06/19/17

Om bekymringer og glæden sig

Noget af det grimmeste ved sygdom, er at det trækker værdien ud af alt andet, og dækker selv de hyggeligste dage med et fedtet lag af bekymring.

Det er Ninjamans halvårlige cancer-tjek der har spøgt de sidste måneder. Denne gang endnu mere end ellers, da første scanning viste en skygge, der muligvis bare var fra de kunstige tænder – men den skulle altså ekstra-scannes.
Ventetiden har været lang.
Der er nogle ting det ikke hjælper at tale om. Hvor det at sætte ord på sin egen frygt, bare kan antænde noget unødvendigt hos den anden.

Så det eneste jeg har sagt om det, har været det beroligende indlysende: hvorfor skulle det komme tilbage på præcis det samme sted, når alle de dele der før sad der, er blevet erstattet med nye dele?
Det lyder jo usandsynligt.
Bortset fra i mine søvnløse nætter, efter klokken 02, hvor min bitch-hjerne altid har haft det med at afspille skrækscenarier.

Selv fra en erfaren søvnløshedsrytter som mig, har der været ekstramange af den slags nætter.
Når jeg endelig har sovet, har der så været skruet op for drømmene: nogle lede små kavalkader af rædsel, hvor jeg mistede ham på hundredevis af måder, og vågnede gispende op, uden at føle jeg kunne tillade mig at vække ham. Min skræk har ikke haft noget at gøre i hans hoved, når det er ham det hele handler om, så jeg har forsøgt at forsegle den i små lommer inden i mig selv.

Nu er ventetiden ovre: han er stadig kræftfri.

Det begynder faktisk at føles lettere, det med scanningerne, her efter tredje gode resultat. Selvfølgelig bliver han ved med at være rask!

(Nogen må godt minde mig om dette, når vi om et lille halvt år venter på svar igen, ikke?)

IMG_3126

Nu kan jeg så igen bekymre mig om alle de ting sygdomsskrækken har blegnet.
Zombie-fobien jeg har, byder jeg således hjerteligt velkommen, som en mindre skræmmende ting at frygte.

Når søvnløsheden stadig melder sig, uvillig til helt at slippe mig, kan jeg også panikke over nye ting der skal ske:

– jeg er kommet ind på en uddannelse, som jeg har villet tage i årevis, og skal tage den sideløbende med arbejdet næste år. Er megaglad og spændt – og en smule  bekymret for hvordan det bliver at jonglere studie og fuldtidsjob

– jeg har søgt og fået job, hvor jeg allerede nu skal bruge det jeg skal uddanne mig i. Starter efter ferien og er behørigt nervøs – men selvfølgelig også glad.

– mit ældstebarn – hende der for ca tre sekunder siden var et lille 0. klasses barn med tynde fletninger – havde sidste niende klasses eksamen i torsdags. Stor og smuk og sej og klar til at komme videre i livet. Det er så fantastisk, men alligevel kan følelsen af hvor hurtigt tiden går, skræmme mig helt firkantet i perioder.

Sommerferien venter heldigvis lige om hjørnet, og vi skal lave så velsignet lidt, at jeg kan nå at få noget ro oven i hovedet igen. Jeg glæder mig helt overdrevent meget til ferie i år, med planer der ikke strækker til mere end:

Læse bøger og glo på skyer.

Grille fisk og slå smut.

Fiske krabber og bygge sandslotte.

Spille spil og gå ture.

og, vigtigst af alt: nyde lige det sted vi er i lige nu i vores liv.

Det er et godt sted at være.

og det skal nok gå.

 

07/15/16

Om gamle blogindlæg, juli

Årh jeg skriver blogindlæg inden i mit hoved hele tiden, men er simpelthen for feriedoven til rent faktisk at få sat mig og skrevet dem ned.
Der er ellers masser at blogge om: gode bøger, dejlige ferieminder, nye kjoler, sjove unger, klamme hamstre og spændende tv-serier, men den står på ferie lidt endnu, så det må komme senere.
Her er til gengæld lidt tidsrejse, tilbage til år hvor det lykkedes mig at blogge lidt i ferien.

I Juli 2011, var mine unger forbløffende små, og stod hysterisk tidligt op. Jeg kan slet ikke huske det her – måske man fortrænger hvor surt det nogle gange er med små børn, lige så snart de bliver så store at man kun kan tænke nostalgisk tilbage?

