10/30/18

Om alternativ middagsunderholdning

Dengang vi havde små babyer herhjemme, havde en af dem en dårlig timing med hensyn til blefyldning. Hver gang vi satte os ved aftenbordet, blev middagen akkompagneret af lyden af baby, der tronende i højstol for bordenden, omhyggeligt og prustende fyldte sin ble.

Muligvis en af de mindst ønskværdige dinner-shows.

I søndags var jeg til fødselsdagsbrunch hos min søde nabo, og her forsøgte deres kat at overgå skide-show.

Vi har verdens sødeste naboer, som vi har boet ved siden af i 13-14 år. Deres søn ligger mellem vores to ældste i alder, og deres datter mellem de to yngste, og de har altid leget rigtigt meget sammen. Særligt min yngste og deres pige, der kan bruge hele weekender på at bygge Playmobil-landsbyer op.

Vi sætter allesammen pris på god mad og drinks, og når børnene nu også er glade for hinanden og gerne vil hænge ud i lang tid, så bliver det tit nogle festlige aftener. Om sommeren sidder vi så meget i hinandens haver og drikker os småsnaldrede, at vi har sat en låge i hækken, så det er hurtigere lige at smutte frem og tilbage:


Nå, men det var den der brunch vi kom fra: jeg var inviteret til brunch med alle hendes veninder, og maden var fuldstændigt perfekt. Champagne og lækkerier, flot pyntet bord, og ti festklædte damer.


Da det på et tidspunkt ringede på døren jokede nogen (læs:mig) med at det måtte være den bestilte dværg-stripper, men en sådan var der (desværre) ikke bestilt.
Men så er det jo godt, at de har en kat der forstår at tage underholdningskasketten på, for kort efter bankede kattepoter på vinduet ind til spisestuen, akkompagneret af miaven, og så gik showet ellers i gang: den havde fanget en blåmejse, og var vanvittigt stolt af sig selv.
Selv var jeg så heldig at sidde helt på første parket, med frit udsyn til alle de jongleringsøvelser man nu engang kan lave med en død fugl. Det er mange, kan jeg hilse og sige…

Den stakkels fugl blev kastet op i luften; grebet mellem forpoter, og slynget hårdt ned i fliserne; krammet hårdt af rygliggende kat; jongleret fra pote til pote; smidt højt op igen; og smadret ud over fliserne – og sådan blev det ved, fascinerende, men ulækkert, længe.

Heldigvis gik den væk for at æde fuglen. Medbringende noget af min appetit.

Underholdningsværdien i katte-jonglering er en del højere end i ble-fyldning, men rammer nok cirka lige højt på ulækkerskalaen.

Hvad er det skumleste dinner-show I har oplevet?

06/28/18

Om at forære andre døde dyr i gaver

For en del tid siden bloggede jeg om,  min mormor, der forærede os et dødt firben i gave.
Det er en af de oftest fortalte anekdoter om min mormor – på linie med historierne om hendes intense had til katte. Sælsomt eftermæle, når nu hun også havde mange andre gode kvaliteter og var et klogt og skørt menneske, men det døde firben har alligevel taget prisen for den særeste gave jeg nogensinde har modtaget.

Indtil min fødselsdag i år…

Min moster begyndte at gnække af  fryd ved tanken om min fødselsdag allerede flere uger inden.

”Det er en GOD gave du får!” Proklamerede hun, med et fiffigt ansigtsudtryk, der på alle måder gjorde mig nervøs over; hvad hun mon opfattede som “god”.

”Den er til minde om din mormor!” Sagde hun, da jeg skulle til at åbne den, og ud for pakkens form regnede jeg med at det var et foto i ramme. Måske et flot, gammelt familieportræt?

Her er beviset for at skørhed åbenbart kan strækkes over mange generationer:

Eneste bekymring jeg har, er at den pressede, døde frø min moster gav mig, er mindst dobbelt så stor som det døde firben jeg fik af min mormor.

