02/2/17

Om souvenirs

Jeg fik vist aldrig delt dette sentimentale indlæg, der var gæsteindlæg hos fantastiske Christina i sommer. Så her er det, til dem der gider en tur ned af memory lane med mig.

For 15 år siden viste jeg Mols bjerge frem for første gang, for min tykke førstefødte baby.
Min kærestes familie har et sommerhus der, som vi har lånt hver eneste sommer de sidste 19 år, og det var magisk at have mit eget barn med til det sted.

Egentlig var hun mest optaget af at sidde i bar røv og spise sand, men jeg kunne ane konturerne af det hun ville huske som “sin barndoms somre” og det fik mig til at føle mig sært højstemt.

Hendes barndoms somre ville blive skabt af os, og vi ville fylde dem med solvarme badebroer under tæerne; snappende krabber i spande; gåture; regnvejrslæsning; malen på sten og tællen skyer.
Begge os forældre blev helt rørte ved tanken, men barnet var ret ligeglad, og fortsatte ufortrødent med sandspiseriet.

I et forsøg på at skåne hendes lille mave for mere sand, gav vi hende en lille dragt på og lånte en bil ind til Ebeltoft.

Vores økonomi dengang var absolut skrabet. Brugt tøj, tilbudsmad, ingen rejser eller restaurantbesøg, og ingen råd til unødig nips.

Vi spiste vores madpakker på havnen, og ledte efter gratis underholdning, hvilket vi fandt: en glaspuster, der tryllede de smukkeste små vaser frem.
Vi var alle tre tryllebundet, og babyen lo begejstret, mens vi iagttog hvordan en tyk vase med en gylden dråbe indeni tog form.
Jeg så på prisen – næsten 300 kroner – og følte mig så skuffet, så skuffet over ikke at have råd til den. Det vidste jeg jo godt at jeg ikke ville have, men den var stadig meget dyrere end jeg havde håbet.

Vi gik derfra igen; puttede baby i klapvogn til hendes lur og jeg satte mig på græsset for at læse mens hun sov, og hendes rastløse far gik en tur.
Han kom tilbage med et hemmelighedsfuldt smil, og en gave – den lille vase.
Den ligner solskin fanget i en dråbe vand, og jeg bliver stadig glad når jeg ser den.
DSC_0302
Og sådan blev mine børns barndoms somre: solskin, fanget i regndråber.
Der er kommet tre tykke babyer til i tiden siden, og nu er de ranglede, store skolebørn, og visheden om at vores somre ikke bliver ved med at kunne fastholdes sådan her kommer snigende.
Men i mit vindue derhjemme har jeg nu syv små glasvaser, købt på de sommerhusferier hvor vi havde særlige minder at fastholde.
De tre yngre søstres første sommerhusture.
Da vi gik konkurs med firmaet, og blev enige om at alt nok skulle gå, for vi havde hinanden.
En jeg fik af min søster, der ikke vidste hvad kriteriet for anskaffelse af vaser var.
Sidste års frygt for hvad min mand fejlede.
Altsammen fastholdt i de små vaser.
DSC_0299
I år har vi et lorteår bag os: min mand havde kræft, og hele året er gået med operationer, heling, smerte og skræk.
Vi er næsten ude af det nu.
Og jeg ved hvad jeg skal købe i år, som minde over det grimme, der gik over: en lille dråbe mørkeblåt, indkapslet i en dråbe.

10/29/16
img_0269

Gamle blogindlæg, oktober

Arkiverne fra de sidste fem års oktobre (Oktobere? Hvordan bøjer man måneder?) rummer ret blandede indlæg.

Jeg startede bloggen i November 2010, så de første oktober-indlæg er fra oktober 2011.  Dengang var jeg nybegynder som bilist, og præsterede både at gå i panik over sædevarme og næsten brække min hånd mod et nedrullet bilvindue.
Ville ønske at jeg kunne sige at jeg var en bedre bilist, her fem år senere – men jeg er fortsat en god samling forsigtige neuroser bag et rat.

I oktober 2012 var jeg sentimental over kun at have en enkelt to årig, og savnede de to årige varianter af hendes ældre søstre.
img_0464

I Oktober 2013 holdt jeg blog-pause.

I oktober 2014 var vi i fuldt sving med at bygge til på vores lillebitte hus.

Her to år efter, er alt næsten på plads, og fordi vi i så mange år boede tæt klumpet sammen på lidt plads, er det at have svimlende 140 kvadratmeter at rode på fortsat uvant luksuriøst!

