01/30/16

Om ro til at skrive

Her kommer en indrømmelse, som nærmest ingen mennesker ved: det sidste halve år, har jeg skrevet på et projekt, til en spændende ungdomsroman-konkurrence på Carlsen.

Altså: jeg har skrevet løs i den tid der ikke har været øremærket til job, børn, mand, sygdom, blog, rødvin, toiletbesøg, venner, men det har så primært kun været i min pause på arbejdet, og mens jeg puttede børn om aftenen, og derfor er jeg kun lidt over halvvejs, selv om jeg har det meste af plottet klar…

I onsdags var jeg til konkurrence-workshop på forlaget – meget inspirerende –  men det fik også de tre måneder der er tilbage inden deadline, til at stramme en smule over skuldrene.

Så da mit stressfyldte hoved takkede pænt nej til fredagsbar, og mine lækre unge kolleger mobbede mig med, at det var fordi jeg var for gammel til den slags, skyndte jeg mig hjem og legede ung med min ungdomsbog istedet.

Og fik skrevet en hel masse.

Var helt overrasket over hvor meget jeg fik skrevet, og bemærkede ikke, at det muligvis skyldtes at 75% af mit afkom var til skolefest, og de sidste 25% legede godt med en ven, så da jeg lørdag morgen forventede samme skrivero, skete det bare ikke…

Da børnene for titusinde gang væltede ind i stuen, i en velorkestreret kakofoni af brok/glæde/skænderi/vejrmøller brokkede jeg mig over, at det ikke var til at få ro i denne her galeanstalt, hvilket øjeblikkelige medførte fire børn med armene i siden, og anklagende sætninger om at: “du har altså selv valgt at få en masse børn! Hvad havde du regnet med?”

Jeg trak i land, for selvfølgelig er den del jo rigtigt, og det meste af tiden trives jeg godt i al det kaos jeg selv har været med til at producere, så de tilgav mig.

“Bare rolig.” sagde en af dem, viist ” om nogle år er du heeeeeelt alene med far – og så synes du her er for stille!”

Inden jeg nåede at blive trist over den påstand (for det bliver jeg ofte – jeg synes altså det er kedeligt at de en dag bliver store og vokser fra os) begyndte min kære mand;” Bare rolig – jeg kan sagtens tage over hvor i slap! Det bliver helt som det hele tiden har været!”

Og så brugte han den næste time på at skændes med sig selv:” Jeg driller mig! Kiiim, jeg sad der hvor jeg sidder, og nu vil jeg også sidde der! Hvorfor vil du kun hjælpe mig med lektier, når jeg nu også har lektier? Jeg har lige skubbet mig selv, men det var også fordi, at jeg sagde at jeg var en idiot! Se mig slå en kolbøtte! Kiiim, jeg sagde lige noger på en sur måde, til mig selv! Jeg har lige hevet mig selv i håret, og så blev jeg sur og sagde at jeg ikke måtte komme med til min egen fødselsdag! Jeg gider ikke læse for mig, gider du gøre det? ”

Jeg kunne hverken holde masken eller koncentrationen ret hurtigt, så det endte med at vi spiste friturestegte ting sammen, og jeg pakkede ambitionerne i skrivebordet igen, og deltog i det sædvanlige kaos.

Satser på at al den tunge mad vi har konsumeret i dag, giver behov for lange, uforstyrrede toiletbesøg resten af weekenden.

Så kan jeg måske få skrevet lidt der imens – og håbe på at bøger skrevet på toilettet, ikke nødvendigvis er lortebøger!

—-

Edit: en læser sendte mig dette billede på Facebook, for at sparke til min zombiefobi – egentlig synes jeg det ret præcist beskriver hvordan jeg har haft det hele dagen i dag?:

IMG_20160130_213535

01/26/16

Om utaknemmelig adfærd

Min næstældste har valgt at kaste en stor del af sit samlede arsenal af kærlighed, på sin hamster, Teddy.

Teddys største talenter består i, at løbe rigtigt hurtigt og larmende rundt i sit bur, og hans mest markante træk er en rodet nullermandsfrisure, og et par usædvanligt store nosser.