Hvis det hviler på mine skuldre, at forære døde dyr til kommende generationer, må jeg vist lære at presse en kat til mine børn, og en hest til mine børnebørn, bare for at holde stilen?

01/29/18

Om bybørn

Hvis der er noget vi er lidt slatne til, er det udeliv. Bevares: vi er gode til at sidde i haven med stearinlys og drinks det halve af natten om sommeren og i vores sommerferie vader vi Helgenæs tyndt, men resten af året er natur primært noget vi ser glimt af i Netflix-serier, og ikke ellers.

Min søster, fætter og moster er trækrammende, sporty udemennesker, der er misundeligværdigt gode til at komme ud i al slags vejr, og jeg elsker faktisk når det lykkedes dem at hive familien sofakartoffel (os) med sig.

I lørdags var det min moster der lokkede os og den lille grise-hund med på en dejlig tur i skoven, hvor Mindstebarnet fik sagt årets bedste bybarns-replik da hun løb forbi en dynge hestepærer:”Pas på allesammen – der ligger hesteæbler på stien!”

Ah – hesteæbler. Verdens bedste ord!

11/19/17

Om spildtid og god tid

For tiden går jeg konstant rundt og fantaserer om mere tid. Vilde drømme om både at have mere tid til at skrive eksamensopgave færdig til mit studie snart; have tid til at forberede ting til mit arbejde; kærestetid; rødvinstid; hyggeskrivetid; blogtid; alenetid med børn; læsetid, og alt muligt andet man kan skrive “tid” bagved – men det ender for tiden i en hæsblæsende jonglering af hverdagsliv og alt for få timer i døgnet.

Denne uge har jeg så haft tid – uden rigtigt at kunne bruge den. Tirsdag vågnede jeg og så sådan her ud i fjæset:

Havde godt nok haft ondt i øret nogle dage, men bliver aldrig syg af virus og den slags, så havde ikke tænkt mere over det. Nå, men det var så noget betændelse, der havde spredt sig til kinden, og hele ugen er gået i en tåge af ømhed, øredråber og to slags penicillin, dyne, og manglende overskud til at samle tankerne om al det jeg godt gad have tid til.

Det mest produktive jeg har opnået i løbet af mine alenedage har været et halvhjertet forsøg på at dokumentere hvor mange forskellige steder Winston, den bælgøjede hund, sover i løbet af en dag. Det er fascinerende mange.

Normalt er vi mange mennesker hjemme på samme tid, og her tripper han tit lidt rundt i hælene på en af os, men han er anderledes doven når han er alene. Det overraskede mig hvor meget han sover, og hvor målrettet han skifter sovested med jævne intervaller, og de her fotos tog jeg i løbet af et par timer en formiddag:

Her sover han først i en hule under et bord på børneværelset en halv time. Strækker sig, prutter, lunter over og lægger sig til at sove, med bunden i vejret, på en tshirt på gulvet. Et kvarter efter: strækker sig, grynter, lusker over og tager en lur oven på en limpistol børnene har glemt på gulvet. Så en omgang strækken sig, fisen, vanddrikning, og en god lang lur i kurven. Strækker sig, snuser mig på hånden, og lusker ind og sover en time ovenpå etuiet til en guitar, på børneværelset. Efter den lur, snupper han en tillægslur, i en rede børnene byggede til ham dagen før.

Og sådan fortsatte hans dag, frem til klokken 14.30; hvor han satte sig hen til havedøren og spejdede efter pigerne, indtil de kom hjem.

Så det var egentlig det jeg spildte hverdage på. Tidsfråds, når man mangler tid, men det var ikke muligt at udrette mere, i omtåget hamstertilstand.

Anderledes god mening gav prioritering af tid sig, når børnene kom hjem fra skole. Al den tid jeg har brugt på at pleje syge børn de sidste snart 16 år viste sig, til min store fryd, at være godt givet ud. Ninjaman var væk på overnatning med arbejdet, men teamet af omsorgsfulde børn sørgede for aftensmad, te, tegninger og højtlæsning, to dage i træk. Sjældent har jeg hygget mig så meget med at være syg, som midt i deres hyggelige omsorgsboble.

