05/18/17

Om tyve år sammen

Den 9-9 er det præcist 20 år siden jeg mødte min lækre Ninjaman.

(Hele historien kan læses i den – foreløbigt – 28 afsnit lange føljeton).

20 år!! Vi har været sammen i næsten lige så lang tid som vi havde levet før vi mødte hinanden.
Egentlig blev vi først kærester et halvt års tid efter den dato, men da vi begge har følelsen af at vi nærmest væltede ned i en stor forelskelse fra allerførste blik, har det været den dato vi har forsøgt at fejre.

Men den niende september er også den dag hvor lægerne for to år siden første gang begyndte at tale om at de troede det kunne være kræft Ninjaman havde… Det halvandet år der fulgte har været urimeligt hårdt. Efter den store operation, hvor han fik amputeret en halv underkæbe, og sat et stykke skinnebensknogle med tilhørende væv, blodårer og muskler op i stedet, blev han siden opereret flere gange, for at lave nye gummer, tænder m.m.

Han har været så sej, men det har eddermaneme også været barskt, og det er forfærdeligt at være med på sidelinien og ikke kunne tage bare lidt af smerten fra ham undervejs. Vi er ovre alt det med operationer nu, så nu stikker frygten kun sit lede ansigt frem hvert halve år, når han bliver scannet for at se om det er kommet igen. Lige nu venter vi igen på scanningssvar, hvilket puster til al min søvnløshed og Zombie-mareridt – og vi har lyst til at tænke på noget andet.

Det virker så forkert at vores fine niende september er blevet smudset til med det fedtede cancerfinger-aftryk, og vi har talt om at vi burde stjæle dagen tilbage. Lave os en ny mærkedag oveni.

Feste det væk.

Da vi blev gift første gang var jeg højgravid, og vi havde hverken overskud eller økonomi til at fejre noget som helst, så det blev en stille, privat ting på rådhuset et par dage efter vores fire års møde-hinanden-dag. Vi blev surprisegift ved vores tredje barns barnedåb, en tilfældig januarsøndag, fem år senere. Mest fordi ting var lidt sorte på det tidspunkt, og vi havde brug for at fejre noget af det der stadig var smukt og fint. Der var mange gæster, og det var en god dag, men føltes stadig mest som babys dag og ikke helt vores. Blev heller ikke så vildt.

Det er måske lidt grådigt stadig at føle man har en bryllupsfest til gode, når man allerede har giftet sig to gange med hinanden – men det føles lidt sådan.

Er det fjollet?

Jeg har ikke stor erfaring med festplanlægning. Før vi fik børn holdt vi tit fester, men det var mest noget med at invitere på gryderet og så tog folk selv bajere med.

Kan man holde en kombineret den-vilde-bryllupsfest-vi-aldrig-fik-holdt/fuck-cancer fest, for ca. 80 mennesker i en have, sådan lidt uformelt, og ikke alt for dyrt, og få det til at slette det grimme?

IMG_0772

20 år – lyder det ikke ret vildt?

06/21/15
tumblr_ni8zixiSDD1rpc4xao1_500

Om aftagende talenter

Det er min fødselsdag i dag: svimlende 40 år.
Kan stadig ikke helt forstå at det virkelig er mig der er blevet så gammel – føler mig mere som eksempelvis en lidt slidt 28 årig, det meste af tiden.

For to år siden skrev jeg dette her blogindlæg , om hvordan jeg som barn, følte at jeg blev en lille smule mere talentfuld og fabelagtig, for hver ny fødselsdag jeg rundede.
Dette er absolut ikke tilfældet når man fylder 40, kan jeg nu konstatere…

Jeg fejrede mig selv for fuld skrue i går og i nat, med alle de mennesker jeg holder mest af; 19 børn der jublede rundt og legede; kagebord; chili con carne; de smukkeste taler(fra min mor, min søster, min fætter og min ældste ven, Pelle), flag; dans og musik; drinks og havelamper.
Og flere drinks…

Som aftenen skred frem, observerede jeg hvordan de nye talenter udeblev – og ikke nok med det: ting jeg plejede at være ret god til, blev jeg gradvist dårligere og dårligere til.
Særligt efter midnat, da den høje alder trådte officielt i kraft.
– jeg blev mærkbart dårligere til at tale rent. Snøvlede sært i lange ord, som ellers er mit varemærke.
– blev mere usikker på benene
– dårligere til at danse
– dårligere til ikke at være pinlig
og da jeg vågnede i morges, var jeg markant ringere til at rejse mig op, og til at tænke sammenhængende tanker.