I juli 2012 var vi netop hjemvendt, fra familiebesøg i smukke Grønland, og jeg bloggede om noget med indkøb i Nuuk.

I juli 2013 var mindstebarnet tre år gammel, og glødende fan af farven orange.

I juli 2014 besøgte jeg en skønhedssalon, drevet af en flok driftige børn.
image

I juli 2015 var vi, som altid, på Mols, og jeg sneg mig til at blogge lidt om det.

I år har ferien budt på uvante fede oplevelser, med både sicilienstur med fantastiske Gulliver rejser, stop i Rom og London, tur i sommerhus, og nu er vi hjemme.
Ninjaman har ferie ugen ud, jeg og pigerne har også næste uge med, og det meste af tiden nu går med forberedelse til min yndlingsfætters bryllup, med tale der skal skrives, gave der skal købes og brudepiger der skal styles.
image
Uddybende indlæg følger!

07/4/16

Om tiltrængt solskin

De af jer der følger mig på instagram har sandsynligvis bemærket mine pigers heftige begejstring for regnvejr, de seneste dage.
image

Jeg kan sådan set godt lide regn.
Også om sommeren.
Det giver mig en legal grund til at foretage mig det jeg allerbedst kan lide: sidde i en stol og læse, mens regnen trommer på taget.
Men når man har fire unger der har ferie i fem uger, er heldagsregn det rene tortur. Sådan en flok surmulende tøser der keeeeeeeder sig er seriøst op ad bakke, og skænderierne står i kø.

I år er vi alle dog regnvejrsentusiaster, og grunden til dette er her:
image

Jeps. Det bliver vores uge – og at det regner hjemme, tidobler spændingen over at skulle rejse!
Ham der skal passe vores hus er netop ankommet, kufferterne er klar, og i nat flyver vi til London i et døgn, og derefter til Sicilien.
Normalt er vores ferie noget skrabet noget, med et lånt sommerhus på Mols, men i år – efter verdens værste år – trængte vi alle gevaldigt til at komme væk, få sol, opleve noget sammen, tænke på noget helt, helt, helt andet end sygdom.

Vi lånte nogle penge, og talte meget om hvad det skulle være for en ferie: Ninjaman orkede ikke et sted med en masse larm og fremmede mennesker, da han stadig har lidt ondt efter sidste operation og jeg orkede ikke noget hvor jeg selv skulle arrangere for meget. Den ældste ville gerne noget med god mad og shopping, de tre yngste noget med at bade.

For to år siden var vi på den eneste rigtige udenlands-ferie vi har været på: i Nordspanien, med Gulliver rejser.
Det var en fantastisk tur, med søde mennesker, og den rette kombi af privatliv/fælles og tid alene/planlagte ture, og da vi først havde nævnt Gulliver rejser, kunne vi ikke slippe tanken om at rejse med dem igen.

Min søster og hendes familie rejser jorden rundt, og er hvert forår et nyt og eksotisk sted henne – vi vælger noget vi kender igen, og det føles fuldstændigt fantastisk!
Der ser vildt fedt ud, der hvor vi skal hen, og hele konceptet bag rejsebureauet fungerede så fantastisk sidst.
Vi brugte nærmest ingen penge på sidste tur, fordi der var flere måltider inkluderet, og resten af tiden lavede man mad med nogle af de andre, og sad og hyggespiste sammen.
For at få flybilletterne så billigt som muligt flyver vi på fjollede tidspunkter af døgnet, og mellemlander et helt døgn i London på turen ud, og i Rom på turen hjem.

Blære-effekten i at skulle hele TRE steder hen er høj, og pigerne var meget, meget stolte den dag de kunne fortælle deres berejste skolekammerater om deres globetrotteragtige sommerferie i år.

I, søde læsere, var megagode til at hjælpe med at planlægge min og Ninjaens kærestetur til Berlin – har nogle af Jer gode tips til et døgn i Rom?
London har både Ninjaman og jeg boet i, så der har vi ret godt styr på hvad vi skal se, men Rom aner vi absolut intet om.

Hvad SKAL man se i Rom, når man ikke har længere tid? Og hvor skal vi spise, med vores madglade yngel?
Anbefalinger modtages med stor glæde!

03/21/16

Om hvornår man ved det er ægte kærlighed

Mens min søster og min fætter på skift passer børneflok, nyder Ninjaman og jeg Berlin i fulde drag; går ture, spiser masser af god mad, sover længe og taler om alt det vi normalt ikke har tid til i hverdagen.

