07/5/14
20140705-145909.jpg

Om at lære at leve med ikke at være god til ting

“Hvis jeg ikke har nemt ved at lære nye ting, er det fordi de ikke er værd at lære…”

Sådan har jeg altid haft det, men jeg ved godt at det er en rigtigt kedelig holdning at have, så jeg forsøger virkelig at kæmpe imod og gå ind i nye ting med åbent sind.

Men jeg kan alligevel mærke irritationen og lysten til at råbe pik og give op, hvis noget er svært, og det lykkes mig langt fra altid at holde fast – hvilket de folk der i tidens løb har forsøgt at lære mig matematik, tysk, dans, aerobic, strikning, syning, guitar eller harmonika godt kan bevidne.

Så at styre en kano, med mine to mindste børn i, ned ad en rivende flod, var egentlig noget jeg godt kunne forudsige eventuelt kunne ende i et hysterisk anfald fra min side – men det var en del af det (ellers fantastiske) program der var lagt for os her på ferien – og jeg ville jo ikke skuffe mine spændte piger, og var også selv nysgerrig på at se den smukke flod, så selvfølgelig skulle vi med.

Inderst inde håbede jeg på, at nogen ville spotte mine ringe motoriske evner og tilbyde at ro for mig – men det skete ikke, og pludselig sad jeg i en kano, og mærkede den voldsomme trang til at give op, mens strømmen (for tiende gang på få minutter) løftede kanoen op på nogle sten, så jeg måtte ud i det kolde vand og skubbe den fri.

De to stakkels mindstebørn, der var havnet i sure-mors kano, kiggede længselsfuldt efter alle de andre voksne, der med professionelle åretag, førte deres kanoer behændigt mellem stenene – men heldigvis blev vi påsejlet af en anden mor, der åbenbart kunne aflæse mit kropssprog og trøstende sagde:”bare rolig – jeg hader det lige så meget som dig, og har heller ingen anelse om hvad jeg foretager mig!”

Det hjalp på give-op-divaen, at vide jeg ikke var alene, og kort efter var vi forbi det sted med de mange sten, og jeg begyndte at synes det var moderat sjovt – også selv om jeg ikke kunne finde ud af det.

Da vi, efter en dramatisk tur ned af et lille vandfald, stoppede og tømte kanoer for vand, deserterede den ene af mine to sejlkammerater grædende over i sin fars kano – jeg havde tydeligvis ikke fået overbevist hende om at jeg havde styr på noget som helst…

Heldigvis forbarmede ældstebarnet sig over mig, og tog hendes plads – og SÅ blev det sjovt!

20140705-145909.jpg
Barnet havde, til min store overraskelse og glæde, arvet sin fars talent for at blive hurtigt god til fysiske aktiviteter, og i løbet af få minutter havde hun overtaget styringen af vores kano:”mor! Du er muskler – så skal jeg nok være hjernen! Okay?”

Hun var godt nok ikke særligt imponeret over mine musklers beskaffenhed, men inden længe var vi alligevel nogle af de forreste, og jeg var helt vild med turen, nu hvor der var en kompetent styrmand om bord.
Mens jeg sad der og modtog ordrer, tænkte jeg på at det jo egentlig ikke gjorde så meget at der var ting jeg selv var dårlig til, for jeg kan lave børn der er gode til de ting jeg ikke selv kan – og det er da endnu sejere end at kunne det selv!

“om jeg er god til kvantefysik? Beklager – men jeg kan helt sikkert fremstille et menneske der er det!” vil jeg fremover kunne sige.
Det er der blær i!