06/19/17

Om bekymringer og glæden sig

Noget af det grimmeste ved sygdom, er at det trækker værdien ud af alt andet, og dækker selv de hyggeligste dage med et fedtet lag af bekymring.

Det er Ninjamans halvårlige cancer-tjek der har spøgt de sidste måneder. Denne gang endnu mere end ellers, da første scanning viste en skygge, der muligvis bare var fra de kunstige tænder – men den skulle altså ekstra-scannes.
Ventetiden har været lang.
Der er nogle ting det ikke hjælper at tale om. Hvor det at sætte ord på sin egen frygt, bare kan antænde noget unødvendigt hos den anden.

Så det eneste jeg har sagt om det, har været det beroligende indlysende: hvorfor skulle det komme tilbage på præcis det samme sted, når alle de dele der før sad der, er blevet erstattet med nye dele?
Det lyder jo usandsynligt.
Bortset fra i mine søvnløse nætter, efter klokken 02, hvor min bitch-hjerne altid har haft det med at afspille skrækscenarier.

Selv fra en erfaren søvnløshedsrytter som mig, har der været ekstramange af den slags nætter.
Når jeg endelig har sovet, har der så været skruet op for drømmene: nogle lede små kavalkader af rædsel, hvor jeg mistede ham på hundredevis af måder, og vågnede gispende op, uden at føle jeg kunne tillade mig at vække ham. Min skræk har ikke haft noget at gøre i hans hoved, når det er ham det hele handler om, så jeg har forsøgt at forsegle den i små lommer inden i mig selv.

Nu er ventetiden ovre: han er stadig kræftfri.

Det begynder faktisk at føles lettere, det med scanningerne, her efter tredje gode resultat. Selvfølgelig bliver han ved med at være rask!

(Nogen må godt minde mig om dette, når vi om et lille halvt år venter på svar igen, ikke?)

IMG_3126

Nu kan jeg så igen bekymre mig om alle de ting sygdomsskrækken har blegnet.
Zombie-fobien jeg har, byder jeg således hjerteligt velkommen, som en mindre skræmmende ting at frygte.

Når søvnløsheden stadig melder sig, uvillig til helt at slippe mig, kan jeg også panikke over nye ting der skal ske:

– jeg er kommet ind på en uddannelse, som jeg har villet tage i årevis, og skal tage den sideløbende med arbejdet næste år. Er megaglad og spændt – og en smule  bekymret for hvordan det bliver at jonglere studie og fuldtidsjob

– jeg har søgt og fået job, hvor jeg allerede nu skal bruge det jeg skal uddanne mig i. Starter efter ferien og er behørigt nervøs – men selvfølgelig også glad.

– mit ældstebarn – hende der for ca tre sekunder siden var et lille 0. klasses barn med tynde fletninger – havde sidste niende klasses eksamen i torsdags. Stor og smuk og sej og klar til at komme videre i livet. Det er så fantastisk, men alligevel kan følelsen af hvor hurtigt tiden går, skræmme mig helt firkantet i perioder.

Sommerferien venter heldigvis lige om hjørnet, og vi skal lave så velsignet lidt, at jeg kan nå at få noget ro oven i hovedet igen. Jeg glæder mig helt overdrevent meget til ferie i år, med planer der ikke strækker til mere end:

Læse bøger og glo på skyer.

Grille fisk og slå smut.

Fiske krabber og bygge sandslotte.

Spille spil og gå ture.

og, vigtigst af alt: nyde lige det sted vi er i lige nu i vores liv.

Det er et godt sted at være.

og det skal nok gå.

 

10/23/16

Om efterårs-åndehuller

Efterårsferien i år var tiltrængt og den har heldigvis levet op til forventningerne, hygge og afslapningsmæssigt,

Vores økonomi er ret vissen for tiden, så den Tivoli-tur pigerne havde håbet på, og den tur til Jylland vi voksne havde fantaseret om, blev udskiftet med billigere, men mindst lige så fantastiske, alternativer.

