03/26/17

Om søndagstanker og sommerfugle

Denne uge har været ekstra hektisk, med skiftevis gode, triste, travle og drøje dage, der har budt på så forskellige ting som møder, sygt barn hjemme, cirkus, begravelse, og børnefødselsdag.

Fredag blev en af mine bedste veninders fantastisk dejlige mor begravet, og jeg var stadigt grådlabil da vi dagen efter blev invaderet af 12 glade fødselsdagsgæster til en vild omgang næstenteenage-fejring. Da sidste begejstrede barn gik klokken 21 kollapsede jeg i sofaen, og vågnede op til en helt utroligt stille solskinssøndag. Kæft det var tiltrængt!

Som de ikke-kyndige haveejere vi er, flåede vi lidt ukrudt op med løs hånd i en times tid, og syntes så vi havde fortjent ikke at lave mere den dag. Mellempigerne smuttede i svømmehallen, Ninjaman snuppede en lur, ældstebarnet lagde sidste hånd på noget lektier, og mindstebarnet og jeg besluttede os for at gå en tur, og måske lede efter nye løbesko til hende.

Jeg har sagt det før, men det overrasker mig lige meget hver gang: der er altså noget fuldstændigt tankerensende vidunderligt over den måde mindre børn bare kan knevre på, når man har dem på tomandshånd! Hele ugens hektiskhed blev stille og roligt blæst ud af mit hoved, mens jeg gik der i solen, med hendes lille hånd i min.

Barn: “Mor, det er rigtigt at tigre og katte ligesom er i familie, ikke? Og ulve og hunde? Men hvad så med elefanter og sommerfugle?”

Mor:” øh nej, hvorfor tænker du at elefanter og sommerfugle er i familie?”

Barn:” jamen de har jo begge to snabel og noget der ligner sådan nogle runde vinger på siden. Men det er rigtigt at elefanter er MEGET større. De vejer sådan noget med 140 kilometer. ”

Mor:” elefanter er ihvertfald tunge, det har du ret i.”

Barn:” Jeg tror der skal mere end fire af min onkel til at løfte en elefant, og han er ellers den stærkeste i verden, er det ikke rigtigt? Og høj. Han er virkeligt høj. Vi er ikke høje, men det er også fordi dig og far kommer fra nogle andre lande, ikke? Jylland, eller hvad det nu er det hedder.”

Projekt finde-løbesko løb ind i problemer, da hun først forelskede sig i et par der kostede mere end der står på vores konto til resten af måneden. Vi endte derfor i H&M, hvor hun fandt sko, der var så billige, at hun også kunne få et helt sæt tøj, med T-shirt, bukser og solbriller, til under det halve af hvad de første sko havde kostet. Når man er barn nummer fire, der arver tøj fra både søstre, kusine og nabo, får man aldrig lov til at vælge noget selv, så hun var tindrende lykkelig, da hun kort efter stod og poserede i et selvvalgt mintgrønt sæt, dækket af de sommerfugle vi lige havde talt om.

IMG_2429

Det virkede forkert bare at gå hjem, når nu en af os var så velklædt og iøvrigt stadig havde masser at fortælle mig om, så vi delte en børnemenu på sticks og sushi, hvor hun lænede sig tilbage i sin stol, med vaskekluden til håndaftørring draperet over øjnene, og sukkede: ” det her er altså livet!”  som en anden lille verdensmand.

IMG_2430

Og det er det altså. Sådan en uventet dag med tid til bare at være sammen opvejer alle de dage hvor der er for travlt til det hele.

06/30/16
IMG_20160120_162831

Om anatomilektioner

Mit absolutte favoritsted i hele verden, er mit nye badekar.

Forleden morgen, efter en meget våd tur i byen med mine kolleger, vågnede jeg endda op i mit badekar, klokken 6 om morgenen, i iskoldt vand og med min tandbørste i mundvigen.
Kan ikke huske hvorfor, men tænker at det siger lidt om mit kærlighedsforhold til badekarret, når det vinder over sengen på sådan et tidspunkt?

Det bedste ved badekarret, er muligheden for alenetid.
Jeg kan læse, drikke kaffe, glo op i loftet eller – som nu: skrive blogindlæg fra telefonen.
DSC_0277
Og ja: beklager det mentale billede i nu fik, af mig der blogger nøgen.

Da Ninjaman var allermest syg var badekarret mit helle: det sted jeg kunne bede om tyve minutters tid alene, og rent faktisk få det.