Oktober 2015 handlede kun om sygdom… Den sommer begyndte lægerne at undersøge en mystisk bule på min mands gumme, der – uden at han havde mærket noget – havde “spist” hans kæbeknogle og tandrødder. I September konstaterede de at det var en sjælden form for kræft, og i starten af Oktober fik han fjernet halvdelen af underkæben, med knogler, væv og tænder, og bygget en ny af reservedele fra skinnebenet.
Det var nogle frygtelige måneder, og bloggen svømmede i mine bange indlæg: her noget om ventetid og biopsi , noget jeg skrev mens jeg ventede under operationen , og lige efter.
Jeg bliver helt dårlig over at læse det igen selv – men også lettet over, at vi nu er kommet det videre.
Det værste er (forhåbentligt) bag os.

Sygdom fylder i perioder stadig meget, men vi kom igennem Oktober 2015, og det burde få det meste andet til at virke nemt.

09/18/16

Om at støtte bryster

I sidste uge var jeg til et arrangement omkring kræftens bekæmpelses “Støt brysterne” kampagne, og lige siden har jeg forsøgt at få skrevet et ordentligt indlæg om kampagnen.

Grunden til at det har været svært at få skrevet dette indlæg er, at sådan en hel aften med snak om dette vigtige emne fik hevet en masse tanker om vores sidste år frem, som jeg har skullet vende inden i hovedet, før jeg kunne skrive om det.

image

Julia Lahme holdt et tårefremkaldende fint og personligt oplæg om sin mors sygdom, og det at opleve et menneske jeg kendte i forvejen fortælle om noget så intimt, rørte mig meget. At Julia så åbent og ærligt stiller sig frem som ambassadør for “støt brysterne”, gør det nemmere at forstå hvor hårdt sygdommen rammer, ikke bare den syge, men alle omkring hende.

Brystkræft rammer hver niende danske kvinde, hvilket er uhyggeligt mange. Derfor er det vigtigt, at der hele tiden forskes i bedre behandlingsformer, der giver færre bivirkninger, og at de kvinder, der rammes af sygdommen, hjælpes bedre. De sidste 15-20 år er overlevelsesraten blevet meget bedre, da der er kommet mere fokus på sygdommen, og den derfor ofte opdages tidligere.

For hver kvinde der rammes af brystkræft, rammes også hele hendes familie, og det kan være både tungt og hårdt og ensomt at være nærmeste pårørende til en kræftsyg.
Heldigvis findes Kræftens bekæmpelse, og heldigvis er danskerne meget generøse til at donere penge til dem, så de kan forske i helbredelse, og give støtte og rådgivning til folk berørt af kræft.

image

Til arrangementet holdt en psykolog fra Kræftens bekæmpelse et oplæg, om hvordan de tilbyder bl.a støttende samtaler til syge og pårørende.
Da min mand var allermest syg, havde vi Kræftens bekæmpelses rådgivere og psykologer som støtte. Vi ringede begge derind flere gange og fik rådgivning til hvordan vi skulle fortælle folk omkring os om det, hvordan vi skulle håndtere børnenes frygt, eller bare for at få lidt luft, og nogle ører der var vant til at tale om den slags.

Før jul var vi til samtaler med lige den psykolog der holdt oplægget, og mens hun talte kunne jeg mærke hvor taknemmelig jeg var over at hun fandtes; at hun hjalp os og pigerne; at det tilbud findes; og at andre pårørende og syge kan blive “samlet op” af denne kloge og empatiske kvinde og hendes kolleger.

Når jeg tænker på det år vi har haft, er jeg generelt taknemmelig over for alle de dejlige mennesker der har hjulpet os, holdt kontakt, distraheret eller lyttet.
Også alle Jer der læser med, og har skrevet søde mails og kommentarer. Hvert eneste ord har varmet.
Det kan være svært at vide hvordan man agerer over for folk ramt af sygdom, og man kan have lyst til bare at holde afstand eller lade som ingenting – men det er så rart at I er så mange der har turdet spørge, har tilbudt hjælp og været deltagende. Hvis man er i tvivl om hvordan man skal agere i forhold til nogen der får kræft/ eller er tæt på nogen der har det, kan man også ringe eller maile ind til kræftens bekæmpelse og spørge hvordan man skal gribe det an.

image
I kan støtte kampagnen ved at købe de nye fine Støt Brysterne armbånd fra Kræftens bekæmpelse.
Armbåndet kommer i fire varianter – to forgyldte og to i et oxideret look, med sten i forskellige farver. Armbåndene har alle en facetslebet sten, for at vise at livet under en sygdomsperiode er mangefacetteret, og ikke nødvendigvis kun gråt.
Hvert armbånd har et lille vedhæng med budskaberne HÅB, KÆMP, LEV, der symboliserer, at vi sammen skaber håb, kæmper og lever.
Armbåndene kan også købes mange steder, bl.a i Coops butikker Føtex, Aldi, Inspiration, H og M, og flere apoteker.