Vi har været til fødselsdage to gange og til middag en gang; har været i sommerhus tre dage; og resten af tiden har vi dalret rundt, gået ture og sovet længe.
img_20161021_171500
En af dagene havde alle fire piger en ven hver på besøg, hvilket var en seriøst sjov dag, med knald på. Det virkede næsten som om vi har for få børn til hverdag, når det er så nemt med 8 unger, kom jeg til at påstå. Den fornuftige Ninjaman stemte dog imod at udvide børneflok med 100% permanent…

Torsdag gik vi den længste tur i København i solskinnet; delte to superlækre portioner fish n’ chips på papirøen; fik talt, både med unger og hinanden, og tog billeder af pæn by.
img_20161020_162902
Fredag morgen kørte vi til Nyord, ved Møn, og besøgte min søde fætter og hans lige så søde kone, i et lånt sommerhus.
Kæft – der er fedt!!
Smuk natur, dyreliv, og ild i pejsen.
Vi gik en utroligt lang tur, bevæbnet med kikkerter og gummistøvler da vi kom, og pigerne hvinede af fryd da de så rådyr og harer helt tæt på.

img_20161021_170621

Idyllen blev kortvarige brudt, da den rare onkel reagerede meget bogstaveligt på mindstebarnets bøn om at snøre hendes støvler:
922201619140
Jeps. De er bundet sammen. Hun trillede grinende rundt, og opskræmte store flokke af vildgæs i processen, og bar kun kortvarigt nag.

Aftenerne er gået med brætspil og hygge, og i går med en regnvåd tur til smukke Møns klint og 994 trappetrin. Mine slatne skinnebensmuskler skriger stadig efter trappetrins-torturen – heldigvis var udsigten det værd!
dsc_0007
Hverdagen kommer til at ramme som lidt af en lussing i morgen, når vækkeuret ringer klokken 06 – men det har været helt utroligt dejligt at forsvinde ind i feriemagien i en hel, vidunderlig uge.

03/5/15
wpid-wp-1425542253181.jpeg

Om kommende ferier

Vi har, som også før beskrevet, ikke råd til at rejse udenlands med alle fire unger, og har derfor valgt at de får en aleneferie med en af os forældre, når de er 7-8 år.
Jeg var i London med den ældste, og deres far var sidste år ude at rejse med den næstældste – til eksotiske Billund…

Der var intet land i verden hun hellere ville se end lalandia og Legoland, så der tilbragte de fire dage…
Mindstebarnet, der nu er fire, vil allerhelst til Eldorado , som hun har set en film om – men da vi forsøgte at forklare hende, at det ikke findes, sagde hun, at så ville hun også til Lalandia!

Deres far havde nok forestillet sig noget lidt mere eksotisk: havde glædet sig til at vise dem markederne i London, Gaudis bygninger i Barcelona, kanalerne i Venedig – ja, alt andet end blegbugede mennesker i lidt for småt badetøj, men da hovedformålet med ferien er at børnene føler sig hørt og set, og får alenetid med en forælder, bøjer vi os selvfølgelig.

Det er nemt for mig at sige, når nu jeg er den heldige der skal rejse udenlands,og netop har printet flybilletter til Paris, ud til mig og min 8 årige kagemester.
Vi rejser fem dage i påsken, og har lejet en centralt beliggende privat lejlighed igennem www.airbnb.com (kender i til koncept? Det virker noget så smart og billigt!)

Hun er et barn der godt kan lide at sætte sig ind i ting, så den sidste måned har vi brugt på at læse os igennem guidebøger om Paris, og øve små franske sætninger – hun mukker lidt over, at jeg ikke kan nå at lære hende flydende fransk inden vi tager afsted, men er også ret stolt over i det mindste at kunne sige “tak” og “goddag”.
Min moster forærede hende denne her guidebog for børn:
image

Den er meget nemmere at gå til, end de andre bøger vi har læst, med billeder og malende beskrivelser af steder og butikker.
Til barnets glæde, og min buttede røvs skræk, er der stor fokus på konditorier, bagerier og slikbutikker, og hun har nu planlagt ruter vi skal gå de forskellige dage, som vil føre os forbi mindst en kagebutik pr dag…
image

Nu har jeg det personligt sådan, at jeg kan modstå alt – bortset fra fristelser – og jeg kommer nok til at dumpe ned i kagefælden med et brag….
Overvejer lidt, om jeg mon skal bestille et ekstra flysæde til min røv på hjemturen?

07/15/14
20140715-090351.jpg

Om verdens bedste ferie

Nu er vi endelig ved at være landet mentalt, oven på den mest fantastiske ferie nogensinde!

Vi boede i den lækreste store lejlighed (2 soveværelser, 2 badeværelser, køkken, stue, vaskemaskine – og udsigt!) på et nordspansk landsted, hvor alle ni lejligheder var beboede af de familier vi rejste sammen med.