Men nu er freden ved at være slut, for yngstebarnet har opdaget at jeg jo ligger stille når jeg bader, og er begyndt at snige sig ind på mig for at bombardere mig med spørgsmål, om alt i verden – både “hvem har opfundet vand?”, “hvor boede jeg før i fik mig?”, og “hvorfor flyder nogle ting?” er spørgsmål jeg har måttet besvare fra vandet den sidste tid.

Forleden aften lå jeg i karret før puttetid, og spørgsmålsmesteren skyndte sig begejstret ud til mig, med supplerende spørgsmål til emnet “tyngdekraft og hvorfor ting flyder”, som jeg besvarede så godt jeg kunne, mens jeg krydsede fingre for at der snart var nogen der kaldte på hende.

Hun fornemmede at jeg var distraheret, og hev mig tilbage til virkeligheden med en prikkende finger på mit højre bryst.

Barn:”Hvorfor flyder babser? Er der luft i dem?”

Mor:”æh nej… Luft? Det er nok mere sådan.. kød?”

Barn (uimponeret konstaterende):” Nå. Sådan noget slasket kød, hva?”

Ah… Der er nu intet som smigrende sandheder fra børn…

04/7/16

Om tro og vingummibamser

“Mor, nu ved jeg at Gud findes!” Erklærede barnet, der allerede havde konstateret at samme Gud bijobber som pølseudbringer.

“Okay?”

“Jo, for da dig og far var i Berlin, savnede jeg dig så meget, at jeg slet ikke kunne huske hvordan du så ud… Og jeg vil ikke have at far han skal på hospitalet igen i lang tid, for jeg vil ikke savne ham.”

(Indsæt krammepause her.)

“Hvorfor tror du så på Gud?”

“Altså: jeg bad til Gud, om at far ikke skal på hospitalet. For det har jeg set i en tegnefilm at man kan. Og så vidste jeg jo ikke om Gud findes – så jeg gik op på altanen og lagde en vingummibamse, og så sagde jeg:”GUD – DEN HER ER TIL DIG, HVIS DU FINDES?” Og ved du så hvad? Næste dag var den væk! Så han findes!”

Puha… Det er altså børnenes tunge tanker der rammer hårdest ind imellem.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun har ret: at Gud findes, og er den korrupte type, der tager imod vingummibamse-bestikkelse.

02/11/16

Om gnaveres læsefærdigheder

Mindstebarnet reddede sig en bule i hovedet i børnehaven i tirsdags, men da Ninjamand og de tre store lå med bræksyge hjemme, tog jeg hende med på arbejde istedet.

Hun var ret hyggeligt selskab, der charmerede alle, med sit vid og sine talenter, og det slog mig hvor stor og klog hun er ved at blive.

Ind til vi skulle hjem, og hun lige fik bevist hvor lille og naiv hun stadig er, da vi gik forbi en kasse med rottegift, og havde denne samtale:

Barn;” hvad er det?”

Mor:” det er en kasse med giftigt mad i, som rotterne dør af at spise.”

Barn:”nårh…det er rigtigt synd!! Men hvad står der på kassen?”

Mor:”der står at det er giftigt, og man ikke må spise det.”

Barn:” det er viiiirkeligt dumt at skrive det! Så læser rotterne det, og gider ikke spise det!”

Mor:”øh… Rotter kan altså ikke læse…”

Barn(meget overrasket):” kan de ikke?!? Men… hvordan læser de så de sedler de skriver til hinanden, om hvor de skal mødes?”

DSC_0088

Det viste sig, at hun havde set en tegnefilm, med rotter der kunne læse.
Fem års logik er indimellem ubegribeligt nuttet!

04/7/15

Om interessant anatomi

I dagene efter min og næstyngstebarnets hjemvenden fra vores ferie i Paris, blev jeg fulgt intenst rundt af mindstebarnet i alle hendes vågne timer.

Jeg har ikke været væk fra hende så længe før, og hun havde sparet alle de ord hun plejer at sige til mig, sammen, og berettede minut for minut,hvad hun havde lavet med sin far og søstre,mens vi andre var væk – indimellem måtte hun så afbryde sig selv i talestrømmen, for at give mig en kompliment eller ae mig lidt.

Meget sødt, og en tand klaustrofobisk…

Morgenen efter vi var kommet hjem, speedsnakkede hun på mig, mens jeg klædte mig på.

“Flot brystebeholder med blomster du har! ” komplimenterede hun mig, og jeg fnes indvendigt, og huskede at hendes ældre søster engang i samme alder, havde sagt:”nice brystebeholder! “, og tænkte det var et sjovt ord de begge to havde galt fat i – og så fortsatte hun glad:” jeg har ingen brystebeholder. Mine bryster skal ikke holdes. De sidder nemlig fast – på mit skelet!”

Hun løftede op i blusen og demonstrerede selvtilfredst hvor godt de var fastmonteret, og jeg prøvede hårdt ikke at grine af hendes fine logik.

Totalt smart at montere bryster direkte på skelettet, for at undgå tyngdekraft og andre ubehageligheder.

Continue reading

03/21/15
wpid-dsc_0588.jpg

Om smalltalk

Den fire årige er svært glad for opmærksomhed.
Som den uventede efternøler i en familie med tre begejstrede storesøstre, har hun lært at spille sine nuttethedskort godt.
Hun er populær og udadvendt, og kan smelte det hårdeste søsterhjerte på et splitsekund – de er bare ikke i stand til at blive rigtigt sure på hende.

Men hendes smalltalk-evner lader dog noget tilbage at ønske, opdagede vi i går…

Ninjaman var til fest, og mellempigerne sov hos min moster, så mindstebarn og jeg var alene hjemme, med den 13 årige og dennes veninde.
Mens vi spiste aftensmad fortalte mindstebarn lidt om sin dag i børnehaven,  og da hun opdagede at der nu var hele to store, seje teenagere der lyttede til alt hvad hun sagde og smilede henført af hende, kunne hun næsten ikke være i sin krop af begejstring.

Hun fortalte bl.a om nogle gækkebreve hun havde klippet: nogle havde været firkantede og nogle havde været “rundkantede”, og det gav så tilpas megen teenagejubel, at man kunne se hun sad og vred sin lille hjerne, for at finde samtaleemner at gentage succesen med.

De store piger begyndte at tale om noget andet, og den lille skyndte sig desperat at sige noget, så hun kunne få fokus på sig selv igen:”jeg har engang slikket på en skovsnegl!” oplyste hun, og modtog entusiastiske “ad!!”-udbrud –  hvilket jo også en form for opmærksomhed, så den lille rampelys-søger fortsatte ufortrødent med de klammeste historier hun kunne:”Engang lavede jeg sådan en stor prut på toilettet, at jeg blødte lidt på numsen!”

Se, det er såden en historie man helt sikkert skal holde væk fra smalltalk-emner ved middagsbordet , og der blev ret stille…

Jeg startede på at forklare hende, noget med valg af passende samtaleemner, men hun havde selv indset at det måske ikke var den historie der gav bedst, og gik af sig selv over til høfligt at konversere veninden:”nå. Laver du også prut nogle gange? Har du prøvet det herhjemme måske?”

Vi valgte bare at afslutte samtalen her…

Senere på aftenen, faldt hun i søvn i sofaen mellem de to store piger, der hviskende blev enige om at hun vel nok så nuttet ud – men muligvis skulle støttes lidt i kunsten at konversere, inden hun blev større.

06/25/13
20130405-092357.jpg

Om elastiktyve

Det eneste (pige)børneforældre frygter mere end sokkespiseren – der ellers konstant er skyld i at mine børn går sådan her rundt:

20130405-092357.jpg
er hårelastik-spiseren.

Frk fantastisks lange fejende hår er nærmest magnetisk for lus,og det slår aldrig fejl: glemmer vi at sætte håret, kommer det hjem, kriblende med nye beboere.

Så hver morgen går med febrilske eftersøgning efter elastikker, og uanset hvor mange vi køber, mangler de altid.

I sidste uge købte Ninjaman en pakke med 90 elastikker.
Der burde være til noget tid, før elastikspiseren får has på dem, tænkte vi, men i morges kunne vi ikke opspore en eneste.

Kassen med elastikker var ganske tom, og først efter lang tids leden, i skuffer, sofa, badeværelse og lommer, lykkedes det at finde en slidt elastik i en taske, til den lange hestehale.

Men hvor VAR de dog blevet af? undrede vi os fortsat.

Ind til blikket faldt på den to årige mode-eksperts buttede arme….

20130405-094434.jpg
Hun var mere end frisk på at posere, modeblogger-style:

20130405-094526.jpg
Og pænt arrig, da 89 smukke armbånd blev konfiskeret inden børnehave.

05/5/13
20130502-205149.jpg

Om danse-zombier

“Mor, jeg er ikke bange for zombier!” erklærede den snart 3 årige, fra barnesædet på min cykel, og jeg blev lettet over ikke ubevidst at have smittet hende, med min lidt pinlige fobi.
Så fortsatte hun:”jeg er ikke bange for zombier – fordi at de ikke kan danse!”

Se, det er et sært kriterie for om man skal være bange for ting – umiddelbart vil jeg mene at fx tigre, hajer og heste er pænt frygtindgydende, trods manglende evner til at danse salsa – men hun var meget overbevisende, og gentog det stolt flere gange.

