min mand putter børn, mens jeg taler i telefon. Vi aftaler at se lidt film, og han lover mig massage, men jeg kan ikke helt overskue det alligevel, så vi taler bare.

Vores ældste datter har 8½ års fødselsdag i dag, og havde sådan håber lillesøster ville komme i dag, så de kan have halvårsdage på hinandens fødselsdage. Men det kan helt sikkert ikke nåes, kl. er snart 21, og stadig intet regelmæssigt eller langvarigt over veerne.

Kl. 21.55 ringer jeg til min jordemoder for at høre hvad hun syntes: skal jeg gå i fødekar, hvornår skal jeg tage klyx, hvor kort skal der være imellem veer, før hun har lyst til at komme ud til mig.

Hun siger jeg må prøve at mærke lidt efter selv – trænger jeg til en pause i veerne, kan de måske stoppes med et varmt bad for en stund. Håber jeg på at der skal ske mere, kan jeg jo forsøge at tage et klyx, som måske kan starte lidt mere. Og så kan vi bare ringes ved, så snart jeg har behov for det.

Jeg går op på badeværelset med mit klyx. Stadig lidt i tvivl om hvad jeg skal, starter jeg med at stå lidt under bruseren. Her bliver veerne hyppigere og begynder at gøre utroligt ondt foran i maven. Jeg synes det begynder at gå lidt for hurtigt, der var 10-15 minutter mellem de veer jeg havde før jeg gik op, nu er der pludselig 1½-2 minutter imellem de her. Jeg skynder mig at tage klyx, og det er godt nok svært og absolut ikke elegant, men det lykkes.

22.10 smser jeg ned til min mand i stuen – kan slet ikke overskue at gå derned – at han skal tilkalde jordemoder NU!!!

Han kommer op til mig med det samme, og begynder at sige noget om at jeg for femten minutter siden ikke vidste om det var i gang, men han stopper brat op, da han ser mig stå og pruste og sende onde blikke, og skynder sig at gøre som forlangt.

Jeg vakler med ham ned i stuen, hvor veerne nu kommer helt oveni hinanden, og gør så hvinende ondt foran at jeg næsten ikke kan trække vejret – har aldrig oplevet noget gøre ondt på den måde før! Min mand prøver at smutte væk fra mig mellem veerne, så han kan få pustet fødekarret op, men jeg vil ikke slippe ham. Det eneste der virker, er at jeg står og rokker op af ham, mens han trykker på et akupressurpunkt ved min tommelfinger. Min veninde bor på Frederiksberg og vil være en halv time om at komme, så han ringer istedet til min mor, og beder hende skynde sig over og hjælpe med karret.

Jordemoderen træder ind af døren kl. 23, og så snart jeg ser hende, får jeg trang til at presse med på slutningen af veen. Jeg skæver til hende for at se, om hun har tænkt sig at sige jeg ikke må presse med, men det siger hun ikke.

Hun spørger om jeg kan holde ud at ligge ned, så hun kan undersøge hvordan baby ligger, for jeg ser forpint ud af de veer fortil. Det gør enormt ondt at ligge ned, men hun undersøger mig forsigtigt indvendigt, og jeg er næsten helt åben – åh en befrielse at vide – men baby ligger skævt med hovedet. Man kan faktisk se udefra at hendes hoved ligger oven på symfyseknoglen, som en stor klump, og derfor gør det ondt foran i underlivet.

Jordemoderen vil rigtigt gerne prøve at vende hende med en rebozo: et langt tørklæde, som man vikler om mave eller hofter, og “svirper” babyen på plads. Hun prøver først mens jeg ligger på knæ i sofaen, men det kaster jeg op af. Så rejser jeg mig op og står med ryggen mod min mand, som nærmest bærer mig, mens jordemoderen svirper mig om hofterne. Jeg kan tydeligt mærke forskel efter få svirp: det holder op med at gøre ondt foran med det samme, og jeg kan mærke babys hoved begynde at komme nedad med det samme! Det føles simpelthen som at have en tennisbold til at glide nedad indvendigt, det er så surrealistisk!

Jordemoderen spørger om jeg stadig gerne vil føde i vand, og det vil jeg jo gerne, så min mand hjælper mig op i karret, der kun er kvart fyldt, så jeg sætter mig i en meget akavet knæstilling for at komme ned under vandet med underkroppen. Til min store overraskelse får jeg et helt hoved i hånden da jeg stikker et par fingre indenfor, for at mærke om det var rigtigt at babyens hoved var ved at glide ned,

Jeg tror ikke de andre ved at jeg sidder her lige ved siden af dem, og holder om min babys hoved, og jeg kan ikke huske hvordan man taler, så jeg kan fortælle det. Jeg kan mærke at hovdet stadig ligger i fosterhinden, som en lille vandballon.

Jordemoderen er ved at beordre kogt vand til fødekarret, og jeg formår ikke at afbryde og fortælle at jeg sådan set næsten har født – på under 4 presseveer.

I det samme begynder en presseve, og uden at jeg egentlig synes jeg får presset med, ryger babys hoved ud, og jeg råber: “shit!!!” – og så forstår de andre vist at det er nu, og vender deres opmærksomhed mod mig og karret.

Baby kommer langsomt ud, mens jeg holder hendes hoved.

Da skuldrene kommer ud, brister fosterhinderne. Hun er en fedtet omgang arme og ben, den lille baby dernede under vandet.

Jeg løfter hende selv op til mig.

Lillebitte ansigt, mørke dun på hovedet, meget lille og spinkel.

Først der tænker nogen på at vække ældstebarnet , mens babyen stikker i sit første lille vræl. Jeg bevæger hende lidt i vandet, og hun bliver roligere.

Kl. er 23.35, hun blev simpelthen født på under halvanden time, fra det gik rigtigt i gang – og hun nåede at blive født på ældstebarnets 8½ års dag!

Ældstebarnet er helt euforisk da hun kommer ned, og skynder sig hen for at kigge på den lille i vandet. Lidt efter kommer den næstældste også selv ned, og da hun ser at den berømte baby endelig er kommet, styrter hun op for også at vække sin lillesøster, så hun kan se.

Jeg giver den lille første ammetår i vandet, og moderkagen bliver født i vandet. Mellempigerne er fascinerede af hvor dejligt ulækker den er, og får lokket jordemoderen til at opføre det blodige hånddukkeshow.

Så kommer jeg over i sofaen, som er dækker til med en voksdug og nogle håndklæder. Jordemoderen undersøger mig for bristninger, og jeg skal desværre have et enkelt lille sting. Hun bedøver mig med en isterning, og det er faktisk ikke så slemt. Ældstebarnet holder sin lillesøster, så jeg kan se hende imens, og vi har begge to tårer i øjnene af rørelse.

Jeg får tøj på og dyne over mig, og prøver at få babyen til at tage brystet. Hun er simpelthen bare vidunderligt sød, den lille!

Der kommer skåle med slik frem, og pigerne synes det er sejt at blive vækket om natten for at få slik – ja, og også for at se en lillesøster.

Efter at være blevet syet er jeg rastløs: al den adrenalin min krop har lavet blev slet ikke brugt på den hurtige fødsel, og jeg tror jeg bruger en time på at vandre rundt i stuen, mens jeg ser på babyen. helt høj af glæde, mens den søde jordemoder ordner papirer, og pigerne propper sig med slik.

Jordemoderen måler og vejer lillebabyen: 3100 gram og 51 cm – den mindste baby vi har haft herhjemme, og endda 9 dage over termin.

Så smutter jordemoder og min mor, og vi putter de glade storesøstre på en madras på gulvet inde i vores soveværelse. De ligger og fniser og fryder sig, og falder i søvn i en bunke.

Jeg er høj på adrenalin, og ligger vågen det meste af natten, og beundrer min yndige lille lynfødte bebs, min smukke mand, og de tre dejlige storesøstre på gulvet.

Og jeg føler mig helt overvældet af taknemmelighed over at jeg nåede at få min hjemmefødsel – og så sådan en perfekt, hurtig og fin fødsel oveni!

08/14/19

Om det der kærlighed, del 35 – fødsel, første del

Forrige del af føljetonen sluttede d. 23. maj 2010, hvor jeg havde termin, med fjerde barn.
Der kom jo ingen baby på terminsdatoen, hvilket jeg heller ikke havde ventet, da de tre store havde ligget skævt(som stjernekiggere), og jeg var gået henholdsvis 11 og 14 dage over termin med mellempigerne. Den store var godt nok kommet kun to dage over termin, men der havde fødslen til gengæld taget 25 timer, så jeg følte mig ikke helt som en effektiv fødende.

