03/20/17

Om den brutale sandhed bag spisning af kød

Min næstyngste datter er blevet vegetar, efter en skoleudflugt til et slagteri. Hun kan simpelthen ikke få sig selv til at spise noget der har været levende, og er blevet behandlet dårligt.

Jeg var selv vegetar i mange år fra jeg var teenager, forstår godt hendes argumentation, og bakker gerne op.

Selv var jeg en usund vegetar, der levede af cola light, prince light og  dandy light tyggegummi, hvilket ikke er den vej jeg synes hun behøver at gå, så vi eksperimenterer løs med linser, bønner, tofu og grøntsager, og det går sådan set udemærket.

Hun er barnet bag de makabre tegninger i tilbudsaviser, og jeg havde derfor rustet mig til at blive mødt af lignende propaganda, for at få resten af os helhjertet med på vegetar-vognen.

At det ambitiøse barn ligefrem havde tænkt sig at fremstille en større mængde brochurer, der i explicitte tegninger viser brutaliteten bag drab på dyr, var dog en anelse mere imponerende end jeg havde ventet.

Første del af den stort anlagte brochure-serie handlede om fremstillingen af henholdsvis sushi og burgere :

IMG_1104

Zoomer man ind på de brutale detaljer, ser man hvordan den uskyldige fisk møder sin død på en dejlig solskinsdag:

IMG_1101

Brutalt bliver den hugget ihjel, mens den spræller ynkeligt:

IMG_1102

Historien bag koens endeligt er endnu værre:

915B7EEA-6747-4EED-9B5A-7E86CC5DF1E4

Den afstumpede motorsavsfører, med blodsprøjt omkring sig, er ganske rigtigt temmeligt vegetarlokkende.

Jeg er spændt på at læse næste omgang propagandamateriale i rækken – og tror faktisk ikke jeg behøver spise oksekød lige foreløbigt selv.

…altså ikke fordi propagandaen virker, jeg fik bare mere lyst til falafler lige pludselig.

03/13/17

Om små absurde ting

Bloggen har været stille noget tid, fordi jeg løb tør for ord. De sidste uger har været triste, med sørgelige ting der har ramt flere af de mennesker jeg holder af, og jeg har ikke haft ord tilovers.

Men når ting er sure, plejer jeg at lægge ekstra mærke til de ting der er sjove, og når ting er absurd sørgelige, lægger jeg mærke til de ting der bare er absurde.

De sidste ugers mest absurde ting har været disse:

1. Balloner med numser

Jeg hev en ranke af slatne balloner ned fra vindueskarmen. Den havde hængt der siden næstældste barns fødselsdag – hvilket kun er en lille måneds tid og langt hurtigere end vi normalt får fjernet pynt – og opdagede at børnene havde tænkt på det hele.

Her er tre af ballonerne forfra:

IMG_1068 IMG_1070IMG_1072

Og til min overraskelse var de lige så absurd detaljerede bagpå, med bittesmå numser, hvilket totalt kildede min humoristiske sans:

3DC35D71-FC7F-43FF-9981-0BEDD650F5F1

2. Barnetegninger, set med (sjofle) voksenøjne

“Kan du se hvad jeg har tegnet?” Spurgte barn stolt. Jeg undlod at svare, for jeg blev lidt i tvivl om hvad det var hun mente.

IMG_1075

P.s: det er da et barn der sidder på en gren i et træ! Det hjalp da der kom farver på…

3. Svære bøjninger

“Far taler nogle gange jyllanesisk!” påstod den seks årige, og efterlod mig undrende over hvor besværligt hun havde valgt at bøje ordet. Det mere oplagte havde måske været “jyllandsk”?

4. Den med kalkunerne

Jeg har set videoklippet, med en flok vilde kalkuner der marcherer rundt om en død kat, i en meget stram cirkel, adskillige gange. Kæft – det er underligt! Den kan ses her.

5. Flag i hundelorte

Jeg troede faktisk det var en absurd 80’er joke, den der med at sætte små flag i hundelorte.

Fantaserede af en eller anden grund ofte om at gøre der, da jeg var barn, men ejede ingen små flag. (Til gengæld graver jeg en fælde for hundeejere der ikke samlede op, på en grussti, sammen med en klassekammerat).

Forleden dag havde nogen dog gjort det med flagene på samtlige lorte på hele vores villavej. Mine børn konfiskerede min telefon, da jeg forsøgte at forevige skønheden i det…

02/28/16

Om at bære ting og om at glæde sig

Da Ninjaman var allermest syg, og jeg lå om natten og følte mig magtesløs/havde ondt af ham/bekymrede mig over hvordan børnene skulle klare det/bekymrede mig over fremtiden/logistikken/forløbet, mailede jeg ind imellem til mine veninder, bare for at føle mig lidt mindre alene.
En veninde svarede mig med det her foto, og skrev:”det her fik mig til at tænke på dig. Du er den lille lastbil”.
image
Sådan føltes det ganske rigtigt også rigtigt længe, men hvis jeg i perioder har været nødt til at yde mere end mit hoved egentlig magter, har jeg også en tendens til at gøre dette her unødvendigt længe efter:
image
Altså ikke for at se travl ud, men bare fordi jeg vænner mig til højt beredskabsniveau, og ikke rigtigt kan fatte at det værste er ovre, så jeg kan lægge tunen/slappe lidt af igen.

