04/18/20

Om kræft og operationer

Herhjemme er det altid mig der bliver spurgt om ting der kræver paratviden eller almen hukommelse, og Ninjaman der bliver spurgt om alt der skal læres fysisk. Han kommer fra en lille by, hvor det eneste man kunne lave var at gå til ting, og han har gået til ALT og bliver utroligt hurtig god til ting. Alt fra hård fysisk sport, til dans, musikinstrumenter og kunsthåndværk er han naturligt god til. Her i Corona-lockdown har han og mellempigerne fx syet en masse tøj til sig selv, med stor ildhu og talent.
Og med sport er det næsten endnu vildere hvad han kan opnå når han sætter sig for det – jeg har aldrig kendt nogen der kunne træne en sixpack frem så effektivt og har så stor styr på sin krop.

Det var derfor ikke overraskende da lægerne på hospitalet, til et kræfttjek, opdagede at hans fantastiske krop har gjort noget så effektivt som at gro en solid beskyttende knogle på hans hals, rundt om en kunstig blodåre de have lagt derop under den første operation.

Ser det ikke vildt ud?

Det er “tappen” længst inde mod halsen på billedet der er ny og også lægerne var ret imponerede over hans krops formidable helingsevner. Cykelkæden er den der holder den nye del af kæben sammen med den gamle.

Vi har lavet mange jokes med hvor superheltesejt det er, men den generer efterhånden meget, og nu skal den væk. På tirsdag.
Det lyder ikke som om det bliver så voldsom en omgang, men alligevel har tanken om det trykket os begge rigtigt meget de sidste uger. Det hjælper heller ikke ligefrem at have haft en hel måned hjemme med tid til bekymring, og så falder operationen sammen med lige at være startet på arbejde igen begge to. Med halve hjerner, der tænker på operation.

Siden han blev diagnosticeret med kræft for 4 år siden, er han blevet opereret 11 gange. Selve kræften forsvandt lykkeligvis ved de første operationer, men det tager tid at få rekonstrueret det hele når man fjerner en halv kæbe og bygger en ny af væv og knogler fra skinnebenet. Det har været en hård omgang. Selvfølgelig mest for ham der fysisk har ondt, men også psykisk for os alle. Det er skræmmende og frustrerende at se til fra sidelinjen når en man elsker har så ondt og man ikke kan sige eller gøre noget der hjælper. Den sidste operation han fik, af en bøjet tå, viste sig at være så smertefuld efterfølgende at det velkendte sorte hul af frygt blev noget vi alle kunne mærke. Selv om han fysisk blev sig selv i løbet af nogle måneder, så havde han efterfølgende en meget lang periode med nedsat overskud til at være sammen med andre. Tanken om den omgang trykker nu hvor han står foran operation nummer 12.

Så disse tre sidste dage inden skal bare fyldes ud med positive ting. Vi laver bål, drikker cocktails, og lærer børnene poker.

Gik en lang tur i dag, og købte sushi vi ikke rigtigt havde råd til, og spiste det på en tom legeplads. Vi har lavet yoga. Pigerne bager kager. Der er planlagt banko og hjemmebiograf senere. Og dagen i morgen skal også fyldes ud med alt der distraherer.

For dette her er forhåbentlig og formentligt den sidste operation han behøver at skulle igennem, og det handler bare om at træde vande så hårdt vi kan, så vi kan holde hovederne ovenvande denne gang.

Det skal nok gå godt.
Og når vi engang må være sammen med mange mennesker igen, skal det festes væk. Helt væk, hvor vi ikke længere fryser i skyggen af den sygdom der engang var.

10/15/18

Om de tunge mærkedage, efterårsferie og indretning

Jeg har ikke kunnet blogge den sidste uges tid, fordi jeg har været underligt trist og haft svært ved at formulere hvorfor. Synes jeg har tudet mere end jeg plejer, over ting der ikke plejer at gå mig så meget på.