Jeg aner en klar sammenhæng, mellem fremskreden alder, og den pludselige forringelse af talenter!
tumblr_ni8zixiSDD1rpc4xao1_500

06/19/14

Om at blive gammel – og fest og gaver

Jeg har aldrig rigtigt været god til det der med at blive ældre.
Får altid lidt krise over hvor hurtigt tiden går, og mine sortseer-tendenser får en ekstra skrue opad i dagene op til min fødselsdag.

I år har jeg forsøgt at distrahere mig selv, ved at invitere til fest.

Forestillede mig noget havefest, med drinks til de voksne, lege til børnene, chili con carne, bål og kager – og ALLE jeg kendte skulle med!

Havde fejlvurderet hvor mange venner jeg egentlig har – og hvor mange unger de har – så da de første 26 mennesker havde sagt ja, måtte jeg (med dårlig samvittighed) helt fravælge at invitere de mennesker jeg endnu ikke havde nået at spørge – for der blev jeg ramt af lidt realitetssans, ved tanken om at vejret måske ikke var til havefest, og vores stue seriøst ikke er stor…

Det er på lørdag – altså om to dage.
Og vejrudsigten siger koldt og regn…

Skal nu forsøge at presse borde nok ind i vores lille stue, til at vi kan sidde der.
Det bliver lidt ligesom tetris, og jeg ved endnu ikke om det overhovedet er muligt.

Nødplan til børneunderholdning må være film i sove værelset til de 5 mindste; fri leg på børneværelset til de 5 mellemste; og hemmelig klub ude i haveskuret til de tre store…

Og nødplanen til voksenunderholdning, må være at sidde ufatteligt tæt.
Og drikke nok drinks til at det ikke er så akavet.

Det er mange år siden jeg sidst holdt noget stort – både ninajamans 40 års fødselsdag og vores kobberbryllup blev forbigået i tavshed – så det kom helt bag på mig at blive spurgt om gaveønsker.

Det eneste jeg virkelig ønsker mig, er godt vejr.
Og alternativt: en mindre røv, og mere tid.
Men det er så svært at pakke ind.
Nogen af jer der kan hjælpe med gaveønske-ideer?

06/17/12
20120617-153102.jpg

Om børn med sakse, og forældre med tømmermænd

Vi var til fest i går, Ninjaman og jeg, hos Maren.
Det var fantastisk at være til voksenfest – helt uden børn – og vi ræsede ud af døren, det sekund min rare mor trådte ind af vores dør, og overtog ulvetime, fire sultne unger og det helt store putte-maraton.

Jamen det var sjovt! Fik talt en masse med nogle søde mennesker jeg ikke kendte, og lidt for lidt med nogle jeg kendte, fik danset en lillebitte smule med min lækre mand, og drukket mere end det var klogt at gøre, når man ved at ingen kom og tog sig af børnene næste morgen…

Var dog fornuftige nok til at gå en smule tidligere end vi havde lyst til, så vækkede min mor, der lå og sov med mindstebarnet draperet hen over sig og en af de andres hånd i sin, kl 03.30, og sendte hende hjem.

Dagen i dag har vi været trælte, fraværende og gnavne forældre.
De tre store har svælget i dvd-film, popcorn og is på værelset, da de lynhurtigt fandt ud af at vi var friske på at gøre alt for at få lidt ro, til de ømme hoveder…

Mindstebarnet har hængt ud med os, hendes mentalt fraværende forældre, og selv om hun har siddet lige mellem os i sofaen, er det lykkedes hende både at hente en stor saks og klippe sin undertrøje i stykker(mens hun havde den på), og tegne med gul tusch på den, en pude og mine arme…
Vi opdagede ingenting, før hun også forsøgte med lidt kreativ klipning af Ninjamans bukser.

20120617-153102.jpg