05/16/18

Om at være sådan en der siger:”OMG – bare vent til jeg afslører det her!”

Fancy clickbait-overskrift, ikke sandt?

Når bloggere normalt skriver den slags, er afsløringen som regel et eller andet smart, med prestigefyldt nyt job, ambassadørskab eller fuldtidsbloggerliv – når jeg skriver det, er det noget så uglamourøst som en teaser for min 11 åriges kommende tegneserie.

Barnet, der bragte os klassikere som “Sandheden om hvor de små børn kommer fra”, “Kinderne der faldt af” og var hovedforfatter bag et væld af weird tegninger i tilbudsaviser, flottede sig på mors dag, hvor hun både havde lavet dette fine maleri (forestillende vores hund, hvis han var kat) og en halv tegneserie.
Hun er en omhyggelig langsom tegner, så der går nok en uges tid før tegneserien er helt færdig, men det hun foreløbigt har, er det sjoveste jeg har set i meget lang tid, og jeg har grinet højt af den flere gange.

Så det er den jeg teaser på: vent bare til I ser resten; de af Jer med underligt humor vil helt sikkert finde den sjov!

(Og til de af Jer med mere konventionel humor: undskyld på forhånd!)

Selve historien er så ekstremt sær, at det lille teaser-klip der kommer sidst her i indlægget kræver noget baggrundshistorie: for en måneds tid siden havde jeg så meget hold i ryggen, at jeg desperat bad barnet gå på min ryg, i håb om at det kunne rette den ud.

På et tidspunkt trådte hun tilbage med den ene fod på min mås og udbrød en forskrækket kommentar om, at hun risikerede at forsvinde mellem mine balder for evigt. Så begyndte en længere historie, om hvordan min røv er lidt ligesom sorte huller i universet, som man risikerer at forsvinde i, og vi måtte stoppe det nyttesløse ryg-gængeri, til fordel for vanvittig historiefortælling.

“Hvis jeg var faldet ned mellem dine balder, havde jeg sikkert mødt alle mulige mennesker der var røget derind ved uheld i tidens løb. For eksempel en eller anden du kom til at sætte dig på i bussen for ti år siden!” hævdede hun.

Og det er så den historie, der er lige på trapperne som tegneserie.

Foreløbigt har den 10 billeder, og en utroligt langt ude historie. Det her er smagsprøven – resten må i vente lidt med at se (eller undgå at se).

 

03/27/18

Om feriesysler

Efter nogle intense uger, der mundede ud i en eksamen i fredags, har jeg foreløbigt startet påskeferien med at være helt tom oven i hovedet. Har læst slammede romaner og gloet op i luften, ude af stand til at tænke synderligt intelligente tanker.

Mine to store teenagepiger har siddet nedsumpet med snuderne i skærme, sandsynligvis også i forsøg på at nulstille travle hjerner, og mindstebarnet har haft et væld af legeaftaler, bare for at få leget hverdagstravlheden ud af kroppen.

Men så er der mit næstmindstebarn: barnet der tænker lige 10 % skørere end os andre, slapper også af anderledes end andre.

I går syede hun noget så fuldkommen absurd som et par overalls til hunden. Komplet med blomsterprydet lomme; han kan opbevare snacks i:
Det med at opbevare sine snacks i en lomme på ryggen, tog han ikke pænt: de lugtede simpelthen for godt, og måtte udleveres til ham, efter han febrilsk havde prøvet at nå dem, men ellers trippede han glad rundt i nye bukser.

Deruder har hun tegnet et væld af absurde tegninger og små historier. Min foreløbige favorit er denne her, hvor en gruppe katte øver sig på knivkast og bueskydning mod hunde, uden at ænse hvor ofte de kommer til at ramme sig selv:
Der er stadig en uges ferie tilbage, og jeg er spændt på hvad hun mere finder på.

03/19/18

Om at rage påskeæg til sig

Sidste år modtog min næstyngste – den sarkastiske tegnemester – et gækkebrev med posten. Klippet i flot lyserødt papir, og sendt med frimærke og det hele.

Fem prikker og en barnlig håndskrift overbeviste hende om at det var hendes veninde, Viola, og selvtilfreds gik hun i skole for at afsløre gækkeren. Det var ikke hende…

De næste dage opsøgte hun først ivrigt, så desperat og til sidst en anelse rasende, alle jævnaldrende med fem bogstavsnavne. Forgæves.