Føler os snart oplagte og klar til Ninjaens næste runde skanninger og operationer.

Det er fantastisk – og Berlin er fantastisk!

I dag gik vi forbi en smart butik, hvor en modefotograf tog fotos af pænt udklædte kærestepar.

Vi havde følgende samtale, der for mig cementerede hvorfor vi er så gode til at være kærester – nu på nittende år.

Ninja:” Der er vist ikke taget rigtige fotos af kun os to sammen, siden vi fik børn. Kunne det ikke være sjovt? Sådan et “bare-kom-an-kræft-foto”?”

Mig:” kun hvis vi kan være klædt meget fjollet ud.”

Ninja:”selvfølgelig!”

Mig:” vi skal ligne et pladecover fra 80erne! Ingen af os må smile, okay?”

Ninjaman:” Hvad med at ligne postapokalyptiske zombie-jægere?  Er det ikke mere os – og i god tråd til den samtale vi har haft hele morgenen, hvor du planlagde hvem der skulle med på A-holdet, når zombierne kommer?”

Se det er altså ægte kærlighed!

mms_20160108_192804

Og her er billederne – der blev en blanding af zombie-jægere /pladecover.

Fotografen tænkte muligvis at vi var skøre.

Hun har muligvis ret.

DSC_0005

DSC_0004

 

 

02/28/16

Om at bære ting og om at glæde sig

Da Ninjaman var allermest syg, og jeg lå om natten og følte mig magtesløs/havde ondt af ham/bekymrede mig over hvordan børnene skulle klare det/bekymrede mig over fremtiden/logistikken/forløbet, mailede jeg ind imellem til mine veninder, bare for at føle mig lidt mindre alene.
En veninde svarede mig med det her foto, og skrev:”det her fik mig til at tænke på dig. Du er den lille lastbil”.
image
Sådan føltes det ganske rigtigt også rigtigt længe, men hvis jeg i perioder har været nødt til at yde mere end mit hoved egentlig magter, har jeg også en tendens til at gøre dette her unødvendigt længe efter:
image
Altså ikke for at se travl ud, men bare fordi jeg vænner mig til højt beredskabsniveau, og ikke rigtigt kan fatte at det værste er ovre, så jeg kan lægge tunen/slappe lidt af igen.

Januar har været lidt tung at komme igennem, for beskeden fra hospitalet er, at Ninjaman nok skal opereres om, for det knoglestykke de har forsøgt at bygge ny kæbe af, er for langt og for tyndt, så det kunne blive nødvendigt at snitte ham op i hoften og kæben, og transplantere knogle der op.

Men dette kan først gøres fra april, hvor han er helet nok fra sidst.
Nå ja – og de kom iøvrigt til at ødelægge hans højre skulder under operation, og regner ikke med at den bliver normal nogensinde…

Så blev det heldigvis vinterferie, og det hjalp helt vildt ikke at skulle noget særligt.
Vi var på malekursus sammen med ungerne en enkelt dag i ferien, og egentlig var energien slet ikke til det – men det endte med at være en rigtigt god måde at hive sig ud af kommende-operations-bekymringer, og lave noget fælles.

Vores stue så, ind til i går, sådan her ud, med halvfærdige lærreder, der ventede på at jeg slog søm i ledige kroge, hvor de nu hænger og venter på at blive færdige. De kommer formentligt til at vente længe:
image

Men ferien var også andet end malerier – bl.a brugte nogle af børnene noget af tiden, på at opføre sig sådan her:

IMG_20160203_145238

Og bagefter sige undskyld med ovenstående tegning…
Ninjaman og jeg udnyttede børnenes nye besættelse af at spille Playstation sammen, til at gå nogle lange ture imens, og tale om alt det vi bekymrer os over, og hvad der kunne hjælpe.

Vi nåede frem til, at vi trængte til at komme væk sammen – uden børn – inden nye operationer og sygdom.

Sidst vi var på aleneferie, var i januar 2001, hvor vi besøgte nogle af mine venner i London. Vi har haft ganske få enkeltnætter med børnepasning siden da, men har aldrig været rigtigt væk fra dem.

Min søster har tilbudt at passe unger, og vi har købt billetter, til kærestetur til Berlin, i fire hele dage!

Skal bo på fornemt hotel, lige i midten af byen, så Ninjaen kan gå hjem og hvile sig, hvis det bliver for hårdt for ham at gå meget.

