04/18/17

Om påskeferiedovnerier

Årh det var svært at trække sig selv på arbejde i morges, forlade ny lille hund alene hjemme for første gang, og smide trætte piger i skole.

Selv om jeg faktisk har nogle gode arbejdsopgaver i dag, som jeg har glæder mig til, så savner jeg allerede ungerne og deres pæne far, og kunne godt lige have snuppet et par dages ferie mere.

IMG_2641

Jeg er muligvis også en lille smule noia over hvad Winston kan finde på, når han er alene hjemme. Han så godt nok sådan her ud da jeg gik hjemmefra, men jeg ved ikke om det bare er et pokerfjæs, der dækker over planlagt ballade – eller ustyrlig ensomhed? Han snorksover normalt det meste af formiddagen og  kan underholde sig selv ret godt ved at stå ved havedøren og mumle-gø diskret ud af mundvigen når der kommer katte forbi, så jeg burde nok stoppe med at pylre…

Det har været en usædvanligt rolig påskeferie i år. Normalt plejer vi at få spundet os selv ind i så mange (hyggelige) aftaler i påskeferien, at vi aldrig rigtigt rammer følelsen af zen, men i år har vi lavet dovent lidt. Vi spiste med venner to gange; afholdt den store, legendariske familie-påskeægstrille-tamtam og har passet børnenes ene kusine tre dage, men ellers har det været de roligste dage længe, hvor vi bare har gået ture med hund, læst, dovnet og spillet brætspil. (Brætspilsanbefalings-indlæg og boganbefalinger coming up!)

IMG_2757

Vi har også set ekstremt mange film, og nørdet Star wars, til mindstebarnets lille fanhjertes store glæde.

IMG_2719

Hun tegnede bl.a denne her, af familien Skywalker, og jeg er vild med hvor ufarlig og langhalset Darth Vader ser ud – kælenavnet “Darthie” tager unægteligt også noget af ondskaben.

En af de stille dage tog vi på Arken med de tre mindste og kusinen – både fordi det er en overraskende billig ting at foretage sig med en større børneflok, og for at lade hunden prøve at være alene hjemme et par timer. Det kom han så ikke til at være alligevel, da lektielæsende ældstebarn forbarmede sig over ham – men han fik da prøvet at tro han var alene hjemme lidt tid, og virkede ikke traumatiseret.

IMG_2688

Pigerne var meget fascinerede både af udstillingen med lys, og af “Gys – er den levende?” udstillingen, med uhyggeligt naturtro skulpturer af bl.a. en fem meter lang nyfødt baby. Meget tankevækkende og anbefalelsesværdig!

IMG_2662

Nu må hverdagsdelen af tirsdagen godt gå hurtigt, så jeg kan komme hjem og klappe ham den dellede lille Winston-hund og kysse på den del af min familie der ikke har hundemadsånde!

04/6/17

Om ikke at kunne huske navne

Min seks årige mindstepige har altid elsket fester, gæster og gang i den, og bliver ovenud begejstret når man fortæller hende at vi skal være sammen med andre mennesker. De fleste af vores venner har børn på vores mellempigers alder, men det generer hende ikke spor at være den lille, og fedter sig glad ind på de store børns aktiviteter.

Når man er lille og leger med nogle der er større, bliver alt hvad de siger og gør spændende, og hun suger detaljer og oplysninger til sig om alle de store børn. Jeg vil tro hun ved yndlingsfarver, livretter, navne på bedstevenner og alt muligt andet detaljeret om hvert eneste af vores venners børn efterhånden – også selv om de er flere år ældre end hende.

Deres forældre er derimod knapt så spændende for hende, og hun skal ofte lede længe efter noget så lidt kompliceret, som navne på voksne hun har kendt hele sit liv.

Hun er særligt begejstret når vi skal hænge ud med Maren og Allan, der har næsten lige så mange pigebørn som os, og roder mindst lige så meget som vi gør. Børnene hygger sig altid enormt i flok, mens de opsætter det ene fjollede teaterstykke efter det andet, og mindstebarnet er kæmpefan af alle deres børn – mens de voksne er sekundære.