Jeg har sendt mange varme tanker til mit fortids-jeg, der både har valgt at få så mange børn OG har passet godt nok på dem, til at de gider gøre gengæld. Tak fortids-mig!

10/30/17

Om glædesdansen

“Tag et foto, mor, tag et foto!” Hujede mellempigerne, da vi stod på et museum i Berlin “ der er et dyr, der danser glædesdansen! Lige deroppe på skabet”

Og det var der sørme også:

D98416BC-4415-4E71-AA23-946C77AC1A2F

Uheldigvis er glædesdansen meget smitsom, så sekunder efter jeg havde taget fotoet, stod vi alle seks og rokkede manisk til den.

Folk gik i en relativt stor bue udenom…

10/8/17

Om intern humor

Personligt synes jeg mine egne fire unger, er verdens sjoveste børn.

Da de var mindre skrev jer hvert eneste spøjse lille guldkorn de kom til at sige, op i et dokument på computeren, der nu fylder ti sider. Mange af dem skrev jeg også på bloggen, fx her. Der bliver stadig tilføjet lidt indimellem, men tiden hvor de sagde ufrivilligt sjove nuttede ting, er ved at være forbi.

Til gengæld har de med tiden udviklet en bevidst humor, der ofte får mig til at le højt. De har hver deres humor-spidskompetencer: to af dem er gode til snappy comebacks; en af dem har en vidunderlig mimik og morsomt kropssprog; og en af dem finder på verdens sjoveste historier og tegninger, men til fælles har de evnen, til bare at gå all in med på noget underligt. Det er en meget intern form for humor, der med stor sandsynlighed ikke giver mening for andre, men bare er noget vi har selv.

E02A4EC7-398C-4417-8EA9-E7A6EDAF409D

(Et eksempel på intern humor er “glædesdansen”; som mindstebarnet opfandt en nat for halvandet år siden, hvor vi stod op for at flyve til Sicilien. “Jeg kan mærke det!” Sagde hun intenst “det er …glædesdansen!” hvorefter hun, med stoneface, gav sig til at rokke mekanisk, med hænderne samlet foran sig, egern-style. Glædesdansen er enormt smitsom, så kort efter stod vi alle seks og rokkede til den, klokken 3 om natten. Siden har glædesdansen været en tilbagevendende ting, som ingen af os stiller spørgsmålstegn ved smitsomheden af, men bare danser med på, når nogen starter den.)
Forleden stod vi i et supermarked, hvor de tre yngste fantaserede om at købe popcorn til den lovede filmaften.

“ Jaja” sagde jeg, halvdistræt “hvis I viser hvor meget I vil have popcorn, ved at bede om det med henholdsvis egernstemme, svensk accent og som om I er bange for at blive aflyttet”.

30 sekunder senere havde de fordelt den underlige opgave mellem sig, og bedt om popcorn på hver deres absolut sære facon, hvilket fik mig til at grine virkeligt højt og selvfølgelig sige ja.

På vejen hjem fortalte jeg dem hvor fedt jeg egentlig syntes det var at de havde humor.

”Tja” sagde den næstyngste, tørt “måske er det ikke humor, men mere mangel på værdighed?”

Så måske er det der vi har til fælles: manglende værdighed, ikke humor. Uanset hvad, er det rart at være fælles om at bære det…

06/19/17

Om bekymringer og glæden sig

Noget af det grimmeste ved sygdom, er at det trækker værdien ud af alt andet, og dækker selv de hyggeligste dage med et fedtet lag af bekymring.

Det er Ninjamans halvårlige cancer-tjek der har spøgt de sidste måneder. Denne gang endnu mere end ellers, da første scanning viste en skygge, der muligvis bare var fra de kunstige tænder – men den skulle altså ekstra-scannes.
Ventetiden har været lang.
Der er nogle ting det ikke hjælper at tale om. Hvor det at sætte ord på sin egen frygt, bare kan antænde noget unødvendigt hos den anden.