Har sneget mig ud på badeværelset og har smugtudet over alt, fra teenager-trods til brændt mad, og da jeg en sen aften opdagede at mindstebarnet og hendes veninde havde hygget sig med at lege med pipetten i en flaske vanvittigt dyr creme, som jeg havde brugt et halvt år på at spare op til, og havde tømt den hele ud i håndvasken, brugte jeg en halv time på at tude ude i badeværelsesmørket over det.

Ja, det er ærgeligt når ens creme pipettes ud i håndvasken; og op ad bakke at komme hjem fra arbejde, og blive mødt af teenagere der har rodet det hele til, smidt noget væk eller vil diskutere, men jeg plejer ikke at tude, og jeg er normalt god til at ryste ubehageligheder af mig og finde noget man kan grine af i situationen.

Så hvorfor al det tuderi, og de søvnløse nætter igen?

Men så kom jeg til at se på datoen: det er tre år siden min mand blev opereret første gang (ud af 11 operationer), og disse tidlige oktoberdage har været tunge hvert år siden.
Hader den lortesygdom, der bliver ved med at trække sine triste spor hos os allesammen…

Ninjaman er begyndt at bearbejde sine tanker omkring sit sygdomsforløb på sin blog, og siger det hjælper ham at få sat ord på. Jeg bliver helt vildt ked af at læse hans indlæg og genopfriske forløbet, men har heller ikke gjort noget selv for at bearbejde det, andet end bare at stå det igennem. Måske jeg burde gøre det samme som han gør, og skrive det ned – men nok uden at blogge om det?

Nå, det her indlæg er et af dem uden pointer.

Vi har efterårsferie nu, og det er tiltrængt.

Planerne er ikke mange: vi skal se noget familie, gå nogle ture, fælde et træ, hænge ud med naboerne en aften, og næstældstebarnet, der har husets mindste værelse, har brændende ønsket sig at få det gjort mere teenagesejt, så det er også en af planerne at få malet og fikset det. Lige nu ser det sådan ud:

Vi skal have pillet sengen ned fra væggen og foræret til min niece, og så skal vi have malet rummet (hun ønsker sig en grå væg), og vi skal have fundet en ikke for dyr sovesofa eller lignende i den blå avis.

Har nogle af Jer kloge mennesker foreslog til indretning af sådan et lille rum, hvis man ikke vil have køjeseng? Så tager vi med glæde imod tips og ideer!

Nå, jeg må hellere op og hjælpe mellempigerne med at plastafdække rum inden vi maler. Trængte bare lige til at blogge lidt tristhed ud, og love at puste liv i bloggen igen lige om lidt.

God efterårsferie til Jer også!

04/4/18

Om ben, der er pæne indeni

Jeg ville have troet det med hospitalsventetid blev rutine, især nu hvor det er gang nummer elleve min mand bliver opereret – men rutine er det stadig ikke. Spøgelserne fra alle de andre operationer, med al deres smerte og usikkerhed, har stirret tungt på os begge de sidste uger op til i dag – også selv om denne operation er mindre: foden, på det ben der er blevet skåret i, er blevet krøllet sammen af stramme sener, der skal snittes op og stives af med skruer.

Der går 4-6 uger før han må gå, men selve operationen er færdig om et par timer.

Det har været en lang morgens fælles ventetid, hvor alle de gamle skrækoperationer blev ved med at spøge, men lægen der lagde bedøvelser i benet løftede stemningen meget.

Han scannede ben for at finde de rigtige nerver at sprøjte bedøvelse ind, og udbrød begejstret:” NEJ, hvor HAR du flotte nerver! De er jo pragteksemplarer! Kan I se hvor symmetriske de er?”

Lidt befippede over hans entusiasme, og uvidende om hvordan nerver normalt så ud, gav vi ham ret.

Han skamroste nerverne, mens han bedøvede dem, og endte med at råbe til en kollega:” John! Du er simpelthen nødt til at komme og se de her flotte nerver!”

John kom også og var meget oppe at ringe over deres symmetri, og de fagnørdede entusiastisk, mens de smed om sig med latin, og vi forsøgte at holde masken.