For noget tid siden gav Maren mig en nederdel med hjem til mindstebarnet, som hendes unger var vokset fra. Hun blev rigtigt glad da jeg sagde den var fra Maren og tog den straks på. Mens hun spejlede sig, spurgte hun mig tænksomt:” Maren – hvem er det nu det er? Er det hunden?”

Noget overrasket over at hun troede hunden havde foræret hende tøj, skar jeg ud i pap hvem der er hvem i den familie, og jeg troede det var ved at sidde fast efterhånden.

IMG_2458

Det gjorde det så ikke, opdagede jeg forleden, hvor hun begejstret peger på en af Marens tegninger bag i Politiken og siger:” Hey! Det er din ven der har tegnet den der! Hende der… Allan, eller hvad det nu er hun hedder!”

 

03/26/17

Om søndagstanker og sommerfugle

Denne uge har været ekstra hektisk, med skiftevis gode, triste, travle og drøje dage, der har budt på så forskellige ting som møder, sygt barn hjemme, cirkus, begravelse, og børnefødselsdag.

Fredag blev en af mine bedste veninders fantastisk dejlige mor begravet, og jeg var stadigt grådlabil da vi dagen efter blev invaderet af 12 glade fødselsdagsgæster til en vild omgang næstenteenage-fejring. Da sidste begejstrede barn gik klokken 21 kollapsede jeg i sofaen, og vågnede op til en helt utroligt stille solskinssøndag. Kæft det var tiltrængt!

Som de ikke-kyndige haveejere vi er, flåede vi lidt ukrudt op med løs hånd i en times tid, og syntes så vi havde fortjent ikke at lave mere den dag. Mellempigerne smuttede i svømmehallen, Ninjaman snuppede en lur, ældstebarnet lagde sidste hånd på noget lektier, og mindstebarnet og jeg besluttede os for at gå en tur, og måske lede efter nye løbesko til hende.

Jeg har sagt det før, men det overrasker mig lige meget hver gang: der er altså noget fuldstændigt tankerensende vidunderligt over den måde mindre børn bare kan knevre på, når man har dem på tomandshånd! Hele ugens hektiskhed blev stille og roligt blæst ud af mit hoved, mens jeg gik der i solen, med hendes lille hånd i min.

Barn: “Mor, det er rigtigt at tigre og katte ligesom er i familie, ikke? Og ulve og hunde? Men hvad så med elefanter og sommerfugle?”

Mor:” øh nej, hvorfor tænker du at elefanter og sommerfugle er i familie?”

Barn:” jamen de har jo begge to snabel og noget der ligner sådan nogle runde vinger på siden. Men det er rigtigt at elefanter er MEGET større. De vejer sådan noget med 140 kilometer. ”

Mor:” elefanter er ihvertfald tunge, det har du ret i.”

Barn:” Jeg tror der skal mere end fire af min onkel til at løfte en elefant, og han er ellers den stærkeste i verden, er det ikke rigtigt? Og høj. Han er virkeligt høj. Vi er ikke høje, men det er også fordi dig og far kommer fra nogle andre lande, ikke? Jylland, eller hvad det nu er det hedder.”

Projekt finde-løbesko løb ind i problemer, da hun først forelskede sig i et par der kostede mere end der står på vores konto til resten af måneden. Vi endte derfor i H&M, hvor hun fandt sko, der var så billige, at hun også kunne få et helt sæt tøj, med T-shirt, bukser og solbriller, til under det halve af hvad de første sko havde kostet. Når man er barn nummer fire, der arver tøj fra både søstre, kusine og nabo, får man aldrig lov til at vælge noget selv, så hun var tindrende lykkelig, da hun kort efter stod og poserede i et selvvalgt mintgrønt sæt, dækket af de sommerfugle vi lige havde talt om.

