Om kolde nætter
Ninjaman er på kursus med arbejdet denne her weekend.
Det er egentlig ok at være alene med børneflok, for børnene er totalt hjælpsomme, når de ved der kun er en forælder hjemme – og det er jeg sådan set også.
De har både lavet mad og ladet mig sove lidt længere – og jeg har til gengæld slækket en del på sovetider, og sukkerindtag.
Men om natten savner jeg ham…
Det er egentlig ikke de hyggelige sovelyde han laver, som jeg savner mest – for vi sover jo sådan her, og der er masser af snorken i rummet:
(og jo – fotoet er fra i vinter – der er ingen sne, og mere rod nu).
Det er sådan set heller ikke hans evner til at skræmme tyve væk, for jeg har et baseballbat gemt under sengen, og en klar plan for hvordan jeg selv kan Ninja-skræmme tyve væk.
Det er heller ikke manglen på en der prutter i søvne under min dyne, for supertumlings seng ser som regel sådan her ud:
Så hun må sove i smørhullet, mens bunkerne af rent tøj, der skal foldes, breder sig i hendes seng.
Næ, skal jeg være ærlig, er det faktisk hans varmepudefunktion jeg savner allermest…
Jeg arvede min mormors dyne, da hun døde. Det er 19 år siden, og jeg vil tro at der er ca 3 fjer tilbage i den.
Et par gange har jeg sparet sammen og købt en ny dyne – men umiddelbart efter har jeg altid født et barn, der manglede dyne, og så er jeg selv igen endt med den, der kun har 3 fjer…
Når vinden rammer vores lille utætte træhus fra en bestemt vinkel, er der hundekoldt i den karnap, som vores seng står i, og vi forer bunden af sengen med håndklæder og tæpper, og kryber tæt sammen.
De tre store børn sover i en tredobbelt køjeseng, og har det lunt og trygt bag gardiner og tæpper, mens vi andre tre laver krybesammen-finten:
Her i nat, var der ekstra koldt, og jeg lå, iført skiundertøj, og klamrede mig til den lille pruttemaskine – og savnede min varmepudemand.
Men så vågnede det ene barn med mareridt, som hun hviske-råbte så højt om, at hun fik vækket endnu et barn, der blev lige så bange.
De kom ned i min seng, og blev fulgt af den tredje store, der bare syntes det var lidt snyd.
Jeg havde et barn i fodenden, et klinet op af hver af mine sider, og et draperet hen over min mave – og så var der faktisk ikke spor koldt længere.
Vi var alle fem helt dehydrede og svedige da vi vågnede, efter en nat i bunke – og jeg ved nu hvilken type dyne jeg skal have, næste gang jeg får råd til en: en dyne foret med børn.
Fantastisk isolerende materiale.
Måske bør jeg tage patent på ideen?
