01/31/17

Om lidt af hvert og gode uger

De sidste par måneder har været åndssvagt travle med pligt-ting: arbejdsmøder, forældremøder, kurser og julecrap, og ingen tid til at lave noget sjovt eller rigtigt få set venner.

Men i morgen skal jeg ud med en af mine bedste veninder, og på torsdag med en anden, og de sidste uger har været fyldt med anderledes hyggelige ting. Det føles uvant fantastisk at lave noget andet end pligter eller sofa, efter vinterens hverdagslimbo

I søndags var vi inviteret ud til en før-åbningsdag på Experimentariet alle seks, og havde en af de absolut sjoveste dage vi har haft længe. Det nyrenoverede sciencemuseum er blevet kæmpestort, og selv om vi var der i flere timer, nåede vi ikke at prøve meget mere end en tredjedel. Der er simpelthen så meget at se og prøve, og det hele er virkeligt interessant.

423EA06B-346C-48D3-A22C-D5478F020919

Kæmpesæbeboble-legeområdet hittede hos alle (Ninjaman havde særligt svært ved at løsrive sig); mindstebarnet var igennem sansetunnelen mindste tre gange og kunne heller ikke få nok af lyslabyrinten (hvor hun på billedet lidt ligner en miniature poledancer), og mellempigerne var meget fascinerede af den interaktive biograf, hvor man blev en del af filmen og drønede rundt i rummet, fx for at holde sig ovenvande da gulvet pludseligt lignede vand. Helt vildt sjovt! Desværre er sådan en tur utrolig dyrt, og ikke noget vi normalt ville have råd til.

I onsdags var jeg til koncert med Conor Oberst – tidligere forsanger i Bright eyes, hvis nogen kender dem? Jeg købte billetterne sammen med en ven for længe siden, men da han ikke kunne alligevel, inviterede jeg min fætter med. Kæft hvor havde jeg glædet mig – og jeg blev ikke skuffet!

IMG_0753

Jeg har været helt høj over den koncert lige siden – det var uhørt fedt!

Fredag efter arbejde var jeg inviteret ind på den svenske ambassade af forlaget Gyldendal, for at møde det svenske forfatterægtepar bag pseudonymet Lars Kepler.

Egentlig er jeg ikke den store krimi-læser; har kun læst en enkelt af de seks bøger i samme serie, og var bange for om det var pinligt at møde op til sådan noget uden at være hardcore fan – men jeg blev ved med at forestille mig hvor starstruck min svenske farmor ville have været over at blive inviteret på ambassadebesøg. Så jeg sagde ja, og det fortrød jeg ikke!

Vi fik en lille rundvisning på ambassaden, og bagefter blev forfatterparret interviewet live af Ann Lind Andersen, hvilket var utroligt underholdende. Jeg fik kæmpelyst til at tvinge min modvillige mand til at blive medforfatter på et lignende bogprojekt, hvor vi kunne sidde og skrive sammen ved spisebordet, og indimellem slås med hinanden for at afprøve kamptricks til bogen – ligesom de fortalte at de gjorde.

Bagefter var der svensk smørrebrød, og eneaudiens med forfatterne. Jeg var nervøs for at komme til at slå over i den der irriterende form for pseudo-norsk, som mine Skam-seende ældste børn praktiserer, så mine svenske gloser blev holdt meget på et minimum. “Tack så mycket” og “veldigt trevligt” og så resten på dansk, af frygt for at komme til at smide et “dritkul” med i farten.

493BCED7-05B1-4D7B-8DAE-AFD3CD4CCB0B

Mine mindste børn var meget imponerede over deres mors ambassade-erfaring, og  havde en fest med at style bogen, med kaninskind og levende hamstre,  til Instagram.

“Kaninjægeren” har jeg ikke fået læst endnu. Jeg fornemmer at man er nødt til at læse alle de foregående seks bind for at følge med, men den lød enormt spændende, så dem må  jeg på biblioteket efter.

Februar måned plejer at forsvinde i en sky af fødselsdagsfejringer, men jeg planlægger at finde mere tid til at blogge i hverdagen også, for jeg savner det. Hvis nogen af jer har input til ting I gerne vil have mere af på bloggen, så skriv dem endelig her – ellers kommer der snart et “hvor-skal-bloggen-hen-og-hvad-vil-helst-læse-indlæg”.

 

(indlægget er ikke sponsoreret, og al begejstring er ægte nok – men jeg var blevet inviteret til både Experimentarium og Lars Kepler event)

02/28/15
wpid-wp-1425119820955.jpeg

Om afsløringer

Der var intet jeg havde mere brug for i morges, end at ligge længe i min seng, og vågne virkeligt langsomt.
Gerne i en bunke børn, og med aviser og kaffe inden for rækkevidde.

Istedet blev jeg vækket klokken 8, hvor min mand råbte:”shit! Jeg har glemt at ham der mureren skulle komme i dag – og han holder udenfor NU, så skynd dig i tøjet!”

30 sekunder efter, sad jeg fortumlet, med dynemærker i fjæset, morgenhår og gårsdagens lidt plettede kjole på, og stirrede ned i en kop kaffe, mens mureren slæbte sække og fliser ind i det, der skal blive vores badeværelse.

image

Jeg forsøgte at morgenlande,  ved at spille behagelig musik på min mobil, over vores nye trådløse højtaler (for tiden har jeg et musik-crush på Conor Oberst som en ven for nyligt introducerede mig til).

Det hjalp en smule, men snakkende børn, klaprende døre, og fremmed murer i huset gjorde mig lidt klaustrofobisk, så jeg endte med at lave det klassiske mandetrick: flygtede op på toilettet, med min mobil.

Da jeg følte at jeg var klar til at være udadvendt igen og vendte tilbage til stuen, sad mellempiger og smilede smørret.
“Wow – du skider længe!” sagde den ene – så tilpas højt at mureren muligvis hørte det, så jeg skyndte mig at bortforklare, med at jeg skam ikke havde været på toilettet, men bare havde ført en vigtig telefonsamtale ovenpå.

“Næ. For jeg hørte dig trække ud.” sagde barnet, og før jeg nåede at bortforklare den, fortsatte hun:” og når du spiller “candy crush” på din mobil, kan man altså høre det i højtaleren. Vi kunne høre, at du klarede den der bane med vingummibjørnene!”

Mureren skjulte et fnis med et host, og jeg indså at det alligevel ikke nyttede noget at lyve over for mine børn, og besluttede mig for at finde en mere elegant måde at vågne på fremover…