Om overskydende energi
Da jeg var 12-14 år, var noget af det værste jeg vidste at følges offentligt med min lillesøster.
Ikke fordi hun var grim eller dum – det var hun på ingen måde – men hun tænkte kun på en eneste ting: heste.
Så hvis vi fx var i Rødovre centeret sammen, foregik det således: hun vrinskede, galoperede, og sprang over usynlige forhindringer på sin usynlige hest – mens jeg sneg mig rundt og forsøgte at ligne en der slet ikke kendte hende.
Min 9 årige har altid syntes det var for kedeligt bare at gå normalt.
Der skal lige springes op på alle trappesten, kantstene, gelændere og hegn – og siden hun lærte at slå vejrmøller, kan man altid se på hende hvornår hun er ekstra glad, for så går hun sådan her:
De her billeder er fra bonbonland i lørdags, hvor hun var så tindrende lykkelig, at hun vejrmøllede rundt hele tiden.
(En fantastisk tur iøvrigt, som der kommer lidt mere om senere – sammen med en konkurrence!)
Jeg glæder mig over at min søster har hærdet mig så grundigt, med al sin vrinsken og galoperen, at jeg slet ikke kan blive flov over vejrmølleprinsessen, men bare synes det er hyggeligt at man kan se hvornår hun er glad.
(Men jeg sætter dog stor pris på at hun ikke vrinsker!)