Og så til sidst, vigtigst af alt: pas på jeres bryster! Husk at undersøg dem jævnligt for knuder, og få dem undersøgt hvis noget er anderledes end det plejer at være.
Hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Indlæg er ikke sponsoreret, men jeg har modtaget et armbånd til hver af mine piger i gave – og har selv købt en ordentlig stak derudover, fordi jeg synes de er flotte og gerne vil støtte.;)

05/29/16

Om at være gift med en tegneseriehelt

Flere af jer spørger jævnligt til den tapre Ninjaman og sygdom, så her en update, der heldigvis er i den bedre ende.
Sidste scanning viste fortsat ingen nyspiret kræft, og Ninjaman gennemgik en af de sidste store operationer i torsdags, hvor de skar underkæben op og rykkede den og høvlede ganehud af og syede det fast som nyt tandkød.

Nøjagtigt lige så absurd og smertefuld en omgang som det lyder, men bortset fra en voldsom blødning bagefter og en skræmmende nat, forløb det som det skulle.

Han mangler stadig fire tænder og en operation til at fjerne noget knogle,men det værste er ovre, og nu kan vi endelig begynde at se fremad igen.
Snart er det forhåbentligt slut med at planlægge liv efter sygdom.

Min pæne, lækre mand hævede op som en blå ballon sidst, men denne gang er hele hans underansigt jævnt hævet, hvilket giver ham et sært maskulint tegneserieagtigt udseende, som vi har moret os lidt over sammen

Selv tænker han, at han ser lidt sådan her ud:
415555-tracy_gun
Han kunne også godt ligne Don Corleone fra Godfather, mener han selv.

Umiddelbart tænker jeg mere det er i retning af det her:
5135947024_popeye2_xlarge1 men det er jeg heldigvis for høflig til at pointere.
“Brænder du inde med mange spinatjokes?” spurgte min veninde,der kender mig lidt for godt.
Det gør jeg.
Det virker uhøfligt at mobbe en, der har svært ved at svare igen.

Til gengæld har jeg købt en smart smoothieblender, og har ikke lavet andet end at eksperimentere med at lave lækre kolde drikke til den ømme mund. Og nogle med et skvæt sprut i til mig selv.
Den slags kan der godt være behov for.

De tre ældste piger er på koloni hele ugen, så her er ubegribeligt stille. Hvilket er godt for stakkels ømme, stille mand, men underligt tomt for mig, der er vant til uhørte doser snak.
Heldigvis er mindstebarnet hjemme, og hun kan godt fylde stille øjeblikke ud,med utrolige mængder ord.

“Nå ja… Det er dig med den der cancer-blog, ikke?” var der en der sagde til mig til et bloggerarrangement for noget tid siden.
Hun mente det venligt, men det føltes virkeligt akavet at nogen tænker på bloggen som det.
Bloggen giver et stort udsnit af vores liv – og det liv har stået i cancer til knæene de sidste ni måneder, og jeg glæder mig usigeligt til en tid hvor det er noget andet der dominerer.

Ville hellere være kendt som det meste andet end lige cancer-bloggen. Allerhelst som hende med lotto-millionær-bloggen eller de-gyldne-laurbær-vinder-bloggen – men det meste andet ville også være i orden.

Tak til jer, der ikke flygter fra cancer-bloggen – jeg glæder mig til den snart skifter fokus.

04/7/16

Om tro og vingummibamser

“Mor, nu ved jeg at Gud findes!” Erklærede barnet, der allerede havde konstateret at samme Gud bijobber som pølseudbringer.

“Okay?”

“Jo, for da dig og far var i Berlin, savnede jeg dig så meget, at jeg slet ikke kunne huske hvordan du så ud… Og jeg vil ikke have at far han skal på hospitalet igen i lang tid, for jeg vil ikke savne ham.”

(Indsæt krammepause her.)

“Hvorfor tror du så på Gud?”

“Altså: jeg bad til Gud, om at far ikke skal på hospitalet. For det har jeg set i en tegnefilm at man kan. Og så vidste jeg jo ikke om Gud findes – så jeg gik op på altanen og lagde en vingummibamse, og så sagde jeg:”GUD – DEN HER ER TIL DIG, HVIS DU FINDES?” Og ved du så hvad? Næste dag var den væk! Så han findes!”