Da bedøvelsen var lagt, hørte vi dem sige til en tredje kollega at han var gået glip af nogle flotte nerver, og sekunder efter stod kollega tre og spurgte ydmygt om han lige måtte se dem? Min mand har været flov over sit ben siden første operation (hvor der blev fjernet så meget væv, knogle og muskel at det ligner en haj har taget et par grumme bidder af det) og han begyndte reflektorisk at sige noget om at benet jo ikke var så flot udenpå – hvorpå kollega tre, med scanner på nerverne glædesstrålende sagde:

” jamen, det er jo ikke det ydre der tæller, vel? Og dit ben er SÅ flot indeni! Wow, de her nerver kunne være sådan modelbilleder i en lærebog på medicinstudiet! Virkeligt flotte! Tak fordi jeg måtte se dem!”

Ventetiden derefter blev noget nemmere, fordi vi igen og igen, småfnisende, kunne vende tilbage til hans haj-bens uforlignelige indre skønhed.

“Synes du ikke mit ben er flot? Indeni?” Flirtede han, mens benet begyndte at slaske som en overkogt asparges, af bedøvelsen. Han så overskudsagtig ud, da de rullede ham ind til operation.

Solen skinner nu, og når foden er færdig, er det forhåbentlig allersidste gang han behøver blive opereret.

Muligvis ærgeligt for nerve-fans – men rart at vide at hans indre skønhed ikke kun begrænses til hans personlighed.

06/19/17

Om bekymringer og glæden sig

Noget af det grimmeste ved sygdom, er at det trækker værdien ud af alt andet, og dækker selv de hyggeligste dage med et fedtet lag af bekymring.

Det er Ninjamans halvårlige cancer-tjek der har spøgt de sidste måneder. Denne gang endnu mere end ellers, da første scanning viste en skygge, der muligvis bare var fra de kunstige tænder – men den skulle altså ekstra-scannes.
Ventetiden har været lang.
Der er nogle ting det ikke hjælper at tale om. Hvor det at sætte ord på sin egen frygt, bare kan antænde noget unødvendigt hos den anden.

Så det eneste jeg har sagt om det, har været det beroligende indlysende: hvorfor skulle det komme tilbage på præcis det samme sted, når alle de dele der før sad der, er blevet erstattet med nye dele?
Det lyder jo usandsynligt.
Bortset fra i mine søvnløse nætter, efter klokken 02, hvor min bitch-hjerne altid har haft det med at afspille skrækscenarier.

Selv fra en erfaren søvnløshedsrytter som mig, har der været ekstramange af den slags nætter.
Når jeg endelig har sovet, har der så været skruet op for drømmene: nogle lede små kavalkader af rædsel, hvor jeg mistede ham på hundredevis af måder, og vågnede gispende op, uden at føle jeg kunne tillade mig at vække ham. Min skræk har ikke haft noget at gøre i hans hoved, når det er ham det hele handler om, så jeg har forsøgt at forsegle den i små lommer inden i mig selv.

Nu er ventetiden ovre: han er stadig kræftfri.

Det begynder faktisk at føles lettere, det med scanningerne, her efter tredje gode resultat. Selvfølgelig bliver han ved med at være rask!

(Nogen må godt minde mig om dette, når vi om et lille halvt år venter på svar igen, ikke?)

Nu kan jeg så igen bekymre mig om alle de ting sygdomsskrækken har blegnet.
Zombie-fobien jeg har, byder jeg således hjerteligt velkommen, som en mindre skræmmende ting at frygte.

Når søvnløsheden stadig melder sig, uvillig til helt at slippe mig, kan jeg også panikke over nye ting der skal ske:

– jeg er kommet ind på en uddannelse, som jeg har villet tage i årevis, og skal tage den sideløbende med arbejdet næste år. Er megaglad og spændt – og en smule bekymret for hvordan det bliver at jonglere studie og fuldtidsjob

– jeg har søgt og fået job, hvor jeg allerede nu skal bruge det jeg skal uddanne mig i. Starter efter ferien og er behørigt nervøs – men selvfølgelig også glad.

