10/28/18

Om at glædes ved efterår

Måske er det fordi sommeren i år har fyldt godt op på solreserverne, men for første gang nogensinde, glæder jeg mig over efteråret.

Jeg har virkeligt altid set den årstid som en provokerende periode, hvor sommeren kortvarigt flammer op i farver, for bare at ramme en med lussinger af blæst og regn og sjask og surhed, inden den uendelige vinter.

Men sgu ikke i år, og jeg undrer mig over hvor min sædvanlige pessimisme og gnavenhed bliver af. Altså: vinteren er lige om hjørnet, og den hader jeg intenst, så hvorfor er jeg lalleglad over den årstid der varsler vinterens nederen komme?

Selv de dage hvor jeg cykler på arbejde, i modvind, og med regnen piskende i fjæset – bander jeg lavere end jeg normalt ville have bandet.

Nå, men hvis I er efterårs-vrede, så kan det være at det er nogle af disse ting der har hjulpet på min surhed i år, der kan hjælpe:

1. Gåture. (Jaja, jeg spiller hellig, og vil lige pointere at jeg altså normalt bevæger mig alt for sjældent udendørs, men for tiden er det en god vane!) Her i efterårsferien aftalte vi at gå en tur hver eneste dag, og det har på en måde holdt ved siden. Og, når man først kommer ind i rytmen, er det altså pissefedt at gå, mens man får lyttet til ungernes skoledag uden at blive distraheret af mobil; har mulighed for at tage flotte efterårsbilleder; og får luft og motion. Prøv det – det er vanedannende, også i dårligt vejr, hvor man så sætter ekstra pris på næste punkt på listen!

2. Dynelæsning. Min 12 årige og jeg læser, stort set hver dag, højt for hinanden om eftermiddagen, med te og dyne. For tiden læser vi “Arlo Finch” (adlink), og den er fuldstændigt fantastisk, er vi enige om – sådan næsten-på-højde-med-Harry Potter-agtigt fantastisk! Den handler om en dreng, der flytter til en lille by, et øde sted i bjergene, og bliver medlem af en ret sej slags spejderklub, hvor børnene lærer en form for magi, og der findes sære dyr og en parallel verden. Nu er vi ikke færdige med den endnu, og der kommer endda to bind mere i serien, så jeg kan endnu ikke sige om den holder hele vejen, men umiddelbart er den absolut anbefalelelsesværdig til højtlæsning fra 8-9 år. Med mindstebarnet genlæser jeg Jacob Martin Strids samlede værker ved puttetid.

3. Blendet mad. Ja, det lyder måske ikke lækkert når jeg skriver det sådan, men aftensmad kan tilberedes SÅ meget hurtigere om efteråret, hvor suppe endnu ikke hænger børnene ud af halsen. Jeg tror aldrig jeg før har bemærket hvor tilfredsstillende det er at smide grimt skårne grøntsager i en gryde med lidt vand, og så have netflix-tid mens det koger. Blend, server, alle er glade. Og der er rester til dagen efter. Favoritopskriften for tiden hedder: græskar, løg, hvidløg, lidt karry, ingefær, citronsaft, hønsebouillon, vand der lige dækker. Kog, blend.
3. Tøj man ikke behøver suge maven ind i. Altså: der er noget ved tykke kjoler, med undertrøjer under, og uformelige vinterfrakker over, der gør at man godt liiiige kan snuppe en kage mere, uden at tænke for meget over om tøjet så sidder helt dumt. Mine mellempiger har fundet en fælles passion for at se små kagevideoer på Instagram, og lade sig inspirere til forskellige former for afprøvninger og konkurrencer. Bonus: de går op og afleverer flasker for at købe smør og mel osv; de får tegnet en masse kager; de har en megagod energi omkring det; de skændes ikke imens – og jeg får lov til at smage.

Nå, det tror jeg var de fire ting der har gjort mig efterårsglad i år. Hvad med Jer – har I andre hyggelige tips?

10/18/18

Om maling, et københavnertip og ikke så meget andet

Vores efterårsferie er delvist druknet i maleprojekter: næstældstes maling af værelset har bredt sig til hele huset – primært fordi det var hendes far der stod for indkøb af maling.

”Gad vide hvor meget maling man skal bruge?” Spurgte han, inden han kørte op efter det.

”Sikkert vildt meget, med de fedtede vægge. 20 liter?” svarede jeg, og glemte at sige, at jeg altid spørger fyren i butikken før jeg køber maling.

Det gjorde han ikke: han købte bare 20 liter hvid og fem liter grå (hun vil have en grå væg). 25 liter maling er pænt meget skudt ved siden af, til et værelse på små 6 kvm, så vi besluttede os for også at male de to vægge som børnene har fedtet deres fødder op af når de står på hænder: dem op af sofaen og op af vores seng; tillade den ældste at male det fine (men i hendes øjne forhadte) skovtapet på hendes værelse over, og så male gangens lysebrune vægge hvide. En væg i badeværelset burde også få maling igen, men så er det også kun køkkenet der ikke bliver malet i, resten af huset flyder, og der er gang i maleriet i stort set alle rum på en gang.

Da vi er lidt sjuskede, har gulvene også fået godt med klatter, og jeg kommer hele tiden til at tænke på en pixi-bog vi har, hvor en klodset malermester maler alt hvad han spilder på, og ender med at have malet hele verden. Han stopper kun, fordi solen går ned. Jeg tænker vi stopper, når ferien gør det – og det vi ikke når, står halvfærdigt for evigt, for sådan er vi.

Fandt mange malertaperester i gangen, fra da vi flyttede ind. For 18 år siden…

Der er laaaaaang vej igen, og døre og trappegelænderet ser pludselig også ekstra gulnede ud mod det hvide, så vi skal have sparet op til noget træmaling – selv om jeg ikke ved om jeg tør, for hvor ender vi så, hvis der købes for meget?;):


Men det er ret hyggeligt alle seks at være i gang med pensler til god musik, og det bliver fedt når det er færdigt!

Vi maler gerne hele aftenen, men har indlagt lange gåture hver dag for ikke at blive tossede, og har således både været i Frederiksberg have, i Hillerød og inde i København og gå smukke ture.

Det her efterår gør sig altså pænt i solskin!

Her et lille tip (ikke sponsoreret, bare et tip min søster gav os), til hvis man skal ind til København med børn i efterårsferien: Torvehallerne sælger en 50 kroners madbillet, hvor ungerne kan gå rundt i de fine små butikker og få lækkerier. Der er både mad, drikke og snacks på madbilletten. Mine tre yngste havde det utroligt hyggeligt med det, og havde masser af snacks med hjem til videre malearbejde!


Igen: afrundende pointer arbejder jeg ikke med her i ferien. Dette var mest et sludreindlæg!