Puha… Det er altså børnenes tunge tanker der rammer hårdest ind imellem.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun har ret: at Gud findes, og er den korrupte type, der tager imod vingummibamse-bestikkelse.

02/15/12

Om blogging og backstage

Advarsel – følgende indlæg er både navlepillende, meta-agtigt og ikke morsomt,

Har nogle ting jeg har brug for at få ud, hvis jeg skal blive ved med at blogge – og så må I selv om I læser med, eller lader være.

En klog mand satte for nyligt ord på noget jeg har tænkt længe over, i dette indlæg: HER.

Det satte en del tanker i gang om min blog, og dens frontstage/backstage, og de begrænsninger det medfører at have dem.

Da jeg begyndte at blogge, var hovedreglen, at jeg ikke ville blogge om noget der “udstillede” mennesker jeg holdt af, eller fik hevet mig ind i fx politiske debatter af folk jeg ikke kendte, så jeg opstillede følgende “regler” for bloggen:
indlæggene skal være lidt sjove – både at læse og skrive, de skal primært tage udgangspunkt i mig selv, og min egen hverdag, og hvis der skal peges fingre af nogen skal det være af mig selv, der skal ikke stå noget om nogen, som de kan blive kede af at læse, (altså – det er muligt at jeg ville kunne støde en ekskæreste eller et par gamle klassekammerater med noget jeg har skrevet, men fx mine venners problemer skriver jeg ikke om, intet fra mit job, og det der står om børn og mand, får de lov til at godkende.), og så skal der blogges hver dag – og er indlægget et kedeligt konkurrence-indlæg, skal der blogges to gange den dag.

Jeg synes at mine begrænsninger strammer mig over skuldrene for tiden…

Børnene er stadig sjove, vores liv er generelt godt, men der foregår sørgelige og hårde ting i mit backstage for tiden, med sygdomme og ulykker.

Og jeg kan ikke blogge om det, fordi det ikke er mine historier. Jeg involverer mig,og bekymrer mig helt hudløs – men blogger jeg om det, overskrider jeg andre menneskers intimsfære.

De sidste mange måneder har det derfor gået op og ned med min lyst til at blogge – nogle gange føler jeg stor lyst til det, og føler at bloggen giver mig energi og får mig til at se det sjove i det sure – andre gange føler jeg at det det er kunstigt og forlorent, at jeg sidder her og hiver alle mine sjove tanker frem fra dybet, når jeg i virkeligheden har brugt hele gårsdagen på at trøste mennesker i krise, og hele natten på at ligge vågen i min seng og bekymre mig om alt det grimme der er i verden, og åbenbart kan ramme selv folk man holder af.

Ind imellem har jeg tænkt at jeg ville stoppe med at blogge, for det er jo ikke meningen at man skal have dårlig samvittighed over ikke at udføre noget der gøres frivilligt – og jeg bruger for meget tid på at sammenligne mig med gode bloggere, og føle mig utilstrækkelig – men så er lysten alligevel hver gang kommet igen, og indlæggene er kommet nemt.

Jeg ville ønske at jeg ikke havde begrænset mig sådan med min blog – at jeg var lidt mere anonymiseret, som fx dygtige Dines eller tænksomme AmarOrama, så jeg kunne dykke længere ned i at skrive om de ting der er rigtigt svære, men uden at dem det involverer, genkender sig selv.

Jeg synes min blog kan være lidt flad i forhold til, fordi jeg netop begrænser mig til, at det helst skal være sjovt. Jeg er jo som sagt en pleaser, der fortsætter mandagstips og føljeton pga forespørgsler, og ikke vil lave om på at denne blog skal være lidt sjov, samtidigt med at den skal være sandfærdig.
Nå, nu mistede jeg lige evnen til at runde indlæg elegant af…

Tror at det jeg ville have rundet af med er følgende: jeg gider ikke længere blogge, de dage hvor jeg ikke har overskud. Meget af tiden HAR jeg overskud, og der sker også sjove ting omkring mig som jeg kan blogge om, så bloggen kan blive ved med at følge mine egne begrænsningssættende regler – men det bliver muligvis ikke hver dag der kommer noget, og jeg gider ikke længere være sur på mig selv over det, når jeg ikke får skrevet.

Det skal jo for pokker ikke være en pligt, når nu jeg generelt holder meget af det… Jeg håber I læste med så langt, og har forståelse på backstageproblemernes indflydelse på mængden af frontstageblogging.

Eller noget.