06/19/13

Om at være “ham-med-de-mange-tænder”

Sidste år skrev jeg om de selvportrætter, børnene i frk fantastisks klasse havde lavet, og hvor forskellige drengenes og pigernes værker var.

I år er det så Kagemesteren der er børnehaveklassebarnet, og stolt fremviste sit selvportræt:

20130123-210655.jpg
Jeg beundrede det behørigt, og studerede så ivrigt de andre malerier, for at se om der også var stor forskel på drenge og pigemalerierne i hendes klasse.
Det var der, men ikke så markant som i storesøsters klasse.

Jeg har af forskellige grunde været forhindret i at deltage i klassearrangementer, så jeg kender ikke så mange af hendes klassekammerater; har ikke styr på alle navnene, eller om de nu går i hendes klasse.
Nu betyder det mindre, for de må kunne genkendes nemt, ud fra portrætterne.

Hvis jeg møder “ham-med-de-ekstramange-tænder”, ved jeg nu at han går i hendes klasse.
Han bør være nem at genkende, da de fleste andre børn kun har to rækker tænder.

20130123-211409.jpg
Møder jeg “ham-med-håret” i et hjørne af legepladsen, hvor han står og ser bange ud, vil jeg straks genkende ham, og følge ham tilbage til den klasse jeg nu ved han tilhører:

20130123-211550.jpg
“Hende-med-øjenbrynene” er vel også til at få øje på:

20130123-211649.jpg
Og “ham-med-læberne-og-eksem”:

20130123-211742.jpg
Møder jeg “hende-med-det-store-øje”, vil jeg nærme mig hende varsomt.
Af frygt for de spidse tænder:

20130123-211920.jpg
Tror egentlig ikke jeg behøver bekymre mig så meget over, om jeg når at frisere hendes hår hver morgen – hvis de andre ser sådan ud?

09/7/11

Om fedthalemus, med udløbsdato

Frk fantastisk er lige startet i skole, og i går fik vi en alternativ adressebog med hjem, hvor alle børnene havde tegnet deres familier og huse, og fortalt om dem.
Jeg læste med blanding af fornøjelse og gru, at Jacobs mor:"er god til at være sur!", Signes storebror altid plager om LEGO, og at Astrids far:"snorker højt og sover længe".
Jeg begyndte at frygte hvad min bramfri unge havde fortalt, og blev lettet over at der bare stod hvor gamle vi var, og hvad vi hed. OG jeg var pænt tegnet, uden stor røv.
Så nåede jeg til tegningen af fedthalemusen – hvor der stod:"jeg ved ikke hvor gammel den er, men den DØR når den bliver 2!"
Ok…. Så de andre forældre ved (endnu) ikke at vi roder, snorker, larmer og bøvser – men de ved at vi er sadistiske og sætter "mindst holdbar til" dato på vores kæledyr.