Så det eneste jeg har sagt om det, har været det beroligende indlysende: hvorfor skulle det komme tilbage på præcis det samme sted, når alle de dele der før sad der, er blevet erstattet med nye dele?
Det lyder jo usandsynligt.
Bortset fra i mine søvnløse nætter, efter klokken 02, hvor min bitch-hjerne altid har haft det med at afspille skrækscenarier.

Selv fra en erfaren søvnløshedsrytter som mig, har der været ekstramange af den slags nætter.
Når jeg endelig har sovet, har der så været skruet op for drømmene: nogle lede små kavalkader af rædsel, hvor jeg mistede ham på hundredevis af måder, og vågnede gispende op, uden at føle jeg kunne tillade mig at vække ham. Min skræk har ikke haft noget at gøre i hans hoved, når det er ham det hele handler om, så jeg har forsøgt at forsegle den i små lommer inden i mig selv.

Nu er ventetiden ovre: han er stadig kræftfri.

Det begynder faktisk at føles lettere, det med scanningerne, her efter tredje gode resultat. Selvfølgelig bliver han ved med at være rask!

(Nogen må godt minde mig om dette, når vi om et lille halvt år venter på svar igen, ikke?)

IMG_3126

Nu kan jeg så igen bekymre mig om alle de ting sygdomsskrækken har blegnet.
Zombie-fobien jeg har, byder jeg således hjerteligt velkommen, som en mindre skræmmende ting at frygte.

Når søvnløsheden stadig melder sig, uvillig til helt at slippe mig, kan jeg også panikke over nye ting der skal ske:

– jeg er kommet ind på en uddannelse, som jeg har villet tage i årevis, og skal tage den sideløbende med arbejdet næste år. Er megaglad og spændt – og en smule  bekymret for hvordan det bliver at jonglere studie og fuldtidsjob

– jeg har søgt og fået job, hvor jeg allerede nu skal bruge det jeg skal uddanne mig i. Starter efter ferien og er behørigt nervøs – men selvfølgelig også glad.

– mit ældstebarn – hende der for ca tre sekunder siden var et lille 0. klasses barn med tynde fletninger – havde sidste niende klasses eksamen i torsdags. Stor og smuk og sej og klar til at komme videre i livet. Det er så fantastisk, men alligevel kan følelsen af hvor hurtigt tiden går, skræmme mig helt firkantet i perioder.

Sommerferien venter heldigvis lige om hjørnet, og vi skal lave så velsignet lidt, at jeg kan nå at få noget ro oven i hovedet igen. Jeg glæder mig helt overdrevent meget til ferie i år, med planer der ikke strækker til mere end:

Læse bøger og glo på skyer.

Grille fisk og slå smut.

Fiske krabber og bygge sandslotte.

Spille spil og gå ture.

og, vigtigst af alt: nyde lige det sted vi er i lige nu i vores liv.

Det er et godt sted at være.

og det skal nok gå.

 

02/20/17

Om at være far – interview med Ninjaman

For nogle uger siden åbnede jeg op for en spørgerunde, hvor flere af jer skrev spørgsmål til Ninjaman på mail eller i kommentarfeltet. Tak for jeres mange spørgsmål, som han beredvilligt svarede på en hel søndag. Der er så mange spørgsmål, at jeg deler dem op i flere indlæg.

Her er svar på de spørgsmål, der mest handler om at være forældre:

Hvordan får man tid til hinanden i en travl hverdag med sene arbejdstider, skole, venner og andre aktiviteter der skal passes?