IMG_2429

Det virkede forkert bare at gå hjem, når nu en af os var så velklædt og iøvrigt stadig havde masser at fortælle mig om, så vi delte en børnemenu på sticks og sushi, hvor hun lænede sig tilbage i sin stol, med vaskekluden til håndaftørring draperet over øjnene, og sukkede: ” det her er altså livet!”  som en anden lille verdensmand.

IMG_2430

Og det er det altså. Sådan en uventet dag med tid til bare at være sammen opvejer alle de dage hvor der er for travlt til det hele.

10/23/16

Om efterårs-åndehuller

Efterårsferien i år var tiltrængt og den har heldigvis levet op til forventningerne, hygge og afslapningsmæssigt,

Vores økonomi er ret vissen for tiden, så den Tivoli-tur pigerne havde håbet på, og den tur til Jylland vi voksne havde fantaseret om, blev udskiftet med billigere, men mindst lige så fantastiske, alternativer.

Vi har været til fødselsdage to gange og til middag en gang; har været i sommerhus tre dage; og resten af tiden har vi dalret rundt, gået ture og sovet længe.
img_20161021_171500
En af dagene havde alle fire piger en ven hver på besøg, hvilket var en seriøst sjov dag, med knald på. Det virkede næsten som om vi har for få børn til hverdag, når det er så nemt med 8 unger, kom jeg til at påstå. Den fornuftige Ninjaman stemte dog imod at udvide børneflok med 100% permanent…

Torsdag gik vi den længste tur i København i solskinnet; delte to superlækre portioner fish n’ chips på papirøen; fik talt, både med unger og hinanden, og tog billeder af pæn by.
img_20161020_162902
Fredag morgen kørte vi til Nyord, ved Møn, og besøgte min søde fætter og hans lige så søde kone, i et lånt sommerhus.
Kæft – der er fedt!!
Smuk natur, dyreliv, og ild i pejsen.
Vi gik en utroligt lang tur, bevæbnet med kikkerter og gummistøvler da vi kom, og pigerne hvinede af fryd da de så rådyr og harer helt tæt på.

img_20161021_170621

Idyllen blev kortvarige brudt, da den rare onkel reagerede meget bogstaveligt på mindstebarnets bøn om at snøre hendes støvler:
922201619140
Jeps. De er bundet sammen. Hun trillede grinende rundt, og opskræmte store flokke af vildgæs i processen, og bar kun kortvarigt nag.

Aftenerne er gået med brætspil og hygge, og i går med en regnvåd tur til smukke Møns klint og 994 trappetrin. Mine slatne skinnebensmuskler skriger stadig efter trappetrins-torturen – heldigvis var udsigten det værd!
dsc_0007
Hverdagen kommer til at ramme som lidt af en lussing i morgen, når vækkeuret ringer klokken 06 – men det har været helt utroligt dejligt at forsvinde ind i feriemagien i en hel, vidunderlig uge.

12/30/15
DSC_0053

Om gode ting og ferie

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, glædede jeg mig ikke 100% til juleferien,før den startede.

En mand, der var trist over at være blevet syg, se anderledes ud og ikke kunne det samme med sin krop som før, og nogle døtre, der har reageret på al den ophobede sorg og frygt, med søvnløshed og raserianfald hele den sidste måned, virkede som en umulig opgave at holde humøret oppe på, når jeg selv også føler mig i knæ – og to ugers nonstop familietid lød umiddelbart klaustrofobisk…

Lillejuleaften var vi til familierådgivning hos kræftens bekæmpelse, og det lettede os allesammen – vi ville ønske vi havde haft overskud til at gøre det noget før!
Bagefter var vi på rigshospitalet og få prøvesvar: der er hverken kræft i kind eller skulder, og knuderne skyldes andre ting.
At pigerne var med til begge samtaler, fjernede tydeligt en masse bekymringer, og det var nogle trygge glade børn, der ryddede kantinen for pastasalat efterfølgende.

Senere på dagen inviterede min fætter Ninjaman med i biffen, og på cocktailbarer med sine venner, og her indtraf dagens tredje humørændrende julemirakel: en eller anden fuld dame bagte heftigt på Ninjaman – præcis som der altid er nogen der gør, når dette lækre stykke mandfolk forlader matriklen.

Normalt bliver jeg irriteret, og en anelse jaloux, når andre bager på min mand – han genfortæller fx ofte, og med glæde, hvordan jeg engang forsøgte at brække en pågående piges næse, for at redde hans ære (hvilket jeg selv ikke er alt for stolt af) – men det her var noget andet.

Stive-Lis på cocktailbaren, bemærkede nemlig hverken hans manglende tænder, hængende læbe, slappe skulder eller tynde, arrede ben: hun bagte på ham som om han var en helt normal, utroligt pæn, fyr, i byen med sine venner.
Og det var lige det han trængte til: at føle sig normal igen, efter tre måneder i nedturs-sygdoms-land.

Tak til dig, Stive-Lis!
(…men hvis du er glad for faconen på din næse, stopper du dig selv en anden gang…)

Juleaften tilbragte vi hos min moster i Hillerød, med min fætter på min mors side, og min kusine på min fars.

Sindssygt hyggelig aften, med den helt rigtige dosering af opstemthed og ro.

Juletræet var smukt, maden sublim, selskabet fantastisk – eneste minus må være min mosters grønlandske tupilak-samling, der hænger ud på en hylde lige over toilettet,og stirrer ondt på ens balder,når man sidder der:
DSC_0053
Ellers er juledagene stille gået, med hyggelige ting.
Vi har haft gæster, til mad og drinks og hygge, hele to gange, og resten af tiden har vi spillet “Spyfall”: et virkeligt sjovt spil, hvor man skal lyve for hinanden, som Ninjaman fik i julegave.
DSC_0063
Mellempigernes bedste gaver, var bløde badekåber, som de stort set har boet i siden de fik dem.

Jeg har flere gange taget mig selv i, at sidde og nulre næstyngstebarnets bløde badekåbeører, som om hun var en lille hund.
DSC_0061
Min bedste gave var enten denne her fantastiske, hjemmelavede keramikpingvin:
DSC_0068
Eller bogen:”lad ulvene komme”, som jeg slugte på en enkelt dag, mens jeg lyttede til børnenes leg.
DSC_0066
Så al min gruen for lang ferie blev totalt blæst væk, af gode svar, samtaler og stive damer, og tiden måtte sådan set godt stå stille her de sidste dage af året, hvor her er rart at være.

2015 har været en bitch af et år, og 2016 bliver nok også en del præget af sygdom og eftertanker – men nu er vi anderledes ladet op, og klar til at byde det velkommen alligevel.

Godt nytår til jer alle, og tusind tak fordi i læser med, kommenterer og giver god energi!
hverdag_full
(et par links er affiliate)

10/6/15
IMG_20150924_183006

Om at spise – og rigtigt meget om sygdom

Engang havde jeg en lang samtale med nogle venner, om hvor smart det kunne være, hvis man kunne gøre ting på forhånd: sætte sig på toilettet i fire timer i træk dagen inden man skulle på Roskilde festival, og derved helt spare toiletbesøg på hele festivalen – eller sove en hel uge, hvor man alligevel var sløj, og så have 54 timers vågenhed til gode, man kunne bruge på et sjovere tidspunkt.

De sidste par uger har vi spist forud.
Drænet vores opsparing, og spenderet den på lige det vi – og særligt min Ninjaman – har haft lyst til.
Spist og spist, som forsøg på at tænke på noget andet.

Den dag lægerne på Rigshospitalet sagde at de troede det kunne være kræft han havde i kæben, gik vi på cafe’ og spiste burgere.

Den dag de sagde at det var kræft, og at hans halve underkæbe skulle amputeres og erstattes med stål, skinnebensknogle og væv, spiste vi bøffer.