Januar har været lidt tung at komme igennem, for beskeden fra hospitalet er, at Ninjaman nok skal opereres om, for det knoglestykke de har forsøgt at bygge ny kæbe af, er for langt og for tyndt, så det kunne blive nødvendigt at snitte ham op i hoften og kæben, og transplantere knogle der op.

Men dette kan først gøres fra april, hvor han er helet nok fra sidst.
Nå ja – og de kom iøvrigt til at ødelægge hans højre skulder under operation, og regner ikke med at den bliver normal nogensinde…

Så blev det heldigvis vinterferie, og det hjalp helt vildt ikke at skulle noget særligt.
Vi var på malekursus sammen med ungerne en enkelt dag i ferien, og egentlig var energien slet ikke til det – men det endte med at være en rigtigt god måde at hive sig ud af kommende-operations-bekymringer, og lave noget fælles.

Vores stue så, ind til i går, sådan her ud, med halvfærdige lærreder, der ventede på at jeg slog søm i ledige kroge, hvor de nu hænger og venter på at blive færdige. De kommer formentligt til at vente længe:
image

Men ferien var også andet end malerier – bl.a brugte nogle af børnene noget af tiden, på at opføre sig sådan her:

IMG_20160203_145238

Og bagefter sige undskyld med ovenstående tegning…
Ninjaman og jeg udnyttede børnenes nye besættelse af at spille Playstation sammen, til at gå nogle lange ture imens, og tale om alt det vi bekymrer os over, og hvad der kunne hjælpe.

Vi nåede frem til, at vi trængte til at komme væk sammen – uden børn – inden nye operationer og sygdom.

Sidst vi var på aleneferie, var i januar 2001, hvor vi besøgte nogle af mine venner i London. Vi har haft ganske få enkeltnætter med børnepasning siden da, men har aldrig været rigtigt væk fra dem.

Min søster har tilbudt at passe unger, og vi har købt billetter, til kærestetur til Berlin, i fire hele dage!

Skal bo på fornemt hotel, lige i midten af byen, så Ninjaen kan gå hjem og hvile sig, hvis det bliver for hårdt for ham at gå meget.

Glæder os helt ustyrligt!

Det skubber altså lige bekymringerne lidt væk, at have noget at glæde sig til – og der er under tre uger til vi skal afsted!

Er der nogen af jer der er berlin-eksperter, og kan anbefale gode guidebøger, restauranter, butikker eller andet? Vi ved absolut ingenting om Berlin.

02/8/16

Om trist kød

En af mine næstyngste datters største hobbyer, er tegning i reklamer, og jeg får jævnligt fniseanfald over hendes påfund.

Her til morgen blev jeg dog helt sørgmodig, da jeg opdagede denne triste langtidsmodnede oksesteg, der bliver tvunget til at forlade sin anden halvdel:

DSC_0001

Man ved man har været igennem alt for meget frygt og sygdom, og tænkt for mange tanker om død og ensomhed,  når man er lige på nippet til at tude af rørelse, over et foto af råt kød, med kuglepensansigter!

03/26/15
wpid-dsc_0680.jpg

Om børnearbejde

Mine piger har en ugentlig dag hver, hvor de laver mad og dækker bord, og to ugentlige dage, hvor de tager af bordet.
Sådan har det egentlig altid været, men da de var mindre, fik de mest de nemme opgaver: skære agurk, hælde oliven i skåle og den slags, men nu hvor de er større, laver de også de mindre glamourøse opgaver: skærer klistret kød, håndterer genstridig dej, eller snitter sviende løg.

Da jeg bladrede gennem tilbudsavisen – som min 8 årige altid entusiastisk pynter med tegninger, kunne jeg tydeligt aflæse hendes nylige erfaringer med løgsnitterier:

image

Som at se hende selv!

11/25/14
wp-1416867118839

Om hvordan man ser ud, i andres øjne

Der var engang, hvor mine børn altid gjorde mig ekstrasmuk, når de tegnede mig.
Jeg har fået rigtigt mange tegninger, forestillende  prinsesser, med bølgende, numselangt hår og store kjoler overrakt, af mine stolte 3-4-5-6 årige, der hævdede at det var mig de havde tegnet.

Den tid hvor de satte mig på en piedestal er åbenbart ved at være forbi, måtte jeg konstatere, da et par fnisende børn fremviste denne her, de havde lavet på ipad:

image

Deres far ligner faktisk meget godt, og han går til thaiboksning, så boksehandskerne passer også.