Intet barn meldte sig, og gækkebrevsmysteriet blev glemt lidt.

Indtil vi besøgte min veninde, Maren, der efter middagen triumferende spurgte om barnet tilfældigvis havde modtaget et gækkebrev? Med fem prikker?

Det var svært at sige hvem der syntes det var sjovest (spoileralert: det var klart Maren); men barnet syntes altså også det var megasjovt. Og lidt snyd.

Chokolade er noget gækkebrevsmodtageren tager alvorligt, så at snyde udenom at give påskeæg faldt hende ikke ind. Men da hun sad hjemme med det lommepengeindkøbte chokoladebutiks-lækre marcipanæg foran sig, sved det alligevel en anelse at skulle aflevere det.

”Jeg tror jeg tegner et tillykke-med-sejren-kort…” sagde hun, og tegnede det mest passive/aggressive tillykke kort jeg nogensinde har set, med sig selv siddende på knæ og aflevere æg, og Maren grådigt tronende på et bjerg af påskeslik  – formentligt narret fra børn:

Jeg synes finten med at give gækkebrev til andre folks intetanende børn er fuldkommen genial, og hermed er tippet givet videre, til de chokoladehungrende af jer.

11/7/17

Om glædesdans-manual

Flere af Jer har efterspurgt en mere udførlig indføring i hvad glædesdansen egentlig er.

Min tegneglade næstyngste, har villigt illustreret den, i følgende tegneserie. Jeg beklager den ringe fotokvalitet, men håber I kan se den!:

Glædesdansens smitsomhed

Glædesdansen starter oftest grundet en uventet glædelig begivenhed.

Her ses en tilfældig mand – han er i ret godt humør, som han går der i snevejret.

5A385D2B-4BA4-4098-ABA0-A72F01392563

Pludselig ser han noget, ligge i sneen:

2F41CCC8-C404-4835-8FC9-DA3A0F9DA9A8

100 kroner, sgu! Og hans humør stiger uventet højt, på rekordtid:

5F487AA6-C8A9-4C3B-AC0B-9DED48D4B8BA

Og så er det at han mærker noget. Det starter som en lille kriblen i kroppen. Hans arme trækker sig op af, som et egerns forpoter, og begynder at rokke rytmisk:

F3964B21-997E-43C9-9C67-FA8ECDC2D397

Og så er han ikke i tvivl: det er glædesdansen!

FF242C86-01AF-44D7-A0EC-85AEED09B790

En nysgerrig forbipasserende smittes øjeblikkeligt:

E16F7BD2-E846-42EB-A6FC-52BE90D5C28B

Og flere komme til:

D6A95B7E-6430-4C9D-A36C-49B59F8D7622

Og gribes af den muntre dans:

6E531750-1E10-4830-8C43-E1A2C5BD543F

Snart efter er der en kæmpeflok dansende:

83B9D4D6-9132-4F76-A100-2321FD110768

Indtil selv jordkloden danser med:

FD784F50-04DB-4C99-BBBF-A2D91C71AB07

03/20/17

Om den brutale sandhed bag spisning af kød

Min næstyngste datter er blevet vegetar, efter en skoleudflugt til et slagteri. Hun kan simpelthen ikke få sig selv til at spise noget der har været levende, og er blevet behandlet dårligt.

Jeg var selv vegetar i mange år fra jeg var teenager, forstår godt hendes argumentation, og bakker gerne op.

Selv var jeg en usund vegetar, der levede af cola light, prince light og  dandy light tyggegummi, hvilket ikke er den vej jeg synes hun behøver at gå, så vi eksperimenterer løs med linser, bønner, tofu og grøntsager, og det går sådan set udemærket.

Hun er barnet bag de makabre tegninger i tilbudsaviser, og jeg havde derfor rustet mig til at blive mødt af lignende propaganda, for at få resten af os helhjertet med på vegetar-vognen.

At det ambitiøse barn ligefrem havde tænkt sig at fremstille en større mængde brochurer, der i explicitte tegninger viser brutaliteten bag drab på dyr, var dog en anelse mere imponerende end jeg havde ventet.