Om aftenen lavede vi brunch til aftensmad, til børnenes udelte glæde, og fortate dem det bagefter. Vi spiste is, mens vi trøstede dem…

Weekenden efter spiste vi kyllingespyd over bål, og hjemmelavede tærter i en skov, til familiefest.

Min moster inviterede på running sushi dagen inden vi skulle ril møde og aftale tid til operation – og vi 7 mennesker delte imponerende 102 tallerkener sushi.

Den dag vi fik dato på operation, spiste vi bøffer igen.

I weekenden har vi lavet livretter: tarteletter med høns i asparges, og bøffer (aner man et mønster?) med bearnaise.
IMG_20151006_122106
I går var Ninjaman og jeg på hospitalet hele dagen, hvor han var til røntgen, fotos, blodprøver og et hav af samtaler med en masse forskellige mennesker.
Han fik tildelt en seng ved vinduet, med udsigt til pik-legepladsen.
IMG_20151005_204559
Pigerne var blevet hentet af familie, der lovede at fodre dem af, så vi gik på indisk restaurant, hvor vi vendte dagens mange samtaler, og informationer om risici og gener ved operation – og skiftevis lavede morbide jokes om seje wrestler-navne han kunne få, med ny stålkæbe, og smågræd ned i vores butterchicken…
Det sidste rigtige måltid mad han kommer til at spise, i månedsvis – og så sad vi der og oversaltede den med tårer.

Vi kyssede farvel foran rigshospitalet. Mange gange.

Han skulle op og tage hospitalstøj på, og jeg skulle hjem og putte vores piger, der havde sms’et mig bekymret en milliard gange, og gerne ville have mig hjem.
Jeg havde lige meget lyst til at være begge steder…

Jeg måtte holde bilen ind til siden et sted på Frederiksberg, og tude færdig.

Kom hjem, puttede børn, talte med min fætter, kollapsede i en bunke børn, der alle fire lå i min seng, eller på madras op af.

Skrev godnat med min Ninja.
Skrev godmorgen da vi vågnede, inden de kørte ham på operationsgangen.

De opererer på ham endnu, og er først færdig i aften.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
Har ikke lyst til at se nogen mennesker.
Tog ud på hospitalet og gik rundt.
Tog hjem igen og tog et langt bad.
Henter børn om lidt.

Alt det som mad har fyldt den sidste tid – med præ-operations opfedning og “lad-os-bare-du-kommer-ikke-til-at-spise-længe”-undskyldninger – og i dag har jeg ikke haft lyst til andet, end en håndfuld slik jeg har stjålet fra mine børn.
De burde lære at gemme den slags bedre…

06/3/15
wpid-wp-1433227432768.jpeg

Om fem årige babyer

I aften, kl. 23.35, er det fem år siden mindstebarnet kom til verden, hjemme på gulvet i stuen.
Fem år!!

image

Vi synes alle fem stadigvæk at hun er en nuttet lille baby, og både forældre og storesøstre slæber hende gerne, når hendes små buttede ben bliver trætte på gåture, og hvis hun gør noget, der får en af os til at hæve stemmen, så behøver hun bare bæve lidt med underlæben, før vi allesammen står klar og trøster.

Heldigvis har hun en personlighed der kan bære al den forkælelse: hun er empatisk, hjælpsom, glad, har en sort, sort humor, og er utroligt beskeden.
Således er hendes eneste rigtige ønsker til dagen en fridag – og en pruttepude.

Så det får hun.
Ninjaman og jeg har begge taget fri, og har lovet hende en tur i svømmehallen.

Ældstebarnet er i Tyskland på lejrtur, men mellempigerne henter vi tidligt fra skole, og så tager vi sandsynligvis i Frederiksberg have med madkurv, og leger det er ferie.

image

Synes det er vildt så meget børn ændrer sig, på så få år. Her er fødselsdagsungen som nyfødt, 1 år, 3 år(med tårer i øjnene af rørelse over fine plastiksmykker), og nu, som fem årig.

Nå, nu må jeg hellere komme i gang med dagen. Der er en glad fødselsdagspige der skal vækkes, med smilehuller, der skal kysses!