Alligevel synes hun, at han er verdens ottende vidunder, og da han for nyligt fyldte et år, talte hun sine sparepenge omhyggeligt flere gange, og gik op og købte ham en såkaldt “hamsterhængekøje”: en hule af nylon, der kan hænge i burets loft, og kostede den svimlende sum af 65 kroner, som hun har brugt måneder på at spare sammen.

Teddys første reaktion, var at stikke sin hovne lille næse op af sin selvbyggede rede, og derefter rulle over på den anden side og sove videre, til den glade donors store skuffelse – hun havde forestillet sig at han ville kaste sig taknemmeligt over den dyre hængekøje.

image

I flere dage har han fuldstændigt ignoreret hængekøjen, men da jeg kom tidligt hjem i dag,  bemærkede jeg, at han klatrede rundt og undersøgte den nøje.

Jeg krydsede fingre for at Teddys ejer nu ville blive glad, når hun så sin dyrt indkøbte investering blive taget i brug – men ak: to sekunder efter havde hængekøjen fået gnavet alle snore over, og lå i bunden af buret, hvor jeg er ret sikker på, at jeg så Teddy pisse på den, med et triumferende blik i sine små perleøjne.

image

Det er lidt op af bakke, at få gengældt kærlighed fra kæledyr, synes jeg.
Måske burde hun have anet det, allerede dengang han slikkede på hendes fingre, med sin nosse-ånde?

11/23/15

Om dobbeltmoral, julekalendere – og vind playmobil-julekalender, med modeshow

Konkurrence/sponsoreret.
Konkurrencen er slut: vinderen blev snepingvinen. Jeg sendee en mail, tillykke!

Jeg har altid holdt hårdt på, at pakkekalendere under ingen omstændigheder må åbnes forud, og dengang mine små mellempiger delte hele deres storesøsters chokoladekalender, blev der talt med store bogstaver…

I efterårsferien vandt mellempigerne en dyr chokoladekalender, da de svarede på spørgsmål om førstehjælp i Rødovre centeret, og efter megen debattering, blev de enige om, at den ville de forære til deres syge far.
Han blev meget rørt, da de overrakte ham den på hospitalet, og jeg fik den med hjem for at gemme den til december for ham.

Problemet var bare, at jeg selv syntes mine dage var hårde i den periode, med pendulering mellem hospital og forskellige steder pigerne skulle passes, og en aften hvor jeg sad alene, fik jeg overbevist mig selv om, at alle ville kunne forstå det, hvis jeg åbnede en enkelt lillebitte låge, og lånte et ganske lille stykke chokolade.

Desværre var det et kedeligt stykke, så jeg var nødt til at åbne en ny låge i stedet – og pludselig havde jeg åbnet alle 24 låger, og spist halvdelen…
Det ville ingen have vist forståelse for, hverken de stolte vindere eller den syge far, så dagen efter købte jeg en ny og har ikke fortalt dem om fadæsen.

Da playmobil sendte mig to modeshow Playmobil-julekalendere – en til mine mindste børn til deling og en til konkurrencepræmie til jer – plagede mindstebarnet intenst om lov til at åbne den.
udklaedningsparty-playmobil-princess-julekalender-box-p

Jeg har holdt på mit nej hele ugen, med den dårlige samvittighede over chokoladekalenderfadæsen siddende i baghovedet – og i går gav jeg efter…

Ninjaman og jeg havde været vågne siden kl 04, hvor naboens store grantræ tabte en kæmpegren på taget over vores seng, med et kæmpebrag – og da vi vågnede havde vægten fra sneen væltet både halvdelen af hækken ind til naboen, og halvdelen af hegnet om til bagboen…
DSC_0039
Bandende af ærgrelse over al den tid og penge det vil koste at fikse de ting, gik vi alle seks ud i kulden, og forsøgte forgæves at børste sne væk og rejse ting op igen, og endte med at smide lidt sne på hinanden, og gå ind og lave te.

Pludselig virkede det som en ok ide at lade pigerne skiftes til at åbne en låge i Playmobil-kalenderen: hey, det ville jo være nemmest for mig at blogge om, hvis jeg vidste hvad der var i, ikke? –
Resten af dagen gik med hyggelig leg, for der ER mange fine ting i kalenderen, og den er på alle måder pengene værd!
DSC_0043DSC_0045DSC_0046
Kalenderen findes også med Pirattema og med bondegårdstema, og man får utroligt meget for pengene.