Det her var udsigten fra “voksen-soveværelset”(der lynhurtigt endte med at blive “mor-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, da børnene kom glade, men sent, i seng og festede videre, hvis ikke vi sov med dem):
20140715-090351.jpg
Udsigten fra “far-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, var en smuk bakke, med græssende køer.

Jonas og Marianne, der ejer gulliverrejser, som vi rejste med, er simpelthen nogle fantastisk søde mennesker, der både var hyggeligt selskab og geniale arrangører.
Jeg kan slet ikke anbefale konceptet nok!

Velkomstmiddag, kanotur, picnic, besøg på michelin-restaurant og farvel-middag var planlagt på forhånd og inkluderet i prisen, men de fik også lynhurtigt arrangeret nogle ekstrature, så Ninjaen og de tre store piger fik undervisning i surfing sammen med andre friske surfer-nybegyndere, og vi kom på besøg i nogle grotter, med 22.000 år gamle hulemalerier på væggene.

En fed måde at rejse på, hvor der både er planlagt oplevelser, vi ikke selv ville have kunnet finde, og der er plads til at man kan dele sig ud i små grupper og opleve noget selv.
Vi havde mange små udflugter, hvor det bare var os selv – fx til de smukkeste strande:

20140715-093943.jpg20140715-094137.jpg
og vi besøgte hyggelige små byer:
20140715-111901.jpg20140715-112607.jpg
Og foer vild i Bilbao:
20140715-113726.jpg
For 15 år siden startede Ninjaman og jeg til spanskundervisning, men stoppede efter et par gange, og lærte kun de ting der stod i kapitlet om “Fernandos fødselsdag” og i kapitlet om Picasso.
Der var så få turister i det område vi var, og absolut ingen talte engelsk, så i starten jamrede vi en del indbyrdes om hvor ærgerligt det var at vi ikke havde lært mere – men da mindstebarnet halvvejs gennem ferien fik halsbetændelse, fik jeg faktisk brug for det med Fernandos fødselsdag, for jeg forstod at lægen spurgte hvornår hun var født – resten af lægebesøget klarede vi med fagter, og hun blev podet og fik “penicillinos”.

At sidde på restaurant og bestille uden at vide hvad der stod, var lidt besværligt – og da en fra vores rejsehold kom til at bestille ko-mave, gjorde det os ekstra nervøse.
Men egentlig var det også tusind gange hyggeligere at rydde et supermarked for friske grøntsager og saftige bøffer (på størrelse med toiletsæder), og så tage hjem og grille på landstedet, mens vi drak vin og sludrede med alle de søde mennesker.
Også selv om det sled lidt på den gode samvittighed at grille bøffer, mens bøffernes kusiner stod og så interesseret til:

20140715-115511.jpg
De muhede anerkendende, da vi til afskedsfesten grillede en hel griseunge, istedet for oksekød…

Griseungen var så utroligt nuttet før den kom på grillen, at pigerne talte om at vi burde give den kunstigt åndedræt og forsøge at genoplive den – men den smagte så godt, at den tale hurtigt blev glemt:
20140715-120558.jpg
Men det allerbedste var faktisk hverken den bjergtagende smukke natur, morgenyogaen, eller de velplanlagte udflugter: det var det at være 17 voksne og 18 børn sammen på denne måde, og hele tiden kunne finde en der gad drikke vin/se på udsigt/ stene fodbold/ spille tennis/ løbe tur/tale om bøger, børn, eller livet – og imens kunne vi nyde børnene, der pilede rundt i flok og legede den ene vidunderlige leg efter den anden.
20140715-120939.jpg

“Vi vil gerne stoppe med at spise slik, så vi kan spare op og rejse sådan igen!” tilbød den ni årige generøst i flyveren hjem.
Hendes søstre mente at det var et lige lovligt generøst tilbud – men de syntes også det havde været verdens bedste ferie.
Så hvis i skal på ferie næste sommer, så kan vi seriøst anbefale at gøre det på denne her måde – og måske ses vi endda?

20140715-125552.jpg

20140715-125642.jpg

07/12/14
20140712-111426.jpg

Om “skynhed”

En af de fantastiske ting ved at være på ferie med 8 andre børnefamilier, er børnenes evne til at blive venner, og finde på lege i flok.

I forgårs lavede de seks 7-9 årige piger en “skynhedssalong”, hvor da gav (mere eller mindre frivillige) voksne og små søskende, behandlinger.

20140712-111426.jpg
Jeg kunne godt fornemme på de ivrige anvisninger og omhyggeligt udførte billetter jeg fik udleveret, at der ikke rigtigt var nogen vej uden om – så selv om jeg egentlig hellere ville sidde og læse, indfandt jeg mig på skynhedssalongen.

Der var lidt ventetid, men den venlige assistent gav mig en underkop med digestive-kiksesmulder at fordrive ventetiden med; ordre om at gemme lidt af smulderet til næste kunde; og en tre årig pige blev udkommanderet til at underholde mig med lidt sang.

Nu er “lille Peter edderkop” jo lidt af en ørehænger, men jeg vil stadig mene at de fleste mennesker bliver træt af den efter de første 3-4 gennemsyngninger – således også jeg, der følte mig særdeles lettet, da jeg blev hentet ind til min behandling…

Den startede med et køligt fodbad – hvor pigerne først pustede på mine fødder for at afkøle dem nok til vandet. Meget betænksomt.

Derefter fulgte en kompetent gang hårfletning, sideløbende med en knapt så kompetent gang neglefiling.

Jeg havde ikke haft tid til at se længe på deres dørskilt, men jeg havde dog spottet at der var “masasie”.

20140712-112420.jpg
Det var første gang jeg prøvede at få massage af hele fire på en gang – det var overraskende behageligt – og massagen blev overvåget af en kommanderende 9 årig(min egen), der dirigerede sine tropper, samtidigt med at hun styrede musikken der passede til.

Behandligens store overraskelse var en afslutning med meditation og “tomater på øjnene”.
De havde ikke kunnet skaffe agurkeskiver, og havde ræsonneret, at den ene grøntsag vel var lige så god som den anden – og at tomater yderligere havde den egenskab at de duftede godt!

Så jeg lå stille på ryggen, mens en 7 årig balancerede to store tomater på mine øjenlåg, og talte mig igennem en meget indfølt guidet meditiation.
(“du er heeeelt afslappet… Du ligger på en strand… Der dufter… Af tomater!”)

Så var det hele slut, og jeg blev smidt lidt hårdhændet ud, fordi næste kunde ventede.
På de andre kvinders frisurer, kunne jeg senere på dagen godt fornemme at vi alle havde frekventeret den samme “salong” – og salongens ejere udførte også en fornem bonusydelse, hvor de løbende bad os bukke os ned, så de lige kunne rette fletninger der løsnede sig i løbet af aftenen.

Jeg kan varmt anbefale stedet, og giver det 5 stjerner – kommer du i nærheden af en “skynhedssalong”, så snup endelig en behandling!

indlægget er sponsoreret, men holdningerne er helt mine egne!

07/6/14
20140706-122728.jpg

Om alternativ kost

I aften skal vi på Michelin-restaurant – ugens højdepunkt for den madentusiastiske 7 årige, der har været ekstremt spændt på at høre menuen.
De søde rejsearrangører har fundet den til os, og kørt den gennem Google translate, hvilket kun fik den til at lyde endnu mere spændende:

20140706-122728.jpg
Det beroliger mig lidt, at det kun er på voksenmenuen der er hash, og jeg er spændt på at se hvad varianten “hash min mor” mon er.

Jeg ser også frem til tortillaen, der er dekonstrueret som et dække.
Mon det betyder at den er så stor at man kan gemme sig bag den?

Ansjos med tekstur som vand lyder også alternativt – håber virkeligt ikke at det betyder man så skal drikke den, som ansjos-shots…

07/5/14
20140705-145909.jpg

Om at lære at leve med ikke at være god til ting

“Hvis jeg ikke har nemt ved at lære nye ting, er det fordi de ikke er værd at lære…”

Sådan har jeg altid haft det, men jeg ved godt at det er en rigtigt kedelig holdning at have, så jeg forsøger virkelig at kæmpe imod og gå ind i nye ting med åbent sind.

Men jeg kan alligevel mærke irritationen og lysten til at råbe pik og give op, hvis noget er svært, og det lykkes mig langt fra altid at holde fast – hvilket de folk der i tidens løb har forsøgt at lære mig matematik, tysk, dans, aerobic, strikning, syning, guitar eller harmonika godt kan bevidne.

Så at styre en kano, med mine to mindste børn i, ned ad en rivende flod, var egentlig noget jeg godt kunne forudsige eventuelt kunne ende i et hysterisk anfald fra min side – men det var en del af det (ellers fantastiske) program der var lagt for os her på ferien – og jeg ville jo ikke skuffe mine spændte piger, og var også selv nysgerrig på at se den smukke flod, så selvfølgelig skulle vi med.

Inderst inde håbede jeg på, at nogen ville spotte mine ringe motoriske evner og tilbyde at ro for mig – men det skete ikke, og pludselig sad jeg i en kano, og mærkede den voldsomme trang til at give op, mens strømmen (for tiende gang på få minutter) løftede kanoen op på nogle sten, så jeg måtte ud i det kolde vand og skubbe den fri.

De to stakkels mindstebørn, der var havnet i sure-mors kano, kiggede længselsfuldt efter alle de andre voksne, der med professionelle åretag, førte deres kanoer behændigt mellem stenene – men heldigvis blev vi påsejlet af en anden mor, der åbenbart kunne aflæse mit kropssprog og trøstende sagde:”bare rolig – jeg hader det lige så meget som dig, og har heller ingen anelse om hvad jeg foretager mig!”

Det hjalp på give-op-divaen, at vide jeg ikke var alene, og kort efter var vi forbi det sted med de mange sten, og jeg begyndte at synes det var moderat sjovt – også selv om jeg ikke kunne finde ud af det.

Da vi, efter en dramatisk tur ned af et lille vandfald, stoppede og tømte kanoer for vand, deserterede den ene af mine to sejlkammerater grædende over i sin fars kano – jeg havde tydeligvis ikke fået overbevist hende om at jeg havde styr på noget som helst…

Heldigvis forbarmede ældstebarnet sig over mig, og tog hendes plads – og SÅ blev det sjovt!

20140705-145909.jpg
Barnet havde, til min store overraskelse og glæde, arvet sin fars talent for at blive hurtigt god til fysiske aktiviteter, og i løbet af få minutter havde hun overtaget styringen af vores kano:”mor! Du er muskler – så skal jeg nok være hjernen! Okay?”

Hun var godt nok ikke særligt imponeret over mine musklers beskaffenhed, men inden længe var vi alligevel nogle af de forreste, og jeg var helt vild med turen, nu hvor der var en kompetent styrmand om bord.
Mens jeg sad der og modtog ordrer, tænkte jeg på at det jo egentlig ikke gjorde så meget at der var ting jeg selv var dårlig til, for jeg kan lave børn der er gode til de ting jeg ikke selv kan – og det er da endnu sejere end at kunne det selv!

“om jeg er god til kvantefysik? Beklager – men jeg kan helt sikkert fremstille et menneske der er det!” vil jeg fremover kunne sige.
Det er der blær i!

07/3/14
20140703-110746.jpg

Om ture, der er det værd

Vi er nu i Spanien, og selv om det regner, er udsigten stadig det hele værd:

20140703-110746.jpg
Vi brugte hele dagen i går på at rejse – først 3 timer med fly, og så knapt 5 timers køretur(inkl pauser, og faren vild).
Sjældent har jeg oplevet en køretur så lang – hvor mellempigerne hver tredje minut spurgte hvor lang tid der NU var til vi var der, og mindstebarnet led af den vildfarelse at vi var på vej i sommerhus, og hele tiden hårdnakket påstod, at hun kendte de steder vi kørte forbi.

“De har SERIØST meget natur her i spanien!” erklærede den ni årige overrasket, da hun vågnede fra den lur hun påbegyndte i lufthavnen.
Og det har hun ret i. Den tungtlastede lejebil, knirkede sig op gennem skumle sving i smukke bjerge, og vi fik set mere natur på de par timers kørsel, end vi normalt gør i løbet af et helt år hjemme.

Da vi endelig ankom til landstedet, kl 21, blev vi mødt af smilende søde mennesker, og fik anvist en lejlighed der er større end hele vores hus derhjemme.

“Luk døren!” hylede en af pigerne fra det ene(!) toilet “det kan jo være at der er andre der skal bruge toilettet, og jeg gider ikke at de ser mine balder!”
Hun havde ikke helt opfattet at alt det plads, kun var VORES.

20140703-111450.jpg

Så var der lækre natmads-tapas og vin, og ungerne spurtede rundt med de andre børn og hyggede sig, og den lange køreturs strabadser blev hurtigt glemt.

20140703-111713.jpg
Nu sidder vi ved poolen, og pigerne prøver at tage sig sammen til at prøve en svømmetur i det kolde vand – og jeg bekymrer mig over hvordan i alverden jeg skal kunne holde det “hvem-taber-sig-mest-inden-oktober-væddemål” jeg har kørende med en veninde, når det eneste jeg har kunnet tænke på siden jeg vågnede, er hvornår jeg igen kan fylde vin og tapas i hovedet…