Om maling
Jeg sad i går i min sofa, og kom til at kigge op i loftet.
Det ser sådan her ud:
Som man kan se, er det aldrig rigtigt blevet malet, i løbet af de 12 år vi har boet i huset…
Da vi flyttede ind, valgte vi af en eller anden grund, at nougatbrune vægge var hyggeligt at have i en lys stue – dette fortrød vi ca 4 sekunder efter det var malet, men var lige 5-6 år om at have tid og råd til at male dem hvide.
Men lofterne var altså for uoverskuelige at male, og indimellem bliver jeg dødirriteret over hvor grimme og grå de er.
“Det er det grimmest malede hus jeg nogensinde har boet i!” spruttede jeg surt, men blev rettet af min kære mand, der mindede mig om den lejlighed jeg boede i, da vi mødte hinanden i 1997.
Da jeg købte den, var jeg 20 år, og havde boet først et år i et telt i Australien(hvor man af gode grunde ikke kunne male vægge), og så to år på et kollegieværelse(hvor væggene kun måtte være hvide).
Så da jeg købte denne her lejlighed, og flyttede ind sammen med en veninde og en kæreste, skulle der fandeme males!
Der var lige en kort periode der i midthalvfemserne, hvor svampemaling var det hotteste hotte – så vi sparede hverken på farver eller svampeteknikker.
Stuen var lysegul, med udtværet brun, i den ene halvdel – og skriggul med skrigorange i den anden halvdel.
Det så sådan her ud – og jeg var voldsomt stolt af det.
Køkkenet var kanariegult og skinnende, gangen mørkeblå, og vores soveværelser røde.
Det var ikke engang pænt malet:
Til gengæld malede vi også lige lampen med en rest orange…
Jeg indrømmer: det var grimmere. Meget endda.
Men drømmer alligevel om en dag at få taget mig sammen til at male de der lofter.
Og paneler.
Og gang.
Og de andre ting, der aldrig er blevet malede.
Største problem vil så nok være at male uden om alle edderkopperne – måske kunne man bare male dem over, og lege det er savsmuldstapet? Den trend kan jeg nemlig desværre ikke prale af at have været med på.
