02/26/15
wpid-wp-1424980156060.jpeg

Om døde dyr i poser

Jeg faldt over dette blogindlæg, hvor bloggeren lod sin datter tage en død mus med i børnehave, og morede mig meget.

Det mindede mig om min barndoms fejlslagne forsøg på at imponere jævnaldrende, med netop det samme: døde dyr i poser.

I anden klasse, skulle vi i biologi dissekere en fisk.
Det var superklamt, og flere af pigerne fik kvalme, men jeg gjorde mit bedste for at spille sej, og lod som om det på ingen måde generede mig.

For yderligere at cementere egen sejhed, tog jeg fiskens hjerte og øjne med hjem i en pose.

Kunne godt mærke at det imponerede nogle af de hårde drenge, at jeg så køligt tog de klammeste dele med mig hjem, og jeg lagde frydefulde planer om hvordan jeg skulle skræmme min lillesøster med dem.

Skulle hun mon finde et lille fiskeøje på sin tandbørste? Eller et fedtet lille hjerte på bordet i barbiedukkens stue?

Mulighederne for sjov med død fisks klamme dele var uendelige – men det var min koncentrationsevne desværre ikke, og så snart jeg satte min nøgle i hoveddøren, glemte jeg alt om den klistrede pose i min taske.
Seriøst: alt.

Et par uger efter tabte jeg et viskelæder ned i min taske i skolen – og fandt en ubeskriveligt klam lille pose, som det tog mig adskillige forvirrede minutter at identificere.
At gå rundt med råddent fiskehjerte i pose, fik mig ikke hevet særligt langt op på listen over dem de populære piger gerne ville være venner med,  og man skulle tro jeg havde lært noget af episoden – men nej…

Året efter besøgte vi min mormor på Malta, og min mormor (der nærede et glødende had til de fleste nuttede og pelsede dyr), vækkede min søster og mig en morgen, og råbte begejstret, at vi to dyreelskende børn måtte skynde os at komme!
I håb om at hun havde fundet noget nuttet, løb vi ud til hende – hvor hun stolt fremviste et dødt firben, klemt helt fladt i en dør,og tørret til en mumie af solen…
image

Vores begejstring var moderat, men i julegave samme år, fik vi alligevel en skifteramme – med det døde firben i…

“Jeg har skrabet hjernemassen af, det synes jeg var pænest” oplyste hun glad, stolt af sit alternative kunstværk.” I kan vise det frem i skolen. De andre børn vil synes det er rigtigt spændende!”

Vi nikkede og takkede pligtskyldigt, og tænkte begge at hun muligvis tog fejl, med hensyn til hvor meget streetcred dødt-dyr-i-ramme ville give, men min koncentrationsevne var (nogen vil sige “er”?) ikke imponerende, så selvfølgelig havde jeg kræet med i skole.

Overraskende nok: det blev jeg heller ikke overvældende populær af….
Min søster forsøgte sig derefter med det samme – med nogenlunde samme resultat.

Så der skulle to episoder med døde dyr i poser til, før jeg lærte af mine fejl – men nu har jeg lært det!