– mit ældstebarn – hende der for ca tre sekunder siden var et lille 0. klasses barn med tynde fletninger – havde sidste niende klasses eksamen i torsdags. Stor og smuk og sej og klar til at komme videre i livet. Det er så fantastisk, men alligevel kan følelsen af hvor hurtigt tiden går, skræmme mig helt firkantet i perioder.

Sommerferien venter heldigvis lige om hjørnet, og vi skal lave så velsignet lidt, at jeg kan nå at få noget ro oven i hovedet igen. Jeg glæder mig helt overdrevent meget til ferie i år, med planer der ikke strækker til mere end:

Læse bøger og glo på skyer.

Grille fisk og slå smut.

Fiske krabber og bygge sandslotte.

Spille spil og gå ture.

og, vigtigst af alt: nyde lige det sted vi er i lige nu i vores liv.

Det er et godt sted at være.

og det skal nok gå.

02/2/17

Om souvenirs og ferieminder

Jeg fik vist aldrig delt dette sentimentale indlæg, der var gæsteindlæg hos fantastiske Christina i sommer. Så her er det, til dem der gider en tur ned af memory lane med mig.

For 15 år siden viste jeg Mols bjerge frem for første gang, for min tykke førstefødte baby.
Min kærestes familie har et sommerhus der, som vi har lånt hver eneste sommer de sidste 19 år, og det var magisk at have mit eget barn med til det sted.

Egentlig var hun mest optaget af at sidde i bar røv og spise sand, men jeg kunne ane konturerne af det hun ville huske som “sin barndoms somre” og det fik mig til at føle mig sært højstemt.

Hendes barndoms somre ville blive skabt af os, og vi ville fylde dem med solvarme badebroer under tæerne; snappende krabber i spande; gåture; regnvejrslæsning; malen på sten og tællen skyer.
Begge os forældre blev helt rørte ved tanken, men barnet var ret ligeglad, og fortsatte ufortrødent med sandspiseriet.

I et forsøg på at skåne hendes lille mave for mere sand, gav vi hende en lille dragt på og lånte en bil ind til Ebeltoft.

Vores økonomi dengang var absolut skrabet. Brugt tøj, tilbudsmad, ingen rejser eller restaurantbesøg, og ingen råd til unødig nips.

Vi spiste vores madpakker på havnen, og ledte efter gratis underholdning, hvilket vi fandt: en glaspuster, der tryllede de smukkeste små vaser frem.
Vi var alle tre tryllebundet, og babyen lo begejstret, mens vi iagttog hvordan en tyk vase med en gylden dråbe indeni tog form.
Jeg så på prisen – næsten 300 kroner – og følte mig så skuffet, så skuffet over ikke at have råd til den. Det vidste jeg jo godt at jeg ikke ville have, men den var stadig meget dyrere end jeg havde håbet.

Vi gik derfra igen; puttede baby i klapvogn til hendes lur og jeg satte mig på græsset for at læse mens hun sov, og hendes rastløse far gik en tur.
Han kom tilbage med et hemmelighedsfuldt smil, og en gave – den lille vase.
Den ligner solskin fanget i en dråbe vand, og jeg bliver stadig glad når jeg ser den.

Og sådan blev mine børns barndoms somre: solskin, fanget i regndråber.
Der er kommet tre tykke babyer til i tiden siden, og nu er de ranglede, store skolebørn, og visheden om at vores somre ikke bliver ved med at kunne fastholdes sådan her kommer snigende.
Men i mit vindue derhjemme har jeg nu syv små glasvaser, købt på de sommerhusferier hvor vi havde særlige minder at fastholde.
De tre yngre søstres første sommerhusture.
Da vi gik konkurs med firmaet, og blev enige om at alt nok skulle gå, for vi havde hinanden.
Sidste års frygt for hvad min mand fejlede.
Altsammen fastholdt i de små vaser.