Glæder os helt ustyrligt!

Det skubber altså lige bekymringerne lidt væk, at have noget at glæde sig til – og der er under tre uger til vi skal afsted!

Er der nogen af jer der er berlin-eksperter, og kan anbefale gode guidebøger, restauranter, butikker eller andet? Vi ved absolut ingenting om Berlin.

05/26/15
wpid-wp-1432621445163.jpeg

Om slet skjult rod

Vi er ikke verdens største oprydningsfanatikere, men om 3 uger fylder jeg rundt, og har inviteret utroligt mange mennesker til havefest, og for at få plads (og fordi det ser pænere ud sådan), brugte vi hele lørdag på at sløjfe et stort bed i haven, og slæbe stauder og blomsterløg et andet sted hen.

Så da vi søndag skulle have gæster, havde ingen af os rigtigt energi til at rydde op indenfor, men der lignede virkeligt noget der var løgn, så vi aftalte med børnene at vi voksne ryddede lidt op nedenunder, mens de skulle støvsuge ovenpå, og rydde op, på hurtig-måden – altså den hvor man enten stabler rod på en nogenlunde pæn måde, eller dækker det til med et eller andet, så man ikke kan se det.

Gæsterne kom, solen skinnede, vi drak drinks i haven, og tanken om hvor semi-nydeligt huset var ryddet op, varmede.

Ind til jeg gik op ovenpå, og bemærkede pigernes oprydning af rodet på kommoden :

image

Sådan set en ok acceptabel oprydning, inden for hurtig-oprydningsgenren.

Bortset fra sedlen:

image

“Død mand, ikke røre!” står der.
Hvilket er smart, hvis man ikke vil have at gæster skal løfte dug, og se rodet – men knapt så smart, hvis man gerne vil foregive at man ikke er den slags familie, der dræber folk, og lader deres lig ligge ude i gangen…

10/21/14
20141021-085409.jpg

Om dovne ferier

Jeg havde ferie hele sidste uge, og brugte weekenden til – på forskud – at være deprimeret over at ferien snart var slut.

På den måde er jeg virkeligt ikke god til at leve i nuet!

Det føltes bare slet, slet ikke som om ferien havde været ferie-agtig nok – de sidste 3-4 dage var flere af os halvsløje og der sumpede vi bare, i heldags-nattøj, med hævede kvoter for brug af ipad og indtagelse af sukker – hvad blev der lige af alt det vi skulle have lavet sammen?

Da mine kolleger spurgte hvad vi havde lavet i ferien, i går morges, klynkede jeg først over hvor meget skærm vi havde spillet, og hvor lidt vi havde lavet – ind til jeg kom i tanke om hvor meget vi egentlig havde nået, af alt det hyggelige man ikke når til hverdag, i den første halvdel ferie: både familiebesøg, hjemmelavet sushi-ædegilde hos venner, fødselsdagsfejring, hospitalsbesøg, skovtur, og fremstilling af lerdimser.

20141021-085409.jpg

20141021-085417.jpg
Okay – ved ikke hvorfor jeg havde så dårlig samvittighed over 4 efterfølgende dage med slik og skærm…

Jeg havde også de tre store piger med ind til kulturnat i København, mens Ninja og mindstebarn hyggede hjemme.
Vi havde ikke lagt en plan, og dinglede bare rundt og så på ting.
Botanisk have var vildt flot, med oplyste træer – men uvist af hvilke årsager, har jeg primært fotos af bare statuebalder…:

20141021-085455.jpg
Ville ønske jeg kunne sige at det var børnene der syntes det var sjovest at tage de billeder….

08/2/14
20140802-200742.jpg

Om efter-ferie-blues

Efter 2 1/2 uge i sommerhus, havde jeg abstinenser efter varme bade, der var længe nok til at jeg kunne nå at barbere begge ben; børnene havde netflix-abstinenser og Ninjaman havde surfe-efter-fotos-af-flotte-tattoveringer-han-gerne-ville-have-abstinenser, så vi tog hjem et par dage tidligere end planlagt – og fortrød det, da vi vågnede op til lyden af saven og banken.

Vores naboer er nemlig ved at få lagt nyt tag på huset, så der er håndværkerlarm i haven 8-16, og vi har derfor rakket København rundt, og besøgt legepladser og havnebade en del.