Har i lyst til at vinde en modeshow-kalender? Så smid en kommentar her nedenfor inden d.28-11, så trækker jeg en heldig vinder!

udklaedningsparty-playmobil-princess-julekalender-box-pp
Links er affiliate, og playmobil har sponsoreret kalendere.

10/20/15

Om postoperations-humor

Ninjaman er endelig kommet hjem fra hospitalet, hvilket hjælper en del på vores begge tos humør.

Han har stadig ondt i både mund, kæbe og det ben der er blevet brugt som reservedel til opbygning af ny kæbe – og han må hverken gå eller spise andet end suppe, så jeg har taget et par dage mere fri for at hjælpe ham – men det er rart at komme væk fra hospitalslivet, og pigerne er også vildt glade for at have ham hjemme.

De lokkede ham til at hjælpe med græskarhovedudskæring forleden, hvilket han gik til med stor iver, og en bemærkning om at det var fedt, ikke at være den eneste i huset der var blevet snittet i ansigtet.
image

Så alt i alt går det fremad.
Vi mangler bare, at lægerne kan bekræfte at operationen fjernede alle spor af kræft, og så må de næste 4-5 måneder gerne gå hurtigt, med heling og de sidste par småoperationer.

Skulle jeg brokke mig over noget, er det hans morbide postoperations-humor, der er skyld i, at jeg konstant har denne her sang på hjernen.

Ja, operationen har gjort ham følelsesløs i halvdelen af ansigtet, men ER det seriøst nødvendigt at han konstant synger:” I can’t feel my face when I’m with you”, hver gang jeg kommer ind i rummet?

10/9/15

Om taknemmelighed

Det er mærkeligt hvordan sygdom, som intet andet, formår at lave et sort hul midt i hverdagen, der suger alting ind.

Jeg kan hverken huske hvordan det er, at føre en samtale eller skrive et blogindlæg der ikke involverer sygdom; eller forestille mig hvordan det der med at gå på arbejde, skal kunne passes ind igen, om halvanden uge.

Sygdom fylder de pladser, hvor der før var plads til alt muligt andet.

Vi er blevet kylet rundt de sidste par måneder, men lige nu befinder vi os midt i orkanens øje, hvor der er helt stille, og det bare handler om at lade tid passere.
Ninjaman skal hele, i ansigt, mund og ben, og jeg skal balancere min tid mellem ham på hospital, og pigerne der hjemme.

Her på tiende etage, klokken 05, er det halvsovende Østerbros nattelys bredt ud under os.
IMG_20151008_221233

Han sover, og det eneste jeg kan høre, er drop der drypper ting ind i ham eller ud ad ham.
Jeg har fået min egen seng ved siden af hans, og har sovet her i nat (eller ihverfald forsøgt på at sove.)

Vi talte tidligere, om at udsigten mindede om dengang vi blev gift, og vi brugte en nat på at glo ud over byens lys fra et hotelvindue.
Bortset fra, at denne gang er Ninjamans kind, det eneste der ser højgravid ud, og fremmede mennesker kommer ind en gang i timen og prikker på den – da vi blev gift var det mig der var højgravid, og vi slap for prikkeri.

Han har ondt og sover meget, men de siger at han heler som han skal.

Pigerne har storproduceret kunst til hans vægge, som jeg havde hængt op på stuen, mens han lå på intensiv i går:
IMG_20151008_124142
Jeg kan ikke sove mere, og kom til at tænke på, hvor taknemmelig jeg er.

Taknemmelig for at min søster sover hos mine børn, så jeg kan være her – og for at hun har forkælet dem helt vildt de sidste dage.

Taknemmelig for alle de mennesker vi har omkring os, der holder kontakt og sender tanker: familie og venner der henter børn og tilbyder efterårsferie-underholdning eller husly; mit arbejde der sender take away og blomster; børnenes klassekammerater der køber deres yndlingschips og skriver kort; alle de mennesker der smser jævnligt.

Bliver rørt over dem der sender de rørende, søde beskeder – men i lige så høj grad de få der sender de skæve, sære beskeder, der hiver os lidt ud af al denne sygdomsalvor.

Dem der sender mig distraherende fotos, af skeløjede katte eller egne kropsdele.

Min fætter der smsede Ninjaman, og tilbød at komme forbi med spareribs og flæskesvær, fik ham til at fnise så meget, at han måtte bede om ekstra morfin.

Min veninde, der cyklede ud på hospitalet hvor jeg ventede nervøst på at de vil vække ham fra koma, fyldte mig med kaffe og særdeles upassende koma-jokes, der rustede mig til at sidde hele dagen på intensiv bagefter.

Ninjaman selv, der så sit arrede, hævede ansigt for første gang, og konstaterede at han lignede Schmidt fra “New girl”, i den tykke periode.
new-girl-fat-schmidt-01
Jeg blev også rørt og taknemmelig over alle de søde kommentarer jeg har fået på blog, mail og facebook fra jer der læser med her – og selv om jeg først syntes det var meget grænseoverskridende med Annas søde indsamlingsinitiativ, så er jeg meget overvældet og taknemmelig – og min Ninja blev oprigtigt glad da jeg viste ham den. Tak!

Det her indlæg tog mig to timer at skrive – så det er formentlig ikke muligt at runde af med en god pointe.

Jeg kommer også til at blogge om andre ting end sygdom. Det lover jeg – både til de (to) der har mailet, at de ikke gider læse blog mere fordi jeg er deprimerende at høre på – men også til mig selv.
Trænger selv til at tænke på noget andet, men lige nu er vi altså her, i sygdomsboblen, og der er indlæg blå, og indimellem uden afrundende pointe.

Min fem årige har tegnet en tegning til sin fars hospitalsvæg – af et glad hjerte og en tappert smilende tåre, der holder i hånden.
Jeg tror det beskriver det hele overraskende godt lige nu:
DSC_0112

06/10/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

image

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag,  hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet,  hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

image

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald,  alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet,  og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning,  blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)

05/23/15

Om romantiske middage

Sponsoreret.

På et tidspunkt fortalte min næstældste her på bloggen, om hvordan man kunne lave en romantisk aften, for sine forældre.
Det der romantik, er ikke det der står højest på dagsordenen normalt, men pigerne kan virkeligt svælge i det, og elsker at lave gode overraskelser.

Så da Homemate, spurgte om vi havde lyst til at teste deres nye take away koncept, hvor man køber frisklavede madretter med hjem, og bare behøver at smide maden i ovnen i et kvarter – var mellempigerne helt vilde af begejstring, og gav sig straks til at planlægge den helt store hjemme-restaurant, for os heldige forældre.

Ninjaman tog til thaiboksning, og vidste intet om hvad de planlagde (de krydsede fingre for, at han ikke kom lige så skadet tilbage, som dengang vi overraskede ham med romantik på hans fødselsdag) og jeg blev parkeret i sofaen med en bog, mens mellempigerne ordnede alt, og kommanderede lillesøster ud for at plukke blomster i haven imens:
image
Nej, jeg ved heller ikke, hvorfor der står gryder, plastikhund og skælshampoo på bordet… Men bemærk deres fine tøj, og koncentrerede blikke!
image

Maden klarede de faktisk helt selv: alle retter kom i foliebakker, der bare skulle 15-20 minutter i ovnen.
De så sådan her ud inden:
image
Den overraskede far blev bænket med en energidrik, ved flot pyntet bord:
image

Og så serverede de maden, mens de præsenterede den, på tjenervis :
image

“Unghane med chorizo, courgetter, tomater,sprødt brød, oliven og pesto”.

Vildt lækkert, vildt nemt, vildt hyggeligt!

Indlægget er ikke sponsoreret:folkene bag Homemate havde bare spurgt om vi uforpligtende havde lyst til at smage – men vi var alle så utroligt begejstrede for konceptet, at jeg var nødt til at skrive denne lange anbefaling!

Forældreretterne koster 90 kr, børneretter 60, og brødet 25.
Slet ikke galt, når det er så nemt, og kvaliteten er som på en god restaurant!

Homemate har foreløbigt to butikker: en i Torvehallerne, Nørrebro, og en nyåbnet på Østerbro, og det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer til at spise mad derfra!

03/14/15

Om aldersforskel

Ninjaman er på arbejdsweekend,så jeg var alene med fire pigebørn i dag, og mærkede tydeligt hvor stor forskel der er på dem i alder nu.

Virker ikke som så længe siden, at de allesammen var nogle små børnehavetrunter, der bare skulle have hjælp til at få tørret næser eller numser, og alle blev lykkelige, hvis jeg gad hjælpe med at bygge en playmobillandsby, eller smøre glimmer på en tegning, men lige pludselig har de fået meget forskellige behov.

Den ældste skulle til gallafest for 7-9 klasserne, og skulle have hjælp til at lægge en diskret makeup og øve sig i at danse i høje hæle; den næstældste havde besøg af veninde,og ville efterfølgende have råd til hvordan man tacklede fnidder i venindegruppen; den næstyngste ville have at jeg hørte på at hun læste højt for mig; og den lille ville gerne øve sig på at cykle, og bagefter skulle vi læse en bog om hvordan kroppen fungerede.

Da den fire årige nåede til den side med kønsdele i anatomi-bog, forklarede jeg pædagogisk, at det, som de i bogen kalder en “pung”, er det samme som vi kalder nosser. Eller klunker. Eller…
Og her stoppede hun mig, med et nedladende blik, og sætningen:”mor… Stop dig selv! Du er pinlig!”

Og pludselig virkede springet ikke så forfærdeligt stort, for den sætning har jeg bestemt hørt før – fra mundene af de ældre søstre…

01/7/15

Om det der kærlighed del 24 – en føljeton

“What? Allerede et nyt føljetonafsnit!” tænker I sikkert.
Og jo, den er god nok: det er kun fire måneder siden jeg sidst smed et afsnit på bloggen, men der er allerede et nyt klar.
Håber ikke tempoet er for hæsblæsende?

De gamle afsnit kan læses her: føljeton om kærlighed, del 1-23.
————————
Føljeton del 24
Nå.
Føljetonen er nu nået frem til foråret 2006, hvor vi havde satset alle sparepengene på en drøm om egen butik, men var blevet overraskede af en snigerbaby på vej.

Vi talte op og ned af stolper om hvad vi skulle gøre med butikken: skulle vi lukke den, sælge den, satse på den – eller hvad?
Jeg stemte for at lukke den, for jeg kunne ikke overskue at have tre bittesmå børn, og en usikker virksomhed, men Ninjaman var dødtræt af sit job, og havde lyst til at se hvad det kunne blive til, så vi blev enige om at forfølge den drøm.

Han stod i butikken fuldtid, og jeg trillede ofte barnevogn og vores to børn derhen og holdt ham med selskab.
Så sad de i baglokalet og spillede computer eller stod i døren og forsøgte at lokke kunder ind.
image

Det var lidt hyggeligt og spændende, sådan at have butik – selv om det også var lidt skræmmende, med alt det der med økonomi, som ingen af os var eksperter i.
image

Min mave voksede ufatteligt hurtigt – muligvis fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid – og allerede i tredje måned var det tydeligt at jeg var gravid igen.

Jeg måtte fortælle min arbejdsplads, at jeg ville vende ret gravid tilbage fra barsel: min barsel sluttede faktisk kun en måned inden min næste barsel – men de tog det pænt.

Jeg endte med at tage selvbetalt ferie den måned, fordi vi stadig ikke havde fået institutionsplads til snart-mellembarnet.
Det virkede uoverskueligt for hendes far, at have hende med i butikken hver dag, nu hvor nyhedens interesse var dalet, og hun hele tiden forsøgte at stikke af fra butikken, så hun kunne komme hen og glo længselsfuldt ind af hegnet til en børnehave længere nede af gaden. Så jeg holdt mig hjemme, hele den lange, utroligt varme, sommer, med en aktiv 16 måneders baby piskende om benene, og en krop der var tung og træt af at være gravid.
image

Jeg var så træt, at gåturen hen til børnehaven med den ældste på 4 år, virkede som et stort projekt, så hun endte med at få verdens længste sommerferie, og de to søstre hyggede sig gevaldigt sammen i haven, mens jeg lå på et tæppe og svedte, og rugede på deres lillesøster.