Første del af den stort anlagte brochure-serie handlede om fremstillingen af henholdsvis sushi og burgere :

IMG_1104

Zoomer man ind på de brutale detaljer, ser man hvordan den uskyldige fisk møder sin død på en dejlig solskinsdag:

IMG_1101

Brutalt bliver den hugget ihjel, mens den spræller ynkeligt:

IMG_1102

Historien bag koens endeligt er endnu værre:

915B7EEA-6747-4EED-9B5A-7E86CC5DF1E4

Den afstumpede motorsavsfører, med blodsprøjt omkring sig, er ganske rigtigt temmeligt vegetarlokkende.

Jeg er spændt på at læse næste omgang propagandamateriale i rækken – og tror faktisk ikke jeg behøver spise oksekød lige foreløbigt selv.

…altså ikke fordi propagandaen virker, jeg fik bare mere lyst til falafler lige pludselig.

03/13/17

Om små absurde ting

Bloggen har været stille noget tid, fordi jeg løb tør for ord. De sidste uger har været triste, med sørgelige ting der har ramt flere af de mennesker jeg holder af, og jeg har ikke haft ord tilovers.

Men når ting er sure, plejer jeg at lægge ekstra mærke til de ting der er sjove, og når ting er absurd sørgelige, lægger jeg mærke til de ting der bare er absurde.

De sidste ugers mest absurde ting har været disse:

1. Balloner med numser

Jeg hev en ranke af slatne balloner ned fra vindueskarmen. Den havde hængt der siden næstældste barns fødselsdag – hvilket kun er en lille måneds tid og langt hurtigere end vi normalt får fjernet pynt – og opdagede at børnene havde tænkt på det hele.

Her er tre af ballonerne forfra:

IMG_1068 IMG_1070IMG_1072

Og til min overraskelse var de lige så absurd detaljerede bagpå, med bittesmå numser, hvilket totalt kildede min humoristiske sans:

3DC35D71-FC7F-43FF-9981-0BEDD650F5F1

2. Barnetegninger, set med (sjofle) voksenøjne

“Kan du se hvad jeg har tegnet?” Spurgte barn stolt. Jeg undlod at svare, for jeg blev lidt i tvivl om hvad det var hun mente.

IMG_1075

P.s: det er da et barn der sidder på en gren i et træ! Det hjalp da der kom farver på…

3. Svære bøjninger

“Far taler nogle gange jyllanesisk!” påstod den seks årige, og efterlod mig undrende over hvor besværligt hun havde valgt at bøje ordet. Det mere oplagte havde måske været “jyllandsk”?

4. Den med kalkunerne

Jeg har set videoklippet, med en flok vilde kalkuner der marcherer rundt om en død kat, i en meget stram cirkel, adskillige gange. Kæft – det er underligt! Den kan ses her.

5. Flag i hundelorte

Jeg troede faktisk det var en absurd 80’er joke, den der med at sætte små flag i hundelorte.

Fantaserede af en eller anden grund ofte om at gøre der, da jeg var barn, men ejede ingen små flag. (Til gengæld graver jeg en fælde for hundeejere der ikke samlede op, på en grussti, sammen med en klassekammerat).

Forleden dag havde nogen dog gjort det med flagene på samtlige lorte på hele vores villavej. Mine børn konfiskerede min telefon, da jeg forsøgte at forevige skønheden i det…

02/28/16

Om at bære ting og om at glæde sig

Da Ninjaman var allermest syg, og jeg lå om natten og følte mig magtesløs/havde ondt af ham/bekymrede mig over hvordan børnene skulle klare det/bekymrede mig over fremtiden/logistikken/forløbet, mailede jeg ind imellem til mine veninder, bare for at føle mig lidt mindre alene.
En veninde svarede mig med det her foto, og skrev:”det her fik mig til at tænke på dig. Du er den lille lastbil”.
image
Sådan føltes det ganske rigtigt også rigtigt længe, men hvis jeg i perioder har været nødt til at yde mere end mit hoved egentlig magter, har jeg også en tendens til at gøre dette her unødvendigt længe efter:
image
Altså ikke for at se travl ud, men bare fordi jeg vænner mig til højt beredskabsniveau, og ikke rigtigt kan fatte at det værste er ovre, så jeg kan lægge tunen/slappe lidt af igen.

Januar har været lidt tung at komme igennem, for beskeden fra hospitalet er, at Ninjaman nok skal opereres om, for det knoglestykke de har forsøgt at bygge ny kæbe af, er for langt og for tyndt, så det kunne blive nødvendigt at snitte ham op i hoften og kæben, og transplantere knogle der op.