Hvilket har været rigtigt hyggeligt, men vi har alligevel sukket vemodigt over hvor smukt og stille der er på mols, og klynket lidt over at der er et helt år, til vi ser det her igen:

20140802-200742.jpg

Aftenture i villakvarteret er ikke helt så tillokkende, som på Helgenæs, hvor ungerne hver aften gik forsigtigt rundt, med hænderne lukkede omkring nuttede frø-babyer, som de fandt på vejen.

20140802-200937.jpg
Børnene har badet sig blåfrosne i båndsløjfe; vi har haft masser af gæster; vi har drukket drinks; jeg har konsumeret så mange kalorier at sømmene på mit tøj knirker når jeg bevæger mig; jeg har læst en masse gode bøger – det har vi faktisk allesammen, det er så hyggeligt nu hvor pigerne begynder at kunne læse selv også; vi har fanget frøer og krabber; besøgt familie; beundret baby-kusiner og haft det årlige rituelle besøg til lægen i Ebeltoft, for at få noget mod hævede myggestik.

I år var det mindstebarnets tur, hendes myggestik sad strategisk placeret i øjenbrynet, så hun vågnede, helt uden øjne – der skulle rigtigt mange is til, før hun syntes det var bare tilnærmelsesvist sjovt…

20140802-215339.jpg

Vi er kommet det samme sted hvert år, siden vi blev kærester for snart 17 år siden, og fordi vi kun kommer der en gang om året, er det ekstra tydeligt hvor hurtigt tiden går.

Når jeg har siddet på stranden, og set på at pigerne byggede sandskulpturer, har jeg tænkt meget på alle de yngre versioner af de samme piger, der har siddet på den strand: min ældste, nu langbenede næsten-teenager, var en fed, nøgen baby, der sad og spiste sand lige derovre for kun et øjeblik siden – og sådan kan jeg se dem alle, lige så tydeligt for mig, i alle de aldre de har haft.

Der er noget fint og højtideligt over at tænke på hvor meget der er sket og hvor hurtigt de bliver til selvstændige og fantastiske store mennesker – men det er også lidt vemodigt at mærke den tid, som jeg tror er den bedste vi får, gå så hurtigt.

Som de her fodspor pigerne lavede i sand, og havet spiste det meste af, i nattens løb

20140802-221444.jpg

07/15/14
20140715-090351.jpg

Om verdens bedste ferie

Nu er vi endelig ved at være landet mentalt, oven på den mest fantastiske ferie nogensinde!

Vi boede i den lækreste store lejlighed (2 soveværelser, 2 badeværelser, køkken, stue, vaskemaskine – og udsigt!) på et nordspansk landsted, hvor alle ni lejligheder var beboede af de familier vi rejste sammen med.

Det her var udsigten fra “voksen-soveværelset”(der lynhurtigt endte med at blive “mor-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, da børnene kom glade, men sent, i seng og festede videre, hvis ikke vi sov med dem):
20140715-090351.jpg
Udsigten fra “far-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, var en smuk bakke, med græssende køer.

Jonas og Marianne, der ejer gulliverrejser, som vi rejste med, er simpelthen nogle fantastisk søde mennesker, der både var hyggeligt selskab og geniale arrangører.
Jeg kan slet ikke anbefale konceptet nok!

Velkomstmiddag, kanotur, picnic, besøg på michelin-restaurant og farvel-middag var planlagt på forhånd og inkluderet i prisen, men de fik også lynhurtigt arrangeret nogle ekstrature, så Ninjaen og de tre store piger fik undervisning i surfing sammen med andre friske surfer-nybegyndere, og vi kom på besøg i nogle grotter, med 22.000 år gamle hulemalerier på væggene.

En fed måde at rejse på, hvor der både er planlagt oplevelser, vi ikke selv ville have kunnet finde, og der er plads til at man kan dele sig ud i små grupper og opleve noget selv.
Vi havde mange små udflugter, hvor det bare var os selv – fx til de smukkeste strande:

20140715-093943.jpg20140715-094137.jpg
og vi besøgte hyggelige små byer:
20140715-111901.jpg20140715-112607.jpg
Og foer vild i Bilbao:
20140715-113726.jpg
For 15 år siden startede Ninjaman og jeg til spanskundervisning, men stoppede efter et par gange, og lærte kun de ting der stod i kapitlet om “Fernandos fødselsdag” og i kapitlet om Picasso.
Der var så få turister i det område vi var, og absolut ingen talte engelsk, så i starten jamrede vi en del indbyrdes om hvor ærgerligt det var at vi ikke havde lært mere – men da mindstebarnet halvvejs gennem ferien fik halsbetændelse, fik jeg faktisk brug for det med Fernandos fødselsdag, for jeg forstod at lægen spurgte hvornår hun var født – resten af lægebesøget klarede vi med fagter, og hun blev podet og fik “penicillinos”.

At sidde på restaurant og bestille uden at vide hvad der stod, var lidt besværligt – og da en fra vores rejsehold kom til at bestille ko-mave, gjorde det os ekstra nervøse.
Men egentlig var det også tusind gange hyggeligere at rydde et supermarked for friske grøntsager og saftige bøffer (på størrelse med toiletsæder), og så tage hjem og grille på landstedet, mens vi drak vin og sludrede med alle de søde mennesker.
Også selv om det sled lidt på den gode samvittighed at grille bøffer, mens bøffernes kusiner stod og så interesseret til:

20140715-115511.jpg
De muhede anerkendende, da vi til afskedsfesten grillede en hel griseunge, istedet for oksekød…

Griseungen var så utroligt nuttet før den kom på grillen, at pigerne talte om at vi burde give den kunstigt åndedræt og forsøge at genoplive den – men den smagte så godt, at den tale hurtigt blev glemt:
20140715-120558.jpg
Men det allerbedste var faktisk hverken den bjergtagende smukke natur, morgenyogaen, eller de velplanlagte udflugter: det var det at være 17 voksne og 18 børn sammen på denne måde, og hele tiden kunne finde en der gad drikke vin/se på udsigt/ stene fodbold/ spille tennis/ løbe tur/tale om bøger, børn, eller livet – og imens kunne vi nyde børnene, der pilede rundt i flok og legede den ene vidunderlige leg efter den anden.
20140715-120939.jpg

“Vi vil gerne stoppe med at spise slik, så vi kan spare op og rejse sådan igen!” tilbød den ni årige generøst i flyveren hjem.
Hendes søstre mente at det var et lige lovligt generøst tilbud – men de syntes også det havde været verdens bedste ferie.
Så hvis i skal på ferie næste sommer, så kan vi seriøst anbefale at gøre det på denne her måde – og måske ses vi endda?

20140715-125552.jpg

20140715-125642.jpg

07/3/14
20140703-110746.jpg

Om ture, der er det værd

Vi er nu i Spanien, og selv om det regner, er udsigten stadig det hele værd:

20140703-110746.jpg
Vi brugte hele dagen i går på at rejse – først 3 timer med fly, og så knapt 5 timers køretur(inkl pauser, og faren vild).
Sjældent har jeg oplevet en køretur så lang – hvor mellempigerne hver tredje minut spurgte hvor lang tid der NU var til vi var der, og mindstebarnet led af den vildfarelse at vi var på vej i sommerhus, og hele tiden hårdnakket påstod, at hun kendte de steder vi kørte forbi.

“De har SERIØST meget natur her i spanien!” erklærede den ni årige overrasket, da hun vågnede fra den lur hun påbegyndte i lufthavnen.
Og det har hun ret i. Den tungtlastede lejebil, knirkede sig op gennem skumle sving i smukke bjerge, og vi fik set mere natur på de par timers kørsel, end vi normalt gør i løbet af et helt år hjemme.

Da vi endelig ankom til landstedet, kl 21, blev vi mødt af smilende søde mennesker, og fik anvist en lejlighed der er større end hele vores hus derhjemme.

“Luk døren!” hylede en af pigerne fra det ene(!) toilet “det kan jo være at der er andre der skal bruge toilettet, og jeg gider ikke at de ser mine balder!”
Hun havde ikke helt opfattet at alt det plads, kun var VORES.

20140703-111450.jpg

Så var der lækre natmads-tapas og vin, og ungerne spurtede rundt med de andre børn og hyggede sig, og den lange køreturs strabadser blev hurtigt glemt.

20140703-111713.jpg
Nu sidder vi ved poolen, og pigerne prøver at tage sig sammen til at prøve en svømmetur i det kolde vand – og jeg bekymrer mig over hvordan i alverden jeg skal kunne holde det “hvem-taber-sig-mest-inden-oktober-væddemål” jeg har kørende med en veninde, når det eneste jeg har kunnet tænke på siden jeg vågnede, er hvornår jeg igen kan fylde vin og tapas i hovedet…