I år har vi et lorteår bag os: min mand havde kræft, og hele året er gået med operationer, heling, smerte og skræk.
Vi er næsten ude af det nu.
Og jeg ved hvad jeg skal købe i år, som minde over det grimme, der gik over: en lille dråbe mørkeblåt, indkapslet i en dråbe.

10/29/16

Gamle blogindlæg, oktober

Arkiverne fra de sidste fem års oktobre (Oktobere? Hvordan bøjer man måneder?) rummer ret blandede indlæg.

Jeg startede bloggen i November 2010, så de første oktober-indlæg er fra oktober 2011. Dengang var jeg nybegynder som bilist, og præsterede både at gå i panik over sædevarme og næsten brække min hånd mod et nedrullet bilvindue.
Ville ønske at jeg kunne sige at jeg var en bedre bilist, her fem år senere – men jeg er fortsat en god samling forsigtige neuroser bag et rat.

I oktober 2012 var jeg sentimental over kun at have en enkelt to årig, og savnede de to årige varianter af hendes ældre søstre.

I Oktober 2013 holdt jeg blog-pause.

I oktober 2014 var vi i fuldt sving med at bygge til på vores lillebitte hus.

Her to år efter, er alt næsten på plads, og fordi vi i så mange år boede tæt klumpet sammen på lidt plads, er det at have svimlende 140 kvadratmeter at rode på fortsat uvant luksuriøst!

Oktober 2015 handlede kun om sygdom… Den sommer begyndte lægerne at undersøge en mystisk bule på min mands gumme, der – uden at han havde mærket noget – havde “spist” hans kæbeknogle og tandrødder. I September konstaterede de at det var en sjælden form for kræft, og i starten af Oktober fik han fjernet halvdelen af underkæben, med knogler, væv og tænder, og bygget en ny af reservedele fra skinnebenet.
Det var nogle frygtelige måneder, og bloggen svømmede i mine bange indlæg: her noget om ventetid og biopsi , noget jeg skrev mens jeg ventede under operationen , og lige efter.
Jeg bliver helt dårlig over at læse det igen selv – men også lettet over, at vi nu er kommet det videre.
Det værste er (forhåbentligt) bag os.

Sygdom fylder i perioder stadig meget, men vi kom igennem Oktober 2015, og det burde få det meste andet til at virke nemt.

09/18/16

Om at støtte bryster

I sidste uge var jeg til et arrangement omkring kræftens bekæmpelses “Støt brysterne” kampagne, og lige siden har jeg forsøgt at få skrevet et ordentligt indlæg om kampagnen.

Grunden til at det har været svært at få skrevet dette indlæg er, at sådan en hel aften med snak om dette vigtige emne fik hevet en masse tanker om vores sidste år frem, som jeg har skullet vende inden i hovedet, før jeg kunne skrive om det.

Julia Lahme holdt et tårefremkaldende fint og personligt oplæg om sin mors sygdom, og det at opleve et menneske jeg kendte i forvejen fortælle om noget så intimt, rørte mig meget. At Julia så åbent og ærligt stiller sig frem som ambassadør for “støt brysterne”, gør det nemmere at forstå hvor hårdt sygdommen rammer, ikke bare den syge, men alle omkring hende.

Brystkræft rammer hver niende danske kvinde, hvilket er uhyggeligt mange. Derfor er det vigtigt, at der hele tiden forskes i bedre behandlingsformer, der giver færre bivirkninger, og at de kvinder, der rammes af sygdommen, hjælpes bedre. De sidste 15-20 år er overlevelsesraten blevet meget bedre, da der er kommet mere fokus på sygdommen, og den derfor ofte opdages tidligere.

For hver kvinde der rammes af brystkræft, rammes også hele hendes familie, og det kan være både tungt og hårdt og ensomt at være nærmeste pårørende til en kræftsyg.
Heldigvis findes Kræftens bekæmpelse, og heldigvis er danskerne meget generøse til at donere penge til dem, så de kan forske i helbredelse, og give støtte og rådgivning til folk berørt af kræft.