Havde sværere ved at se, hvorfor jeg var udstyret med brændende hånd og en erklæring om at:”elske agurk”, men som svar trak de bare på skuldrene og mumlede noget om, at jeg gjorde:”random ting”, og havde en mærkelig humor.

Er nødt til at lokke en tegning ud af mindstebarnet snart, så min selvtillid kan blive afstivet!

11/18/14
wp-1415802062253

Om kinder og klister

I morges havde jeg lidt for travlt til at læse i den bog jeg er i gang med for tiden (“Glasslottet” af Jennifer Wales, som er særdeles fremragende iøvrigt).

Istedet sad jeg og bladrede lidt i den 8 åriges matematikbog, og fandt denne tegneserie, som fik mig til at fnise kaffe op i næsen.

Beklager den dårlige billedkvalitet:

Pige keder sig, og overvejer hvad hun skal tage sig til

image

Så får hun en lys ide’: det kunne være sjovt at hive i sine egne kinder!

image

Hun hiver og hiver – de kan hives imponerende langt ud!:

image

Pigen er meget imponeret over sig selv, og de smidige kinder:

image

Men ak… Med et “Bang!” får hun revet begge kinder af!

image

Med tungen lige i munden, forsøger hun at sætte dem på igen

image

Der skal lim til…

image

Og lidt tape:

image

Men endelig sidder kinderne fast igen, og pigen er glad!

image

Glæden er dog kort. Hun blev snydt: kinderne røg af igen….

image

Heldigvis er hun en pige med masser af gåpåmod, så på sidste billede, ser man hende, med et tilfreds smil, og ansigt og kinder omviklet med masser af tape!

image

En fabelagtig historie, om kreativitet og handlekraft!
Jeg har smågrinet over den hele dagen, og er ret imponeret over hvor morsom et barn jeg har fået tryllet frem!

07/1/14
20140613-090142.jpg

Om kunstneriske prioriteringer

“Se, nu har jeg tegnet hele vores familie!” proklamerede den stortegnende 4 årige stolt, og fremviste denne tegning:

20140613-090142.jpg
“Det er mig selv med det smukke gule hår. Og mor der er den høje. Og der er far. Og min store storesøster, og min næststore storesøster!”

Yngste storesøster kiggede længe på tegningen, og spurgte så forsigtigt hvor hun selv var.

“Der var altså ikke plads til dig…” var svaret

“jamen, hvad er det for en rød bold?” spurgte hun så – og fik det hårde svar:”ja, det er en kartoffel! Der var ikke plads til dig, fordi der skulle være plads til en kartoffel!”

Ærgerligt at blive udkonkurreret af en rodfrugt…

06/24/14
20140624-130956.jpg

Om gaver og gode undskyldninger

Jeg fik i øvrigt et væld af fine gaver, selv om jeg ikke havde kunnet finde på noget at ønske mig: en biftur, noget antirynkecreme (tak for hint), mascara, to par fine øreringe, de hemmelige sko, en virkeligt blød cardigan, sprut, tørklæde og så nogle fine hjemmelavede gaver fra pigerne:

20140624-130956.jpg
Skålen her, formet som en slange, har mellempigerne lavet i deres keramik-valgfag i skolen.

Ældstebarnet havde også lavet noget, men det var gået i stykker, så jeg fik i stedet denne her, som er en ide’ jeg helt sikkert vil huske:

20140624-131149.jpg
Et gavekort til de andre gaver hun giver mig!

En fabelagtig gaveide’, der kan bruges hver gang man ikke lige har nået det der med at købe gave!

Der bliver hverken lovet noget med hvad det er, eller hvornår det kommer – jeg kan bare gå og glæde mig på ubestemt tid.
Er meget glad og imponeret – og hun syntes også selv at hun var ganske morsom.

06/10/14
20140609-212126.jpg

Om heftig makeup

Jeg fylder 39 lige om lidt – hvilket lyder frygteligt voksent – men jeg føler mig egentlig ikke så gammel.
Mit ansigt fejrer dog gerne fremskreden alder, med at gro noget så sexet som 4 sorte skæghår på min hage.

Smart med noget der tager fokus fra eventuelle begyndende rynker – men jeg synes bare ikke rigtigt det passer til mig med skæg, så jeg fjerner dem ihærdigt når de dukker op.

Er dog begyndt at bekymre mig over om mit syn også er blevet dårligere med alderen, for det er som om jeg først opdager de der klamme hår, når de er adskillige centimetre lange – og i dag fik jeg så yderligere et hint om at jeg måske ikke ser så klart som tidligere, da mindstebarnet stolt overrakte mig denne tegning:

20140609-212126.jpg
“Det er dig mor! Og du har helt selv taget sminke på!”

Hm… Hvis jeg lægger sminke i så heftige lag at det giver mig sådan et forrykt udseende, er det måske på tide at jeg overvejer briller?