De var enormt hjælpsomme, og blev ret professionelle kartoffelskrællere, støvsugere og tøj-sammenlæggere den sommer.
image

Vi havde ikke vidst køn på de to andre, men i fødselsdagsgave fik jeg en 3D scanning, og så vores lille næstenfærdige pige ligge og sutte tommelfinger.

Jeg var vel i 30. uge der, men det var først da jeg så hende, at det endelig gik op for mig at det var rigtigt – at der VAR et rigtigt menneske derinde, der kom ud lige om lidt!

Der havde simpelthen været så meget, med job og butik og børn og fysisk ubehag, at jeg først forstod det og glædede mig over det der.

Jeg tror Ninjaman havde det på samme måde.
Vi var så lettede over at hun så fin og flot ud. Vi var også imponerede over vores egen evne til at skabe mirakler sammen – og så endda helt uden at have gjort os umage,

Der var så mange ting der var uoverskuelige lige i den periode, men vi reddede den igennem, ved at gen-forelske os helt vildt i hinanden.
Jeg var stor som en hval – han var træt og arbejdede hårdt – der var to små børn der hele tiden krævede os – og den bedste måde at deale med al det, var åbenbart at bruge hvert eneste ledige øjeblik på at kysse i krogene.

Den varme juli, blev afløst af en brandvarm august, og vi ventede med stigende utålmodighed på den lille dame, der burde have vist sin ankomst sidst på måneden.
Kunne hun ikke bare komme, så vi kunne forme vores nye familie, med hende i den?

(fortsættes….)

12/16/14

Om blå øjne og undskyldninger

Ninjaman går til thaiboksning et par gange om ugen, og jeg er efterhånden vant til at han kommer hjem med mindre skrammer og blå mærker.
Det har jeg lært at leve med, for til gengæld er han blevet utroligt muskuløs og ekstra lækker, og han bliver i bedre humør, når han tæver frustrationer over sit hårde arbejde ud.

Men nu har han besluttet sig for, at han vil prøve at bokse en rigtig kamp, til februar, og så er det en helt anden form for træning!

I fredags kom han således hjem, humpende, og med et gigantisk blåt øje, og skrammede kindben.
Han havde valgt at sparre mod en fyr, der var Danmarksmester – hvilket måske var lige ambitiøst nok.

Dagen efter skulle vi til fest på de store pigers skole, og jeg forsøgte ihærdigt at lokke enøje til at have et skilt om halsen, hvor på der stod:”det er IKKE min kones skyld!”

Han skrev istedet et skilt, hvor på der stod: “min kone har tvunget mig til at have det her skilt på, hvor der står at hun ikke slår mig…”

Så blev vi enige om at droppe skilte, og bare lade ham svare tusinde gange på hvad der var sket.

Jeg kunne se at sådan et blåt øje, gav upassende meget ynk og opmærksomhed fra alle de andre mødre, der lige måtte over og klappe medfølende på hans arm, og jeg blev en lillebitte smule jaloux, over hvor god han var til at ynke sig til kvindelig opmærksomhed.

Prikken over i’et var, da tredje mor i træk, henvendte sig til mig, og lige igen måtte påpege “hvor flot det var, at han dukkede op alligevel!” og der måtte jeg så semi-hvæse, at han ville have fået to blå øjne, hvis han havde ladet mig tage alene til både julefest og balletforestilling med fire unger, bare fordi han havde valgt at dyrke en voldelig sport.

Kunne godt fornemme at det ikke var en særligt anerkendende ting at sige, og fortrød også så meget, at jeg brugte resten af aftenen på at netshoppe tandbeskyttere, benbeskyttere og andet udstyr til hans julegave, så han kan blive pakket så sikkert ind som muligt, inden den rigtige kamp.

Selvfølgelig skal vi også med og heppe på ham – men en lille del af mig ville stadig ønske at han gik til noget mere fredeligt og ikke-blå-øjne-fremkaldende.
Kan man mon gå til korsstingsbroderi et sted?