Jeg har tænkt over hendes bizarre ræsonnement i flere dage, og kan måske godt følge det lidt alligevel: jeg har aldrig rigtigt selv kunnet lide at danse.

Da jeg var ung sagde jeg bare nej, men enten endte jeg med at være hende-den-kedelige-der-holder-øje-med-tasker-mens-alle-andre-danser, eller også som hende-vi-allesammen-skal-bruge-hele-aftenen-på-at-lokke-med-ud-at-danse.
Begge dele var lige frygtelige, og efterhånden har jeg lært at lade som om jeg synes det er ok.

Jeg danser for ikke at være udenfor, og for at ingen opdager, at jeg er en dansehadende freak – men jeg skal være meget fuld eller musikken skal være usædvanligt god, før jeg synes det er bare lidt ok.

Sådan en god fest, hvor folk er sjove og øllerne kolde, er min store frygt faktisk sådan en kæk dansetype, der ikke vil lade en sidde i fred, men danser manisk rundt og afbryder samtaler, ved at byde mig eller dem jeg taler med op.

Prøver altid at gøre min ryg lidt bredere, og se fordybet ud, i håb om at han lader os slippe – men danse-zombier er ikke så forbandet fintfølende, og vil bare ud og vise deres seje moves på dansegulvet, og kan slet ikke forestille sig, at man ikke kan lide det.

Så mit kloge barn har delvist ret: dansende zombier ville faktisk være en tand mere skræmmende end ikke-dansende.

20130502-205149.jpg
(Men hvordan VED hun, at de ikke danser? Kender hun nogen?)

04/18/12

Om udeliv og seje dyr

Ninjaman er uvenner med nogle fugle, der hænger ud i vores rønnebærtræ, og skider orange bær ud over bilen.
Han ville have fældet træet som hævn, men børnene tog det i forsvar(ægte små hippier), og han endte med at fjerne hegnet om haven, og lægge nogle fliser, så vi kunne køre bilen der op – i sikkerhed for fjerklædte skidere.

Det var sidste år.
Der er stadig ikke kommer hegn op(ingen af os kan bygge noget, og der er ikke lige penge til at hyre hegnbygger), så den snart 2 årige udbryder-tumling kan bare stikke af.
Heldigvis er vi meget rodede, så har bygget barrikade af skrald og pinde, men tror ikke på det holder hende inde….

Desværre er hun et udemenneske.
Som lille sad hun altid og stirrede længselsfuldt ud af vinduet, når søstrene legede ude.
Nu henter hun flyverdragten og skoene, og forlanger luftetur.
Hver dag.
Også selv om det er koldt.

Jeg kan godt lide haven om sommeren. Den passer godt til bål, grill, gæster og kolde øl.
I stiv kuling og småregn er jeg helst fri – men hvis jeg kan vælge mellem timelange og ensformige samtaler med en der kun siger:”sko på? Sko på nu? Mig sko på?sko? Moar – sko? Hvor sko henne? Sko på? Moar – sko på?”, eller sidde og fryse med en kop te ude i haven, mens jeg ser på at hun tyrer alt sandkassesandet ud i hele haven, med lykkeligt smil i fjæset – så vælger jeg egentlig helst det sidste…

Siden vi for en uge siden, endelig fik taget os sammen til at samle den sandkasse jeg købte for 5 kroner i en rodekasse i netto sidste sommer, har skoplageriet nået nye højder, og jeg får tilbragt en del tid derude hver dag, med at bevogte lykkeligt udebarn.

Det gode er, at de store synes det er hyggeligt der er en voksen ude, så de går med, og mens jeg sidder og klaprer tænder, nyder jeg at smuglytte til deres lege.
I går legede de med naboens dreng, og jeg hørte en samtale mellem frøken fantastisk og nabodrengen, der gik sådan her:
Ff:”skulle vi ikke sige at jeg var dit kæledyr – at jeg var en mus?”
Nabodrengen:” Arh, jeg er sådan en kriger – det lyder ikke sejr nok…”
Ff:”jamen jeg er en dræbermus – jeg dræber nedefra! Så har jeg en lille sabel, og de ser ikke jeg kommer. Pludselig er de bare døde nedefra!”
Nd:”ok, hvad hedder du?”
Ff:”Pjuske?”
Nd:”ai, det er ikke sejt…”
Ff:”hmmm… Hvad med… DRÆBER-PJUSKE?”

Desværre hørte jeg ikke om dræber-pjuske blev godkendt, for de gik om i forhaven mens de talte.
Men jeg synes det er et fedt navn, der helt sikkert er på listen, til hvis jeg engang får en hund…