Denne gang skulle jeg føde med private jordemødre fra fødeklinikken “Maia”, og selv om de forsøgte med massage og andre tricks til konsultationerne op til, kunne de heller ikke trylle en fødselsdag frem. Jeg cyklede uendeligt lange ture, og afprøvede alle andre tricks til opstart af fødsler, men forgæves.

Jeg havde virkeligt håbet på en fødsel, hvor jeg ikke behøvede bekymre mig om at gå så meget over tid, at hjemmefødselsplaner røg, men dagene efter terminsdatoen gik bare, uden fødsel. I det mindste var jeg ikke bekymret over selve fødslen længere, for jordemødrene fra “Maia” er særligt dygtige til at vende børn der ligger skævt, og det gav mig en kæmpe tryghed at vide at denne fødsel i hvert fald fik de bedste odds: med jordemødre jeg kendte, som var trygge ved at mit barn kunne finde på at ligge skævt, og som havde masser af esser i ærmet mht vending af barn, akupunktur og meget mere.

9 dage over termin vågner jeg ved en lillebitte ve kl 03.

Skynder mig at købe et lille program til min telefon, så jeg kan tage tid på dem. Det viser sig hurtigt at der ikke er system på dem endnu: 3 minutter, 12 minutter, 4 minutter, 35 minutter imellem. Og de varer ikke så længe, kun ca. 30 sekunder, så efter 1 times tid lægger jeg mig til at sove mellem dem i stedet. De fortsætter hele natten, men er bestemt ikke spor slemme, jeg er udmærket klar over at det ikke er en fødsel endnu….

Min mand, skal møde kl 8, og med hjælp fra en veninde, bliver de tre store, på 3, 5 og 8 afleveret i skoler og børnehaver. Den ældste, der også så sin næstyngste søster blive født, vil gerne med til fødsel, men hvis det nu ikke bliver i dag, er det bedre at hun tager i skole.

Så er jeg alene med mine småveer.

Stadig ikke spor regelmæssige – på et tidspunkt er der næsten en time mellem to, og så kommer der lige tre med kort imellem.

Sådan bliver det bare ved.

Jeg tager en middagslur på to timer, og da jeg vågner kan jeg se at der kommer noget tegnblødning, så noget må der jo være ved at ske.

Kl. 15 skal jeg egentlig op og hente børn, men kan bare ikke overskue at sidde på en cykelvogn eller stå i en børnehave med veer – heller ikke selvom de ikke er så slemme. Min mor orker ikke hjælpe, så jeg ringer, med dårlig samvittighed, til min mands arbejde, og spørger om han ikke må gå lidt før, så han kan hente dem. Det gør han så.

Solen skinner og der er skønt varmt, så min mand griller og snitter salat, mens jeg sidder i solen og prøver at øve vejrtrækning på småveerne. Prøver at forestille mig at ubehaget ved veerne, er behagelig varme fra solen der breder sig i min mave. Det virker nogenlunde.

Småveerne er stadig små, stadig virkeligt uregelmæssige, men de begynder at niver ubehageligt fortil, i underlivet. Mine veer plejer at gøre ondt i lænden, men det er fordi børnene plejer at være stjernekiggere, har jeg hørt. Så jeg tænker at det sikkert er sådan almindelige veer føles – men de er nu lige så ubehagelige som jeg husker de andre – og der er jo ikke engang rigtigt knald på dem endnu…

Vi spiser i solen, børnene synes det er sjovt og spændende, at jeg er nødt til at rejse mig fra bordet for at tage en lille ve stående. De tager endda fotos af mig, og jeg har det helt fint med det. Masser af overskud!

Pigerne er rigtigt glade for at det ligner at deres lillesøster snart kommer ud, og stiller mange spørgsmål om hvordan en fødsel er. Vi ser også fotos fra deres egne fødsler. Den tre årige ytrer at hun gerne vil vækkes og være med til fødsel, men mellembarnet vil først vækkes bagefter – hun synes det lyder “klamt”, selv om storesøster forsøger at overbevise hende om at det er det ikke. Min veninde skal med til fødsel, og vi ringer og aftaler at hendes funktion skal være at tage sig af de store børn. Hun vil gerne komme ud med det samme, men jeg tror stadig ikke helt på at det her kan tælle som en fødselsstart: hvordan skal man kunne føde en hel unge, når der kun er en ve engang i timen?

Så vi aftaler at ringe, hvis det bliver mere regelmæssigt.

(fortsættes i overmorgen)