“Det gør man jo heller ikke. Det er svært at få tid til hinanden. Og man er træt, når børnene endelig sover. Vi giver tit hinanden massage når vi ser serier – så får vi sneget lidt ekstra berøring ind. Vi er også gode til at få stoppet op og få vendt det med hinanden, når der i perioder går for meget hverdag i det. Hvis vi begynder at snappe af hinanden og kun taler om rugbrød.
Vi hviler godt i hinandens selskab, og forsøger at finde alt det der er godt i hverdagen, i stedet for kun at være kærester de to-tre gange årligt hvor vi får passet børn en aften.”

IMG_1078
Hvornår skal børn have deres egen iPad/telefon?
“Det er nok forskelligt fra familie til familie. Vores piger fik (billige) mobiler da de kom i den alder hvor de havde brug for at kunne smse og lave aftaler med os. Tror det var omkring 3. Klasse.
Den ældste fik en smartphone da hun var ca 13. Ellers ville hun have været udelukket fra det fællesskab hendes venner havde, på Facebook og Instagram og hvad det nu hedder. De skal ikke sidde med næsen i maskiner hele tiden, og skal respektere når forældrene siger at nu skal de lave noget andet.”

Hvad har været vigtigt for dig at i har prioriteret ift at huske at være “kærester” når der kommer børn ind i billedet?
“Vi har aftalt at have en dag om ugen hvor vi bare snakker, uden tændte skærme. Det er lidt forskelligt hvor gode vi er til at overholde det, men det er godt når vi gør.
Vi ved begge at vi ikke er perfekte, og derfor kan vi acceptere hinandens fejl, og skændes sjældent om småting.
Jeg synes også vi er gode til at være kærester midt i børneflokken. Nyde tiden sammen med børnene.

Hvad har været det sværeste ved at blive far?
“Det var svært for mig med første barn, om jeg kunne slå til. Måske er det typisk mandeagtigt at tænke om man kan finde ud af at passe på sin familie, om man er god nok. Det var ihvertfald sådan jeg havde det.”

Hvad har været det bedste?
“Al den kærlighed man får. Kram. De sjove stunder.”

IMG_1079
Hvordan er det at have en kone der er blogger? Har i haft nogle betænkeligheder eller dårlige oplevelser?
“Det er fint med mig.
Jeg synes der er mange hyggelige ting ved det, og jeg synes det er fedt, at hun har et medie hvor hun kan få afløb for den trang til at skrive hun altid har haft.
Børnene bliver ret stolte hvis nogen genkender os på gaden og de elsker at blive inviteret med til sådan nogle ting vi ikke selv har råd til.
Jeg synes hun er god til at spørge om det er okay med os inden hun skriver om os, og hun er opmærksom på om børnene bliver udstillet. Hun spørger dem altid før hun skriver noget eller lægger noget på instagram, og respekterer hvis de siger nej. Bloggen er anonym i forhold til efternavn og børns fornavne, for at de ikke skal kunne googles.”

Et godt råd til kommende fædre?
“Husk at snak om tingene og find en måde hverdagen kan fungere, og alle kan være i det.
Der er ingen tvivl om at det ændrer ens liv at få børn, men det er også fedt at dele sit liv med andre. Fokuser på det positive.
Hvis man er bange for om man mister sin frihed, må man lave nogle aftaler. Vi har før haft en dag om ugen, hvor vi hver især bare kunne lave aftaler, uden at forventningsafstemme med den anden. Fokuser på det positive.”

 

01/3/17

Om ikke at være klar til hverdagen

Mit vækkeur ringer klokken 06 i morgen tidlig, hvilket på nuværende tidspunkt virker fuldstændigt uretfærdigt og som noget jeg slet ikke havde set komme.

De der to ugers juleferie er gået alt for hurtigt, og jeg er slet ikke feriefærdig endnu.

Første feriedag startede med en omgang Rigshospitalet, hvor Ninjaman endelig, efter 14 måneder med utallige operationer, gennemgik den sidste lille del, hvor han fik sat nye tænder på. Bagefter fulgte en samtale med læger der fortalte at også denne scanning viste at al kræft var væk. Helt fantastisk rart at høre dem sige det!