03/5/15
wpid-wp-1425542253181.jpeg

Om kommende ferier

Vi har, som også før beskrevet, ikke råd til at rejse udenlands med alle fire unger, og har derfor valgt at de får en aleneferie med en af os forældre, når de er 7-8 år.
Jeg var i London med den ældste, og deres far var sidste år ude at rejse med den næstældste – til eksotiske Billund…

Der var intet land i verden hun hellere ville se end lalandia og Legoland, så der tilbragte de fire dage…
Mindstebarnet, der nu er fire, vil allerhelst til Eldorado , som hun har set en film om – men da vi forsøgte at forklare hende, at det ikke findes, sagde hun, at så ville hun også til Lalandia!

Deres far havde nok forestillet sig noget lidt mere eksotisk: havde glædet sig til at vise dem markederne i London, Gaudis bygninger i Barcelona, kanalerne i Venedig – ja, alt andet end blegbugede mennesker i lidt for småt badetøj, men da hovedformålet med ferien er at børnene føler sig hørt og set, og får alenetid med en forælder, bøjer vi os selvfølgelig.

Det er nemt for mig at sige, når nu jeg er den heldige der skal rejse udenlands,og netop har printet flybilletter til Paris, ud til mig og min 8 årige kagemester.
Vi rejser fem dage i påsken, og har lejet en centralt beliggende privat lejlighed igennem www.airbnb.com (kender i til koncept? Det virker noget så smart og billigt!)

Hun er et barn der godt kan lide at sætte sig ind i ting, så den sidste måned har vi brugt på at læse os igennem guidebøger om Paris, og øve små franske sætninger – hun mukker lidt over, at jeg ikke kan nå at lære hende flydende fransk inden vi tager afsted, men er også ret stolt over i det mindste at kunne sige “tak” og “goddag”.
Min moster forærede hende denne her guidebog for børn:
image

Den er meget nemmere at gå til, end de andre bøger vi har læst, med billeder og malende beskrivelser af steder og butikker.
Til barnets glæde, og min buttede røvs skræk, er der stor fokus på konditorier, bagerier og slikbutikker, og hun har nu planlagt ruter vi skal gå de forskellige dage, som vil føre os forbi mindst en kagebutik pr dag…
image

Nu har jeg det personligt sådan, at jeg kan modstå alt – bortset fra fristelser – og jeg kommer nok til at dumpe ned i kagefælden med et brag….
Overvejer lidt, om jeg mon skal bestille et ekstra flysæde til min røv på hjemturen?

03/17/14
20140317-072728.jpg

Om kalendere

Hele 2013 så vi på verdens grimmeste kalender, som jeg – i et svagt øjeblik – havde ladet børnene vælge.
Vi plejer at have en kalender der er til at holde ud at kigge på, for den hænger ret synligt i køkkenet.
Tror den flotteste vi har haft, var en med fotos af Hokusai, og den jeg havde det festligst med at se på, var en med sort/hvide kunstfotos af halvnøgne tahitianske mænd.
I år glædede vi os derfor til at udskifte de kiksede mus – men i boghandlerens store udvalg, var der kun to, der havde store nok “skrivefelter”: en med klæbrigt-nuttede dyreunger, og en med endnu mere klæbrigt-nuttede Justin Bieber…
Dyreungerne vandt, med stemmerne 5 til 1 – men det var stadig en lidet overbevisende sejr, for vi forældre havde helt sikkert helst valgt noget andet!

Men nu har vi fundet den ultimative løsning: hver ny måned, skiftes vi til at pynte dyreungerne, med en sprittusch.
Dette har foreløbigt ført til:

20140317-072728.jpg
“luft-i-maven-zebra”

20140317-072806.jpg
“Gangster-transvestit-kyllingerne”. Bemærk pistol i bukselinningen på den ene!

