Børnekunst | Superheltemor

Mindstebarnet har brugt en del af morgenen, på at sidde koncentreret med en kuglepen, og tegne på sin egen lille arm.

“Hvad laver du?” spurgte hendes far interesseret, men fik bare svaret at det var hemmeligt, og han ikke måtte se det før det var færdigt.

Hun er ret stor fan af sin far for tiden, så han gættede på at det nok var en flot tatovering, som den han selv har på sin underarm:

Det var rigtigt gættet, og lidt efter kunne hun stolt fremvise sin tatoverede arm:

“flot – men hvad har du tegnet?” spurgte han, og fik et fornærmet svar:”jeg har da ikke tegnet! Kan du slet ikke læse? Jeg har “skrivet” noget!”

Ved nærmere inspektion kunne han godt se at det var bogstaver, men måtte indrømme at han ikke læste godt nok til at vide hvad der stod.

“Der står noget vigtigt!” proklamerede hun “der står:”husk at tage jakke på”! For det glemmer jeg nogle gange, så jeg vil altså gerne have det skrevet så det ikke kan vaskes af!”

En ganske nyttig tanke – omend jeg ikke umiddelbart tror at vi bestiller tid til tatovøren lige med det samme…

Sidste år skrev jeg om de selvportrætter, børnene i frk fantastisks klasse havde lavet, og hvor forskellige drengenes og pigernes værker var.

I år er det så Kagemesteren der er børnehaveklassebarnet, og stolt fremviste sit selvportræt:

Jeg beundrede det behørigt, og studerede så ivrigt de andre malerier, for at se om der også var stor forskel på drenge og pigemalerierne i hendes klasse.
Det var der, men ikke så markant som i storesøsters klasse.

Jeg har af forskellige grunde været forhindret i at deltage i klassearrangementer, så jeg kender ikke så mange af hendes klassekammerater; har ikke styr på alle navnene, eller om de nu går i hendes klasse.
Nu betyder det mindre, for de må kunne genkendes nemt, ud fra portrætterne.

Hvis jeg møder “ham-med-de-ekstramange-tænder”, ved jeg nu at han går i hendes klasse.
Han bør være nem at genkende, da de fleste andre børn kun har to rækker tænder.

Møder jeg “ham-med-håret” i et hjørne af legepladsen, hvor han står og ser bange ud, vil jeg straks genkende ham, og følge ham tilbage til den klasse jeg nu ved han tilhører: