02/20/17

Om at være far – interview med Ninjaman

For nogle uger siden åbnede jeg op for en spørgerunde, hvor flere af jer skrev spørgsmål til Ninjaman på mail eller i kommentarfeltet. Tak for jeres mange spørgsmål, som han beredvilligt svarede på en hel søndag. Der er så mange spørgsmål, at jeg deler dem op i flere indlæg.

Her er svar på de spørgsmål, der mest handler om at være forældre:

Hvordan får man tid til hinanden i en travl hverdag med sene arbejdstider, skole, venner og andre aktiviteter der skal passes?

“Det gør man jo heller ikke. Det er svært at få tid til hinanden. Og man er træt, når børnene endelig sover. Vi giver tit hinanden massage når vi ser serier – så får vi sneget lidt ekstra berøring ind. Vi er også gode til at få stoppet op og få vendt det med hinanden, når der i perioder går for meget hverdag i det. Hvis vi begynder at snappe af hinanden og kun taler om rugbrød.
Vi hviler godt i hinandens selskab, og forsøger at finde alt det der er godt i hverdagen, i stedet for kun at være kærester de to-tre gange årligt hvor vi får passet børn en aften.”

IMG_1078
Hvornår skal børn have deres egen iPad/telefon?
“Det er nok forskelligt fra familie til familie. Vores piger fik (billige) mobiler da de kom i den alder hvor de havde brug for at kunne smse og lave aftaler med os. Tror det var omkring 3. Klasse.
Den ældste fik en smartphone da hun var ca 13. Ellers ville hun have været udelukket fra det fællesskab hendes venner havde, på Facebook og Instagram og hvad det nu hedder. De skal ikke sidde med næsen i maskiner hele tiden, og skal respektere når forældrene siger at nu skal de lave noget andet.”

Hvad har været vigtigt for dig at i har prioriteret ift at huske at være “kærester” når der kommer børn ind i billedet?
“Vi har aftalt at have en dag om ugen hvor vi bare snakker, uden tændte skærme. Det er lidt forskelligt hvor gode vi er til at overholde det, men det er godt når vi gør.
Vi ved begge at vi ikke er perfekte, og derfor kan vi acceptere hinandens fejl, og skændes sjældent om småting.
Jeg synes også vi er gode til at være kærester midt i børneflokken. Nyde tiden sammen med børnene.

Hvad har været det sværeste ved at blive far?
“Det var svært for mig med første barn, om jeg kunne slå til. Måske er det typisk mandeagtigt at tænke om man kan finde ud af at passe på sin familie, om man er god nok. Det var ihvertfald sådan jeg havde det.”

Hvad har været det bedste?
“Al den kærlighed man får. Kram. De sjove stunder.”

IMG_1079
Hvordan er det at have en kone der er blogger? Har i haft nogle betænkeligheder eller dårlige oplevelser?
“Det er fint med mig.
Jeg synes der er mange hyggelige ting ved det, og jeg synes det er fedt, at hun har et medie hvor hun kan få afløb for den trang til at skrive hun altid har haft.
Børnene bliver ret stolte hvis nogen genkender os på gaden og de elsker at blive inviteret med til sådan nogle ting vi ikke selv har råd til.
Jeg synes hun er god til at spørge om det er okay med os inden hun skriver om os, og hun er opmærksom på om børnene bliver udstillet. Hun spørger dem altid før hun skriver noget eller lægger noget på instagram, og respekterer hvis de siger nej. Bloggen er anonym i forhold til efternavn og børns fornavne, for at de ikke skal kunne googles.”

Et godt råd til kommende fædre?
“Husk at snak om tingene og find en måde hverdagen kan fungere, og alle kan være i det.
Der er ingen tvivl om at det ændrer ens liv at få børn, men det er også fedt at dele sit liv med andre. Fokuser på det positive.
Hvis man er bange for om man mister sin frihed, må man lave nogle aftaler. Vi har før haft en dag om ugen, hvor vi hver især bare kunne lave aftaler, uden at forventningsafstemme med den anden. Fokuser på det positive.”

 

02/24/12

Om at være far til pigebørn – Ninjaman fortæller

Jeg er stadig en lidt fraværende blogger, men min kære mand har været så flink at melde sig frivilligt med et langt indlæg – der næsten kan gå som fredagsføljeton. Tak for det!

Følgende er skrevet af Ninjaman,om hvordan det er at have fire pigebørn
“For ti år siden, fødte min kone vores første datter.
Jeg glemmer aldrig da jeg så hendes ansigt for første gang – det var fascinerende så meget hun lignede mig: samme ansigtsform, samme mørke øjne, flade næse og brede læber.
Jeg er adopteret, og hun var derfor det første menneske jeg nogensinde har set, der lignede mig.
Da hun var to, gik hun rundt i camouflage-tshirts med kranier på, spillede sej, så op til sin far, og var svært stolt af at vi ligner hinanden så meget – men det sekund hun fyldte 3 år, blev hun ramt af en prinsessebølge, jeg ikke lige havde set komme.
Jeg er ellers vokset op, som ene dreng mellem to piger, og troede jeg var godt rustet til pigefnidder – det var jeg så ikke…
ALT skulle være lyserødt og blomstret, hun kunne under ingen omstændigheder iføre sig bukser mere, og klædte om til fuldt prinsesseudstyr, med håndtaske og diadem, så snart hun kom hjem fra børnehave.
På det tidspunkt fik vi datter nr to. Hun lignede mig ikke så meget af udseende, men det var nu dulmende for øjnene at se på hende, for hendes tøj var ikke nødvendigvis skingert lyserødt hele tiden – som hendes storesøsters var.
Og jeg var en glad far, med en prinsessepige på den ene arm, og en velduftende baby på den anden.
Storesøster var begejstret over at lillesøster havde det eneste rigtige køn, men svært skuffet over at hun ikke måtte bestemme, at hun skulle hedde Tornerose…
Kort tid efter, kunne min kone – til vores umiddelbare skræk – tisse to røde streger frem på en graviditetstest. Spiral er åbenbart ikke 100% sikker…
Nu begyndte spørgsmålene fra omverdenen så: ”IH, vi må da håbe det er en dreng nu!” og ” Nå, I prøver igen, til der kommer en dreng?”
Det provokerede mig en del, at folk nærmest ikke troede på mine forsikringer om, at jeg faktisk var godt tilfreds med mine to døtre, og bedøvende ligeglad med barn nr tres køn.
Hun var så også en pige, men kom heller ikke til at hedde Tornerose.
Pigebarn nr 4 kom forrige år – her var folks kommentarer om kønnet nærmest øredøvende.
Men jeg holder altså på, at jeg er bedøvende ligeglad med ikke at have fået drengebørn.
Jo, jeg kan godt lide at spille fodbold, og barbiedukker interesserer mig ikke vanvittigt meget, men der er stadig meget mere til det at have børn, end lige at dele gadget-interesser.
Ulemper ved at være far til pigebørn:
– Nøj, der bliver snakket! Hvor drenge mest leger noget, med at sidde med en bil og sige ”wrrrummm”, så skal piger absolut snakke sig gennem lege: ”og så sagde vi lige, at du sagde, at jeg var moren, og så sagde vi…..”
– Sådan en flok barbie-sko eller pony-hårbørster, gør ondt at jokke på med bare tæer
– Man må aldrig være andet end “prinsen”, når man er med til at lege
Fordele ved at være far til pigebørn:
– Alle de pigehemmeligheder, man pludselig får insider-forklaringer på
– Ekstreme mængder beundring når de er 2-3 år, og synes at far er det ypperste billede på prinseagtig ynde, maskulinitet og styrke. Jeg har labbet det i mig (så længe det varede…) Hvis man kunne fylde beundring på dåse, havde jeg nok gemt lidt, til om få års tid, hvor vi har 4 teenagepiger i huset …”

P.s:Giv ikke Ninjaman skyld for sære kommaer og overdreven brug af tankestreger og punktummer – jeg hjalp ham med at skrive det ind, efter håndskrevet papir, så det er min skyld…