Men dette kan først gøres fra april, hvor han er helet nok fra sidst.
Nå ja – og de kom iøvrigt til at ødelægge hans højre skulder under operation, og regner ikke med at den bliver normal nogensinde…

Så blev det heldigvis vinterferie, og det hjalp helt vildt ikke at skulle noget særligt.
Vi var på malekursus sammen med ungerne en enkelt dag i ferien, og egentlig var energien slet ikke til det – men det endte med at være en rigtigt god måde at hive sig ud af kommende-operations-bekymringer, og lave noget fælles.

Vores stue så, ind til i går, sådan her ud, med halvfærdige lærreder, der ventede på at jeg slog søm i ledige kroge, hvor de nu hænger og venter på at blive færdige. De kommer formentligt til at vente længe:
image

Men ferien var også andet end malerier – bl.a brugte nogle af børnene noget af tiden, på at opføre sig sådan her:

IMG_20160203_145238

Og bagefter sige undskyld med ovenstående tegning…
Ninjaman og jeg udnyttede børnenes nye besættelse af at spille Playstation sammen, til at gå nogle lange ture imens, og tale om alt det vi bekymrer os over, og hvad der kunne hjælpe.

Vi nåede frem til, at vi trængte til at komme væk sammen – uden børn – inden nye operationer og sygdom.

Sidst vi var på aleneferie, var i januar 2001, hvor vi besøgte nogle af mine venner i London. Vi har haft ganske få enkeltnætter med børnepasning siden da, men har aldrig været rigtigt væk fra dem.

Min søster har tilbudt at passe unger, og vi har købt billetter, til kærestetur til Berlin, i fire hele dage!

Skal bo på fornemt hotel, lige i midten af byen, så Ninjaen kan gå hjem og hvile sig, hvis det bliver for hårdt for ham at gå meget.

Glæder os helt ustyrligt!

Det skubber altså lige bekymringerne lidt væk, at have noget at glæde sig til – og der er under tre uger til vi skal afsted!

Er der nogen af jer der er berlin-eksperter, og kan anbefale gode guidebøger, restauranter, butikker eller andet? Vi ved absolut ingenting om Berlin.

02/8/16

Om trist kød

En af mine næstyngste datters største hobbyer, er tegning i reklamer, og jeg får jævnligt fniseanfald over hendes påfund.

Her til morgen blev jeg dog helt sørgmodig, da jeg opdagede denne triste langtidsmodnede oksesteg, der bliver tvunget til at forlade sin anden halvdel:

DSC_0001

Man ved man har været igennem alt for meget frygt og sygdom, og tænkt for mange tanker om død og ensomhed,  når man er lige på nippet til at tude af rørelse, over et foto af råt kød, med kuglepensansigter!

03/26/15

Om børnearbejde

Mine piger har en ugentlig dag hver, hvor de laver mad og dækker bord, og to ugentlige dage, hvor de tager af bordet.
Sådan har det egentlig altid været, men da de var mindre, fik de mest de nemme opgaver: skære agurk, hælde oliven i skåle og den slags, men nu hvor de er større, laver de også de mindre glamourøse opgaver: skærer klistret kød, håndterer genstridig dej, eller snitter sviende løg.

Da jeg bladrede gennem tilbudsavisen – som min 8 årige altid entusiastisk pynter med tegninger, kunne jeg tydeligt aflæse hendes nylige erfaringer med løgsnitterier:

image

Som at se hende selv!

11/25/14

Om hvordan man ser ud, i andres øjne

Der var engang, hvor mine børn altid gjorde mig ekstrasmuk, når de tegnede mig.
Jeg har fået rigtigt mange tegninger, forestillende  prinsesser, med bølgende, numselangt hår og store kjoler overrakt, af mine stolte 3-4-5-6 årige, der hævdede at det var mig de havde tegnet.

Den tid hvor de satte mig på en piedestal er åbenbart ved at være forbi, måtte jeg konstatere, da et par fnisende børn fremviste denne her, de havde lavet på ipad:

image

Deres far ligner faktisk meget godt, og han går til thaiboksning, så boksehandskerne passer også.

Havde sværere ved at se, hvorfor jeg var udstyret med brændende hånd og en erklæring om at:”elske agurk”, men som svar trak de bare på skuldrene og mumlede noget om, at jeg gjorde:”random ting”, og havde en mærkelig humor.

Er nødt til at lokke en tegning ud af mindstebarnet snart, så min selvtillid kan blive afstivet!