Om Tivoli-ost
Det er ikke altid lige sjovt at være 2 1/2 år, og ikke tale rent nok, til alt det man har på hjerte.
Supertumling har voldsomme raserianfald når vi ikke forstår hvad hun vil, men heldigvis er der mange søstre der gerne hjælper til med at oversætte, så uanset hvor sort det hun siger er, når vi som regel at tyde meningen, inden hun eksploderer.
Bare ikke den morgen i sidste uge, hvor hun startede dagen med at sætte sig op i sin stol, se forventningsfuldt på sin far og sige:”jeg sulten! Gerne have Tivoli-ost!”
Han var blank for hvad hun mente, og heller ingen af søstrene anede hvad hun talte om, så efter at have vist hende alt ost der var i køleskabet, endte hun med at sidde og småtude vredt ned i et stykke knækbrød.
Dagen efter gentog det sig, og den unge dame måtte skuffet acceptere noget andet end den ønskede Tivoli-ost – som vi stadig ikke kunne gætte hvad var.
I netto hev jeg hende hen til ostene i kølemontren, og bad hende udpege Tivoli-ost, men hun så bare vredt på mig.
Hele ugen har vi gættet forgæves, på hvad det kunne være hun så brændende ønskede sig til morgenmad – men da vi pakkede indkøbsposerne ud i går, lyste hun op i et henført smil:
En hel pakke Tivoli-ost.
(Nu mangler vi så bare at fortælle hende, at den slags sukker-morgenmad kun er til weekenden….)
