På lørdag, d. 9-9, er det to år siden at Ninjaman fik sin cancerdiagnose – men det er også præcis 20 år siden vi mødte hinanden, og for at slette alle de dårlige minder knyttet til den dato har vi tænkt os at feste det væk. Sådan en slags 20-års-kærlighed/fuck-cancer kombi.
Vi har inviteret 40 venner; øvet os i at lave drinks; sat venner på opgaven med at lave dansevenlige playlister; nasset os til at låne naboens festtelt; og planlagt at bruge en måneds madbudget, på dyr der kan grilles.
Efter lang tids debatteren, nåede vi frem til at “trope-tema” ville opveje for eventuelt gråt efterårsvejr, og få en havefest til at virke lunere. Ældstebarnet – der har en veludviklet æstetisk sans – tilbød at være pynt-planlægger, og talte om naturfarver, og smagfuldt anrettede blomster.
Hvad hun ikke havde kalkuleret med var:
1. Hendes yngre søskendes intense trang til at fremstille pynt
2. Hendes mors amok-shopping på ebay, efter alt der var plastik, flamingo, ananas og blomster.
Hun opsagde sin selvvalgte stilling i protest, da de første pakker tacky flamingo-sugerør ankom i posten, og bunkerne med hjemmelavet pynt begyndte at hobe sig op på lillesøstrenes værelser.

Uden en tjekket over-pynte-planlægger har pynteindkøb virkeligt taget overhånd. Oprindeligt forestillede jeg mig at der kunne komme til at se lidt sådan her ud:

Men med de rå mængder oppustelige flamingoer og palmetræer jeg har fået købt, er det nok usandsynligt at vi når op på en standard der er bare tilnærmelsesvis så classy…

Til gengæld har alle fire piger håndmalet nogle awesome drinksbilleder, som jeg skal have lamineret, med opskrifter på bagsiden, så alle kan gå op og amatør-bartende. (I den generøst pyntede hoolahoola-bar).

Det bedste af det hele er dog skiltet til over baren, malet af den stortegnende, absurdtænkende ti årige.

Skiltet i sig selv ser ret tjekket ud, men detaljegraden er foruroligende.
Her et “A”, med resterne af en fest, og en aktiv graffitimaler:

Og her et “L”, med trampolinhoppende mennesker:

Min favorit: et “C”, med katte der fester virkeligt hårdt. Bemærk den der knækker sig ud over kanten.

Og den mere mystiske: et “T”, der åbenbart handler om Trump. Der bygger en lille mur…. Det barn formår altid at twiste ting lige en tand ekstra, ud i det ganske absurde!

Så ja: der er riiiiigeligt styr på pynt. Og vi glæder os fuldstændigt vanvittigt meget, til at feste alle de grimme ting helt væk igen, og fejre kærligheden, med alle de mennesker der betyder noget.
Er der nogle af Jer der ligger inde på nemme, billige, gode opskrifter på salater, kager eller lignende? Så smid dem endelig i min retning! Vi arbejder begge to sindssygt meget hele ugen, så det skal være noget vi kan nå at indkøbe til og lave lørdag inden festen – mens ungerne voldpynter telt.