Og:

20140317-072918.jpg
“Distingveret monokel-bambi”

Lige nu frygter ællingen her for sin skæbne:

20140317-073011.jpg
Rygterne vil vide, at ælling skal forberede sig på at blive zombie-ficeret til April…

06/15/11

Om hvor nemt det er, med mere end et barn…

I går modtog jeg denne her søde mail, som jeg gerne vil svare på, i et blogindlæg:

“i går skete der noget som gør at jeg er vågnet kl 04.30 af mig selv. Det sjove er at jeg tænkte på dig, som jeg jo kun “kender” fra din blog. Jeg var til første scanning i går og der er tvillinger i maven på mig!!!!!!! Jeg var ellers ved at overtale min mand til hjemmefødsel, han skulle snart læse ninjamandens indlæg, det bliver ikke til noget for til december har vi, ikke som ventet to børn, men hele tre børn, på tredje, uden elevator, med tre værelser. Men tænk sig, jeg tænkte på dig og fire børn og føler ikke jeg burde være så chokeret, alligevel er jeg vågen nu og overvejer om jeg skal stå op og bage. Kan du ikke lave endnu et beroligende blogindlæg om hvor nemt det går med mere end to børn?
Kh Ivalo”
Wow… Tvillinger havde altså også fået mig til at løbe rundt i cirkler og skrige lidt i panik, beklager Ivalo…
MEN – der er mange ting ved det at have børn, der er nemmere end frygtet (og andre ting der er meget svært, uden at man overhovedet havde overvejet det kunne blive et problem, før man fik børn…. Fx hvor meget man faktisk er nødt til at sætte sig ind i hvad disneyprinsesser eller pokemons hedder og kan).
Og tillykke!
Vi har jo ingen tvillinger, kun pseudotvillinger, med 18 mdr imellem – ikke planlagt. Den var svær at sluge: vi havde lige købt en butik og planlagt at skiftes til at stå i den – vi havde et barn og en baby – og så en baby mere.
Den første måned var hård.
Det krævede lidt omstilling af både os og børn, at der pludselig ikke var voksne nok til alle børn – men børnene indordner sig også, og vores nr 3 og 4 har været meget nemmere babyer end de to større, måske fordi de blev født ind i en “flok”, hvor der bare ikke er så højt serviceniveau?
Fordele ved mange børn, tæt i alder:
– man er meget på om dagen – men så små børn sover tidligt, så man har i det mindste voksentid fra 19.30-23 hver aften.
– de kan underholde hinanden. To ER nemmere end en, for de kan lege sammen.. Man skal bare lige ind i rutinen…
– ok, der er en del bleskift lige nu og her – men det bliver hurtigt rutine, og om 4-5 år kan de selv, og så er det den vildeste lettelse ikke at behøve tørre numser, man sætter rigtigt pris på det!
– De kommer til at gide se de samme film og læse de samme bøger osv, hvilket langt hen af vejen, gør det lidt nemmere.
 Tips og tricks, der har gjort vores liv nemmere, trods 4 børn:(og nej – det er ikke altid helt nemt, og det glipper også for os – men når vi husker det her, hjælper det…)
– forsøg at købe ind til en hel uge af gangen, lav madplan og hav en stor fryser, hvor man kan fryse større rester kødsovs osv og tage op til de dage man ikke gider lave mad
– sov i samme rum som børn, så man ikke skal helt op af sin seng og ind i andet rum for at trøste/give vand/ amme om natten. Så føles det som om man får sovet mere.Og man kan jo knalde i et andet rum!
– En bæreslynge er en ret smart opfindelse, så man kan putte hylende baby ned i hyggelig rede, og trøste den, mens man går rundt og ordner praktisk, eller har hænderne fri til flere børn.
– sørg for at få voksentid, fx med sex og/eller alkohol
– lev med rod og snavs – der bliver alligevel klamt igen om lidt…
Forsøg at tænk positivt og grine af det, når det hele føles lidt skod – helst sammen.
Og – som Maren også sagde til foredrag i går – husk det er en fase! Det bliver altid nemmere igen!