Det er en voldsom oplevelse, at få revet tæppet væk under al der er trygt og godt, når så alvorlig sygdom dumper ned midt i hverdagen. Der er en lille rest bange i os alle seks, der nok aldrig forsvinder, og som vi skal lære at putte et sted hen hvor den ikke spiser os. Om natten vågner jeg stadig indimellem og skal virkeligt balancere mine tanker, for ikke at snuble helt ned i al det bange igen. Jeg er ikke den eneste af os der har det sådan – men det bliver bedre, og det at der ikke venter flere operationer og der er et halvt år til næste scanning, får det hele til at føles mere afsluttet.

Så vi gik ind i ferien med mere ro i hovederne end længe, og den har været lige som den skulle være, ferien – omend måske lige 3-4 uger for kort.

Juleaften holdt vi hos os. Tolv mennesker, hyggeligt selskab, tre millioner gaver (note til mig selv: det er ikke nødvendigt at pakke tyggegummi og andre småting ind til børn, når de også fremstiller et hav af gaver til hinanden), fantastisk mad og et juletræ der er så pænt (og dyrt!!!), at jeg ikke nænner smider det ud. Det står stadig og blokerer halvvejs for tv-kigning, men det ryger først ud når nålene ryger af.

dsc_0173

 

Jeg har læst fem bøger i ferien; har gennemskrevet hele tre kapitler på min bog; spist to tons marcipan; vi har haft tid til at se størstedelen af vores venner og familie; og har sovet længe hver morgen.

Selv julebag nåede vi. Havde været mere imponeret over mig selv, hvis mine vanillekranse var bare en anelse mere kransede i det:

img_20161223_171135_527

Mine planer om at nå at blogge al det jeg ikke når i travl hverdag blev således ikke til noget – men resten nåede jeg!

Vores mest ferieagtige feriedag, var ultimativt den første januar, hvor vi overnattede hos nogl af vores co-dovne yndlingsvenner, og alle fire voksne lå foran tv’et i en stor intervalsovende bunke og stenede næsten to sæsoner af en komedieserie, med pizzaer i hænderne.

Den ultimativt bedste start på året – ville ønske jeg måtte starte min første arbejdsdag efter ferien lige så langsomt i morgen.

Er det mon dårlig stil at slæbe sin dyne med på job?

 

09/6/16

Om børn og skærme

Diskussioner om hvornår og hvor meget børn må sidde med snuden i iPads/telefoner/andre skærme er vi nok ikke den eneste familie med børn over tre år der har.

Jeg har venner med vidt forskellige regler for deres børns skærmbrug: nogen hvor der er frit lejde hveranden uge og intet ugen efter; nogen hvor der kun må stenes skærm i et vist tidsrum; nogen der slet ikke må bruge tid på den slags og andre med skærmfri dage.

Hvilken metode der er bedst ved jeg ikke – men herhjemme har vi en fast skærmfri dag om søndagen, og ellers må de godt.

Hvis de på andre dage isolerer sig helt i timevis med hørebøffer på kan vi godt finde på at bede dem lave noget andet, men generelt er det noget de gør socialt og i fællesskab: laver en film sammen på ipad, skriver til venner over messenger, spiller wii sammen osv.

Skærmfri søndag virker meget godt, trods de indledende protester (og forældrenes abstinenser efter egne skærme).

Det er den dag hvor pigerne siger ja til lange gåture, bygger gigantiske playmobil-byer, og finder på allerflest fjollede lege.

IMG_20160906_092822
Jeg tænker at vi alle har rigtigt godt af at være tvunget til at underholde os på anden vis, og at børnene ikke tager skade af reglen.

Men så faldt jeg over en stil en af mine børn skrev sidste år….
DSC_0228

Sætningen “ipod er mit liv” er ret hårdtslående – tror vi må gøre os mere umage med at give hendes liv mening om søndagen fremover!

Hvordan gør i med administrering af skærmtid hjemme hos jer?