Til arrangementet holdt en psykolog fra Kræftens bekæmpelse et oplæg, om hvordan de tilbyder bl.a støttende samtaler til syge og pårørende.
Da min mand var allermest syg, havde vi Kræftens bekæmpelses rådgivere og psykologer som støtte. Vi ringede begge derind flere gange og fik rådgivning til hvordan vi skulle fortælle folk omkring os om det, hvordan vi skulle håndtere børnenes frygt, eller bare for at få lidt luft, og nogle ører der var vant til at tale om den slags.

Før jul var vi til samtaler med lige den psykolog der holdt oplægget, og mens hun talte kunne jeg mærke hvor taknemmelig jeg var over at hun fandtes; at hun hjalp os og pigerne; at det tilbud findes; og at andre pårørende og syge kan blive “samlet op” af denne kloge og empatiske kvinde og hendes kolleger.

Når jeg tænker på det år vi har haft, er jeg generelt taknemmelig over for alle de dejlige mennesker der har hjulpet os, holdt kontakt, distraheret eller lyttet.
Også alle Jer der læser med, og har skrevet søde mails og kommentarer. Hvert eneste ord har varmet.
Det kan være svært at vide hvordan man agerer over for folk ramt af sygdom, og man kan have lyst til bare at holde afstand eller lade som ingenting – men det er så rart at I er så mange der har turdet spørge, har tilbudt hjælp og været deltagende. Hvis man er i tvivl om hvordan man skal agere i forhold til nogen der får kræft/ eller er tæt på nogen der har det, kan man også ringe eller maile ind til kræftens bekæmpelse og spørge hvordan man skal gribe det an.

I kan støtte kampagnen ved at købe de nye fine Støt Brysterne armbånd fra Kræftens bekæmpelse.
Armbåndet kommer i fire varianter – to forgyldte og to i et oxideret look, med sten i forskellige farver. Armbåndene har alle en facetslebet sten, for at vise at livet under en sygdomsperiode er mangefacetteret, og ikke nødvendigvis kun gråt.
Hvert armbånd har et lille vedhæng med budskaberne HÅB, KÆMP, LEV, der symboliserer, at vi sammen skaber håb, kæmper og lever.
Armbåndene kan også købes mange steder, bl.a i Coops butikker Føtex, Aldi, Inspiration, H og M, og flere apoteker.

Og så til sidst, vigtigst af alt: pas på jeres bryster! Husk at undersøg dem jævnligt for knuder, og få dem undersøgt hvis noget er anderledes end det plejer at være.
Hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Indlæg er ikke sponsoreret, men jeg har modtaget et armbånd til hver af mine piger i gave – og har selv købt en ordentlig stak derudover, fordi jeg synes de er flotte og gerne vil støtte.;)

05/29/16

Om at være gift med en tegneseriehelt

Flere af jer spørger jævnligt til den tapre Ninjaman og sygdom, så her en update, der heldigvis er i den bedre ende.
Sidste scanning viste fortsat ingen nyspiret kræft, og Ninjaman gennemgik en af de sidste store operationer i torsdags, hvor de skar underkæben op og rykkede den og høvlede ganehud af og syede det fast som nyt tandkød.

Nøjagtigt lige så absurd og smertefuld en omgang som det lyder, men bortset fra en uforudset voldsom blødning bagefter og en skræmmende nat hvor jeg sad stiv af skræk på en stol ved siden af hospitalssengen og tørrede blod af hans hage mens han blev gradvist blegere, forløb det som det skulle.

Han mangler stadig fire tænder og en operation til at fjerne noget knogle, men det værste er ovre, og nu kan vi endelig begynde at se fremad igen.
Snart er det forhåbentligt slut med at planlægge liv efter sygdom.

Min pæne, lækre mand hævede op som en blå ballon sidst, men denne gang er hele hans underansigt jævnt hævet, hvilket giver ham et sært maskulint tegneserieagtigt udseende, som vi har moret os lidt over sammen

Selv tænker han, at han ser lidt sådan her ud:

Han kunne også godt ligne Don Corleone fra Godfather, mener han selv.

Umiddelbart tænker jeg mere det er i retning af det her:
men det er jeg heldigvis for høflig til at pointere.
“Brænder du inde med mange spinatjokes?” spurgte min veninde, der kender mig lidt for godt.
Det gør jeg. Det virker uhøfligt at mobbe en, der har svært ved at svare igen.

Til gengæld har jeg købt en smart smoothieblender, og har ikke lavet andet end at eksperimentere med at lave lækre kolde drikke til den ømme mund. Og nogle med et skvæt sprut i til mig selv.
Den slags kan der godt være behov for. De tre ældste piger er på koloni hele ugen, så her er ubegribeligt stille. Hvilket er godt for stakkels ømme, stille mand, men underligt tomt for mig, der er vant til uhørte doser snak. Heldigvis er mindstebarnet ikke på koloni, og når hun kommer hjem kan hun sagtens fylde stille øjeblikke ud med utrolige mængder ord og distrahere mig.

“Nå ja… Det er dig med den der cancer-blog, ikke?” var der en der sagde til mig til et bloggerarrangement for noget tid siden.
Hun mente det venligt, men det føltes virkeligt akavet at nogen tænker på bloggen som det.
Bloggen giver et stort udsnit af vores liv – og det liv har stået i cancer til knæene de sidste ni måneder, og jeg glæder mig usigeligt til en tid hvor det er noget andet der dominerer.

Ville hellere være kendt som det meste andet end lige cancer-bloggen. Allerhelst som hende med lotto-millionær-bloggen eller de-gyldne-laurbær-vinder-bloggen – men det meste andet ville også være i orden.

Tak til jer, der ikke flygter fra cancer-bloggen – jeg glæder mig til den snart skifter fokus.

04/7/16

Om tro og vingummibamser

“Mor, nu ved jeg at Gud findes!” Erklærede barnet, der allerede havde konstateret at samme Gud bijobber som pølseudbringer.

“Okay?”

“Jo, for da dig og far var i Berlin, savnede jeg dig så meget, at jeg slet ikke kunne huske hvordan du så ud… Og jeg vil ikke have at far han skal på hospitalet igen i lang tid, for jeg vil ikke savne ham.”

(Indsæt krammepause her.)

“Hvorfor tror du så på Gud?”

“Altså: jeg bad til Gud, om at far ikke skal på hospitalet. For det har jeg set i en tegnefilm at man kan. Og så vidste jeg jo ikke om Gud findes – så jeg gik op på altanen og lagde en vingummibamse, og så sagde jeg:”GUD – DEN HER ER TIL DIG, HVIS DU FINDES?” Og ved du så hvad? Næste dag var den væk! Så han findes!”

Puha… Det er altså børnenes tunge tanker der rammer hårdest ind imellem.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun har ret: at Gud findes, og er den korrupte type, der tager imod vingummibamse-bestikkelse.

02/8/16

Om trist kød

En af mine næstyngste datters største hobbyer, er tegning i reklamer, og jeg får jævnligt fniseanfald over hendes påfund.

Her til morgen blev jeg dog helt sørgmodig, da jeg opdagede denne triste langtidsmodnede oksesteg, der bliver tvunget til at forlade sin anden halvdel:

Man ved man har været igennem alt for meget frygt og sygdom, og tænkt for mange tanker om død og ensomhed, når man er lige på nippet til at tude af rørelse, over et foto af råt kød, med kuglepensansigter!

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: Cancer

Om kræft og operationer

Om de tunge mærkedage, efterårsferie og indretning

Om ben, der er pæne indeni

Om bekymringer og glæden sig

Om souvenirs og ferieminder

Gamle blogindlæg, oktober

Om at støtte bryster

Om at være gift med en tegneseriehelt

Om tro og vingummibamser

Om trist kød

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: